Jeg tog en mikroovn med i biografen for at lave mine egne popcorn

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK

I sidste uge var der en bizar historie fra England om to bedstemødre, der blev smidt ud af biografen i Islington for at grine. De to veninder var inde for at se komedien Absolutely Fabulous: The Movie, men filmen var åbenbart for sjov.

Det virker som en ret overdrevet politik, når man viser en film, der har til formål at få publikum til at grine. Men det er samtidig et billede på, at biograferne ikke længere kan konkurrere med hjemmebiografen. Vi er blevet vant til at se film og kværne hele sæsoner af fede serier hjemme fra den bløde sofa, uden bukser på, mens vi æder snacks og griner så højt, vi vil. Så komfortabelt kan det aldrig blive i en biograf.

Men hvis biograferne skal overleve, skal de konkurrere mod min dyne og Netflix. At straffe folk for at grine er et skridt i den forkerte retning.

Måske kan jeg hjælpe dem? Måske kan jeg være en slags filmens messias, der giver filmbranchen en åbenbaring og et kærligt skub ind i det 21. århundrede, så de igen kan tryllebinde unge mennesker over hele verden og redde biograferne fra "de dårligste fremtidsudsigter i 30 år"?

Som en modig forkynder gik jeg ud på min mission for at bringe de vigtigste elementer af det nye årtusinds filmoplevelse ind i biograferne.

En af de ting, der virkelig afholder mig fra at tage i biffen, er dresscode. Jeg vil have maksimal komfort, hvis jeg skal kæmpe mig gennem en fransk helaftensfilm om fårehyrder i højlandet. Så på min første mission svøber jeg mig i badekåbe, et par gamle boxershorts og hjemmesko.

Jeg køber en ekstra stor sæk popcorn og tager plads på første række midt for. Jeg smækker mine bare ben op på sæderne ved siden af og lægger mig godt til rette. Under trailerne ringer en af mine venner. Jeg tager den, går ud til siden og fortæller ham hurtigt, hvornår filmen slutter. Da jeg sætter mig igen, kommer der et højlydt 'tsk, tsk' fra en kvinde bag mig: I dag er hun repræsentant for biografernes forestående undergang, men når jeg er færdig, vil hun ikke være andet end et levn fra fortiden. Så for at markere øjeblikket, hvor vi trådte ind i en ny tidsalder, knapper jeg en bajer op og tager en selfie.

Så starter filmen, og jeg kan godt forstå, hvorfor damerne i Islington var færdige af grin. Jeg råber højt og klapper, da hovedpersonerne er på skærmen for første gang - sikke nogle løjer de laver. Hahahaha. Hver gang de sviner nogen til, tager jeg en ordentlig tår og løfter øllen højt over hovedet. Det her er livet. Det er sådan her, det burde være, når man ser film. Det er den bedste oplevelse, jeg har haft i en biograf i årevis. Det er faktisk så god en oplevelse, at jeg beslutter mig for at finde min Mac frem, så jeg kan fortælle folk, hvad de går glip af.

Jeg spørger den søde dame bag mig, om hun ved, hvad koden til deres WiFi er, men hun stirrer bare på mig med et tomt udtryk i øjnene. Fuck det, jeg laver da bare selv et hotspot. Kort efter kan jeg høre et "psst" ude fra gangen: En høj mand der er ansat i biografen, og som jeg snakkede med om størrelsen på mine popcorn, står pludselig og kalder på mig.

"Vi har fået nogle klager over, at du filmer filmen med din computer?"

"Nej nej, det må være en misforståelse: Jeg er bare i gang med at lade min telefon op og tweete til mine venner."

"Okay, men kan du så ikke holde op med det?"

"Jo, det kan jeg vel."

Fyren smutter igen, og jeg forstår et vink: Det er tid til at chille. Så jeg lader historien på skærmen udvikle sig, mens jeg tager dybe sug på min e-cigaret og mæsker mig i dens giftige tåger. Det er simpelthen så skønt, indtil jeg kan mærke et skarpt prik på skulderen. Han er tilbage, og han har forstærkninger med.

"Du bliver nødt til at smutte." Fyren begynder at hjælpe mig med at pakke alle mine ting.

"Men hvad har jeg gjort?"

"Vi har fået klager over dig fra fire forskellige mennesker. Jeg har allerede været nødt til at give folk deres penge tilbage. Du ved selv hvad du har gjort."

