Det du ikke vidste om David Bowie

Du skal dø en dag. Det er ligegyldigt, hvem du er – din krop slår dig ihjel en dag. Den tanke lader til at være nærværende for de fleste i denne uge, der blev David Bowies sidste.

De sidste par dage er der trykt tusindvis af velskrevede nekrologer om kunstneren, der var en af vores generations største, og det giver snart ikke mening at dissekere hans karriere yderligere. I stedet vil vi dykke ned i de ukendte historier, som de fleste hyldestartikler om Bowie ikke tog med.

Her er de:

Den 16. januar 1985 forlod Terry Burns – Bowies ti år ældre halvbror – Cane Hill psykiatrisk hospital i Coulsdon, lagde sig ned på skinnerne og ventede på eksprestoget til London, der slog ham ihjel et par minutter senere. Cane Hill er på coveret af "The Man Who Sold the World," og Bowie skrev en række sange, som handlede om psykisk sygdom – den mest åbenlyse er "All the Madmen", mens "Bewlay Brothers" er lidt mere til fortolkning. Mange mener sangen har fået sit navn, fordi stavelserne passer med "Bowie Brothers." Tabloidpressen klandrede senere Bowie for at have svigtet sin bror (Bowie kom ikke til begravelsen, fordi han frygtede, at det ville blive et mediecirkus).

Det var dog langt fra sandt. Burns var ti år ældre og havde introduceret den unge Bowie til mere eller mindre alt, som var med til at forme ham i hans tidlige år: jazz, Beat-generationen, science fiction, R&B og Buddhisme. Fra de brune byhuse i Bromley, hvor Bowie tilbragte størstedelen af sin barndom, repræsenterede Burns en ledestjerne fra en verden væk for forstæderne, og Bowie tog imod alt, hvad han tilbød med åbne arme.

Flere år senere, under et interview i 1993, nedtonede han dog hele den fortælling og sagde, at han havde projiceret en hel del over på sin ældre bror. "Jeg tror, at jeg underbevidst overdrev hans betydning," sagde han. "Jeg opfandt den her heltedyrkelse af ham for at punktere min egen skyldfølelse og fiasko og for at blive fri af mine egne fejltagelser."

I 1964 forlod Bowie sit første, usuccesfulde band - The King Bees - og søgte optagelse i en R&B gruppe ved navn The Lower Third. Resten af bandet troede, at de søgte et jævnbyrdigt medlem, men Bowie besluttede at sætte sit navn øverst på plakaten og udgav endda en pressemeddelse på deres vegne, som konstaterede følgende: "Dette har til formål at informere jer om eksistensen af Davie Jones and the Lower Third."

I begyndelsen af 1970'erne, efter Mick Jagger havde vist ham nogle coverforslag lavet af den belgiske kunstner Guy Peellaert, gik Bowie bag om ryggen på Jagger og hyrede Peellaert til at lave coveret til Diamond Dogs. Der er masser af eksempler på historier, hvor Bowies gamle venskaber pludselig er gået i opløsning.

De fleste har dog tilsyneladende respekteret ham højt i denne periode. I sidste ende, så er enhver, der er villig til at forvandle sig selv til en pop-art mannequin, nok bare passioneret for at få succes på en måde, som vi kun kan forestille os. Bowies manager i 1975, Michael Lippman, beskrev ham som: "meget charmerende og venlig, og samtidig [kunne han] være meget kold og selvoptaget… Han ville overtage verden."

Bowie havde skabt et image af sig selv som en overgalaktisk, polyamorøs Pan, og det var helt sikkert ikke kun et kunstgreb. I 1970'erne, hvor han havde et åbent ægteskab med Angie, inviterede han jævnligt piger med ud på badeværelset til fester for at have sex, bare få minutter efter at have mødt dem. Selv i deres ægteskab var Bowie og Angie ekstravagante i deres åbenhed: "Angie og David havde de mest fantastiske orgier på Oakley Street," fortalte den tidligere del af Londons sociale scene, Vicki Hodge. "Alle knaldede med alle. Mick Jagger plejede at komme forbi og have sex. John [hendes kæreste] fortalte mig, at David så på, mens Mick havde sex med Angie."

