Byen Uden Stoffer

Hør om det brutale liv som junkie i Uralbjergene og hvordan Byen Uden Stoffer tvinger krokodil-hærgede narkomaner til en kold tyrker i et rum, der kaldes "The Isolator".

by Andrea Rehmsmeier, billeder af Ulla Deventer

November 6, 2015, 8:24am

Kold tyrker på 27 dage. Hvis du går og leder efter en vej ud af stofafhængighed i Ruslands fjerde største by Yekaterinburg, kan "byen uden stoffer" tilbyde dig en køjeseng og et tomt værelse. NGO-afvænningscentrene har ry for at være brutale, men for mange narkomaner er de sidste udvej.

Kristina ligger sammenkrøbet på sin seng. Hendes blege ansigt, flakkende blik og udspilede pupiller gør hende til et uhyggeligt syn. Hun siger, at hun injicerede sig med heroin i morges, hvorefter hun sniffede "wint", Ruslands udgave af crystal meth. Nu bliver hendes abstinenser afbrudt af sporadiske udbrud. Hun taler uafbrudt i usammenhængende, halve sætninger. Noget af tiden handler det om en mand – Kristina kalder ham "den invalide" – som hun plejede at bo hos, og som plejede at skaffe hendes fix. Så husker hun tilbage på tiden, hvor hun studerede kunst. "Der var næsten en udstilling med mine malerier." Igen og igen vender hun tilbage til sin mor. "Hun kunne ikke fordrage mig til sidst," siger Kristina. "Jeg sagde aldrig 'tak' til hende." Efter at have befundet sig i en narkotåge i fem år siger hun, at hun endelig kiggede i spejlet for et par dage siden. Hun var så chokeret over det hun så, at det blev startskuddet for en ny begyndelse. "Jeg plejede altid at gøre nar af alle de stakkels junkiesvin. Jeg troede bare, jeg gjorde det for sjov."

Det er meningen, at alt skal ændre sig fra i dag. Rummet, som Kristina skal tilbringe de næste 27 dage i, hedder "The Isolator". Det er et fuldstændig tomt rum bortset fra køjesengen. Rummet låses udefra. Efter de 27 dage er gået, vil hun blive tildelt en seng på et kvindeherberg, der forvaltes af NGO'en "Byen Uden Stoffer" i landsbyen Sarapulka tæt på Ural-storbyen Yekaterinburg. Herbergets deleværelser er også spartansk indrettet, men stadig fyldt med piget charme i form af bamser og neglelak i allevegne. Væggene er overdynget med familiebilleder, hjerteformede papirsklip og plakater af popstjerner.

De unge kvinder, der bor her, prøver at genopbygge en almindelig hverdag ved at lave mad, gøre rent, vaske tøj og arbejde i haven. De kæmper hver dag med konsekvenserne af deres afhængighed. Der er for eksempel Lisan, hvis tæer har skiftet farve, og som ikke længere kan gå. Hun kommer rundt ved at hive sig selv frem med armene. Alina hjemsøges af de dystre minde, om dengang hun fik tæv af sin kæreste, mens hun var skæv. Der bor også to børn i huset. Anastasia har sin søn Nikita med sig. De har begge to HIV, og han har brug for en daglig indsprøjtning af medicin. Katjas datter Mila har polio og skal bæres rundt. Men der er også historier om bedring og restitution at finde i kraft af beboere som Mascha. Alle ser hende som et mirakel. Hun blev forelsket i en, hun boede sammen med i Sarapulka. I dag er de begge to clean og lever sammen i deres egen lejlighed i Yekaterinburg. Mascha var 16 da hun flyttede på herberget Byen Uden Stoffer.

Kristina kan blive på herberget indtil hun føler sig stærk nok til at vende tilbage til livet i storbyen, selvom det kan tage måneder eller år. Hun betaler en mindre sum for at dække hendes kost og logi.

Men før det skal hun igennem The Isolator. Det ved de 15 unge kvinder, der har fundet et fristed her, godt hvad betyder: ulidelige abstinenser, brudstykker af minder fra rusens dobbeltverden, bølger af angst og skam fra den ædru verden. Nogen gange stopper en frivillig psykolog eller "Batjuschka" – landsbypræsten – forbi. Indimellem hvisker en af de andre et par ord under døren, "det er normalt," "du skal nok klare den" eller "bare et par dage til, så er det slut." Men andet tilbyder Byen Uden Stoffer ikke. Behandlingen helbreder eller dræber patienten. Men når døren åbnes efter en kold tyrker på 27-dage, er glæden ved at se den første solopgang, høre den første sjofle joke og skrælle den første kartoffel ubeskrivelig.

