Hvorfor er det først nu, jeg finder ud af, hvor optur Tønder Festival er?

Solen står højt på himlen bag det stråtækte bindingsværkshus, der ligger omfavnet af et hvidt stakit ved det smalle vandløb. Markerne og himlen løber sammen ude i horisonten, mens et Dannebrog vejrer i den kølige brise. Vi er i Sønderjylland og Morten Korch-stemningen er skruet op på 11. Som jeg står og kigger ud over landskabet, så føles det mindre som Udkantsdanmark og mere som Vandkantdanmark – eufemismen der blandt andet bruges om kommunerne her i det sydligste Jylland, hvor DF henter mange af sine kernevælgere. Det er torsdag aften, og jeg er netop ankommet til Tønder Festival.

I de seneste par uger, når jeg har fortalt om mine planer om at tage til Nordeuropas største folkemusikfestival, er jeg blevet mødt med en flod af upassende kommentarer om Tøndersagen og spørgmåltegn malet i mine venners ansigter. For hvorfor skulle jeg, sådan en mediefrikadelle med base på Vesterbro i København, dog have lyst til at rejse tværs over Danmark for at opleve noget så bondsk og gammelmandsagtigt som en festival, hvor uironiske savsoloer er en tilbagevendende begivenhed? Indrømmet, jeg kommer ikke for at høre musik. Jeg kender faktisk kun to bands på plakaten, og jeg rejser altså ikke fem timer med offentlig transport for at høre Niels Hausgaard i et telt fyldt med midaldrende mennesker i Crocs-sandaler. Jeg er her for stemningen. Jeg er som sådan bedøvende ligeglad med folkemusik. Ikke på sådan en rabiat "fuck det"-agtig måde. Mere på sådan en "det lyder ikke særlig svedigt, det her" måde.

Men stemningen, mand. Det, som jeg hvert år bliver overrasket over, er den følelse, der fylder hele byen. De små gader i den gamle bydel summer af liv. Der er udeservering på alle gadehjørner i bedste storbystil, og fordi grænsen ligger mindre end et kvarters kørsel væk, er der altid en kølig tysk dåsebajer inden for rækkevidde. Det er modstykket til Roskilde Festivals øl-nærighed. Her byder man hinanden på bajere, drinks og sjusser i et væk, mens man sejler gennem gaderne og forbi scener, hvor der næsten altid er et band, som byder på deres egen version af Proud Mary. Og jo, man kunne vel kalde det bondsk. Man kunne også kalde det folkeligt. Jeg har aldrig set så mange campingvogne samlet på ét sted. Hvert øjeblik kunne Poul Reichhardt stige ud af et stråtækt hus for at give dig et kammeratligt dunk i ryggen. Byen, helt ned i sin grundvold, er glad.

Resten af året er Tønder ikke verdens mest spændende sted. I gamle dage var byen et levende handelscentrum i grænselandet med masser af butikker, kroer og liv. Reglen i dag er, at butikker lukker og ikke åbner. Byens unge drømmer om at flytte væk, hvorefter de som regel gør det. Men jeg har indtryk af, at også de frafaldne bysbørn vender hjem til Tønder den sidste weekend i august for at tage del i festen. Det er, som om hele byen ånder lettet op og for en stund glemmer alt om affolkning, udkantsretorik og en vis kriminalsag, der ikke vil gå helt væk.

Jeg er kommet her gennem hele mit liv. Min mor kommer fra en lille by uden for Tønder, og min fætter Jens er vokset op inde i byen. En ægte tøndringer. Det var i øvrigt ham, der første gang drak mig stiv til min onkels 40-års fødselsdag nede i kajakklubben. Den aften endte med, at jeg kastede op ud over dansegulvet. Selv for en semi-lokal som mig kan Tønder, under normale omstændigheder, godt være lidt barsk ved sine besøgende. Jeg er blevet kaldt bøsse på gågaden søndag eftermiddag, da jeg gik en tur med min mor og kæreste, og jeg har oplevet mistroiske, lokale blikke, når jeg i min jagt på adspredelse har forvildet mig ind på en kro for at få en øl.

