Fire unge cuttere viser os deres ar
mental sundhed

Fire unge cuttere viser os deres ar

For at forklare, hvorfor man skærer i sig selv – og hvordan man bliver hel igen.
February 16, 2017, 8:23am

Statistikken siger, at hvis du ikke selv gør det, så kender du formentlig én eller flere, der gør det. En undersøgelse, som Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade (VIOSS) lavede for halvandet år siden, viste nemlig, at næsten hver tredje unge mellem 18 og 30 år har skadet sig selv.

Mere end hver tiende svarede, at de har forvoldt deres egen krop skade gentagne gange – enten ved at skære, brænde, bide eller slå sig selv.

Advertisement

Det minder om en epidemi, og det er blandt andet det store præstationskrav, der i dag hviler på de unge, der er årsagen, forklarede psykolog og forsker i selvskade Bo Møhl og psykolog Lotte Rubæk tidligere i år i en kronik i Politiken:

"I modsætning til tidligere er det i dag ikke kun udsatte unge med psykiatriske problemer, der skader sig selv. Selv privilegerede unge med alle muligheder foran sig er blandt dem, der tyr til selvskade," skrev de, og for nylig efterspurgte tre psykiatriordførere en national handlingsplan i et debatindlæg i samme avis.

Men hvorfor skærer unge i sig selv, når de er pressede og har ondt i psyken? Vi har spurgt nogle af dem, der har været der, hvor fysisk smerte føles som eneste udvej.  Nogle af dem er kommet over det, og én prøver stadig på at slippe sin afhængighed.

Fælles for dem er, at de har valgt at vise deres ar for bryde tabuet om, hvordan de fik dem.

LINE JENSEN, 24, arbejdsløs

Alle billeder af Amanda Bødker

Det begyndte i femte klasse. Vores klasse havde egentlig altid haft et godt sammenhold, men så begyndte der at opstå kliker. Vi var nogle stykker, der blev udvalgt til mobbeofre.

Jeg har altid været glad, men pludselig følte jeg mig alene mod resten af verden. Jeg følte mig udenfor. Drengene var efter mig, og pigerne ignorerede mig. Det var et helvede: I frikvartererne låste jeg mig ude på toilettet eller gik steder hen, hvor ingen kunne røre mig. Resten af tiden ventede jeg bare på, at jeg kunne komme hjem, så jeg kunne være mig selv.

Advertisement

Jeg kan ikke huske præcis, hvordan det startede, men hjemme på mit skrivebord stod der et glas, hvor jeg havde nogle kuglepenne og en saks. Jeg var 12-13 år, første gang jeg greb fat om den. Det var sådan en lille klippe-papir-saks med et sort håndtag, og den havde nogle hakker i bladet, fordi jeg havde brugt den til at lave smykker med. Jeg skulle virkelig presse på for at få noget ud af det. Jeg satte det ene blad mod mit håndled. Det føltes som en form for lettelse.

Det kan godt lyde underligt, men jeg tror, jeg havde brug for noget fysisk smerte for at få den psykiske smerte ud af mit hoved.

For mig gav det mening. Det var simpelthen så dejligt at kunne mærke sin krop og noget, der gjorde ondt. Jeg havde grædt så mange tårer, og der var så mange tanker i mit hoved, som jeg slet ikke kunne håndtere. Det her var noget konkret og noget, jeg kunne forholde mig til. Så snart jeg så blodet pible ud, følte jeg en ro.

I starten var det kun saksen. Men på et tidspunkt prøvede jeg også med en passer. Jeg kan også huske en episode, hvor jeg havde fat i en køkkenkniv i vores køkken.

Min mor opdagede det vist én gang. Men jeg ville ikke have, at folk så det. Derfor sørgede jeg også for at gå med langærmede trøjer og gemme det bedst muligt. Hvis nogen ved et uheld alligevel opdagede arrene, prøvede jeg at bortforklare det. Jeg vidste jo godt, at der ville blive lavet kæmpe ravage omkring det, hvis nogen fandt ud af, at jeg skar mig selv.

Det fortsatte hele vejen op gennem folkeskolen. Lige før vi gik ud af 9. klasse, kan jeg huske, at jeg låste mig ud på toilettet og snittede en masse, masse ar i mit lår. Det var lettere at skjule end at skulle gå med langærmede t-shirts midt om sommeren.

