First-person shooter: Jamals hverdag som hjemløs i København

Det her er First-person Shooter, en fotoserie, hvor vi får vidt forskellige mennesker til at dokumentere en dag i deres liv ved hjælp af et engangskamera.

I dag er det FN's internationale fattigdomsdag. Herhjemme er flere danske organisationer gået sammen om Hjemløsedagen, hvor der på Nytorv i København er musik, taler og overrækkelse af Hjemløseprisen. Og der er grund til at sætte fokus på problemet, for der kommer flere og flere unge hjemløse i Danmark. Men selvom en mærkedag er vigtig, er det jo hverdagene der er flest af, og Jamals hverdag foregår under åben himmel og i mørke tunneller, langt væk fra offentlighedens søgelys. Jamal er en ung mand i 20'erne, som er opvokset i Nivå, men i de seneste fem år og syv måneder har han boet på gaden i København og omegn. Da han tænder jointen, rykker han et par borde væk fra de andre cafégæster, for Jamal vil ikke genere dem med røgen. Han slæber på en rygsæk og en plastikpose med skramlende dåser. Det er spraydåser og ikke dåser, han har samlet for pant, gør han mig opmærksom på. "Dem er der nogle andre end mig, der har mere brug for", siger han.

VICE: Hvad har du taget billeder af?
Jamal: Billederne viser grafitti, der bliver lavet af unge mennesker på gaden. På et af billederne er en tunnel, hvor nogle af de hjemløse sover. Der kører jo tog i tunnelen, så det er ikke fordi det er det sikreste sted. Hvis ikke man hører toget, er man rimelig meget færdig. Men det larmer jo ret meget, så det gør man nok.

Et andet sted på billederne er Pirathavnen bag Christiania, hvor hjemløse søger tilflugt fra et samfund, der kigger skævt til dem. De hjemløse der er fucking fantastiske, selvom folk bliver lidt skræmt over dem. Folk dømmer hurtigt, de sætter i bås, de bliver bange.

Hvordan er det at være hjemløs som ung?
Det er spændende på nogle punkter, og på andre punkter er det altødelæggende. Man lærer, at livet er kort. Flere af mine venner er døde. Så man elsker de øjeblikke, man har, hvor man smiler til omverdenen, og den smiler igen, og så gør man sig klar til at dø. Det kan slå nogen ud, folk bliver knækket af realiteterne.

Hvordan endte du som hjemløs?
Jeg var en rod, jeg forstod ikke at sætte pris på det, jeg havde. Jeg traf nogle forkerte valg.
Vi lever i et privilegeret samfund, hvor der næsten altid er nogen til at hjælpe dig. Men hvis man fucker nok op, så er der ingen hjælp at hente. Du kan bede om kontanthjælp, men hvis ikke du yder det, du skal, så er der ingen kontanthjælp.

Hvordan er din hverdag?
Jeg står op, jeg går ud, laver bestemte ting, som for eksempel at male graffiti, og så tager jeg hen til faste steder, hvor jeg chiller. Jeg forsøger at opretholde en rutine, så jeg ikke bliver hjemløs oppe i hovedet. Det at være hjemløs er på en måde en mental ting. Jeg prioriterer at gå i ordentligt tøj, for jeg vil ikke se mig som hjemløs, selvom jeg er det på papiret. Jeg tager mig sammen. Jeg har gået på offentlige toiletter hver dag i næsten fem år. Jeg har en tandbørste i tasken, så jeg kan børste tænder hver dag, for jeg vil ikke have fucked tænder.

Hjemløse er udsatte for had, fordi man sover på gaden, når vi nu lever i sådan et godt samfund, hvor man for eksempel kan få kontanthjælp. Men det er ikke så nemt, som man tror. Jeg har én gang sovet på en rist ved Kongens Nytorv. Der vågnede jeg, fordi jeg blev tæsket af tre fuldvoksne mænd i jakkesæt. Jeg vågnede af det første spark, det andet spark slog mig næsten ud. Det var skræmmende, og det er én af grundene til, at jeg ikke sover i byen.

Skal du deltage i Hjemløsedagen?
Halvt om halvt. Det giver mening politisk at være med, men socialt har jeg ikke lyst, for det minder mig om min situation. Det er en måde at gøre opmærksom på, at der er et problem, men mange af deltagerne er der for at råbe op om, hvor lidt de får i kontanthjælp. Det har jeg ikke lyst til at støtte op om. Der er nogle få hjemløse, der virkelig har det hårdt, og de kommer ikke, for de har travlt med at være hjemløse og prøve at overleve.

Det er helt vildt, så privilegerede vi er i Danmark. Hvis du ender på gaden i Polen, Spanien, Sydamerika eller USA, så er du flying fucked. Hvis du rammer gaden i Danmark, så kan du få kontanthjælp, hvis du er villig til at kæmpe for det. Da jeg var 12, var jeg i en ghetto i USA, hvor jeg så real poverty. Men de har lært sig selv at nyde det, de har. Det kan vi ikke i Danmark. Skal jeg brokke mig over, at jeg kan få SU? At jeg kan få kontanthjælp? Nej - det er luksus. Det eneste der er hårdt, det er om vinteren, når det er koldt.

Læs også: