Advertisement
Advertisement
Advertisement
Advertisement
Advertisement
Neils oplevelser undercover fik ham til at opsøge alt den viden han kunne komme i nærheden af om stoffer og deres virkning. Han deltog i Anonyme Narkomaners (AN) første europæiske konference i september 1999. Der var han tilhører til en debat, der handlede om hvorvidt narkodømte skulle sendes til AN i stedet for i fængsel. Under den efterfølgende spørgerunde, stillede han et spørgsmål, som han i dag synes var meget naivt - var der overhovedet nogen idé i, at tvinge folk ind i AN, hvis de ikke allerede selv havde opsøgt hjælp?"Hele rummet - og det var et meget stor rum - blev fuldstændig stille," fortæller han. "Lige indtil en af paneldeltagerne spurgte mig 'tror du, at vi der sidder her har haft en eller anden magisk åbenbaring, der gør at vi er her i dag? Vi er alle som en, blevet slæbt herhen i mod vores vilje.'"Det var et vendepunkt for Neil - et vendepunkt, der fik ham til at indse, at de narkomaner, han kom i kontakt med igennem sit arbejde, ikke var rigtige kriminelle. De var nærmere svage og udsatte mennesker, der havde brug for hjælp. "Efter den konference gik det op for mig, at jeg tidligere havde set på narkomaner, som værende mindreværdige medlemmer af samfundet, der desuden var skyldige i deres eget forfald," siger Neil. "Men egentlig, så var de bare mennesker, der havde brug for hjælp og som var for syge til selv at opsøge den.""Denne her fyr havde brug for hjælp - han havde brug for noget helt andet end at blive udnyttet af pushere, og for den sags skyld, noget andet end at blive udnyttet af mig."
Advertisement
Advertisement
Advertisement