En grundig analyse af, hvad dit Facebook-profilbillede i virkeligheden siger om dig

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Jeg kan huske første dag, jeg loggede på Facebook. Himlen var blå og fuld af funklende solskin. Hvide skyer svævede højt over jorden. Jeg var på universitetet, og mit sind var fuld af håb og muligheder. "Jeg kommer til at betale min gæld af i min livstid!" plejede jeg at sige. "Hah: min uddannelse i sprogvidenskab kommer til at sikre mig økonomisk solvens resten af mit voksenliv!" Min veninde Jane, der boede lidt længere nede af vejen havde trådløst internet (der var ingen hjemme hos mig, der gad at rode med det trådløse internet, så derfor havde vi ikke trådløst internet), og hun hjalp os alle sammen med at oprette profiler. "Det er en hjemmeside," forklarede hun, "til alle jeres festbilleder."

Vi forelskede os alle sammen øjeblikkeligt i Facebook. Det blå, det hvide, forbindelserne. Hver dag poppede nye "venne"-anmodninger frem sammen med et nyt fotoalbum fra aftenen før. "Du skal vælge et profilbillede," forklarede Jane. Så det gjorde jeg. Jeg funderede længe over det, og overvejede nøje samtlige fem billeder, der fandtes af mig på det tidspunkt. Jeg stod. Jeg sad. Jeg sad på hug. Jeg overvejede mulighederne. Og det her – det her var det bedste billede på, hvem jeg var, og hvad jeg stod for:

Nej, det er ikke din mormor, der er ved at komme sig over sin operation for grå stær og endelig kan se gennem den gazeagtige tåge, der har saboteret de sidste seks måneders Hercule Poirot. Det er 20-årige Joel Golby, en cardigan-klædt douchebag med solbriller på til en indendørs privatfest. Lad os bladre gennem de formative år og se nogle flere højdepunkter.

Ahh, ja, hvor skægt. Det her billede siger: 'Jeg kan lide at drikke alkohol… og have det sjovt med mine venner!'

Wow, flere… flere dyrebare og på ingen måde pinlige minder med mine venner. Gud, kan I huske, da det var en ting at gå med badges på sin T-shirt? Nej, du har ret – det har aldrig været en ting. Men jeg skulle altid huske at tage dem af, før jeg smed mine trøjer til vask, så de ikke rustede. Det var vilde tider. Vilde og voldsomme tider.

Nu har jeg sat noget på spil, blottet mig selv ved at støve ældgamle og sindssygt pinlige Facebook-profilbilleder frem – så det er blevet tid til at gå all in på dine. Det er bare et billede af dig, ikke? Bare et stolt, lille emblem, der viser dig på toppen – der viser folk, hvad du står for. Bare en simpel, kvadratisk repræsentation af jeg'et. Det er ikke noget, der er værd at springe ud i med begge ben, er det det? Nej. Det er ikke det værd. Men lad os gøre det alligevel.

Du arbejder for VICE som social media editor.

Jeg kan med 100% sikkerhed sige, at hvis jeg skriver til dig med dårlige nyheder – at jeg lige har mistet mit arbejde eller sådan noget, mit hus er brændt ned, alle 18 af mine elskede katte omkom i et overfald – at du så vil svare med mindst to bedrøvede emojis og mindst en udgave af ordet "skatter."

Du kan bare ikke komme dig over den der ene gang, hvor du virkelig havde det sjovt.

