Gjorde mine forældres skilsmisse mig til et dårligt menneske?
forældre

Gjorde mine forældres skilsmisse mig til et dårligt menneske?

Jeg tror måske, at jeg har behandlet piger dårligt, fordi mine forældre blev skilt.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Problemet med den her historie er, at jeg ikke kender særlig mange af detaljerne. Mange mennesker ville nok mene, at jeg i så fald skulle lade være med at fortælle historien – især de mennesker, som historien hovedsageligt handler om. Én gang har jeg forsøgt at bede min mor forklare, hvad der skete, så jeg måske kunne se mig selv i et andet lys.

Vi var på en rejse sammen til Athen. Nogle dage efter ankomst, da vi havde været sammen i 80 stive timer, følte jeg, at vi var tæt nok på hinanden til, at jeg kunne spørge. Dér, i det lille bitte værelse, gik hun med til det. Mens hun stirrede ned i sin Sudoku-bog, der næsten virkede som en slags skjold, spurgte jeg specifikt ind til skilsmissen. Hun nåede kun at sige: "Jamen, din far," før jeg afbrød hende. Jeg ville ikke vide det alligevel. Jeg er glad for mine minder som de er, også selvom de ikke er gode minder. Selv hvis sandheden vil gøre, at jeg ikke er en omvandrende, selvskabt myte.

Advertisement

Det skøreste skete: Jeg fandt ud af, at jeg faktisk ikke vidste, hvor gammel jeg var, da mine forældre blev skilt. Jeg var sikker på, at jeg var to måneder gammel. Men da min mor læste et essay, jeg havde skrevet, om min første tatovering, der havde en reference til skilsmissen, havde hun en lille kommentar, da hun gav den tilbage til mig.

"Det er rigtig godt skrevet," sagde hun, som enhver mor bør. "Men må jeg rette en enkelt ting? Du var altså otte måneder gammel, da din far og jeg gik fra hinanden. Ikke to måneder."

Jeg har altid været overbevist om, at det var to måneder. Det er sådan, jeg fortæller historien – og det gør jeg tit. Det er fuldstændig centralt for min selvforståelse og forståelse af alt andet.

"Hvad ved jeg om kærlighed?" svarer jeg som refleks, når kvinder, jeg er sammen med, spørger, om jeg føler det samme som dem. "Mine forældre blev skilt, da jeg var to måneder gammel."

Jeg siger det for at chokere dem og lukke samtalen ned, og det virker altid. Jeg brugte den igen og igen med den samme person, og trak enden på vores forhold til tre års tortur, hvor jeg konstant mindede hende om, at jeg ikke var ond eller nedladende med vilje – jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til kærlighed. Det virkede. Det virker altid. Det lukker munden på folk, for ingens forældre ville være så iskolde, at de ville blive skilt, mens barnet var to måneder gammelt.

Ikke engang mine forældre.

Advertisement

Jeg har ikke ændret historien, eller mine grunde til at fortælle den. Jeg brugte den til at overbevise mig selv om, at mine forældre aldrig gav mig det, folk vil betegne som en kærlig familie. Ikke fordi de ikke elskede mig – det gjorde de, og gør det stadig. Men du ved godt, at nogle læger anbefaler, at man spiller klassisk musik for sit barn, mens det stadig er i livmoderen for at sætte gang i dets intelligens? Hvis mine forældre blev skilt, på det tidspunkt jeg troede, så udviklede jeg mig til lyden af skrig og råb – lydene af et parforhold, der går i stykker.

Det får mig til at tænke en del på min tid som baby. Jeg ved jo i virkeligheden ikke, hvad jeg blev født ind i, men jeg har svært ved at tro, at det ikke var noget lort. Jeg forestiller mig, at jeg forstod vrede og harme som koncept, lang tid før jeg forstod, hvad ordene betød.

Jeg har taklet det på min egen måde. Jeg har været et kæmpe røvhul overfor alle kvinder, jeg har været sammen med. Jeg har været utro med hver eneste af dem (der har kun været tre, men alligevel). Jeg sætter gang i skænderier, og jeg lyver. Det føles godt, at såre et andet menneske, for det er meningen, at man skal være sådan. Man skal skade dem man elsker.

Hvis mine forældre blev skilt, på det tidspunkt jeg troede, så udviklede jeg mig til lyden af skrig og råb – lydene af et parforhold, der går i stykker.

