FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Vi spurgte Jane Knudsen fra Alternativet om, hvem der egentlig stod bag 9/11

Folketingskandidaten Jane Knudsen rejser på sin Facebook-side tvivl om, hvem der er ansvarlig for terrorhandlingerne den 11. september 2001. Vi bad om en forklaring.
Foto via Flickr-brugeren Paul Sableman - CC BY 2.0

"Er vi alle blevet forledt?"

Sådan spørger folketingskandidat for liste Å, Jane Knudsen, på Facebook i en samtale om terrorangrebet på World Trade Center d. 11. September 2001. En af hendes partikollegaer, Rolf Jackson, delte en video på Facebook, som kom med et alternativt bud på, hvad der egentligt skete - nemligt at tårnene ikke blev fældet af de to fly, der i stedet blot var et stort 3D-hologram, som blev projiceret op på bygningerne. Dertil bød Jane Knudsen ind med følgende kryptiske svar, der beskrev terrorangrebene 9/11 som en verdenshypnose og lagde op til, at angrebene ikke nødvendigvis fandt sted, som verdenssamfundet er blevet enige om.

Advertisement

Screenshot via Facebook.

I aftes svarede formand Uffe Elbæk på spørgsmål om konspirationsteorien i forbindelse med en AMA på reddit. Formanden kaldte teorien om 3-D hologrammer for "opfindsom" og "fantasifuld" og tilføjede, at det efter hans bedste overbevisning var "helt ude i skoven." Han sluttede sit svar med, at han ikke har haft tid til at sætte sig ind i alle konspirationsteorier – det er nemlig vigtigere at beskæftige sig med, hvad der skete i kølvandet på 9/11, ikke teorier om selve hændelsen.

Det tyder altså på, at hangen til konspirationsteorier ikke er nået til partiets top. Tilbage står spørgsmålet, hvad folketingskandidat Jane Knudsen egentligt mener, der fandt sted d. 11. september 2001. Vi ringede til hende for at få svar.

Screenshot fra Uffe Elbæks AMA på Reddit.

VICE: Du skriver på Facebook, at du har din tvivl om "hvorvidt verdens hypnosen 9/11 er korrekt, eller om vi alle er blevet forledt?" Hvad mener du med det?
Jane Knudsen: For det første, så er det mit private synspunkt, det har overhovedet ikke noget med politik at gøre.

Der findes så mange eksempler på, at medierne manipulerer. Og hvis vi skal snakke politik, så vil jeg hellere snakke om, hvordan man manipulerer med ledighedstal, beskæftigelsestal osv. Det er hellere der, jeg vil bruge min tid.

Det er ikke mit job at være dommer eller politi. Jeg synes, det er spændende at læse om, hvordan andre mennesker ser på det, for jeg vil gerne forstå, hvordan andre tænker. Jeg er nysgerrig af natur.

Advertisement

Nej, men jeg spørger bare til din personlige overbevisning?
Der er sket et terrorangreb i USA. Hvem, der har gjort hvad og hvornår, det er der 1000 meninger om. Jeg kan bare se de afledte effekter, såsom….

Men hvad er din mening?
Min mening er, at der har været en terrorhandling, som er grotesk. Mange døde, familier som blev splittet. Jeg vil gerne understrege, at det ikke har noget med Alternativet eller med min politik at gøre. Som privatperson kan man godt tale om menneskers tankegange og mediernes magt. Det var som privatperson, jeg stillede spørgsmål, ikke som politiker.

Er det ikke lidt mærkeligt, hvis du har en holdning som politiker og en anden som privatperson?
Jamen jeg vil sige, at jeg læner mig 99% op af Alternativets holdninger. Den ene procent er der, hvor jeg gerne vil prøve at stikke til andre for at få en dialog i gang. Hvis man tager nye problemstillinger op osv.

Du skriver også "at der før angrebet (9/11, red.) var et reelt ønske om krig, men ikke nok begrundelser". Tror du, at USA selv har iscenesat 9/11 for at kunne gå i krig?
Det er jeg ikke dygtig nok til at kunne sige noget om. Det er ikke mit kompetencefelt.

Men det antyder du jo i den kommentar der.
Ja, jeg spørger de andre, hvad de mener. Jeg er nysgerrig. Hvis man skriver en kort kommentar på de sociale medier, så vil det blive opfattet forkert. Og vil man misforstå det, så kan det misforstås.

Det er lige præcis derfor, jeg ringer til dig. For at finde ud af, hvad du mener?
Jeg stiller det som et reelt spørgsmål. Var det en begrundelse for at gå i krig. Var det Bin Laden, der ønskede krig, var det USA. Alle ønskede jo krig på grund af olie.

Advertisement

Hvem tror du, står bag angrebet på World Trade Center?
Hvis man skal tage de officielle meldinger, så er det jo Al-Qaeda.

Tror du på de officielle meldinger?
Det er ikke mit job. Jeg er ikke dygtig nok til at kunne gennemskue, hvad der er hvad. Jeg er ikke detektiv.

Men du har vel dannet dig en holdning til det ud fra de informationer, som er tilgængelige?
Ved du hvad, hvis jeg skulle have… Det er jo ikke politisk det her. Vi hyggede og diskuterede det privat. Det har intet med politik at gøre. Hvad man tænker om forskellige ting, kommer an på så meget. Din etnicitet, din opvækst – alt det påvirker, hvordan du ser og handler i verden.

Hvordan ser du så på det – hvem tror du, stod bag angrebet på WTC?
Det var nogle terrorister.

Så du tror på de officielle forklaringer (at det var Al-Qaeda, red.)?
En mands terrorist er en anden mands frelser. Skal vi sige det sådan?

Okay. Har du været overrasket over reaktionerne på dine kommentarer?
Jeg har grint lidt af det. At bruge tid på det her har jo ikke noget med politik at gøre. At det er blevet sådan blæst ud af proportioner, det smiler jeg da lidt af.

Det er da også humor på en eller anden måde, at man bliver lagt mærke til. Jeg bruger min tid og energi på de stakkels kontanthjælpsmodtagere, der er kommet i klemme. Jeg går ikke og tænker på 9/11 hver dag. Men når mine børn kommer og viser mig en Youtube-video, så ser jeg da efter, for mine børn har også en interesse i at vide hvordan og hvorledes. Det er ikke mit job at dømme.

Advertisement

Har I ellers talt om 9/11 teorien i Alternativet? Hvad siger resten af gruppen?
Vi har ikke snakket om det internt. Mine venner skrev bare, at Ole Birk [MP for LA] havde delt det på sin Facebook. Jeg gad bare ikke gå ind i den dialog. Jeg har andre ting, der er vigtigere.

Mere fra VICE:

Derfor bliver indvandrere afvist på Københavns klubber

Vi fik Klaus Riskær til at uddybe, hvad han skal bruge sin hashmark til

Hvad mener DFU egentligt om Donald Trump?