Du er den person på din arbejdsplads, der siger "værtshus?" halvt for sjov hver dag, når den er fem minutter i 17. Folk er travle, de har planer. Selvfølgelig har de planer. De har planer, der overgår at tilbringe aftenen på at bruge 120 kroner på at drikke sig halvstive med nogen fra kontoret, som de dårligt nok kan lide. Du råber igennem lokalet, rækker ud til den ene efter den anden, desperat, en eller anden, kom nu. "Simon: værtshus? Katrine? Fadøl? Kom nuu, Jesper, en lille fyraftensb-?" Du kigger forvildet rundt, overvældet af falsk forbitrelse. "Det er da for dårligt, at der ikke er nogen, der vil med på værtshus!" Endelig er det fredag, det har lige været lønningsdag, og alle vil gerne i byen. Du insisterer på, at alle dropper den ekstremt korte gåtur til den bodega, der ligger lige rundt om hjørnet fra arbejdet for i stedet at tage på det der sted, hvor bartenderen huskede dit navn den der ene gang. Når du endelig får kæmpet dig frem til baren (efter 40 minutter i kø) bestiller du to drinks, men kommer lige netop halvandet minut for sent til Happy Hour og er derfor tvunget til at trække 170 kroner fra dit Dankort, indeni er du hul og skriger i fosterstilling, du ved inderst inde, at der ikke er nogen, der kan lide dig, og ingen kan høre hvad du siger over baggrundstøjen i det her rædselsfulde, rædselsfulde sted, du kan se folk hviske til hinanden og lave snu bevægelser for at få fat i deres tasker og skride, du er ved at miste rummet, du er ved at miste dem, ingen vil nogensinde lytte til dig igen, kan de ikke se, at dit råb om at tage med ud på værtshus i virkeligheden er råb om hjælp, at du er alkoholafhængig, at du er ensom, at please, er der ikke nogen, please, der vil holde mig, snakke til mig, lytte til mig, og så læner du dig ind til din chef, og din smartphone er allerede låst op og i kamera-mode, og du siger: "Hey, dude, dude: tag lige et billede af mig?" Og så poserer du alene, med et stort, dumt smil på læben, du kan ikke smile oprigtigt på billeder længere, siden der dannede sig den tomhed inden i dig, isterningerne smelter stille i de to Dark'n Stormys ved siden af dig, og lige i det øjeblik ved du, at det dér, det er billedet: Det er dig, essensen af dig, dit kerne-jeg, dit profilbillede på Facebook.

Du har en særlig app på din telefon, der fortæller dig præcis hvor mange dage, der er til juleaften, og du startede engang en livsstilsblog om sunde spisevaner, hvorpå de tre eneste opslag (marts '14, september '14, april '15, der står nu, at bloggen er "sat på pause i ubestemt tid") alle sammen er 800 ord om, at wellness er vigtigt, hvor fedt du har fået det efter du er stoppet med at spise brød, og en opskrift på pesto.

Du er altid gæst til bryllupper. Du er aldrig rigtig vigtig, du har ikke nogen opgave, ikke nogen rolle, du skal spille, du er bare bryllupsgæst, det er bare dig, i dit jakkesæt, eller din fine kjole, der sidder som fyld i kirken og ved bordet. Det er nok fordi du udskifter din plus-one så hyppigt, at alle, der er ved at planlægge deres bryllup – og det her ved du ikke, fordi dit liv sejler, men bryllupper kræver flere måneders planlægning i forvejen, nogle gange flere år – men folk, der planlægger deres bryllup aner ikke, hvem de skal invitere dig sammen med, så der sidder du, med den generiske '+1'-formulering på din invitation til brylluppet, bare endnu et ansigt i menneskemængden, og spiser dit måltid, mens du hører taler fra folk, som du aldrig har mødt eller set før, og tænker for dig selv: 'Jeg kunne da godt have været involveret i det her på en eller anden måde' med hemmelige forhåbninger om, at de måske alle sammen rejser sig og beder dig om at holde en improviseret tale, men det er der selvfølgelig ingen, der gør, så du drikker dig bare i hegnet og danser alene, og når kameraerne kommer rundt for at fange alle midt i deres glædesrus, gør du op med den fjerde væg og stirrer direkte ind i kameraet, mens du kaster et håndtegn, dabber eller noget tilsvarende, og det gør du, fordi du hårdnakket nægter at se den sandhed i øjnene, der ligger til grund for samtlige bryllupper, du nogensinde har været til: at du aldrig kommer til at finde kærligheden, hverken i ægte eller nogen anden form, du er helt alene i det kolde univers, du kan ikke tage noget seriøst i så meget som bare et sekund, selv dine bedste venner kan ikke regne med dig. Men derudover ser du ret godt ud, når du faktisk vælger at klæde dig i andet end bare cowboybukser og en T-shirt, hvilket sker præcis én gang om året.