"Jeg prøvede bare at finde mig til rette," siger jeg, mens jeg bliver ført gennem biografen, hvor et helt hold af de ansatte er samlet – nogle af dem grinende og andre med rynkede bryn – for at se mig blive smidt ud.

Da jeg sidder på bænken udenfor og samler mine ting, går en ansat forbi og mumler "svin". Jeg holdt i tyve minutter, før jeg blev tvunget til at forlade biografen. Det er tydeligt, at det ikke er et sted for mig – i hvert fald ikke de næste par måneder, for jeg er blevet sortlistet – og slet ikke et sted, hvor revolutionen skal begynde. Jeg må bringe fremtiden ind i nutiden et andet sted.

Måske vil folk respektere mig mere, hvis jeg ser mere film-agtig ud. Så kan det være, jeg kan få lov til at nyde filmene i den stil, som både jeg og filmen fortjener. Så jeg drikker syv kopper kaffe og klæder mig ud som filminstruktøren Ron Howard, tager min stol under armen og går på jagt efter det perfekte skud. Tid er penge, folkens, så jeg løber gennem foyeren, bestiller en stor espresso og en billet til filmen, og så er jeg hurtigt videre. Jeg finder det perfekte sted ude på gangen mellem række 1 og 2, hvor jeg smækker min stol op. Navnet på filmen dukker op på skærmen. "Roll titles," mumler jeg og kan mærke, hvor meget jeg er en del af filmbranchen.

"Perfekt klippet," siger jeg for mig selv efter hver scene og deler dermed ud af min fænomenale filmviden. Det varer dog ikke længe, før et par bag mig begynder at stirre. Kan man nu ikke engang snakke med sig selv under filmen? Der står endda 'big shot' på min stol. Med store bogstaver. Kort tid efter kommer en sikkerhedsvagt springende ned af trapperne mod mig.

"Du må ikke filme herinde! Er du klar over, hvor alvorligt det er? Du kan få en bøde på flere millioner for det. Min chef ringer til politiet, hvis hun ser, at du gør det der."

"Men jeg filmer ikke."

"Gør du ikke?"

"Nej, jeg filmer ikke."

"Nåh," siger han forvirret, før han smutter op af trapperne igen. Jeg er allerede gået glip af en masse gode skud, og det bliver kun værre, for døren bliver ved med at gå op.

"Min chef er virkelig sur, han tror ikke på dig. Vil du være sød at komme med mig?"

"Okay så." Jeg går op af trapperne sammen med ham, og udenfor står en hel forsamling af de ansatte.

"Er det på grund af min stol? Hvis det er, så er jeg ked af det, men min ryg har det ikke så godt med …"

"Nej, det er ikke stolen, mand, det er sgu da fordi du filmer," råber chefen.

"Jamen, det gør jeg altså ikke."

"Jeg kan se dig på overvågningskameraerne, hvor du sidder og holder et kamera op til øjet. Det er en meget alvorlig forbrydelse."

"Men det er ikke et kamera. Nu skal du se." Så jeg lægger apparatet ned på gulvet og de samler sig omkring det.

"Mandler? Og er det noget slik? Hvad fanden er det her," spørger chefen.

"Det er min madkasse."

"Hvorfor er der så en linse på?"

"Det er bare en kikkert. Det er meget rart at have alt afhængig af, hvor jeg stiller min stol – jeg vil bare gerne have det bedste udsyn."

"Er det hele spraymalet?" Jeg nikker, chefen klør sig i håret og løfter kassen for at mærke dens vægt. "Det var spild af tid." Jeg får at vide, at jeg gerne må sætte mig tilbage på min plads. Resten af tiden får jeg lov til at nyde filmen fra den bedste plads i salen, mens jeg gumler mandler og vingummier. De er fleksible og forstående i den her biograf. Selvom jeg uden grund gik glip af fem minutter af filmen, skal det her sted nok klare sig efter revolutionen.

Hvis der er én ting, der især afholder unge mennesker fra at tage i biografen, så er det penge. I en verden hvor vi lader være med at købe sæbe, så vi lige har råd til bussen, kan du ikke få folk til at betale 60 kroner for en lille pose M&M's. Men jeg har fundet et smuthul – en idiotsikker metode, faktisk – som kan hjælpe os til at spare penge og dermed få horderne tilbage i biffen. Så jeg tog hen til den største biograf i området med en simpel plan.