Jeg går rundt på campingområdet sammen med fotografen, en anden medietype på udebane. Det er fredag middag, og solen står højt. I det fjerne spiller folkemusikken som et passende soundtrack til en by, hvor virkeligheden er på standby. Vi stopper ved en stor pavillon. Der er billeder af smølfer overalt, og vi stikker hovedet indenfor. Der sidder omkring 30 fuldvoksne mennesker i blå-hvide kostumer. "Velkommen til Smølfeland," siger Gammelsmølf med sin røde hat. Før vi ved af det, står vi med øl og shots i hænderne, mens vi får historien om, hvordan lejren opstod. "Der var en Gargamel-lejr oppe fra Varde, og det kunne vi jo ikke sidde overhørig," fortæller han, mens mit glas fylder sig selv med bitter, og resten af historien flyder ud i forglemmelse.

Der kommer omkring 10.000 mennesker til festivalen, og folk kommer faktisk fra hele verden. Men de fleste kommer fra Sønderjylland. Der er selvfølgelig veteranerne, der kommer hvert år, og som prioriterer musikken, men der er også mange unge mennesker, der kommer af den samme grund, som jeg er kommet. For festen. De sidder i byens parker, rundt omkring på beværtningerne og i teltene. De er fra Tønder, fra Toftlund, fra Haderslev, fra Sønderjylland. Jeg spørger dem, om de vil flytte, når de er færdige med gymnasiet eller med sabbatåret, og de nikker. Hvorhen? Til Esbjerg, til Aarhus eller til Kolding. Der er ikke én, der siger København. Det er for smart og for stort, nej, så hellere Aarhus, hvor hjemturen er overskuelig.

På årets festival er der sket to nye tiltag. Det ene er Outlaw Village, der skal ligne en landsby fra 1800-tallets vilde vesten, hvor alt er bygget er træ, naturligvis også den fuldt udstyrede 'ægte' saloon. Det andet er Grønnegade, hvor gæsterne for første gang i festivalens historie kan købe vegetariske og veganske retter. Det er jeg betænkelig ved, for det bryder meget med den sønderjyske madtradition, hvor kød, helst fra en gris, er den altoverskyggende ingrediens på tallerkenen. Men det er nok bare min egen nostalgi, der spiller ind. "Man skal ikke være bange for at prøve noget nyt,' siger en glad kvinde i halvtredserne, da jeg spørger ind til, hvordan det smager.

Det er nye tider i Tønder. På Lillegade 2 kommer vi forbi Kulturcaféen. Stedet er nyåbnet, faktisk har de kun holdt åbent én dag, fortæller ejeren Jalal Bakr, der er kommet til Tønder fra Syrien. Indenfor bliver der bappet på vandpibe og drukket øl ved de små borde. Alkoholindslaget overrasker mig. Tønder huser et asylcenter for uledsagede flygtningebørn, og caféen er blandt andet tænkt som et sted, hvor de unge kan hænge ud, når de ikke er i skole.

Dagen derpå drikker jeg tømmermændene væk i selskab med min mor, som er inkarneret sønderjyde. Vi sidder i hendes kolonihave, som hun har købt, fordi den ligger en stenkast fra festivalspladsen. Vi skåler med hendes danske og norske veninder, der har slået telt op i haven og bruger den som festivalbase. Vi sidder under en pavillon, og pludselig er der en, der hugger halsen af en flaske bobler med en sabel. Veninderne er kommet her igennem mange år, min mor har 30-års jubilæum på festivalen i år. For mit eget vedkommende er det kun andet år, jeg er her, og det skyldes nok min snobbethed. Igennem hele min ungdom har jeg tænkt, at Tønder Festival måtte være noget af det mest prollede, jeg kunne forestille mig. Det har ændret sig. Om det bliver til 30 år i træk, det kan jeg ikke sige. På sigt skal jeg nok også forberede mig på at arve en kolonihave et stenkast fra festivalen. Så må vi se, om jeg har venner, der har lyst til at tage med. En ting er sikkert – jeg kommer her næste år. Og det burde du også gøre, hvis du vil opleve Udkantsdanmark fra sin allerbedste side.

Se flere billeder fra Tønder Festival herunder: