Jeg undersøgte statistmiljøet og endte i en kinesisk reklame for Fyn

I taxaen lægger jeg lyserød læbestift og skifter mine sneakers ud med sorte, spidse læderstøvler. Jeg har fået instrukser om at klæde mig på, som om jeg skal ud på en god restaurant med mine venner. Foran dagens location, der er en fynsk restaurant i den dyre ende af skalaen, holder en hvid varevogn, og skarpt lys er sat op. Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad det er, jeg har sagt ja til. Det er noget med en scene, der skal ligne en middag, og det skal bruges til en promoveringsfilm om Fyn. Efter en stribe afslag er jeg sådan set bare lykkelig over endelig at have fået et statist-job. Det hjalp, da jeg holdt op med at fortælle, at jeg tilfældigvis også er journalist, der vil skrive en artikel om statistmiljøet.

For selvom det kun er instruktører og skuespillere, der når magasinernes glittede forsider, så er der altid et stort og meget vigtigt hold i kulisserne, som aldrig får sin shine. Det er en gruppe mennesker, der bruger utrolig meget af deres tid på et filmset, og som, hvis de er heldige, bliver aflønnet med et par biografbilletter, gavekort eller – hvis bølgerne går rigtig højt – et par hundrede kroner. Sådan virker det i hvert fald ud fra de utallige opslag, hvor der bliver eftersøgt statister. Jeg har sat mig for at finde ud af, hvad der driver de her mennesker.

Inden jeg skal være statist, mødes jeg med Christian Lassen, der har over 60 års erfaring som statist. Hvis der er nogen, der ved noget om det her miljø, må det være ham. Flere af Christians statistkollegaer har takket nej til at mødes, men jeg kendte én, der kendte Christian, og så var jeg heldig, at han takkede ja til at mødes til en kop kaffe. Jeg vil vide, hvad det er, der driver ham i det her miljø.

"Jeg er statist, fordi jeg elsker de mennesker, jeg er sammen med, og fordi jeg godt kan lide at optræde," siger Christian, der kommer lige fra en optagelse på Klovn, hvor han er statist i en enkelt scene.

Han har været statist på over 400 sets. På det seneste har han haft travlt med DR1-serien Herrens Veje, Kriger, Greyzone, Domino og Lykke-Per, der er instrueret af Bille August.

"Hvis jeg har været på set tre gange på en uge, så kan det godt hænge mig lidt ud af halsen, og så vil jeg godt være lidt privat. Så der går jeg med hat og læderjakke, så jeg ser lidt anderledes ud."

Aftenen før vi mødes, løb første afsnit af Herrens Veje, DR1's nye søndagsdrama, over skærmen. Christian var statist i slutningen af episoden, hvor han var til en begravelse. Jeg lagde ikke mærke til det, men det var der andre, der gjorde.

"Jeg er faktisk på i 15 sekunder, det er ret længe. Jeg blev helt forbavset, da jeg så det. Man ved jo aldrig, om man er skrevet ud. Der kom 100 sms'er ind fra familie, venner og andre statister."

På restauranten i Odense er vi fire statister: En arbejdsløs kvindelig kommunikatør, en kvindelig og en mandlig dyrepasser (som kender hinanden i forvejen) og mig. Vi er alle under 35 år, men ellers virker det ikke til, at vi har så meget tilfælles. Den mandlige dyrepasser fortæller hurtigt, at han i sidste uge lavede noget med Gulddreng til Zulu.

"Gulddreng er virkelig en fed fyr, til gengæld er Remee slet ikke til at komme i nærheden af", siger han og lader mig forstå, at han er rutineret i statist-gamet.

Mellem optagelserne falder jeg i snak med mine tre nye kollegaer.

"Jeg har ingen drøm om at blive skuespiller, jeg søgte bare, og så fik jeg det. Jeg synes, det er hyggeligt og fedt med nogle anderledes oplevelser", siger den kvindelige dyrepasser, uden jeg har spurgt hende, hvorfor hun er statist.

Det er, som om det er vigtigt lige at give en status på, hvor man står i statistkarrieren. Efter at begge dyrepassere har fortalt om sig selv, peger pilen nu på mig. Jeg får dårlig samvittighed over, at de ikke ved, at jeg er her med et andet formål end bare at være statist. Ja, faktisk er jeg her jo for at blive klogere på dem. Jeg har ikke lyst til at bekende kulør – går det galt, inden vi overhovedet er kommet i gang, bliver det en lang tur fra Odense hjem til København.