Hele pointen med at have dyr er at fjerne bobleplasten og bevise, at man kan være ansvarlig, at man kan holde noget – der i virkeligheden kræver utroligt lidt arbejde – i live, og at det dyr vil belønne dig med blind, loyal, betingelsesløs kærlighed, og at du vil tage den kærlighed til dig og smede den om til noget mørkt og groteskt, at du vil tage det dyrs kærlighed til dig og omdanne det til en dybt forstyrret tørst efter Instagram-likes. Det her er dit liv nu, som et menneske med kæledyr, og ved at lave den ovenstående kæledyrs-posering siger du i bund og grund: Jeg er ikke bemærkelsesværdig nok til at fortjene et enkelt digitalt fotografi, men det er den her uskyldige hund eller kat. Og dyret er det eneste levende væsen, der er tålmodigt nok til at tilbringe en selfie-seance på 20 minutter sammen med dig. Kæledyrsselfien er på en måde den mest taknemmelige af alle selfies. Det er det, du siger til verden.

Du er 55, dine børn er voksne, og nu er det bare dig, kattene, og det store, tomme hus. Din datter har oprettet en Facebook-profil til dig, men du ved ikke rigtig, hvordan den skal betjenes. Du tilføjede alle hendes venner og kommenterer på alle deres statusopdateringer. Men der er aldrig nogen, der liker dine kommentarer, er der? Det er som om, at ingen lægger mærke til, at du er der. Du er et spøgelse, der svæver ubemærket rundt i cyberspace. Men katten lytter. Selvom du er blevet en smule underlig og er begyndt at lave statusopdateringer, som om du rent faktisk er katten: "Jeg havde ikke lyst til at gå udenfor i dag, fordi det regnede, men så tvang Far mig til det, fordi jeg lavede kradsemærker i den nye sofa!"og "Stolt af at have fanget min tredje mus, siden sommeren begyndte – MEoW!"

HEEEELT sikkert, vi ser ud til at have en vaskeægte Nice Thing Liker™ iblandt os! Du har sikkert et vildt nydeligt, Pinterest-værdigt soveværelse samt en yndlings- OG en hade-tapasrestaurant i byen. Din shampoo koster sikkert 80 kroner bøtten. Du har i den grad købt den tallerken restaurant-ravioli. Husk: Bare fordi du fyrer mange penge af på at gøre et eller andet, betyder det ikke, at det ikke er kedeligt.

Du har et sted mellem tre og 15 gamle Domino's pizzabakker liggende på gulvet i dit soveværelse, og du tror helt oprigtigt, at det at flytte meget er en legitim måde at forvirre og undvige SU-lån-typerne.

Du begyndte at gå op i fotokunst for to måneder siden, og selvom du stadig ikke er 100 procent sikker på, hvad 'eksponering' går ud på, har du ændret dit Facebook-navn til 'Tom Sharp Photography' efter den der ene samtale, du havde med en fyr i bowlinghallen om at tage billeder til hans bryllup næste år.

Du er ikke klar til det virkelige liv, og du vil aldrig være klar til det virkelige liv.

Jeg har fundet ud af, at det som udgangspunkt er en god idé øjeblikkeligt at slette alle dem, der har iklædt sig hat på deres Facebook-profilbilleder, som venner. Tro mig, det vil spare dig for en masse besvær senere hen.

Det her er profilbilledet, med hvilket du siger: 'Jeg dyrker sport,' hvilket også som regel er starten og afslutningen på samtlige samtaler, du nogensinde har, der ikke handler om, hvor du arbejder, og hvordan du arbejder, og hvordan det går med arbejdet, og den der forfremmelse, du fik på arbejdet.

Det, du prøver at sige, er: 'Jeg er sej, jeg er chill, mine øjne ligner sjældne, lilla ædelsten, jeg er æterisk og sublim,' men det, du i virkeligheden siger, er: 'Jeg skulle tage et skærmbillede af det her, gemme det, beskære det, sende det til Cloud fra min telefon, downloade det igen, justere farverne en smule i PhotoShop, uploade det igen, beskære det til en firkant, uploade det et sted på min Facebook-timeline, hvor det ikke fyrer en notifikation afsted til alle, jeg kender, derefter indstille som profilbillede, så det bliver trukket videre til Tinder, fordi OMG jeg er nødt til at få noget snart, ellers fucking dør jeg.'

På billedet holder du sugerøret fra din vodka/Red Bull, mens du læner hovedet tilbage og bøjer dit ene ben. Det kan jeg garantere.