Susan Sarandon, Tina Turner, Lulu, Ronnie Spector – det er kun nogle få af Bowies erobringer (som man kender til). Han begrænsede sig heller ikke til kvinder. Han gik i seng med sin legendariske mimelærer, Lindsay Kemp, og samtidig med Kemps kostumedesigner, Natasha Korniloff. Da de fandt ud af, hvad Bowie havde gang i, tog Korniloff en overdosis, mens Kemp skar sit håndled over. De overlevede begge to.

I starten af 1980'erne havde Bowie et tre-årigt forhold til Susan Sarandon, og i slutningen af 80'erne var han forlovet med den 20 år yngre danser, Melissa Hurley. De gik fra hinanden, og i oktober samme år mødte han Iman til en fest i Los Angeles.

Det var mødet med Lindsay Kemp, som forvandlede Bowie fra den flabede popsanger, som lavede "The Laughing Gnome", til det geni i selviscenesættelse, som han blev til.

Kemp var mimekunster, og underviste Bowie i den ofte latterliggjorte kunstform og andre kulturelle variationer af den. Han lærte Bowie at bruge sin krop, posere og danse. Han introducerede ham for Kabuki, den japanske onnagata-tradition, hvor de mandlige medvirkende også spiller kvinderollerne.

"Kabuki passer overraskende godt til Bowie," forklarede kulturkritiker Ian Buruma. "Det er teater med ekstravagant, stiliseret gestik. I de højspændte øjeblikke fryser skuespillerne ligesom på et fotografi i meget dramatiske poseringer. Bowie blev aldrig nogen stor skuespiller, men han blev dygtig til at posere, i ordets bedste forstand. Han bevægede sig altid med en særegen elegance."

Kemp og Bowie lavede et show sammen ved navn Pierrot in Turquoise.

"Hans dagligdagsliv var det mest teatralske, jeg nogensinde havde set," sagde Bowie om Kemp. "Alt, hvad jeg forestillede mig om bohemelivet, udlevede han i virkeligheden."

Og sådan begyndte Bowie også at forvandle sin dagligdag til en fantasi, og hurtigt blev hans fantasi til alle andres virkelighed.

"Jeg havde fundet en sjæleven i det her stof, "sagde Bowie om kokain til Paul Du Noyer i 2002. "Og egentlig også speed. Kombinationen af de to."

Han elskede stimulerende stoffer, fortalte han. Han hadede alt, hvad der sløvede ham. Og kokain boostede uden tvivl hans kunstneriske sans fra starten af 1970'erne og til klimakset i 1975. Han havde en overjordisk tolerance for det, som overgik alle andres. Aftaler blev forsinket og aflyst, mens Thin White Duke ventede på sin makker, og kom tættere på den karakter, som han oprindeligt havde beskrevet : "En meget arisk, fascist-type, som prøver at være romantiker uden følelse overhovedet, men som udtrykker en masse neo-romantik."

Det tætteste vidne til galskaben var Glenn Hughes, bassisten i Deep Purple, som havde tilbudt Bowie bo i hans hus i Los Feliz. "David var højdeskræk og ville ikke bruge en elevator," fortalte Hughes senere. "Han kom aldrig højere op end tredje etage. Nogensinde. Hvis det lykkedes mig at få ham ind i en elevator, var det virkelig skræmmende. Han blev paranoid, og det gjorde mig paranoid. Vi festede privat."

Efter at have arbejdet med Jimmy Page blev Bowie besat af bogen Psychic Self Defense, som er skrevet som en "guide til at beskytte dig mod overnaturlig ondsindethed," og begyndte at tegne pentagrammer på alle overflader (som senere blev til teksten "Don't look at the carpet / I drew something awful on it" i sangen "Breaking Glass").

Hughes fortæller: "Han rablede tit løs om Aleister Crowley eller nazisterne eller onde tal… Han var helt hyper. Manisk hyper. Jeg kunne slet ikke følge med. Han var hele tiden på kanten af paranoia, og rablede løs om ting, jeg ikke anede hvad var. Han gik helt i baglås, og jeg anede ikke, hvad han snakkede om."

