FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Universitet annoncerer feminismekonference med 11 mænd og én kvinde

"Hvad bliver det næste? En racismekonference med kun hvide deltagere?"
Foto: Juan Moyano via Stocksy

Denne artikel er oprindeligt udgivet af BROADLY USA

Da afdelingen for humaniora ved National Autonomous University of Mexico (UNAM) begyndte at hænge lyserøde plakater op som reklame for en kommende konference, der skal handle om feminisme, gik der ikke lang tid, før det vakte store furore. Konferencen, der afholdes på universitetets campus i Mexico City, byder blandt andet på en paneldebat om feminisme, hvor alle 11 panelister er mænd.

Advertisement

Marta Lartas er vært for konferencen. Hun er en kendt mexicansk feminist og redaktør på det anerkendte latinamerikanske tidsskrift Debate Feminism. Hun havde planlagt at interviewe 11 mænd i forbindelsen med debatten, der har fået titlen "Marta Lamas i dialog med XY" (XY er symbolet for det mandlige kromosom). Ifølge plakaterne skal panelet blandt andet diskutere emner som "feminisme og rettigheder" og "feminisme og markedskræfter."

Konferencen skulle være afholdt i forbindelse med Lamas' 70 års fødselsdag den 11. oktober. Men da programmet blev offentliggjort den 2. oktober, blev det mødt med protest fra feministiske aktivister, der beskylder Lamas for at fremhæve det mandlige perspektiv i en debat, der i forvejen er domineret af mænd.

"Mansplaining – grafisk udtryk," skrev en kvinde i et tweet, som er blevet delt vidt og bredt siden. "Hvad bliver det næste? En racismekonference med kun hvide deltagere?" skrev en anden. Andre har lavet falske reklameplakater for konferencen prydet af hvide mænd i jakkesæt.

Den feministiske blogger Ana G. González fortæller Broadly, "Jeg har stor respekt for Marta Lamas, hun er en institution i sig selv. Men den her konference er kommunikeret på den helt forkerte måde. Det fremgår ikke tydeligt, at 'dialogen' er med hende. Den bruger XY til at henvise til den sociale konstruktion 'mænd,' mens XY i virkeligheden betegner det biologiske køn. Og så er plakaten lyserød, fordi selvfølgelig. Når det handler om kvinder, skal det jo være lyserødt."

Advertisement

"Hvis det her var en vittighed, så er det en rigtig uheldig en af slagsen," tilføjer hun. "I Mexico består paneler ved konferencer næsten altid udelukkende af mænd."

Lamas har siden forsvaret sit mandepanel i et interview med BBC. "Jeg har diskuteret feminisme i kvindepaneler de sidste 48 år," sagde hun. "Denne gang tænkte jeg, 'OK, lad os se, hvad mændene har at sige.'"

BBC kunne også fortælle, at journalisten Jenaro Villamil, der skulle have deltaget i panelet, allerede har trukket sig fra. "Jeg var ikke med til at arrangere konferencen, og jeg har ingen interesse i at deltage i det her hadefulde spil."

Paneldebatter med udelukkende mandlige deltagere er et betændt emne i den offentlige debat i Mexico. I 2016 lanceredes den Guadalajara-baserede organisation Con Nosotras, der bad mænd om ikke at deltage i paneldebatter ved konferencer medmindre, der også var kvinder repræsenteret. Et lignende initiativ eksisterer i Chile, og det finske website allmalepanels.tumblr.com har siden 2015 specialiseret sig i at samle og offentliggøre paneldebatter over hele verden uden kvindelig deltagelse.

Broadly har forsøgt at få en kommentar fra National Autonomous University, og historien opdateres, hvis vi modtager svar.