W-wow! Der er en eller anden blågrøn-agtig lyssituation på det her badeværelse! Er det de to streger, jeg lige har taget, eller er det her i virkeligheden VILDT FEDT? Vent lige to sek, mens jeg tager 25 identiske, grynede og rystede selfies, fordi mine hænder ryster værre end min fars gjorde efter alle de års borearbejde, før arbejdsskade-hjælpelinjerne løb med hele hans opsparing, og han endte med at sove i Peugeoten. Ja, jeg er da fucking ligeglad med, om Uberen allerede holder udenfor! Han får sgu lov at vente!

Aha, min gode herre! Jeg kan se, at du også er en 'kan ikke lide at gøre så meget ud af det'-gentleman! Ja, de her kvindfolk med deres selfies nu til dags med deres øjenbryn – så utroligt overfladiske, ikke sandt? Den er forbandet arrogant, hele den hersens selfiekultur. Nej, giv mig et godt, gammeldags fotografi af en mand, der ikke gør så meget ud af det, står foran en murstensvæg, kigger væk til en af siderne og klør sig i nakken, det vil jeg til enhver tid vælge frem for de der forbandede kvinder med deres nænsomt-planlagte spejlfotos! Der er noget nobelt i at posere på et billede, der bliver taget af et andet menneske med et kamera! De skøger, der vælger at tage billederne selv, har kun jammer og pinsel at se frem til!

Det, du siger med det her billede, er: 'Jeg brugte to hele aftener, omkring 700 kroner og udsatte mig selv for en voldsom limpistolsforbrænding, og så var der ikke engang nogen til den fest, jeg var til, der vidste hvem Waluigi var, så jeg bruger det her som profilbillede, enten indtil der er nogen, der kommenterer "WALUIGI! Haha, grineren" med en eller flere græder-af-grin-emojis – eller indtil jeg får 16 likes.'

Anders Samuelsens bottle-flipper-video. SÅ FUCKING MIG. Taylor Swift, der springer op på Tom Hiddlestons gustne, knudede ryg? SÅ FUCKING MIG. Simone Zaza, der laver et flabet, lille opløb til straffespark? MIG. MIG. SÅ. FUCKING. MIG. JEG EKSISTERER UDELUKKENDE I FORM AF UDPLUK FRA SAMTIDENS NYHEDSBILLEDE. DERUDOVER HAR JEG TAGET EN SMULE PÅ HER PÅ DET SIDSTE OG ER IKKE VILLIG TIL AT BRUGE ET BILLEDE AF MIG SELV SOM FACEBOOK-PROFILBILLEDE, INDTIL JEG HAR SMIDT ET STED MELLEM FEM OG 30 KILO.

'Det her er noget man gør, når man er i et gensidigt forpligtende parforhold,' siger din kæreste. 'Der er gået otte måneder. Jeg vil bare have, at folk skal vide, jeg eksisterer. Jeg gider ikke, at den bitch fra dit arbejde inviterer dig på frokost igen.' Du sidder halvt og kigger på fjernsynet bag dem. Gilmore Girls. Lorelai og Rory skændes. Der er lagt op til et bæst af et afsnit. Du kigger op. 'Mm?' Din bedre halvdel sukker. 'Jeg vil ikke at gøre et helt 'status på vores forhold'-nummer ud af det, det ville være fesent, men jeg synes da ikke, et billede er for meget at bede om, er det?' Nej, nej. Selvfølgelig ikke. Du skal nok ændre det, siger du. 'Nu?' Okay. Du ændrer det nu. Hvilket billede skal du bruge? 'Det med os ved det der bål til Sankt Hans. Der er vi nuttede.' Ja okay, siger du. Helt cool. Du ændrer dit profilbillede. En håndfuld likes. Ikke det vilde. Det er et sødt billede. I to sammen, smiler til kameraet, glædestrålende endda. Med hovederne ind mod hinanden. Men se nærmere efter. Kig på dit ansigt. Tættere på. Dine øjne: Der et glimt af grå, død tomhed i dem, er der ikke? Er du… er du overhovedet glad længere? Du har tænkt over det på det seneste, om hvordan det måske er en dårlig ide at flytte sammen, hvordan – nej, det.. det er fint. Det er… nej, det er fint. Slap af. Du skal ikke overtænke det. Ignorer det. Alt er fint. Du er glad.

Læs mere fra VICE og Joel Golby:

Alt det bras, du kommer til at få brug for, når du flytter til storbyen for at læse

Her er alt det, du lærer som studerende, men som ikke har det fjerneste at gøre med din uddannelse

Er der nogen der ved, hvad de her 'sexting' emojis egentligt betyder?