Lighed, frihed og bæ på dåse: En hyldest til lorten

Det er en fundamental del af vores liv: Mere eller mindre hver dag skal vi alle sammen ud og kvittere en lille bunke brun (eller en stor). Fiskene skider i havet, fuglene får det til at regne med lort, og bondemændene spreder det ud over vores marker. Der er i bund og grund lort over det hele, men de fleste af os rynker på næsen ved tanken om medisteren i tønden, og vi kan ikke så godt lide at tale om den. Det er synd. Lort ser ikke særlig charmerende ud, lugter ikke så godt og er ikke det sundeste at spise - men der er virkelig mange gode ting ved lort. Jeg giver dig hermed:

Alle levende væsener skider, hver og én uden undtagelse. Buddha sked, Hendes Majestæt Dronning Margrethe II gør det, Rihanna, din mor, høj som lav og rig som fattig: Alle er nødt til at løsne ringmusklen og give slip. Det kan godt lyde som en banal kendsgerning, men prøv lige at lukke øjnene og forestil dig alle mennesker på kloden stå sammen på rad og række – de udgør en kæde, som skyder gennem alle landegrænser, tværs over alle verdenshavene og gennem de mest tilgroede skove – og nu tager de alle sammen hinanden i hånden, sætter sig ned på hug og laver en ordentlig lort.

Vi ved godt, at vi alle sammen skal skide, men alligevel skjuler vi det for hinanden. Det er en skam, for lorten gemmer på noget så smukt som beviset på sandheden om menneskets ligeværd. Ingen er smuk nok til ikke at lægge en kage, og ingen kan blive rig nok til at betale sig fra det. Defækation er en ligestillingserklæring, man ikke kan løbe fra.

Medmindre du har stomi eller bruger ble, er det ikke helt nemt bare at lægge en lort på farten, mens du er optaget med at gøre rent, køre bil, løbe en tur rundt om søerne eller blende en smoothie. Man er i de flestes tilfælde nødt til at sætte sig ned og tage et lille hvil på porcelænsstolen, og her har man faktisk en gave til rådighed, som er værd at udnytte. Det bør være en uskik at sidde med sin telefon, mens man er på lokum, lad den i stedet ligge og brug anledningen til at beskæftige dig med intet andet end at tømme din ryg (og dine tanker).

Lort giver dig lov til at være alene for en stund, og mange gode ideer kan faktisk opstå under defækation. Jeg har i hvert fald fået en lysende pære over hovedet en del gange ved lyden af plasken i vandet, og jeg tror overhovedet ikke på, at Newton kom frem til sin gravitationsteori under et æbletræ.

I kunstens verden er lort et kraftfuld materiale med politisk pondus. Lort er stærkt, fordi det på en så simpel og effektfuld vis (folk bliver meget let stødt over lort) kan påpege og opponere mod politiske tilstande. Det kan kommentere på kunstmarkedets korruption af kunsten, men, i et mere poetisk hjørne, kan det også byde på en kritik af det satte, formelle og velsete.

Lort støder det anstændige og kan flå én ud af vanetankerne. Et af de mest berømte lorteværker må være Piero Manzonis lort på dåse. Men det er også værd at nævne Wieneraktionisterne, der på åben gade blødte, sked og onanerede sig gennem 60'erne for at at række fuck til højborgerligheden og ruske op i et land, som nægtede at forholde sig til nazismen. Vi må heller ikke glemme Danmarks lortekunstner numero uno Uwe Max Jensen, som tilbage i 2003 skrev historie ved at smugle sin lort ind på Louisiana i en stempelkande for at belyse det problematiske i museets sponsoraftale med Bodum, ligesom han har lavet nogle spændende malerier af blandt andre sangeren Kidds diarré. Dansk kunst, når det er allerhyggeligst <3

Også på film findes der store scener med lort som omdrejningspunkt, som har gjort et uudsletteligt indtryk på mig. John Waters' Pink Flamingos (nok universets mest rock'n'roll film) slutter af med, at moderen over alle drags, Divine, skovler en hundelort op i munden.

I mine øjne, er den scene ikke frastødende - men derimod dybt respektindgydende. Nu skal det heller ikke blive for undergrund, for der finds også eksempler fra populærkulturen. Én af mine yndlingsscener fra Jurassic Park (jeg elsker den film!) er lortescenen. Overvej lige, hvor atypisk en scene det er i en Hollywood-kontekst, hvor man ser små bjergtoppe af lort, som folk står og roder I - og det er med hele armen dybt begravet.

