Sådan føles det at få fjernet en tumor i hjernen, mens du er vågen

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Broadly.

Når nogen skærer i din hjerne, føles det ret gummiagtigt. Når de fører kniven ind, kan man næsten høre en lyd, der minder lidt om, når man skærer i en saftig bøf. Men det er ingenting i forhold til at blive boret i. Når nogen borer i dit kranium, er det ligesom at høre et fly lette, eller en vejarbejders slagbord inde i hovedet på dig.

Det lærte jeg, da jeg fik fjernet min hjernetumor i vågen tilstand.

Jeg begyndte at tænke, at der var noget galt, da jeg begyndte at tabe ting hele tiden. I løbet af en uge baldrede jeg en skål suppe ud over hele mit køkken og tabte en hel bakke drinks på gulvet på en bar. Jeg var 25 og ledte efter et nyt job. Jeg er som regel meget afslappet, men jeg begyndte at blive vildt akavet og underligt følsom til jobsamtaler. I starten tænkte jeg ikke så meget over det, udover at jeg var lidt af en idiot. Men så blev jeg følelsesløs i hele venstre side af min krop.

Da jeg gik til lægen sagde de, at jeg nok havde en nerve i klemme, men et par dage senere begyndte jeg også at få en rædselsfuld hovedpine om morgenen, som om jeg havde drukket hele natten. Min kæreste kørte mig på skadestuen for at blive undersøgt, og dagen efter blev jeg hasteindlagt på hospitalet. En CT-scanning viste, at jeg havde en godartet tumor på størrelse med et hindbær, som dryppede blod ind i min hjerne. Jeg troede jeg skulle dø.

Jeg var indlagt i fem dage, mens jeg fik steroider for at stoppe blødningen. Og så diskuterede jeg mulighederne for at fjerne tumoren med min kirurg. Da hun i første omgang nævnte muligheden for at være vågen under operationen, tænkte jeg 'oh my god, what?!' Det er kun få hospitaler, der tilbyder operationen, og hun havde kun foretaget den 50 gange før.

Hun forklarede mig, at der var 25 procents risiko for at blive hjerneskadet, hvis jeg var bevidstløs under operationen på grund af tumorens placering. Hvis jeg derimod var vågen, ville det kun være én procent. Mange afslår at få foretaget operationen, fordi de er bange for at være vågne imens, men jeg rationaliserede mig frem til, at hvis jeg var bevidstløs, ville jeg ikke vide, hvis jeg var ved at dø. Men hvis jeg var vågen, ville jeg kunne gøre noget.

Og så tænkte jeg også, at det ville være en virkelig fed historie.

Fire måneder inden operationen mødtes jeg med en neuropsykolog for at øve en række tests i MRI scanneren, som jeg skulle gentage under operationen, så de kunne kortlægge min hjerne. De viste en bog på computerskærmen, som jeg skule læse for mig selv, men ikke sige højt. På den måde kunne de se hvilke dele af min hjerne, som tumoren lå tæt på. Vi lavede også hukommelsesøvelser, som jeg stadig skal lave i dag. De bad mig nævne almindelige husholdningsobjekter eller sige alle ugens dage.

Min kæreste siger, at jeg var nervøs om morgenen inden operationen, men jeg kan ikke selv huske det. Jeg skulle ligge på siden med benene i vejret, for at kirurgen havde adgang til tumoren. Og så tegnede de et kryds på mit hoved for at markere det rigtige sted.

Man har åbenbart ingen nerver, der kan føle smerte i hjernen, men narkoselægen gav mig alligevel noget beroligende, så jeg kunne slappe af. Han lavede også nogle indsprøjtninger i mit ansigt, så jeg ikke skulle føle ubehag under boringerne. Det vanvittigt ondt, og jeg fatter ikke, at folk kan holde ud at få Botox.

Jeg hørte nogen sige, "Okay, så starter vi!", og så begyndte kirurgen at bore. Boret var sikkert kun på størrelse med et kompas, men det føltes som om, det var på størrelse med en bil, og at det når som helst lige kunne smutte og slå mig ihjel.

Fordi jeg lå på siden, var min neuropsykolog den eneste, jeg kunne se. Jeg blev åbenbart ved med at lave peace-tegnet, når hun spurgte mig, om jeg var okay. Efter kirurgen var nået ind til min hjerne, satte hun elektroder på forskellige områder, for at stimulere dem med strøm. Hun bad mig også gentage de øvelser, vi havde lavet for at sikre sig, at min tale- og bevægelsesevne stadig fungerede.

Min tumor lå meget tæt på tale- og motorikcentret i hjernen, så de satte elektroderne meget tæt derpå. Da de var færdige med at placere dem, kunne jeg ikke bevæge mig. De bad mig om at tælle til ti, men da jeg nåede til syv, kunne jeg heller ikke tale. Det betød, at de vidste hvilke dele af min hjerne, de ikke skulle røre ved, hvilket de ikke ville have vidst, hvis jeg havde være bevidstløs. Jeg blev ved med at spørge, "Er det normalt? Er det normalt?"

Til sidst lavede en af lægerne thumbs up og sagde, "Kineta, tumoren er ude!" Jeg tænkte bare, "Wuhuuu!" Pludselig fik jeg sådan en stikken i min venstre arm, og jeg havde følelsen af ikke at kunne trække vejret. Jeg begyndte at ryste, og det sortnede for mine øjne. Min krop gik i krampe, og jeg var bevidstløs i fem minutter. Det er det eneste, jeg aldrig kommer over, tror jeg. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø.

Den slags anfald er åbenbart meget almindelige i forbindelse med operationer i hjernen. Lægerne var nødt til at bedøve mig, men hvis jeg havde været ved bevidsthed, havde jeg også oplevet, hvordan de lappede mig sammen igen. Da jeg vågnede, var jeg utroligt lettet over, at tumoren var ude, men jeg fik to anfald til. Min tale var også påvirket, så jeg gik fra perfekt dannede sætninger og direkte over i mærkelige uidentificerbare lyde. Lige da jeg vågnede, kunne jeg heller ikke huske hvad en 'kop' var, men så kom jeg i tanke om det, og tænkte ikke mere på det.

Jeg følte mig ikke som sådan fysisk utilpas. Det lyder mærkeligt, men jeg har haft forkølelser, som føltes værre. Jeg var rimelig øm i hovedet, og jeg havde mild hovedpine hver dag, men jeg blev i sengen fordi jeg var træt, og ikke fordi jeg var syg. Jeg havde også være udsat for stor mental anstrengelse. Opfattelsen af tumoren, som noget der vil slå dig ihjel, gør dig mere syg end tumoren i sig selv.

Hvis jeg skulle opereres igen, ville jeg ikke være bange. De fleste siger, "Hvis det var mig, så ville jeg være flippet helt ud," men når man rent faktisk er i situationen, så ændres ens opfattelse også. Jeg følte mig i kontrol ved at være vågen, og det gjorde mig roligere. Jeg ville faktisk have tweetet gennem operationen, men jeg fik ikke lov af hospitalet.

Mere fra VICE:

Hvad man lærer om parforhold ved at arbejde i IKEA

Den ultimative guide til Netflix and Chill

Sådan føles det (måske) at have fundet kuren mod kræft