"Jeg har lavet en reklame for noget bowling og været statist i en DR2-ting", siger jeg – og det er sandt nok, selv om jeg vist får det til at lyde federe, end det egentlig var.

I gymnasiet skulle min venindes papmor lave en tv-reklame for et bowlingfirma, og jeg blev spurgt, om jeg ikke ville hjælpe til. Jeg skulle bare bowle og spise buffet, så det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til. Den anden gang manglede en kollega nogle statister til en rekonstruktionsscene i forbindelse med en dokumentar. Det var her, jeg opdagede, hvor fantastisk statistmiljøet er. Statisterne sad og viste hinanden billeder af kendte mennesker, de havde fået taget billeder med, som var det bilkort, de spillede.

Christian Lassens statistkarriere begyndte i 1955, da han var ulveunge i Far til fire-film nummer to. Kort efter fik han endnu et statistjob i Lille Per.

"Jeg var spejder, og der var nogen, der kendte nogen, der manglede en statist. Jeg var kun med i en scene i en tømmerhandel, hvor der gik ild i noget, så vi skulle løbe ud. Men den er med på cv'et."

Og CV'et er langt. Det tæller ifølge Christian Lassen 475 optagelser, og så stort et tal når man ikke op på uden hårdt arbejde. Han har været tilmeldt hjemmesider og bureauer, men i dag kender casterne efterhånden hans navn, så han får en del tilbud. De har selvfølgelig også hans visitkort, som lyder: "Skal du have noget i kassen, kommer du ikke udenom L A S S E N".

"Men hvis der er noget, jeg rigtig gerne vil, så tager jeg selv fat i dem. Det er dog ikke altid, det kan lade sig gøre, der er jo alderskrav, udseendekrav, krav til etnicitet og så videre. Nu er jeg dog 68 år, og fordi der er færre statister i min alder, er der flere jobs til mig."

At der er mange statister om buddet, har jeg selv erfaret i min jagt på at lære miljøet at kende indefra. Før jeg havner på den fynske restaurant med de tre statister, har jeg tjekket utallige danske hjemmesider ud, hvor der bag betalingsmure udbydes statistjobs. Jeg bliver ved med at løbe panden mod muren, fordi ingen gider at have en journalist rendende på settet.

Facebook bliver i sidste ende min redning. Her melder jeg mig ind i seks forskellige grupper, hvor der bliver postet opslag af folk, der søger medvirkende til reklamer, musikvideoer, tv-ting, kort- og spillefilm. I mange af opslagene står der: "jobbet er ulønnet, men der vil være forplejning under optagedagen". Der findes dog også enkelte opslag med "Vi honorerer med gavekort / honorar til statister som medvirker flere dage og fire bio-fribilletter for en enkelt dag".

Jeg har ikke lyst til at krybe i en guldbikini til en musikvideo. Til gengæld er der lige nu optagelser til Klovn og en Hella Joof-film, men jeg lægger stort ud ved at søge rollen som tjenerinde i en Bille August-film. Hvem vil ikke medvirke i en filmatisering af et Pontoppidan-værk?

"Alle typer statister efterlyses - høje, lave - også gerne statister med et særligt udseende", lyder det i opslaget, så jeg tænker, at der burde være en plads til mig på settet. Jeg skriver til casteren, at jeg som journalist gerne vil med som statist, fordi jeg er ved at skrive en artikel om statistmiljøet. Jeg får et nej. Jeg kontakter yderligere fem forskellige castere uden held og er lige ved at give op, da jeg ser et opslag, hvor de søger nogle statister i alderen 20-35 år til en optagelse på Fyn. Optagelserne kommer til at vare et par timer og skal bruges til en promoveringsfilm om Odense. Den her gang dropper jeg at præsentere mig som journalist, og det giver jackpot.

Christian Lassen møder en del kendte mennesker undervejs, men han er ikke længere så fascineret af det. Dog er der alligevel nogle af de kendte, han møder, der gør et indtryk.