Er du en af dem, som aldrig kigger på kvitteringen i tønden, men hurtigt tørrer dig og skyller ud? Det er altså en skam, for meget information om din fordøjelse og dit helbred går til spilde.

Hvis man skal lave en god huskeregel for mest alarmerende faresignaler, så tænk på Dannebrog: Farverne rød og hvid er et absolut no-go i lorteregi. Blodig eller lys afføring er i værste fald tegn på sygdom, så hvis det virker bekendt for dig, er det med at ringe til lægen. Din ven fra kummen prøver at fortælle dig noget! Mindre faretruende tegn, såsom forstoppelse, kan give sig til kende, hvis din mave er gået helt i kamel og lægger små knoldede sten, og i den modsatte ende af skalaen kan det være tegn på en betændelsesreaktion, hvis du affyrer noget, som ligner en karrysuppe. Bedst er det at stå midt i mellem disse to yderpoler og lægge en softice-agtig konsistens, som er lidt grov i det. En rugbrødsagtig soft-ice, der, uden at være for porøs, kan folde sig til en kanelsnegl. Det ideelle lort skal ligne en dessert, man ville spise på Østerbro.

Her er et eksempel fra min egen tarm: Den bedste lort jeg nogensinde har lavet, var på en husbådsferie i Amsterdam. Bådens lokum var formet således, at man skulle afføre ned i stort kar, hvor lortene ligesom kunne få lov at flyde, inden de blev skyllet ud. Jeg lagde min hidtil allerstørste lort nogensinde: ét stort fast stykke på størrelse med en wienerstang og en længde på 30 centimeter cirka. Undskyld, men jeg var fandeme stolt.

Ligesom ordet 'queer' engang var anstødende, formåede de modige LGBT'ere at generobre det og konverte queer til et power-ord. Ikke at jeg sammenligner queer med lort, men man kunne måske sammenligne befrielsen ved at erkende og opdage kvaliteterne ved noget almindeligvist ilde set.

I folkeskolen var jeg meget kropsforskrækket og rædselsslagen for at afsløre selv en lille vind, at jeg i mange år narrede mine venner til at tro, at jeg slet ikke var i stand til at skide eller slå en prut. "Jeg ved ikke, hvordan det lader sig gøre, men jeg kan virkelig bare ikke," ville jeg sige, og mine klassekammerater ville nikke forundrede, men samtykkende. Selvfølgelig sked jeg konstant, ligesom jeg gør det i dag, men jeg lærte mig selv en teknik, hvor prutten kommer lydløst hvislende ud fra sit skjul som en ninja (meget praktisk ved offentligt transport eller foran kæresten, hvis man ikke gider lave en kæmpe skid, der kommer brølende med et "WHASSUUUP!").

Jeg nåede mit laveste punkt (shit-speaking) som fjortenårig, da jeg engang var på besøg hos min onkel. Jeg var blevet et par kilo lettere på hans toilet, men der var ét stykke lort, som bare ikke ville skylle ud. I en halv time stod jeg koldsvedende og trykkede cisternen tom igen og igen, men lorten grinede bare op i mit paniske ansigt, for den var her for at blive. I fuld alvor kan jeg sige, at jeg hellere ville dø, end lade noget levende menneske se min lort, så der var ingen anden udvej end at kaste pølsen ud af vinduet. (Min onkel bor på en gård, så jeg tænker, det ikke gjorde den store skade).

Jeg siger ikke, at al skam er nederen. Det er eksempelvis passende at skamme sig, hvis man slår sin kæreste. Og hvis man er racist, så er det virkelig også på sin plads at få røde kinder. Men jeg tror, at lorteskammen minder mig om, hvordan jeg gennem hele min opvækst har skammet mig over min seksualitet, og det var en skam, som skadede mig og gjorde mit liv trist.

Det er i bund og grund latterligt at vedholde en skam over noget krospligt og noget så naturligt som at skide. Vi bør lade revolutionen komme ud af røvene på os og omfavne alle lortens kvaliteter.

(PS: Husk stadigvæk at vaske hænder.)

Kim Richard Adler Mejdahl er studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Læs mere fra VICE:

Afføringsmiddel til aftensmad: Mit liv som mand med anoreksi

Vi snakkede med gutterne, der har omdannet en 3D-printer til en tatoveringsmaskine

En erfaren blaffer fortæller, hvordan du tomler om kap med DSB - og vinder