Advertisement

For mig var det ikke et problem, at jeg skar i mig selv. Det var jo alle de andre ting, der havde ført mig til, at jeg gjorde det, der var problemet. Det var fordi, jeg ikke havde fået den hjælp, jeg havde brug for.

Trangen vil altid ligge der helt nede på bunden af mig. Som når jeg snitter grøntsager og kommer til at skære mig ved en fejl.

Jeg havde selvmordstanker, men det var ikke derfor, jeg gjorde det. Det var kun for at føle smerten.

Jeg har ét ar på min venstre underarm, som er meget tydeligt. Det er fra sidste år, da jeg lige havde fået en datter og fik en fødselsdepression. Jeg tog en køkkenkniv og kom til at skære alt, alt for dybt. Det er første gang siden skoletiden, at jeg har skåret mig selv.

På den måde kommer jeg nok aldrig til at slippe helt af med trangen. Den vil altid ligge der helt nede på bunden af mig. Som når jeg snitter grøntsager og kommer til at skære mig ved en fejl. Det ligger så dybt i mig. Den der smerterus, den der ro.

Der kommer ikke noget godt ud af at skjule ting. Derfor vil jeg heller ikke have tatoveringer hen over mine ar. De er en del af mig og et produkt af alt det, jeg har været igennem.

Jeg er ikke stolt af dem, men de er okay. For de minder mig om, hvor hårdt det var. Og at jeg skal være glad for, at jeg er et andet sted i dag.

STEFAN TOFTE, 25, studerende

Det var en torsdag aften. Jeg var lige startet på Aarhus Universitet, og det var under en eksamensperiode, hvor jeg var kongestresset. Jeg havde selvmordstanker og selvmordstrang og havde skåret mig så dybt i venstre underarm, at jeg simpelthen ikke kunne lukke såret selv.

Jeg var 19 år. Det var første gang, jeg tabte kontrollen over min selvskade på den måde. Jeg ringede til alarmcentralen og sagde, at jeg havde skåret mig selv, og at det ikke ville stoppe med at bløde. "Det var da for dumt," konstaterede manden i den anden ende. Det blev et wake up-call.

Advertisement

For mig var selvskaden et middel til at opnå kontrol. Og til at straffe mig selv, når jeg ikke fik de karakterer eller resultater, som jeg følte, jeg skulle have. Jeg var meget perfektionistisk anlagt og krævede ret meget af mig selv. I folkeskolen gik jeg kun efter 11- og 13-taller. 10 kunne gå an, men det var ikke noget, jeg var glad for. Alt under, så skulle jeg straffes.

Det begyndte med en hobbyskalpel. Den lå i én af skufferne i mit bord på mit værelse, og normalt brugte jeg den til modelbygning. Det var efter en terminsprøve i 8. eller 9. klasse, og jeg havde kort forinden set et indslag i tv om den her pige, som var selvskadende. Så lavede min hjerne en eller anden kobling om, at det kunne være, at jeg kunne bruge det også.

Jeg udviklede hurtigt en meget ritualistisk adfærd omkring min selvskade. Først skulle skalpellen desinficeres med ild og sprit. Bagefter rensede jeg den igen. Så havde jeg forskellige steder på kroppen, jeg skar, alt efter i hvor høj grad, jeg følte, at jeg skulle have kontrol eller straffe mig selv. Det kunne være venstre underarm, venstre overarm, i skulderen eller i benet.

Nogle gange var det flere gange om dagen, at jeg skar i mig selv. Andre gange kunne der gå lange perioder, hvor jeg ikke havde behov for det.

Jeg var selvskadende helt frem til 2010. Da jeg skar så dybt, at jeg blev hentet og endte på skadestuen, indså jeg, at det var for meget. Jeg var jo godt klar over, at det var dumt, det jeg havde gang i. Men jeg havde nok brug for, at en anden og udenforstående sagde det. Det gav mig det spark i røven, jeg havde brug for.

"Don't cut," står der på den ene tatovering. Det er, så jeg ikke glemmer det.

Siden da har jeg skåret i mig selv to gange. Begge gange i 2013. Men det havde slet ikke nogen effekt på mig mere, og siden har jeg ikke gjort det.

Jeg tror helt sikkert, at der ligger noget tabu i at være fyr og selvskadende. Selvskade – og især cutting – bliver jo set som teenagepigens problem. Retrospektivt kan jeg da godt se, at det gjorde det sværere for mig at tale med nogen om det.

