Henrik Vibskovs kaotiske stofpølsefest af et modeshow bekræftede alle mine fordomme om verdens mest latterlige branche

"Er det gået i gang? Kan nogen se, hvad der sker?," råber en mand med stråhat og forsøger at overdøve højtalerne, der pumper intetsigende elektroniske beats ud i luften over indgangen til Slagtehusgade 5-7 i Kødbyen i København. Her er hundredvis af mennesker stimlet sammen i anledning af 'SALAMI KITCHEN OF THE NON-EXI-STENT', der er navnet på den danske tøjdesigner Henrik Vibskovs bidrag til den igangværende Copenhagen Fashion Week.

Jeg står her også. Desværre. Og selvom jeg ikke kan overskue at reagere på manden med stråhattens helt rimelige spørgsmål, er jeg lige så interesseret i at finde ud af, hvad fanden der egentlig foregår. Ingen ved det.

Her lugter af prut, spegepølse og ølbøvser, jeg ser mig omkring og får øje på den ene fastelavnsris-agtige-harlekin-patetiske mundering efter den anden. Farvestrålende, løstsiddende gevandter, åndssvagt store næseringe, kitschede retro-træningsdragter til piger med alvorlige miner, et lyshav af iPhone-skærme til at fordrive kedsomheden. Fuck hvor jeg dog hader de her mennesker, tænker jeg i afmagt. Fuck hvor jeg dog hader mig selv, kunne man måske oversætte det til. For jeg står her jo også, og jeg er ikke et hak bedre. Måske er jeg endda værre.

Jeg er troppet op i sweatshirt og mine nye sneakers, og jeg ved det godt selv: Jeg hører jo ikke hjemme her, og det har jeg aldrig gjort. Dernæst kigger jeg på min smukke kæreste, som står i sine høje hæle og med fuld makeup og venter tålmodigt, grænsende til det demonstrative. Ingen af os siger noget, men jeg ved, hvad hun tænker: Hvad er det dog for noget bras, du har slæbt mig med til? Hvor er det synd for hende, at hun skal stå og se så dejlig ud til et så gennemført udejligt og forlorent arrangement.

Det er første gang, jeg gæster en såkaldt modeuge. Og det er tid til selvransagelse. Jeg spørger mig selv, hvad der egentlig gik galt? Hvorfor står jeg her? Mig, der normalt ville holde samme afstand til modeshows, som jeg forsøger at holde til syriske luftbombardementer og giftudslip fra russiske kemifabrikker.

Jeg spoler tiden to dage tilbage og finder svaret. Yes, der var den. Den første fejl. Den begik jeg, da mailen tikkede ind i min indbakke for to dage siden. "PERSONAL INVITATION: Henrik Vibskov SS17 CFW" stod der i emnelinjen, og det lignede sørme en invitation til et arrangement, hvor jeg var sikret en eller anden form for plads. Fejlen bestod i, at jeg troede på det. At jeg var inviteret. At jeg kunne komme og regne med, at en sød person ville kigge på min invitation og sige: "Hej Lars, journalist på VICE, dejligt, at du kunne komme. Du skal sidde lige herovre - vil du have et glas champagne med på vejen?" Hvorefter jeg ville indtage min retmæssige plads og i mit stille sind konstatere, at sørme om jeg ikke er blevet en del af parnasset. Men ak.

Den anden - og afgørende - fejl begik jeg, da jeg ikke bare vendte om på hælen og skred hjem, idet jeg så det totale kaos, der herskede i dette hjørne af Den Brune Kødby onsdag aften den 10. august 2016. Jeg har set indiske banegårde i myldretiden, som var mindre kaotiske. Og mere velduftende.

Men den barske realitet er, at jeg (undskyld vi - for min kæreste står her stadig, og nu er hun sur og irriteret) stadig står her blandt pøblen og strækker hals efter noget, som jeg jo er skideligeglad med. Midt i kødranden skramler en serveringsvogn rundt, som folk kravler op på for at kigge på alle de overdimensioerede stofpølser, som til lejligheden pryder catwalken. Jeg har ladet mig fortælle, at Henrik Vibskov er blevet pølsemager, og det forsøger han på diskret vis at fortælle os ved at mase sine nye kødkæledægger ned i halsen på os både visuelt og bogstaveligt talt. Den eneste form for adspredelse, som vi tilbydes, mens vi står der og spilder vores liv, er nemlig en lille bod, hvor man kan få lov til at betale 250 kroner for en vaskeægte Henrik Vibskov salami og et par spraglede sokker. Men så får man også et lillebitte skvæt discountvodka i et pilleglas med i købet. Fint skal det være.

Kort efter begynder musikken igen, og folk maser på for at komme frem til scenen - eller catwalken, eller slagtehuset, eller hvad pokker man nu skal kalde den konstruktion, som jeg lige akkurat kan få et glimt af, hvis jeg stiller mig på tæer og kigger hen over hovedet på de 40-50 mennesker, der står foran af mig. Der går - seriøst - en mand klædt ud som slagter rundt og foregiver at ordne de kroghængte stofpølser.

I bukselommen ligger min invitation og brænder. Jeg kan næsten høre den grine ad mig: 'Hahahahahaha, troede du virkelig, du komme ind, bare fordi du har mig med? Hahahaha'.

Så sker der noget. En kvinde råber: "Er der nogen, der har grønne eller hvide invitationer?" (Eller var det blå? Jeg kan ikke huske det.) En enkelt iblandt os lyser op, som var hun blevet udvalgt af Vorherre til at få en forsmag på paradiset. Hun møver sig forbi os med en determination, som havde været mere passende i en sudanesisk flygtningelejr, der netop havde fået nødrationer kastet ud fra et FN-fly. Min invitation er selvfølgelig markeret med farvekoden rød, så jeg kan ikke gøre andet end at blive stående.

Pludselig begynder folk at opføre sig som om, der sker noget. Telefoner ryger op i luften, og på 10-15 forskellige smartphone-skærme kan jeg se, at der er bevægelse på catwalken. Showet er i gang! Sjove hatte, stramme miner, kassebukser, klovnehatte, fjollede briller, that's it. 15 minutter senere er det hele slut, og det passer fint med, at det begynder at pisse ned.

Folk siver derfra - der er en eller anden "afterparty" i farvandet - og jeg spekulerer lidt over, hvad det er, jeg lige har været vidne til. Jeg kommer hurtigt frem til, at det er det største blændværk, den største illusion, den største omgang bullshit, for at sige det lige ud, som jeg nogensinde har fornedret mig til at deltage i. Og det her, det spilder jeg aldrig nogensinde en aften på igen. (Medmindre jeg er garanteret en siddeplads)