"September 2015: Jeg ringede til hospitalet, introducerede mig selv og fortalte, at jeg havde modtaget behandling der, efter jeg var blevet voldtaget. De bad om mit navn og mit CPR-nummer. Jeg spurgte, om jeg måtte have lov til at vende tilbage og tage billeder af stuen, jeg var indlagt på – den stue, hvor de havde syet min røv og min skede sammen igen, efter min veninde Kimmi havde kørt mig derhen. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede. Men jeg havde i hvert fald ikke regnet med at stå der igen og tage tøjet af foran en sygeplejerske, som jeg lod fotografere mig, mens jeg sad i den samme gynækologstol igen. Denne gang stirrede jeg direkte ind i linsen med vrede i blikket. Jeg stirrede ikke op i loftet, som jeg havde gjort den første gang, og jeg tænkte heller ikke på, hvor død jeg følte mig indeni. Maj, 2017: Det tog mig under to minutter at redigere det her billede. Men jeg begyndte først med det i dag, for et par minutter siden – over to år efter billedet blev taget. Jeg græder, hver gang jeg ser det billede. Det er så smertefuldt at se mig selv i den stol igen, at se, hvor meget vægt jeg havde taget på som følge af traumet, at huske, hvor tæt jeg var på at tage mit eget liv bagefter. Det havde jeg sikkert også gjort, hvis ikke det var for Kimmi. Der gik hele dage, hvor det eneste, jeg kunne, var at stirre på væggen, bange for at røre mig, fordi jeg frygtede, jeg ville skære mine håndled op eller hoppe ud af vinduet helt automatisk. Men jeg er her stadigvæk. Jeg er stadig i live, jeg trækker stadig vejret."
"Det er mærkeligt. Jeg har aldrig følt skam, over det der skete, men alligevel, så henviser jeg altid til det, som 'det der skete', og ikke 'dengang jeg blev voldtaget.' Voldtægt er på en måde et alt for voldsomt ord, selvom det jo var det, der skete. Vi matchede på Tinder og havde skrevet frem og tilbage i et par timer, og så inviterede jeg ham forbi. Jeg boede hos min veninde den weekend, og hun var helt okay med, at jeg fik 'besøg'. Lige så snart jeg havde lukket ham ind, føltes det forkert. Han var meget fjern. Han tog fat i mit hår, mens vi gik op af trappen. Da jeg lå nøgen i min vens seng, sagde jeg stop, jeg kan ikke lide det her. Jeg blev ved med at gentage det. Jeg lagde mig i fosterstilling i et hjørne af sengen og græd. Jeg spurgte ham, hvorfor han blev ved. Han svarede, at jeg aldrig havde bedt ham om at holde op. Jeg indså, at det ville gå hurtigere, hvis jeg holdt op med at protestere. Det gjorde jeg så. Bagefter skyndte jeg mig på badeværelset og tog et bad. Da jeg kom ud igen, kiggede han på mig, mens jeg tog tøj på, og sagde, 'Du tog et bad. Var det virkelig så slemt?' Jeg skammer mig ikke over, at jeg inviterede en fremmed over til sex. Jeg skammer mig ikke over, at jeg havde lyst til et engangsknald. Men jeg bad ikke om det dér. Han voldtog mig. Han ignorerede mig, da jeg bad ham holde op, og han voldtog mig. Det vil jeg aldrig skamme mig over. Det var hans skyld, og det er ham, der bør skamme sig."
"I juni 2013 blev jeg voldtaget af en rig hipstertype med en stor lejlighed midt i København. Jeg skammede mig mere, end jeg nogensinde har gjort før. For at prøve at slippe af med skammen i min krop, drak jeg mig fuld og fortalte alle mine venner om det. Nogle af dem troede på det, andre gjorde ikke. Den aften, det skete, hang jeg ud med en ung kvinde – lad os kalde hende for L – hun var en 14-15 år gammel og havde intet sted at sove. Hun lå i værelset ved siden af og overhørte det hele. Da jeg stak af, råbte voldtægtshipsteren efter mig, at jeg var en fed luder. Jeg tog L i hånden, og sammen løb vi ud på Saxogade ved firetiden om morgenen. Senere den dag fortalte jeg hende, hvorfor vi måtte flygte. Jeg så hende aldrig igen."