Advertisement

Jeg har intet behov, ingen trang, ingen lyst til at være selvskadende længere. På den måde er jeg meget heldig. Jeg er én af dem, der er forskånet for at have abstinenser for mit misbrug.

Det er to-tre år siden, at jeg begyndte at dække arrene på min underarm til. Man kan stadig fornemme dem gennem tatoveringerne. Det er ikke fordi, jeg skammer mig over mine ar. Men det er lettere end at skulle forklare folk, hvorfor man har dem.

"Don't cut," står der på den ene tatovering. Det er, så jeg ikke glemmer det.

ANGELA SILVERFOX, 36, personlig træner og coach

Jeg har en mor, som er alkoholiker og stofmisbruger, og som har været på både hash, coke og rygeheroin. Hun og min far gik fra hinanden, da jeg var lille, så det var en barndom fyldt med omsorgssvigt og misbrug. Det er klart, at det satte sine spor.

Jeg elskede at gå i skole. Men vi voksede op i et pænt kvarter i Lyngby, hvor det ikke passede ind at have sådan en mor. Så jeg havde ikke synderligt mange venner, og jeg var nok et oplagt mobbeoffer. Jeg tror, jeg udviklede min første spiseforstyrrelse, da jeg var otte år.

Da jeg var ung, var der ikke noget, der hed cutting. Derfor var der heller ikke nogen, der sagde noget til arrene på mine arme. Jeg sagde bare til folk, at en kat havde kradset mig, eller at jeg havde revet mig på et hegn. Så troede de på det.

Jeg har skræmt mange kærester fra vid og sans, fordi jeg har lukket mig inde på toilettet og siddet og skåret i mig selv.

Det var på kollegiet. Jeg var løbet hjemmefra som 15-årig og havde fået hjælp fra af det offentlige til at få en lejlighed. Jeg var blevet uvenner med min daværende kæreste, og så tænkte jeg: Hvordan skal jeg få det her væk? Jeg kunne simpelthen ikke klare at være i det. På det tidspunkt led jeg af bulimi, men det hjalp ikke at kaste op. Og så tænkte jeg: Nårh ja, så er det jo det her, der skal ske.

På det tidspunkt havde jeg aldrig hørt om det. Men jeg tog en barberkniv, splittede bladene af, tog det ene og skar mig. Da jeg kunne se blodet – det var så rart. Og da jeg gik i bad bagefter, kunne jeg mærke smerten, fordi det varme vand gjorde ondt inde i sårene. Det føltes godt, at smerten varede ved i så mange dage.

Advertisement

Det blev starten på mange års selvskade. Jeg har også prøvet at banke mit hoved ind i væggen og at slå mig selv. Men det virkede ikke på samme måde. Måske fordi du ikke på samme måde kan se, at der sker noget, og det ikke gør ondt i lige så lang tid.

"Normale" mennesker forstår ikke, hvordan man kan finde på at skære i sig selv. Hvorfor kan du ikke bare tale om det? Jeg har skræmt mange kærester fra vid og sans, fordi jeg har lukket mig inde på toilettet og siddet og skåret i mig selv, fordi det var det eneste, jeg følte, at jeg kunne gøre, når jeg havde det dårligt. Jeg har simpelthen så ondt af dem. De troede, at jeg ville begå selvmord. Men det var slet ikke det. Det var slet ikke der, jeg var ude.

Når du først har været cutter og brugt det som et middel, så er det rigtig, rigtig svært at slippe igen. Helt vildt. Jeg var 22 år, da en kæreste forlod mig, fordi han ikke kunne holde det ud. Jeg cuttede mig stadig, til jeg var 24, men med meget store mellemrum. Han fik mig på én eller anden måde til at få øjnene op for, at der måtte ske noget.

Det sværeste ved at stoppe var, at jeg ikke længere havde den buffer, når jeg blev ked af det. For hvad skulle jeg så bruge? Så skulle jeg pludselig til at lære virkelig at mærke efter, hvordan livet er, når det er svært – det var enormt hårdt. Men også 100 gange federe på sigt.

Jeg ønsker ikke for noget i verden, at min datter nogensinde skal ty til de metoder, jeg har brugt for at flygte fra livet. Derfor er jeg meget opmærksom på, hvordan jeg agerer som forælder. Det værste for en mor eller far er jo, at ens barn gør skade på sig selv, for man har kun sig selv at takke for, at tingene går så galt for ens børn.

