Uheldige danskere fortæller om forsøg på at købe stoffer, der gik helt galt

Det er altid lidt nervepirrende at købe stoffer. Får jeg noget ordentligt? Hvor lang tid skal jeg vente? Er det en sketchy fyr, der sælger det? Er det der en civilbetjent, der gemmer sig bag ved en avis?!

Men svedige håndflader og paranoid scanning af omgivelserne bliver afløst af lettelse, når først du har din pose i hånden. Den nervøse hjertebanken bliver kort efter afløst af en helt anden form for up-tempo hjerteaktivitet, når du står på dansegulvet, og i stedet for at svede på et gadehjørne svæver du rundt på en lyserød sky resten af aftenen (eller tygger din kæbe af led, alt efter hvilken dosering, du vælger).

Desværre er der situationer, hvor det går knap så godt. Hvor dealeren aldrig kommer. Hvor du ender afklædt i en mexicansk ørken, uden penge og uden narko. De dage, hvor Murphy's Lov virker, som om den er skrevet med dit liv i tankerne.

Jeg kender selvfølgelig ikke noget til den slags dårlige oplevelser. Okay, der var dengang, hvor jeg købte en pose pot fra en knægt på Roskilde, som viste sig at være te, og det eneste, jeg fik ud af det, var hovedpine. Og så var der nogle ret sketchy piller fra Berlin. Der var vidst også noget lilla 'mdma' på en festival engang, som nok ikke var mdma. Og en episode med nogle civilbetjente i Lundtoftegade.

For at finde ud af hvordan det føles at blive hustlet eller på anden vis ende i en lortesituation, når man prøver at score stoffer, har jeg bedt andre om at gå til bekendelse. Nogle var selv ude om det, andre så det slet ikke komme. Fælles for dem alle er, at de har oplevet utilsigtede konsekvenser ved et illegalt marked for rusmidler, der altid vil være forbundet med en vis risiko.

Alle navne er blevet ændret, fordi ingen vil stå ved deres flove historier med navns nævnelse. Men vi ved, hvem I er.

Det er fredag aften, og jeg har lige fået ny kæreste, så nu skal vi rigtig hygge. Jeg køber to gode flasker rødvin, laver bøf og tænder stearinlys. Det eneste, vi mangler, er lidt coke til at fuldende aftenen.
Hun dufter godt, da hun kommer, og har rigtig gjort noget ud af sig selv. Vi skal bare lige ned og hente stofferne, og så er vi klar. Da jeg kommer ned, siger gutterne, at de lige skal hente det, for ham, der plejer at have det, er der ikke. Da vi har stået og ventet et stykke tid, kommer to gutter hen og siger, de har det, men at politiet er på vej, så de vil gerne have det overstået hurtigt. De giver mig posen og løber væk.
Da vi kommer op i lejligheden, finder jeg mit sniffe-fad frem. Min kæreste kommer ud, kun iført undertøj, og vi begynder at smøre hinanden ind i olie, og skal rigtig have den store sexfest. Jeg hælder det ud, begynder at cutte op, og det ser fantastisk ud. Det er helt smooth. Jeg streger op og river en kæmpe line op i højre næsebor. Med det samme begynder jeg at gagge, det vokser inde i min næse, og der ved jeg, at det er fucking bagepulver.
Der går det op for mig, at det er nogle små smart-ass kids, der har luret, at jeg ventede på coke, og mens min mand var ude at hente, så de deres snit og stak mig en pose med deres fake lort. Jeg havde ikke flere penge, så vi kunne ikke købe noget andet. Dagen efter fik jeg en sms fra min pusher, som skrev: "Hvor blev du af? Jeg kom tilbage, og så var du væk?"

Engang sidder vi på Jagtstuen inde ved Nørreport og drikker, og så sker der det, som normalt sker for os, når de gamle venner bliver stive sammen i byen: En eller anden får den geniale idé at ringe efter kokain. I det her tilfælde er det mig, der står bag idéen, så kort tid efter tikker der en sms ind på min telefon, hvor der står: 'holder udenfor'. Jeg springer glad ud af døren og sætter mig ind i den bil, der venter på gaden, og der sidder to typer på forsædet og ser lidt noia ud. Den ene siger til mig: Hva' så, chef, hvad kan vi hjælpe dig med?', og jeg beder om en enkelt til 600. 30 sekunder senere står jeg på gaden igen med et gram coke på lommen, og lige da jeg skal til at gå ind igen, er der en bil bag mig, som dytter. jeg vender mig om og ser en gut, der sidder bag rattet og kigger spørgende på mig. Det viser sig, at det var ham, der ventede på mig, og den anden bil – tja, hvem fanden ved, de var bare friske på at sælge mig et gram coke. Det viste sig at være noget lort, så jeg var glad for, at jeg også gik ind i den rigtige bil og købte en pose til.

