Mød kvinden, der brænder sine broer på Borgen for at give dig et indblik i et sygt politisk system
Politik

Mød kvinden, der brænder sine broer på Borgen for at give dig et indblik i et sygt politisk system

"Jeg kunne sagtens have skrevet en fiktiv bog om en ung kvinde på en arbejdsplads. Men meningen er, at kritikken skal gå klart ind."
February 2, 2017, 8:55am

Susan Simonsen kalder selv sin bog for et vidnesbyrd. En kritik af et system, af en politisk kultur, der modarbejder det humane. Og som langsomt er ved at undergrave det demokrati, vores samfund beror på.

I Det underdanige og det magtfulde, som er en blanding mellem essays, reportage, lyriske tekster og barndomsbrudstykker, gennemgår den 29-årige debuterende forfatter de to år, hvor hun selv var en del af en verden, hun havde drømt om – først som praktikant hos partiet Venstre og siden som medarbejder i Social- og Integrationsministeriet. Mens hun mistede troen og håbet på det folkestyre, hun kalder "en illusion" og "et spil", der ikke handler om at sikre Danmarks bedste, men som udelukkende handler om at rage vælgere – og magt – til sig. Det er Susan Simonsens klare budskab, og i sin bog giver hun en række eksempler på de oplevelser, der gjorde, at hun mistede troen på vores system.

Advertisement

Som den introduktionsdag, der blev holdt tre dage efter, at hun var blevet ansat hos Venstre.

Susan Simonsen skriver:

Inger Støjberg fortæller om at være minister, hun fortæller om at være i opposition. Den afgørende besked er: "I praktikanter skal finde områder, hvor Venstre kan være uenig med regeringen. I skal skrive debatomlæg om det. I skal stille § 20-spørgsmål om det, og vi skal hive ministrene i samråd. På den måde får vi ministerierne til at arbejde, og vi forhindrer dem i at udvikle ny politik."

(Vi har givet Inger Støjberg muligheden for at kommentere indholdet af denne artikel, men hun er ikke vendt tilbage inden deadline.)

Jeg kunne se, hvordan tingene fungerede i praksis, og hvor råddent og nederdrægtigt, det hele i virkeligheden var. Det var mere, end jeg kunne holde til.

Eller da Susan Simonsen beskriver, hvordan et folketingsmedlem blev udstødt af flokken efter at være kommet til at udtale sig uden at få udtalelsen godkendt af Venstre-ledelsen:

Anne-Mette falder. Hælen på hendes stilet river sig løs og knækker af. Hun falder på tæppet, slået på slagmarken, nu ligger hun der som et uværdigt dyr og forbløder. De andre familiemedlemmer går forbi, de kigger på hende, vil ikke røre hende, de siger ingenting, når de går forbi.

Læs også: Ingers Støjbergs spindoktor: "Det er fedt at have en chef, folk gider forholde sig til"

Da jeg en mandag formiddag møder Susan Simonsen i en lejlighed på Østerbro i København forklarer hun mig, at det var nødvendigt for hende at blotlægge det hele. Også selvom det betyder, at nogen nok vil føle sig udstillet.

"Jeg har brugt halvandet år på at skrive den bog, og det har været en beslutning, jeg har skullet tage igen og igen: Er det nu det rigtige at gøre? Men den blev ved med at trænge sig på. Der er noget grundlæggende galt ved den måde, vores politiske system fungerer på, og jeg blev nødt til at fremlægge kritikken så klart som overhovedet muligt. Også selvom jeg så på visse punkter må bryde min tavshedspligt," siger Susan Simonsen.