Advertisement

Jeg har fået tatoveringer på armene, fordi jeg gerne vil have, at folk lægger mærke til dem og ikke mine ar. Det så simpelthen for voldsomt ud før, som et franskbrød, der var skåret op. Man kan stadig se arrene. Nu er det bare ikke det første, man ser.

MARIA HOFFMANN, 22, studerende

Jeg bor på et bosted for unge med psykiske problemer. Indtil for nylig var jeg i gang med at tage 10. klasses engelsk, fordi jeg ikke var oppe i engelsk, da jeg gik i 10. klasse på efterskolen. Det var dengang, min depression startede.

Jeg selvskadede første gang, da jeg var 14 år. Det var ikke noget alvorligt – dengang ridsede jeg mig i armen med en saks. Jeg tror, at jeg fik idéen fra en anden på min årgang på folkeskolen, som jeg havde set gøre det. Jeg tænkte, at hvis det hjalp hende, kunne det også være, at det ville hjælpe mig.

Jeg er stadig meget selvskadende. Både i form af, at jeg skærer mig, brænder mig og kradser mig selv til blods. Jeg vil rigtig gerne stoppe, men det er blevet en afhængighed. Hver gang jeg tænker, at nu er det slut, ender jeg med at falde i igen. Det er blevet min måde at få et break fra alt, lidt ligesom narkomaner.

Jeg har ar på hele min venstre arm, begge ben og en smule på min højre arm. Jeg er meget åben omkring min selvskade og min psykiske tilstand generelt, så hvis folk spørger, hvad jeg har lavet, ja, så er jeg ærlig. Når det er børn, er jeg lidt mere forsigtig med, hvad jeg siger, men mine yngste søskende på 9 og 11 ved godt, at jeg nogle gange skærer mig.

Det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer på min selvskade. Nogle trækker sig fra mig og afslutter kontakten, mens andre slet ikke reagerer på det og opfører sig, som de altid har gjort.

Da jeg gik på efterskolen, skar jeg mig mindst to gange om ugen, nogle gange mere. Så gik jeg ud på toilettet om aftenen og skar mig, pakkede min arm ind i toiletpapir og tog et støttebind udenpå. Jeg tror, det var en måde at få den indre smerte ud af kroppen. En måde at komme væk fra alt i bare de minutter, jeg gjorde det.

Advertisement

Efterhånden blev det så slemt, at jeg blev tilkoblet psykiatrisk ambulant i Kolding, hvor jeg fik konstateret en middel-svær depression. Da jeg kom hjem fra efterskolen, blev det kun værre. Jeg blev indlagt på en lukket ungdomspsykiatrisk afdeling, og her udviklede min selvskade sig voldsomt. Jeg var indlagt i 10 måneder, hvor jeg selvskadede næsten hver dag. Når jeg var på den lukkede, kradsede jeg, bed mig selv og bankede hovedet ind i væggen. Når jeg var på en åben afdeling skar jeg mig meget og så dybt, at det skulle syes.

Jeg er sikker på, at det nok skal stoppe en dag. Det skal det. Men hvornår – det ved jeg ikke.

Det længste, jeg har været skadefri de seneste fem år, er 22 uger. Ellers er det stadig noget, der sker ofte.

Jeg er rigtig ked af alle mine ar. Jeg er ked af den måde, jeg har ødelagt min krop på. Jeg ved jo godt, at selvskaden ikke er en løsning, men at det kun blive værre i det lange løb. Alligevel kan jeg ikke lade være.

Mine ar vil altid være der. De er en del af mig, og jeg kan ikke gøre noget ved dem. Det er et faktum, som jeg må leve med. Men derfor er jeg stadig ked af, at jeg bliver ved.

Jeg har boet på mit nuværende bosted i fire et halvt år. Jeg er rigtig glad for at være her. Jeg får hjælp og støtte i hverdagen, og det hjælper mig meget at være et sted, hvor der er nogen til at passe på mig, når jeg ikke selv kan. Jeg har været indlagt lidt mere end 10 gange, siden jeg flyttede ind, men jeg har bestemt udviklet mig.

Jeg er sikker på, at det nok skal stoppe en dag. Det skal det. Men hvornår – det ved jeg ikke.