Byen Uden Stoffer offentliggør ikke nogen tal, men de mange tilbagefald er ikke nogen hemmelighed. Den store mængde stofbrugere har gjort markedet mangfoldigt, billigt og livsfarligt. Ifølge FKSN, der er Ruslands øverste instans for narkokontrol, bor der mellem otte og ni millioner narkomaner i Rusland på nuværende tidspunkt. "Vi er hverken et hospital eller et terapicenter," siger Dima, som fører tilsyn med herberget. Engang var han selv junkie - i dag er han en del af den gruppe, der klarede den. "Vi tilbyder folk et sted, hvor de kan få deres sind tilbage. Intet mere og intet mindre."

Kvindeherberget er en af fire faciliteter, som NGO'en har åbnet for unge narkomaner. Byen Uden Stoffers metoder er berygtede for deres brutalitet. Men de er også de mest effektive, hvis man tager den høje dødelighed og sparsomme støtte fra hjælpeorganisationer i betragtning.

Denis er også en af dem, der klarede den. I dag bor han med sin nye kæreste i sin gamle lejlighed i Yekaterinburg, som han renoverede med sine venner. De drømmer begge om at starte en familie.

Jeg begyndte at sniffe benzin, da jeg var 12. Jeg prøvede svampe, da jeg var 14. Hash da jeg var 16. Speed og ecstasy da jeg var 18, og krokodil da jeg var 20. Jeg prøvede heroin en gang og kunne ikke lide det. Afhængigheden er psykisk. Der er ingen fysisk afhængighed, det er en myte. Det er alt sammen en psykose, der manifesterer sig på intens vis. Ønsket om at have det rart. Den mani, der kommer frem under isolationen. Med metadon har du rigtige abstinenser. Jeg har set folk rulle frem og tilbage. Men der er ingen abstinenser for det, jeg tog, det er ren psykologi. Det er en stærk, mental afhængighed – langt stærkere end den fysiske. Hvis jeg tog noget nu, ville jeg have det godt. Jeg ville føle mig fri. Jeg kan sige, at jeg kunne lide næsten alt, jeg nogensinde tog. Jeg var særligt glad for hallucinogener: meskalin, ketamin og efedrin. Jeg kunne godt lide krokodil, fordi psykosen er virkelig god. Hvis du blander det, går du helt amok. Men krokodil er et stof, man bruger kollektivt. Især hvis man bare sidder og laver ingenting, så kan man ikke tænke på andet. Det eneste man kan tænke på er at tage det. Og blive ved med at producere det og producere og producere og producere indtil man helt mister forbindelsen til virkeligheden. Man lever udelukkende for stoffet. Du lever i stoffet og dør i stoffet. Og det er det." – Denis

Denis' minder om sine dage som narkoman er tågede. I dag kan han dårligt nok huske, hvordan hans lejlighed så ud dengang – med fedtet tapet, blodige papirlommetørklæder over det hele og hylder fyldt med de plastikflasker, der bruges til at tilberede den bryg, der er kendt som "krokodil" i Rusland. Det er billigt at fremstille og dødeligt efter et par måneders brug.

Han husker dog tydeligt første gang, at nogen hamrede løs på hans dør. "Vi er fra Byen Uden Stoffer!", råbte en mand. "Åbn døren med det samme!" De var en masse i lejligheden den dag, og de havde lige fixet. De er med det samme klar over, hvad der sker på den anden side af døren. De selvudråbte pusherjægere er på opgave for NGO'en i Ural, og de tager deres opgave så alvorligt, at man skulle tro den kom fra regeringen. Så Denis og hans kammerat gjorde, hvad man gør i Rusland, når situationen virker hjælpeløs og din verden falder sammen omkring dig: de lagde sig ned på maven på det klistrede gulv med ansigterne nedad og hænderne bag hovedet, og lod det der ville ske, ske. De blev afhørt, fotograferet og svinet til. Byen Uden Stoffer-aktivisterne havde en tysk TV-journalist med, der dokumenterede alle situationens ydmygende detaljer.

"Hvor længe har du taget krokodil?" spørger de Denis. "Seks måneder." Mændene kigger på hans udmagrede figur, blege hud og hævede underarm: lige siden han ramte ved siden af blodåren med en nål, har der vokset en betændt byld der. "Det her usle skvat, jeg giver ham et halvt år," råber en af dem. Så retter han sig mod Denis og spørger ham, "hvad vil du så gerne nu?" "Jeg vil gerne blive stoffri," svarer Denis lydigt. Han bliver givet videre til narkopolitiet. Men han bliver løsladt et par timer senere; politiet er kun interesseret i de større pushere, ikke tabere.