"På Borgen delte jeg garderobe med Ole Thestrup, og han er altså en fin fætter. Hvad han ikke kunne fortælle, han har oplevet. Nu er han jo syg, og det er jeg lidt ked af. Det kan tage lidt på mig, men man skal lægge det fra sig, for i den her branche lærer man så mange mennesker at kende. Man må ligesom bare lære, at det er hans privatliv at være syg. Jeg skal ikke sende blomster, og dør han, skal jeg ikke med til hans begravelse, for det var jo professionelt, det vi havde. Og det er ikke noget, du kan slå op i en lærebog, det er erfaring."

På samme vis – og i modsætning til nogle af de yngre statister – kender han sin plads på settet:

"Du skal ikke komme med et godt råd, det skal instruktøren nok selv finde ud af. Han bliver skide-irriteret, hvis du kommer med noget andet, end der er inde i hans hoved. Den gode statist er der uden at blive set. Man er jo ikke skuespiller."

De mange Facebook-grupper vidner om, at statistmiljøet tæller tusindvis af personer, men de mest aktive har fundet sammen i mindre og mere eksklusive netværk som for eksempel gruppen 'Linselus'. Den er Christian med i sammen med omkring 150 andre personer på mellem 18 og 80 år.

I gruppen har de også lavet deres egen Oscar.

"Vi giver én gang om året en skål som en form for award, for blandt andet bedste kammeratskab og til den, der har været med i mest. Jeg har siddet som en del af administrationen i gruppen, så jeg har ikke kunnet ikke blive valgt. Men nu er jeg gået ud af administrationen, så nu håber jeg på at få den," fortæller Christian.

Det er forståeligt, at statisterne hædrer hinanden, for det er ikke meget guld og glitter, der smitter af på dem:

"Der er meget hierarki, det skal man vide. Øverst oppe er der instruktøren, så indspilningsleder, så fotograf - med mindre det er en stjernefotograf, så er han faktisk øverst. Ham på Borgen for eksempel, han kan køre på segway baglæns og filme, han er sådan en fotograf, man hører på. Nederst er så statisterne. Det er kun runnerne, der er under. Det er dem, der kører i byen og køber sukker til vores kaffe."

Og selvom Christan godt ved, at det ikke handler om ham, når han er med på optagelse, så er det alligevel det hele værd, fordi han "elsker filmmiljøet", som han siger.

Tilbage på restauranten i Den Fynske Landsby fortæller instruktøren, at vi skal ligne fire venner, der er ude at spise. Scenen skal bruges i en længere reklamefilm for Odense. Alle statister er spændte, indtil han fortæller, at reklamen skal vises i Kina. Skuffelsen virker tydelig i statisternes ansigter, for så kommer de ikke til at se dem selv på en fjernsynsskærm. Selv er jeg lettet over, at ingen danskere får mit fjæs at se i fjernsynet – i hvert fald ikke i den her sammenhæng. Jeg føler mig til gengæld helt klar på at skulle kigge i kameraet, smile og sige ni hao, hvilket vi får at vide er et af de vigtigste skud, som skal i kassen. Tænk sig, jeg er ved at skyde en reklamefilm om Fyn til Kina sammen med to dyrepassere.

Optagelserne går i gang. Vi får lidt brød serveret, mens vi får hældt saft i vores glas, der muligvis kan imitere noget lys naturvin. Instruktøren fortæller, at scenen ikke kommer til at fylde særlig meget i den endelige reklamefilm. Faktisk er det bare en lillebitte scene, for reklamefilmen handler om en meget smuk prinsesse. Han viser os et billede af kvinden, der spiller hovedrollen. Hun er en mellemøstlig model og får os andre til at ligne.. Lort. Vi forsøger at holde humøret højt og skåler på kommando.

Den mandlige dyrepasser begynder at fortælle en klamydia-anekdote, og et øjeblik glemmer jeg helt, at der er kamera på. Man skulle næsten tro, at der var vin og ikke saft i glassene. Vi hygger os gevaldigt, så det er næsten helt kedeligt, da lyset efter et par timers skålen bliver slukket, og vi skal hver til sit.

Dyrepasserne har travlt, for de skal videre til en casting på et tv-program i Århus. På vej hjem i toget går det op for mig, at vi slet ikke skød scenen, hvor vi skulle kigge i kameraet og sige ni hao. Det overrasker mig lidt, at ingen af os undrede os højlydt undervejs. Men så kommer jeg i tanke om, hvad den erfarne Christian Lassen fortalte mig, "Den gode statist er der uden at blive set. Man er jo ikke skuespiller."