Vi var inde i en periode, hvor der blev taget ret meget ecstasy til technofester. Det var rigtig fedt, men kvaliteten var altid svingende, og nogle gange var det svært at skaffe, så jeg besluttede mig for at finde en anden løsning. Jeg er ret ferm med en computer, så jeg begyndte at lede rundt på the dark web. I nettets mørke afkroge var det ikke svært at finde markedspladserne, og ved hjælp af sider som Pill Report kunne jeg endda læse op på, hvad jeg købte på forhånd, og få lige præcis den slags piller, jeg havde lyst til. Det var en helt ny verden i forhold til at købe på gaden, hvor man ikke aner, hvad der er blandet i, hvis man overhovedet kan finde noget.
Jeg betalte ved hjælp af bitcoins, så købet ikke kunne spores, og første gang købte jeg kun tre piller for at se, hvad der ville ske. De kom med posten kort tid efter og var præcis så gode som antaget. Næste gang købte jeg lidt flere, og næste gang lidt flere endnu. Jeg forsynede hele vores vennegruppe, og alle var lykkelige for min nye forbindelse. Vi havde fundet en kemisk gulvmine. Den femte gang købte jeg en ordentlig sending på 120 piller, men de dukkede aldrig op. Nogle uger efter blev jeg ringet op af politiet, som spurgte ind til nogle piller, men jeg afviste selvfølgelig at have noget som helst kendskab til det. De spurgte, hvorfor der så blev sendt 120 ecstasypiller til min adresse, og der måtte jeg blive dem svar skyldig. Jeg endte med at blive sigtet, men jeg blev ved med at nægte ethvert kendskab til sagen. Eftersom det hele var foregået på dark web og betalt med bitcoins, var det umuligt at spore, og det var derfor kun forsendelsen til min adresse, som de havde på mig. Politiet endte med at frafalde sigtelsen. Jeg har dog ikke turde købe piller på den måde sidenhen.

Jeg havde lyst til en hygge-aften alene. Dengang kunne jeg rigtig godt lide at købe en flaske Amarone til minimum 200 kroner og 2 gram kokain, bare til mig selv, og så sidde og høre musik til næste morgen. Jeg vil helst ikke have min kæreste eller andre med, det er min private fornøjelse. Jeg har lige fået feriepenge, har min rødvin, og skal bare lige hente coken, så jeg er klar til at sidde og drysse, til solen står op.
Jeg smutter ned i Lergravsparken, som jo efterhånden er blevet af de steder i byen, hvor det er nemmest at skaffe stoffer. Der står et par 15-16-årige kids. De siger, at jeg bare kan give dem pengene, og så skal de nok komme med det. "Ah, drenge," siger jeg. "Den er jeg sgu blevet for gammel til. Jeg skal både se det og smage det, før I får nogle penge."
Tre af dem siger, at jeg skal følge med. De er virkelig små drenge med små, tynde arme. Det er højlys dag, klokken er 16-17 stykker, og vi går ind i det mørke område af parken, hvor træerne er tætte. Jeg begynder at få lidt noia på. De siger, at de bare lige skal have fat i en fyr, og den ene knægt holder sin telefon op til øret. Han lader, som om han snakker med nogen, men jeg kan godt se, at det er bullshit, for han er ikke særlig god til det. Så jeg siger: "Hør her drenge. Kommer der nogen eller ej?" Vi står på stien, og den ene begynder at gå om bag mig. Jeg har været i militæret, så jeg kan godt lure ham, og springer straks fire skridt tilbage så de igen står foran mig. Pludselig løber den ene om bag mig, og så hiver knægten en fiskekniv op af lommen. Inden de når at gøre noget, spurter jeg tilbage til Lergravsparken og står og får vejret, helt forpustet. Jeg ringer til min kæreste og forklarer, hvad fuck der lige er sket. Men mens jeg snakker med hende ser jeg ud af øjenkrogen, at de ikke har givet op - de er stadig efter mig. Det er lyst, og midt i byen, og de kommer seriøst spurtende med hver deres kniv. Jeg løber længere op ad gaden og gemmer mig, og jeg kan se drengene gestikulere til hinanden, så de kan omringe mig. Der kommer en mand og en dame med en hund, som jeg fortæller, hvad der sker, og de siger heldigvis, at jeg kan følges med dem, så vi er tre. Endelig giver drengene op. Selvom jeg er ret hård og sagtens kan smadre sådan nogle små drenge, så var det noia, for hvis man er villig til at lokke folk ind i en park og trække knive på dem for 1000 fucking kroner, så er man sindssyg. Og den slags mennesker er det bedst at holde sig på afstand af.