Der er en anden historie, jeg fortæller om mine forældres forhold, som er fuldstændig indgroet i mig, og som måske også er løgn. Den begynder med, at min mor taler i telefon med min far. Hun er ked af det, tror jeg nok, men det kan godt være, det ikke passer. Skænderiet, diskussionen, samtalen, eller hvad det nu var, gik på, hvem der skulle køre. Aftalen var, at min mor skulle køre os hjem til min far fredag efter skole. Søndag eftermiddag, efter vi havde været i kirke, kørte min far os hjem igen (han brød sig ikke om, at vi kaldte det hus for "hjem", men når man er barn, kan et hus, man kun befinder sig i to dage om ugen, aldrig have samme plads i ens hjerte, som det vi boede i fem dage om ugen). Den plan ændrede sig aldrig. Problemet denne gang var, at ingen af mine forældre havde lyst til at køre hele turen midt i en snestorm.

Advertisement

Eller. Det sneede i hvert fald. Måske var det en snestorm, måske lidt fin tøsne. Det var i hvert fald nok til at de voksne mente, at vejene var farlige.

Hvis man ikke kommer fra Northern Virginia, har man aldrig hørt om Seven Corners Shopping Center, og så er du ikke gået glip af noget. Det er bare et sted. Grunden til, at det gjorde så stort indtryk på mig, er, at det er det eneste væsentlige pejlemærke, der ligger lige langt fra min mors og fars hus. Jeg kan huske, at skænderiet i telefonen handlede om det. Hvilket sted på kortet ville være et fair sted at mødes? Det er der, historien begynder: Min søster og jeg, pakket ind i vintertøj, der trasker gennem sneen på parkeringspladsen fra den ene bil til den anden. Det var vigtigt, at det gik hurtigt, så vi kunne få overstået køreturen, inden vejene blev for farlige at køre på.

Det er ikke en særlig mindeværdig historie, og nogle gange er jeg ikke engang sikker på, at det skete. Men det må næsten være sket, for den har givet mig en af mine mest kompromisløse dogmer.

"Det er svært at tro på ubetinget kærlighed, når du hører, dine forældre skændes om, hvor langt de gider køre for at hente dig,"kan jeg huske, at jeg sagde til en kvinde, der spurgte, om vi havde en fremtid sammen.

Jeg har ikke lyst til at have en fremtid med nogen, hvis fremtiden kan være sådan. Folk siger altid, altid, altid, at det ikke bliver sådan, men alene muligheden for det, er nok til at skræmme mig væk. Jeg har ikke engang lyst til at forsøge. Er det ikke det rigtige at gøre? At undgå det fuldstændig, så jeg ikke kommer til at gøre det mod nogle andre? Mod mit eget barn?

Advertisement

Mine forældre skændtes om alt, der havde med os at gøre. Hvordan vi skulle opdrages. Hvilken skole vi skulle gå på. Eller hvordan vi skulle disciplineres.

Hvis man beder dem forklare det, siger de noget i retning af: "Ja, vi skændtes da, men det var jo kun fordi, vi ville det bedste for jer."

Det kan man jo ikke argumentere imod, men det virker også bare som et standardsvar. Som om de var på et kursus for alle de skilte forældre, hvor de fik uddelt en håndbog. "Hvis du siger det her, bliver dit barn nødt til at acceptere det." Jeg tror, jeg er glad for at forældre, kan sige den slags. Det må være svært. Der er mange ting, man skal vide, som man kan falde tilbage på.

Jeg ved til gengæld, at jeg kun så mine forældre skændes én gang. Det er det gode ved at være for ung til at kunne huske bruddet.

"I det mindste spillede vi dig ikke ud mod hinanden." Den har alle børn også hørt. Og nej, det gjorde de da ikke. I hvert fald ikke direkte. Vores mor sagde altid, at vi ikke skulle have dårlig samvittighed, når vi aflyste aftaler med vores far. Det var okay. Var det baseret på hendes egne følelser overfor ham? Vi lyttede til hende. Måske ville vi have haft det på samme måde, hvis ikke hun havde sagt noget, men det påvirkede os da alligevel. Er det vores fars skyld, at vi ikke var tætte nok på ham til at høre hans side af historien? Og scorer han point for aldrig at sige det samme som hende? For os børn holder styr på, hvem der fører, selvom vi ikke burde have en favorit.

Advertisement

Heldigvis er der ikke de helt store krav til skilte forældre. Man skal bare lade være med at være helt elendig til det.

Det var mine ikke. De var slet ikke frygtelige. Tror jeg. Jeg ved det ikke. Det var sikkert fint. Jeg har det fint, tror jeg. Det kunne være værre.