Mens han boede i Californien, ikke så langt fra Manson/Sharon Tate huset, blev Bowie også mere og mere optaget af detaljer fra filmen Rosemary's Baby, som han mente manifesterede sig i hans eget liv.

"Han havde en hel teori om de her sorte piger, som prøvede at få ham til at gøre dem gravide, så de kunne føde et djævlebarn," fortalte Cherry Vanilla, som var en del af Andy Warhols følge. "Han bad mig om at finde en hvid heks til ham, som kunne ophæve forbandelsen, så jeg satte ham i forbindelse med en."

Den hvide heks var den tidligere journalist, Walli Elmark, som var optaget af den religiøse sekt Wicca. Hun udøvede en exorcisme på huset, og da den var på sit højdepunkt, skrev Angie Bowie senere, at "poolen begyndte at boble. Den boblede voldsomt – måske 'bølgede' er et mere præcist udtryk – på en måde, som ikke kunne forklares af filtrene eller pumperne eller den slags."

"Under the God" af Tin Machine

Bowies karriere er ofte blevet fortolket som en række af magnetiske partnerskaber – En Richards til hans Jagger for hver enkelt alder. Mick Ronson. Brian Eno. Tony Visconti. Robert Fripp på Scary Monsters. Nile Rodgers på Let's Dance. Og i slutningen af hans tiltagende forfærdelige pop-periode i 1980'erne – Reeve Gabrels, en "dydig" improvisator, som han havde mødt på Glass Spiders turnéen.

"Jeg tænker tilbage på Tin Machine årene med meget varme minder," fortalte Bowie til Uncut. "Jeg blev ladt op igen, jeg kan slet ikke forklare hvor meget. Reeve rystede mig ud af mit dødvande og ledte mig i retningen af lyset. Han sagde, 'Vær nysgerrig igen.' Jeg har været ved at finde min stemme og min autoritet lige siden."

Selv efter Tin Machines deciderede flop, blev Reeve Gabriels Bowies guitarfyr, og hans indflydelse fortsatte på Black Tie White Noise, Outside, Earthling, og Hours….

Bowie havde brug for sine wing-men til trods for det auteur-image han udtrykte.

Bowie fortæller om, hvordan mødet med Iman "konkretiserede hans forståelse af kærlighed."

Bowie har sagt, at han "valgte navne til vores børn den aften, vi mødte hinanden." Ti år senere blev barnet døbt Alexandria Zahra Jones i august 2000, da Iman var 45, og parret var på nippet til at opgive kunstig befrugtning.

"Min tiltrækning til hende var øjeblikkelig og altomfattende," fortalte Bowie til Hello Magazine det år. "Jeg kunne ikke sove, fordi jeg var så begejstret for vores første date. I mit hoved var det allerede sikkert, at hun ville blive min kone. Jeg var aldrig gået så målrettet efter noget i hele mit liv. Jeg vidste bare, at hun var den rette."

"Mit ægteskab er præcis ligeså fantastisk, som I alle sammen tror," udtalte Iman omkring det samme tidspunkt. "Vi har altid været meget tætte, men hvis det er muligt, så er vi blevet endnu tættere. Der er en glæde og en tilfredshed, som er meget mærkbar hos os begge to."

En del af forklaringen for Bowies lange fraværsperiode – mellem Reality fra 2003 og hans overraskende comeback i 2013 – var ganske enkelt hjemlig hygge med TV på sofaen sammen med deres datter, eller maleri, mens Iman broderede ved siden af ham. Bowie vil blive husket af historien for en lang række udtryk af kunstnerisk ekshibitionisme, men oppe i 1990'erne var hans hæderstørst ebbet ud til fordel for en hjemlig kærlighedsrede.

"Jeg har ikke den samme følelse af ensomhed, som jeg plejede," sagde han i 2003. "Og den var ellers meget, meget stærk."

Det er rørende påmindelse om, at det der er tilbage, efter vi er væk – er kærlighed. Selv hvis man er David Bowie.

Læs mere fra VICE:

Mød manden, der har taget billeder af David Bowie i 40 år

Hvad betyder Bowies død for Danmarks eneste Bowie tribute-band?

Legenden David Bowie er død