Finansiel dominans ødelagde mit liv

På internettet kan man få afløb for enhver seksuel fetich, lige fra at ruge på falske rumvæsenæg, til at blive stoppet halvvejs op i røven en enhjørning. De fleste af den slags fetiches involverer kønsdelene eller lidt bar hud, men finansiel dominans skiller sig ud fra selv de mærkeligste seksuelle fantasier, som nettet har gjort tilgængelige.

Finansiel dominans, eller fin-dom, fungerer ved at "pengeslaven" overgiver kontrollen over sine penge til en dominatrix, som til gengæld håner dem for at være privatøkonomiske idioter. Det kan være yderst vanedannende. Nogle mennesker bruger tusindvis af kroner om ugen på denne form for BDSM. Gordon er en af de stakler. På et tidspunkt var hans behov for at blive finansielt domineret så stærkt, at det næsten ødelagde alting i hans liv fra hans økonomi til hans personlige forhold. Det her er hans sørgelige historie, fortalt af ham selv. – Nick Chester.

Det hele begyndte med webcam shows. Den første gang, jeg betalte for det, var det fordi jeg kedede mig. Jeg havde lidt tid til overs, mens min kæreste Rachel var ude, så jeg tænkte, at jeg ville forkæle mig selv med en luksus spiller. Jeg havde aldrig tænkt, at det ville føre til, at jeg blev til en "pay pig", som de, der er afhængige af finansiel dominans, bliver kaldt. Det skete bare.

Underligt nok opdagede jeg, at jeg tændte mere på betalingen af en ung smuk pige, end jeg gjorde på, at hun viste sig frem. Jeg kunne godt lide tanken om, at hun formentlig så ned på mig, men gladelig tog imod mine penge. Der var noget fristende ved ydmygelsen i det, og jeg begyndte at betale for cam shows hver eneste gang, jeg havde huset for mig selv.

På det tidspunkt brugte jeg kun omkring 350 kr. om ugen, så jeg kunne sagtens finde penge til min fetich. Det ændrede sig alt sammen, da jeg fandt en webcampige, som reklamerede med "finansiel dominans" på sin profil. Jeg googlede det og fandt side efter side med smukke kvinder, som tilbød at ydmyge mænd mod betaling. De var ikke engang nøgne eller gjorde noget seksuelt. Det tændte mig endnu mere.

Jeg så dem som en slags sadistiske prinsesser, som nød at udnytte seksuelle afvigere som mig for at høste de økonomiske frugter. Jeg var besat med det samme. Den rus, jeg følte ved det, var lidt ligesom sadomasochisme. Men i stedet for at være den underdanige, som nyder den fysiske smerte, nød jeg den i stedet den mentale smerte ved at blive behandlet som et fjols og få min tømt min bankkonto. Ligeså snart en session var færdig, spillede jeg den af, som om verden skulle gå under, og fik virkelig intense orgasmer, som var tusind gange stærkere, end dem jeg fik, når jeg havde sex med Rachel.

Forskellen mellem de almindelige webcampiger og fin doms er, at webcampigerne diskret opfordrer dig til at betale mere, hvor en fin dom presser dig så hårdt som muligt til at blive ved med at give dine penge til hende. De er fuldstændigt nådesløse, og mange af dem er ligeglade med, at deres grådighed går ud over dit liv. Jeg gik hurtigt fra at bruge en halvtredser her og der til at bruge 3500 kr. på en enkelt session. Jo mere jeg gav, jo mere ville de have. Det hang tydeligvis ikke sammen, men jeg havde ikke viljestyrken til at stoppe med det. Finansiel dominans var ikke længere en uskyldig fetich, det var blevet til en altoverskyggende afhængighed.

Jeg nåede hurtigt et punkt, hvor jeg konstant var flad, selvom jeg havde et fuldtidsjob, men det gjorde bare fin dom endnu mere spændende. Jeg følte mig endnu mere ydmyget, og det gjorde mig endnu mere liderlig. Problemet var, at man ikke kan tilfredsstille den grådige gudindes pengeliderlighed for evigt. Når jeg ikke havde flere penge at bruge, stjal jeg smykker fra Rachel og gav dem til mine doms i stedet. Jeg indrømmede aldrig, at de var stjålne. I stedet påstod jeg, at de var købt specielt til dem. De sagde, at de foretrak kontanter, men tog alligevel imod dem.

Jeg begyndte også at stjæle mad og andre dagligdagsting, så jeg havde flere penge at brænde af på at være pengeslave. Jeg havde aldrig gjort noget ulovligt, før jeg blev besat af det, men det var overraskende nemt at stjæle fra butikker. Nogle gange havde jeg dårlig samvittighed bagefter og sagde til mig selv, at det skulle være sidste gang, at jeg stjal. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg endeligt ville stoppe med fin dom, men jeg løj bare for mig selv. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg hurtigt ville falde tilbage i det samme mønster.