Advertisement

Men bogen rummer ikke kun en kritik af det politiske miljø på Christiansborg. Den gengiver også en lang række personlige hændelser mellem hende selv og navngivne politikere og chefer. Om kontorchefen og den prominente politiker, der pludselig dukkede op på den bar, hvor Susan Simonsen arbejdede, hvilket, ifølge forfatteren, kun skete, fordi hun den aften var klædt i et udfordrende og stramtsiddende politikostume. Om politikere, der bagtaler andre politikere og nedgør deres evner for lukkede døre. Om ministersekretærer, der ikke værdiger deres ansatte et blik men kun lefler for cheferne. Om ministeren, der insisterer på at se hendes tatoveringer. Og om en kultur, der er præget af paranoia, fastlåste hierarkier, selvhævdelse og magtbegær.

Alle billeder af Amanda Bødker.

Susan Simonsen fortæller, at hun er vokset op med det, hun kalder en "instinktiv tilpasning til andres forventninger": mændenes, chefens, kollegernes, samfundets. Derfor var det også svært for hende at takke nej til det, hendes venner og familie så som en oplagt karrierevej i Social- og Integrationsministeriet og i stedet skrive en bog om sine oplevelser. (Efter praktiktiden blev hun tilbudt et vikariat, som hun valgte at takke nej til.)

"Jeg var startet med en drøm om at blive politisk medarbejder og om at bruge min faglige kunnen til noget positivt. Men jeg kunne se, hvordan tingene fungerede i praksis, og hvor råddent og nederdrægtigt, det hele i virkeligheden var. Det var mere, end jeg kunne holde til. Til sidst fik jeg nok," siger Susan Simonsen.

Advertisement

Hvad var det, der var galt?

"Der er mange ting, der er galt. Hele Christiansborg er bygget op omkring en intern logik, der kun handler om at få de andre ned med nakken. Man bruger alle de parlamentariske redskaber, man har til rådighed – samråd, § 20-spørgsmål, debatindlæg – til at sabotere regeringens arbejde og køre ministrene trætte, så man selv kan få magten tilbage. Det er det eneste, det handler om: magten – no matter what. Der er ingen moral, ingen vilje til at samarbejde eller skabe god politik. Det er en selvdestruktiv form for demokrati, som ikke gør noget godt for nogen," siger hun.

Susan Simonsen mærkede løbende, hvordan det usunde arbejdsmiljø påvirkede hende. Hvordan hun mistede sit selvværd, sin forståelse for, hvordan man behandler andre mennesker, og hvordan hun fik spændinger i nakken og sad med knyttede hænder og fødder, når hun kom hjem.

Susan Simonsen ved godt, at bogen er kontroversiel. At hun formentlig brænder mange broer ved at udlevere fortrolige samtaler og udstille en kultur, som hun gennem to år selv har været en del af i. Flere af de personer, som optræder i bogen, har allerede skrevet til hende og spurgt, hvad hun skriver om dem.

De giver jer det, I gerne vil have.
De giver jer det, I gerne vil have.
Kan I ikke se det?
I er medskyldige i demokratiets forfald.
KOM NU

Hun understreger, at intet i bogen er opdigtet. Alt er foregået og sagt nøjagtigt, som det er beskrevet og citeret.

"Jeg kunne sagtens have skrevet en fiktiv bog om en ung kvinde på en arbejdsplads eller valgt at finde på dæknavne. Men meningen er, at kritikken skal gå klart ind. Og hvorfor skal den politiske verden være hellig? Hvorfor skal det være en lukket verden, som vi ikke må skrive eller tale om," spørger hun.

Advertisement

Du refererer blandt andet fra et møde, hvor din kontorchef i Venstre fortæller om en kvinde, han har været utro med, og om et andet, hvor Søren Pind sender dig et liderligt blik. Hvorfor er det relevant at have med?

"Fordi det er en del af kulturen. Jeg har valgt at skrive om det hele – også om sexismen og om de usunde hierarkier. Det er alt sammen med til at skabe et miljø, som ikke er holdbart. Og det synes jeg skal frem, så vi kan tale åbent om det," siger hun.

(Vi har kontaktet den i bogen nanvgivne daværende kontorchef med henblik på at få hans version, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse inden deadline.)