Jeg ved til gengæld, at jeg kun så mine forældre skændes én gang. Det er det gode, ved at være for ung til at kunne huske bruddet. I modsætning til mine venner, hvis forældre blev skilt, mens de gik i folkeskolen, har jeg aldrig set den tumult, der går forud for bruddet. Det er jeg hovedsageligt glad for.

Andre gange er jeg ikke glad for det. Da jeg gik i college, var jeg kærester med en pige, og vi skændtes om vores forældres forhold. Hendes forældre er, så vidt jeg ved, stadig sammen, og de skændtes gennem hele hendes barndom. Hun sagde, det var forfærdeligt. At det gjorde ondt at se på. At hun løb op på sit værelse hver gang det skete.

"I det mindste så du dem sammen," var mit modsvar. (Jeg har aldrig været særlig empatisk.) Hele præmissen bag min kommentar var, at hvis jeg havde vidst, hvordan det føltes at være i en stue, mens de begge holdt om mig og legede med mig og smilede til hinanden – hvis jeg vidste, at verden nok skulle blive okay fordi de var sammen – så ville jeg være et andet menneske. Måske ville jeg. Begge mine søstre var ældre end mig, da det skete, og de er dejlige mennesker i dag. De er de bedste forældre. De bekymrer sig om deres børn. Deres børn skal nok klare den.

Advertisement

Lige meget hvor meget de skændtes kan du stadig sige "min mor og min far."

Nåh, men den eneste gang, jeg så mine forældre skændes, var, da jeg var 20, og lige var blevet arresteret for at spritkørsel.

De følte et behov for at mødes med mig, sammen, ansigt til ansigt, og være sådan rigtig forældreagtige, du ved. Mødet kom efter retssagen og skulle bruges til at give mig yderligere straf, fordi de mente, at myndighederne ikke havde været hårde nok ved mig.

Vi mødtes på en Starbucks i det samme Seven Corners Shopping Center, som jeg snakkede om tidligere. Ingen af dem var flyttet siden snestormen, og denne gang var der heller ingen af dem, der gad flytte sig en millimeter. Min far havde en notesblok med, hvor han havde skrevet alle de emner, vi skulle tale om: Om jeg kunne få lov til at tage et semester til Sydafrika (nej), om jeg kunne få lov til at tage tilbage til college (fandeme nej) og en hel perlerække af andre ting, som for eksempel, hvor jeg skulle bo fremadrettet. Vi bestilte kaffe. Vi drak den og snakkede. Der da var gået et kvarter, og vi stadig snakkede om, hvorvidt jeg kunne få lov til at tage tilbage til college, begyndte de at skændes. De holdt op med at snakke om mig og begyndte i stedet at diskutere noget helt andet. Hvad skændtes de om? Jeg gad ikke prøve at regne det ud, for jeg kunne slet ikke tro, at de skændtes foran mig, når de prøvede at redde mig. Men så begyndte jeg at nyde det. Meget.

Advertisement

Sådan her er det, tænkte jeg.

Den sommer var helt sikkert den mest depressive periode i mit liv. Jeg vågnede i fængslet, blev hentet af min far, kom hjem til min rasende mor, kunne ikke forklare nogen af dem, hvorfor jeg havde gjort, som jeg gjorde, og jeg frygtede det møde så meget. Men så sad jeg pludselig der og nød øjeblikket. De lagde ikke mærke til det, men jeg smilede. Mine forældre opførte sig som rigtige forældre. Uperfekte, ikke forelskede i hinanden, men sammen. Min mor og far.

Det var det, jeg forsøgte at forklare min kæreste. Det forstod hun aldrig. Lige meget hvor meget de skændtes, kan du stadig sige "min mor og min far." Sammen, i det samme rum. I den samme sætning. Det har jeg sjældent været heldig nok til at kunne sige.

Nu hvor min søster har et barn, og min anden søster har to, er mine forældre oftere i det samme rum. Der er jo fødselsdage, studenterfester og så videre. Jeg tror endda, de på et tidspunkt stod sammen for enden af en rutsjebane og ventede på et barnebarn, der kom farende. Hver eneste gang de mødes, når deres sti krydser på en parkeringsplads, en legeplads, eller i en foyer, så siger de hej til hinanden. Det er præcis, som man kan forestille sig. Anstrengt og anspændt og så uærligt. Og hver gang det sker bliver jeg så glad, at jeg har lyst til at tude.

Men når de er færdige med at sige hej til hinanden, og stiller sig i hver sin ende af lokalet og ignorerer hinanden, har jeg lyst til at tude igen.

Så husker jeg, at vi alle sammen er voksne. Og det er for sent at bekymre sig om noget som helst.