Denis fortsatte med ecstasy, krokodil, speed, kodein, amfetamin, metamfetamin. Men han glemte ikke razziaen. Blandt alle tilsviningerne mindes han vagt et tilbud om hjælp. Og den tyske journalist, husker han også, hviskede til ham på vej ud, at han ville betale for Denis' behandling. "Uden det ville jeg ikke være i live i dag," siger Denis. "Men der må have været et overlevelsesinstinkt et eller andet sted inden i mig." I et klart øjeblik fandt han hen til gaden Belinskaja Uliza i Yekaterinburg centrum, hvor Byen Uden Stoffer-kontoret ligger. Han var kronraget og havde mørke rander under øjnene, og hans ansigt var hævet, fordi han havde været oppe at slås. Da de stillede ham op på vægten vejede han under 50 kilo. Efter rehabiliteringen blev Denis gennem Byen Uden Stoffer tilknyttet et projekt, hvor eks-narkomaner restaurerede en kirke.

Landsbyen Bingi er lillebitte. Der er bjælkehytter hist og pist i det bakkede landskab, høns der krydser vejen og bunker af brænde, der spreder duften af harpiks. Denis spartler væggen i landsbykirken, monterer vindueskarme og polerer kirkens delikate pynt. I de øjeblikke, hvor han rammes af trangen, udbryder han, "Gospodi, pomogi!" (Gud, hjælp!). Han tilbragte over et år der, indtil han følte sig klar til at vende tilbage til synet af sin usle, rodede narkobule af en lejlighed i Yekaterinburg.

I dag er Denis clean. Han har en pumpet overkrop og et fast arbejde hos et håndværkerfirma. "Jeg var enormt heldig, men det er stadig ikke nemt. Trangen er der stadig," indrømmer han. Der har været et par mindre fejltrin, men ingen tilbagefald. Hvad forhindrede Denis i at styrtdykke tilbage i sine gamle spor? "Jeg ved, hvad konsekvenserne er," siger Denis, "og jeg ville ikke komme for sent på arbejde."

De hænger ud på sofaen. Den er optaget hele dagen lang. Fjernsynet foran den er altid tændt. Den åbne dør giver dig et glimt af værelset som begge mødrene, Katja og Anastasia, deler med deres børn. Sascha er sammen med sin rotte. At bruge det meste af dagen i sin badekåbe er meget almindeligt.

"Når du har abstinenser, tænker du ikke. Din hjerne virker ikke. Jeg ville anbefale en kold tyrker uden noget lindrende medicin. Det er hårdere, men det er bedre. Og hurtigere. Bagefter, når det ikke længere er slemt, kan man også bedre huske tilbage på og værdsætte øjeblikket. Så fortsætter man, trin for trin. Det blivere mere simpelt, og nemmere og nemmere. Det er hårdt i lang tid, og på et eller andet tidspunkt ser man lyset for enden af tunnellen, men ikke med det samme. Når man er igennem det er man glad for solen og vinden, følelser og sådan. Det har man ikke på samme måde, når man er på stoffer. Alt er følelsesløst. Det er som om at alt brænder omkring dig, men du er følelsesløs indeni." – Mascha

"Jeg ved ikke hvordan jeg blev smittet. Jeg blev testet, da jeg var 17. Min mor var der. Og så var prøven positiv. Måske var det min ekskæreste, der smittede mig. Nikita blev født i 2008. Vi boede i Chelyabinsk i to år. Min mand arbejdede, mens jeg gik på fotoskole. Så mødte jeg en gammel ven fra skoletiden i 2012. Vi sad sammen, og det var hyggeligt, og så spurgte hun mig, om jeg ville prøve noget speed. Bare sådan, ligeud. Så jeg gjorde det. Jeg begyndte at tage det fast i seks måneder. Nikita stoppede i børnehaven i et stykke tid, fordi jeg var bange for hans lærer ville bemærke, at der foregik et eller andet med mig. Så skiftede han til en børnehave for børn med HIV. Børnene kan overnatte der, hvis forældrene ikke har det godt. Så det gjorde han tit. Nogen gange tænker jeg, at han fortjener en ældre mor, fordi jeg er en dårlig mor. Han er så klog, og jeg er sindssyg. Jeg tager stoffer…" – Anastasia