Engang inde på Israels Plads, da sommersolen stod højt på himlen, var det blevet tid til at bestille noget coke – fordi vi havde drukket i solen, og vi havde lige fået ferie. En gut i en Fiat Punto kom som aftalt 20 minutter senere, og da jeg har brugt nummeret en del gange før, kunne vi sagtens genkende hinanden. Jeg hopper ind i bilen og har kæmpe optur over, hvad der skal til at ske, og helt uventet ender vi simpelthen med at sidde lidt i hans bil og have grineren på sammen. Fem minutter senere giver vi hinanden et fast håndtryk og ønsker hinanden en god aften, og jeg åbner døren og glæder mig til at tage hul på posen. Men lige da jeg tager i døren, glemmer jeg, at vi holder på Israels Plads, hvor cyklerne myldrer forbi, og selvfølgelig er der en, der lige skal cykle forbi, idet jeg åbner døren. Manden flyver hen over styret, tumler rundt på asfalten og slår sig ad helvede til. Imens sidder dealeren inde i sin bil, der nu står og flagrer med åben dør, og mennesker stimler sammen omkring os. Ham dealeren får fucking noia på og flår bare døren i og fyrer derfra med hjulspind. Så meget for den gode stemning. Jeg tjekker, om personen på cyklen er ok, det er han ikke rigtig, men han overlever. Jeg får sagt undskyld, så godt jeg kan, men aftenen bliver ikke rigtig den samme, fordi jeg har så nedtur over mit fuck-up.

Min ven og jeg var i Berlin på tur. Vi stod udenfor spillestedet So36 under en fest og røg en smøg, og humøret var højt. En fyr kom gående forbi, kiggede op og ned af os og spurgte så, om vi ville købe noget pot. Det ville vi naturligvis gerne, så han bad os komme med. Ved indgangen til en baggård sagde han, at fyrene ikke var så glade for folk, de ikke kendte, så han skulle nok smutte op og hente det for os. Da der var gået ti minutter, kiggede vi på hinanden og sagde: "Han kommer ikke tilbage." Vi ventede ti minutter til, men måtte så erkende vores nederlag. Vi var så flove over, at vi var faldet for det simple trick, at vi tog på det vildeste dødsdruk i håbet om, at vi ville glemme det hele igen. Desværre kunne vi stadig huske det dagen efter, vi havde tømmermænd og var 50 € fattigere.

Engang var jeg på en tidlig lørdags-bytur med nogle kolleger, hvor vi væltede rundt på en masse brune barer på Nørrebro og i Nordvest. På et tidspunkt opstår der en stemning om, at nu skal der købes narko, og jeg sender bud efter en bil, der vil holde på broen over Bispebjerg Station. Vi går hen mod mødestedet, og da jeg når frem, holder der en stor, sort bil på den anden side af gaden med en hardcore type indeni, der ligner en LTF'er. Jeg krydser gaden og hopper ind på forsædet i Audien, men da jeg kommer ind, får ham det store brød et kæmpe chok og udbryder: "HALLO, MAND, HVA' FUCK LAVER DU I MIN BIL? KAN DU KOMME UD MED DIG, MAND!" Jep, det var overhovedet ikke den rigtige bil. Jeg tumler ud på gaden, og bilen accelererer i høj fart og kører mod Mjølnerparken. Imens stod mine kolleger og kiggede på og fattede ingenting.