Én mand, én mikroovn, én mission: At lave sine egne popcorn, som jeg kan nyde til filmen.

Jeg vader ind i foyeren - og hvad er det første, jeg ser? Det eneste jeg mangler: En stikkontakt. Jeg smækker stikket i og begynder at finde popcorn frem fra min taske. Det går jo som smurt.

"Hey mand, det må du altså ikke." En fyr kommer løbende henne fra billetkontoret og stopper så op. "Har du taget din egen mikroovn med, så du kan lave dine egne popcorn?" Han stirrer på mig. Jeg nikker. "Jamen øh … Det er da fantastisk. Men lad være med at gøre det lige foran hoveddøren. Gå rundt om hjørnet."

Der kan man bare se! Forandringerne er allerede på vej. Jeg skynder mig rundt om hjørnet og finder det perfekte sted. Ind med popcorn og ovnen er i gang: Bare to minutter og en sjat, og så har vi forandret biografoplevelsen for altid. 50 sekunder er gået, og varmen stiger for hver rotation. Folk samles og tager billeder med deres telefoner. 40 sekunder mere. Jeg er Gandhi midt i en voksende folkemængde. Folket er forenet og gør oprør mod imperiet. Flere kommer til, mens den magiske maskine summer. Jeg ser på, hypnotiseret. Jeg kan se lyset.

"Hvad har du gang i?" En mand kommer løbende og flår stikket ud af væggen.

"Jeg laver bare popcorn. Det er mine yndlings."

"Du er kommet med en mikroovn, som du vel har slæbt med hele vejen hjemme fra for at lave dine egne popcorn i biografen?"

"Netop, ja. Har du noget imod, at jeg lige giver dem de sidste 30 sekunder, som de mangler?"

"Er du sindssyg? Vi kan ikke bare have alle mulige apparater sat til strøm, det er farligt."

På det her tidspunkt sender chefen vagten væk og tager styringen. Han pakker kablet sammen.

"Nu hvor popcornene alligevel næsten er færdige, kan jeg så ikke tage dem med ind og nyde filmen?

"Du må være vanvittig. Du kan ikke tage en mikroovn med ind i salen. Der er for farligt. Tænk over det: Folk går rundt i mørket, og der står en mikroovn. De kunne jo brække en tå!"

"Hvad hvis jeg køber en plads til mikroovnen," tigger jeg.

"…Hvad?"

"En plads. Som mikroovnen kan stå på."

"Prøv lige at overvej, hvad det er du … nej … undskyld, men jeg kan ikke lukke dig ind. Du bliver nødt til at smutte med den mikroovn."

Chefen begynder at gå sin vej, og jeg kalder ham tilbage. "Vil du have en håndfuld popcorn?" Han drejer rundt på stedet og ser på mig med dyb forvirring. Det ændrer sig lynhurtigt til et sigende smil, og han tager en håndfuld, som han spiser i én mundfuld, inden han smutter. En kæmpe sejr.

Det er ikke så overraskende, at de ansatte smider mig ud efter et par forstyrrelser: Det er helt normalt, når man er forandringernes forkynder - når man forstyrrer status quo. De var bare ikke klar til at blive frelst, endnu. Men du så selv tegnet, du så chefen tage en håndfuld af mine popcorn. Det virker måske som en lille gestus, men som slaget fra en sommerfugls vinge, kan det give genlyd jorden rundt og gå ned i historiebøgerne som det øjeblik, der reddede biograferne fra en grim skæbne. Den mundfuld og hans smil sagde mig én ting: Det betyder ingenting, at manden har uendelige forsyninger af professionelt producerede popcorn til rådighed - og sandsynligvis nupper en håndfuld på daglig basis – han vil hellere dele med proletariatet, han vil smage, hvordan det smager at være en del af folket. Som jeg ser det, er det kun et spørgsmål om tid. Et spørgsmål om tid, før alle tropper op med mikroovnen under armen iklædt i undertøj og slår deres egen stol op i gangen.

Mærk dig mine ord: I dag er dagen, hvor vi reddede biograferne.

Alle billeder af Dean Noroozi, James Butler og Jamie Hubball.

Læs mere på VICE:

En kort historisk gennemgang af rigtig sex i film

Jeg prøvede at downloade mp3-filer fra de hjemmesider, jeg brugte som teenager

Sådan var det at være Stanley Kubricks assistent i 30 år