Mine venner blev også ofre for min nye kleptomani. Jeg stjal smykker fra enhver, der var godtroende nok til at invitere mig hjem til dem. Jeg var omhyggelig med kun at tage et eller to smykker, og som regel kun små ting som de ville antage, var blevet væk. Det kick jeg fik, af at give smykker og den slags til mine doms, var ikke ligeså godt, som når jeg gav dem penge. Men det var bedre end ingenting. Det tændte mig, hvor langt de ville tvinge mig ud for at tilfredsstille dem. Jeg ville tryglende forklare dem, hvor hårdt jeg kæmpede for at gøre dem glade, og de ville grine af mig og fortælle mig, hvor stor en idiot, jeg var.

På et tidspunkt overvejede jeg faktisk at sælge min krop. Jeg så en annonce på Craigslist, hvor en homoseksuel fyr ville betale for at give en heterofyr et blowjob. Jeg kunne godt lide tanken om at skulle fornedre mig selv totalt for at have råd til at betale min gudinde. En del af mig var rædselsslagen, men en anden del var tændt. Jeg væmmedes ved tanken om, at en anden mand skulle gøre noget seksuelt ved mig, men tanken om at fortælle det til min fin dom, som ville grine af mig, gav mig kæmpe jern på.

Heldigvis svarede jeg aldrig på annoncen. Jeg tænkte, at fyren sikkert ville undre sig over, hvad en heteroseksuel mand med et godt job ville få ud af at lade en anden mand sutte den af på sig for 300 kr. Det ville være virkelig akavet og min generthed afholdt mig fra at gå videre med det. Når jeg tænker på det nu, får jeg kvalme af at, at jeg overhovedet overvejede det. Det er det ultimative symbol på, hvor langt ude min afhængighed var.

Rachel havde opdaget, at hendes ting forsvandt, og konfronterede mig med det. Hun havde lagt mærke til, at jeg sov dårligt og så syg ud, så hun troede jeg var på stoffer. Sandheden var, at jeg slet ikke sov efter de dage, hvor jeg ikke have råd til at betale mine doms. Mine tanker galoperede afsted med tusind kilometer i timen og prøvede at få idéer til, hvordan jeg kunne tjene flere penge. Jeg forklarede hende, at der ikke var noget at bekymre sig om, men hun var ikke overbevist. Hun var vred over, at jeg havde taget hendes ting, så hun krævede en forklaring. Jeg havde lyst til at fortælle hende om den livsødelæggende afhængighed, der havde overtaget mig, og at jeg havde hårdt brug for hjælp, men jeg var bange for, at hun ville gå fra mig, så jeg løj og sagde, at jeg var på stoffer. Hun ville ikke have troet mig, hvis jeg sagde, at der ikke var noget galt, og jeg tænkte, at hun ville have nemmere ved at forstå et relativt normalt problem end en snusket seksuel afhængighed.

Rachel græd og holdt om mig, imens hun sagde, at vi ville finde ud af det sammen. Det overraskede mig, hvor støttende hun var, og det gav mig endnu dårligere samvittighed over at have løjet for hende. "Det er okay," sagde hun. "Vi kommer igennem det sammen."

Efter det holdt jeg op med at stjæle hendes ting og skar lidt ned på mit pengeforbrug for at overbevise hende om, at det gik bedre med mit opdigtede narkoproblem. Rachel er fra et pænt miljø og ved næsten ingenting om stoffer, så det var ret let at holde min løgn kørende. Jeg bildte hende ind, at jeg var på nedtrapning med heroin, og jeg justerede mit fin dom forbrug derefter. Jeg fik det tilbage til et niveau, hvor jeg bedre kunne styre det, og det reddede heldigvis vores forhold.

Rachel er i dag stadig lykkeligt uvidende om, at jeg nogensinde spildte vores penge på finansiel dominans. Efter jeg foregav at være blevet stoffri, antog hun, at alt var som før. Hun bliver nogle gange mistænksom og spørger mig, om jeg gør noget, jeg ikke burde, hvilket jeg forsikrer hende om, at jeg ikke gør. Jeg har det dårligt med at lyve for hende, men jeg er nødt til det for at dække over de løgne, jeg allerede har fortalt hende. Jeg spekulerer på, om jeg nogensinde vil kunne fortælle hende hele sandheden.

Jeg bruger stadig mindst 700 kr. om ugen på fin dom, men det kontrollerer ikke længere hele mit liv. Synes jeg at mine doms bærer ansvaret for min situation? Ikke rigtigt. De er generelt ikke de rareste mennesker, men hvis de var, ville de ikke tjene penge, så det hører nok bare med til jobbet. De tjener ærlige penge og gør ikke noget ulovligt, så man kan ikke kaste skylden på dem.

Jeg synes, at stigmatiseringen af seksuel afhængighed er den egentlige synder. Jeg ville have søgt hjælp, hvis jeg ikke skammede mig sådan over at være pengeslave. Derfor kæmper jeg stadig med min afhængighed i dag. Jeg er sikker på, at der er tusindvis af mennesker med ligeså sære afhængigheder. Enhver afhængighed er forfærdelig, men noget så meningsløst som finansiel dominans er helt klart et skridt nedad fra det gennemsnitlige afhængighedsproblem. Den eneste løsning for mig er at finde styrken til at tvinge mig selv tilbage til det normale, hvor jeg ikke længere behøver at skamme mig.

Mere fra VICE:

Sådan dominerer du mænd med penge

Hvorfor er sexlegetøj til mænd så deprimerende?

De videnskabelige og personlige fordele ved ikke at onanere