Læs også: 24 år og politisk rådgiver hos Enhedslisten: "Jeg er fandme vokset op i et virkeligt Danmark"

Susan Simonsen understreger, at det ikke er de enkelte personer, hun ønsker at kritisere. De skal opfattes som eksempler på, hvordan systemet og kulturen fungerer og i praksis er med til at skabe et usundt og uharmonisk miljø. Som når en chef konstaterer, at "så skal drengene på tredje lige ind og kigge", når der bliver taget billeder af de nye praktikanter til hjemmesiden. Eller når en kontorchef degraderer en pressechef, fordi hun har været syg med stress i en måned. Eller når alle medarbejdere mødes på Karen Hækkerups kontor i Social- og Integrationsministeriet i forbindelse med en julefrokost:

Alle sætter sig hierarkisk, og vi taler ikke om det. Hierarkiet har automatiseret vores bevægelser, den personlige stillingtagen udebliver. Personligheden har man liggende derhjemme. Vi er slaver for hierarkiets gnidningsløse mekanik.

Advertisement

Det er alt sammen eksempler på, hvordan menneskeligheden og forståelsen er pillet ud af dansk politik, mener Susan Simonsen.

"Der er brug for langt mere plads til tvivl og skrøbelighed. Til at være hele mennesker. For det er der slet ikke nu. Den medarbejder eller politiker, der viser den mindste svaghed, ryger bare ud. Der er ikke plads til personlighed eller til den mindste afvigelse," siger hun.

I virkeligheden er der brug for en revolution, mener Susan Simonsen. Af den måde, hele det politiske system er indrettet på, og af den måde, vores politikerne tænker og arbejder. Af den måde, medierne og borgerne er med til at opildne en kultur, der hylder det kyniske magtspil og fastlåser det politiske system efter et sæt spilleregler, der kun skaber mere af det samme. Derfor er hele bogens sidste kapitel formuleret som et opråb: De giver jer det, I gerne vil have. De giver jer det, I gerne vil have. Kan I ikke se det? I er medskyldige i demokratiets forfald. KOM NU "Vi har alle et ansvar. Det her er ikke noget, som politikerne kan gøre selv. Det kan de slet ikke. Det kan jeg simpelthen ikke se for mig vil ske," siger Susan Simonsen.

Hvordan skal det så ske?

"Ved at italesætte det, skrive om det og kræve, at det bliver anderledes. Vi bliver nødt til at være åbne og bevidste om det og tage stilling til, om det er sådan her, vi har lyst til, at det skal foregå. Om vi vil blive i den her illusion og i det her spil, som vi alle er en del af. Demokratiet er jo i forvejen ret meget i krise i de her år, og jeg tror, demokratiet og det politiske arbejde kunne vinde meget, hvis man i stedet turde være lidt mere søgende og interesseret i, hvad andre mener, og hvordan vi bedst løser problemerne. Så vi kan måske også begynde at gøre noget godt for Danmark. For det bliver der ikke gjort lige nu," siger hun.

Advertisement

Hun understreger, at hendes kritik ikke har noget med hendes politiske standpunkt at gøre. Selvom hun stemmer rødt, ville hun formentlig have haft nøjagtig samme oplevelse i Socialdemokratiet eller et andet parti.

Men meget ville være vundet, hvis magtspillet ikke fyldte så meget, mener hun.

Nogen vil måske mene, at det er naivt at tro, at man kan lave det om?

"Det synes jeg bare er at give op. Jeg synes, det er at give op at sige, at det er naivt eller utopisk, for det kan ikke være rigtigt, at hovedformålet med, at vi har en opposition er, at den skal vinde magten tilbage – koste, hvad det vil. Det kan ikke være rigtigt, at det er det eneste, demokratiet skal handle om," siger Susan Simonsen.

Hun siger selv, at hun er bange for, hvordan bogen vil blive modtaget. Men hun er afklaret med, at hun ikke skal tilbage. At den dør er lukket.

"Det er et valg, jeg har truffet. Den drøm er brast for længst," siger hun.