Hvad hvis vi ikke har fundet rumvæsener, fordi vi mennesker simpelthen kom først?

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Motherboard

Det ydre rum er "kæmpe, enormt, hjernedødt stort," som forfatteren Douglas Adams formulerer det, og de kæmpemæssige dimensioner udgør en kolossal hindring i søgen efter liv i rummet. Selv hvis vores egen galakse var propfyldt med rumvæsener lige nu, kunne deres verdener ligge spredt med tusindvis af lysår og blindt passere hinanden som kosmiske skib i natten.

Men hvad hvis den største udfordring i at opspore vores potentielle alien-pennevenner ikke handler om distance – men om tid? Det er en af de centrale spørgsmål i en kommende afhandling i Journal of Cosmology and Astroparticle Physics.

Afhandlingen er forfattet af Avi Loeb, der er astrofysiker, professor og formand for det astronomiske fakultet på Harvard University. Her kortlægger professoren sandsynligheden for fremkomsten af liv fra opståelsen af de første stjerner 30 millioner år efter Big Bang frem til døden af de sidste stjerner flere billioner af år ude i fremtiden. Loebs team fokuserede på "livet, som vi kender det," hvilket vil sige jordboende organismer på en klippefyldt planet med flydende vand inden for beboelig rækkevidde af sin stjerne.

Resultaterne pegede på, at røde dværge, en mindre type stjerne, havde de bedste betingelser for at blive vært for beboelige planeter grundet deres utroligt lange levetid. Selvom gule dværge som vores sol er cirka ti gange så store, lever de langsomtbrændende røde dværge mange tusind gange længere.

Der kan være flere væsentlige ulemper ved de røde dværgestjerner, heriblandt en tendens til at være vilde i deres "ungdom". De soludbrud, der udspys af "unge" røde dværge kan svide og sterilisere atmosfæren på nærliggende planeter, så de ikke længere er i stand til at understøtte liv. Selvom en undersøgelse for nyligt påviste, at nogle planeter, der befinder sig inden for den beboelige rækkevidde af røde dværgstjerner, har kompakte atmosfærer, der minder om Jordens, Mars' eller Venus', står det endnu ikke klart, hvorvidt der eksisterer liv her.

Men hvis røde dværgstjerner kan understøtte liv, er det ret logisk at antage, at deres lange, stabile levetider ville øge chancen for opblomstringen af nye økosystemer. "Vores konklusion er, at der er langt større sandsynlighed for liv i fremtiden, hvis mindre stjerner kan understøtte det," fortæller Loeb mig. "Siden (mindre stjerner) lever så meget længere, betyder det en længere periode, hvor de forsyner omkringliggende planeter med varme."

Ved at kalkulere sandsynligheden for dannelsen af beboelige planeter gennem billioner af år med livsbetingelser, der minder om Jordens, fandt Loebs hold af forskere frem til, at chancen for opståelsen af liv var cirka tusind gange større.

I det scenarie skildres vi jordboere som en hurtigt-blomstrende race, der er født for tidligt, længe før universets mest frugtbare år. Det kunne være en mulig forklaring på det klassiske Fermi-paradoks: Har vi fejlet i vores forsøg på at finde liv i det ydre rum, fordi vi er de første, der er dukket op til den kosmiske fest?

"Det kan godt være, at det er morgen i universet for at citere Reagan," siger Seth Shostak, der er senior astronom og direktør for SETI, eller Search for Extraterrestrial Intelligence Institute. "Der er meget mere liv på vej."

"Men der er ikke noget af det, der betyder, at der ikke allerede skulle være andet liv at finde i dag," tilføjer han.

Og ja, vi kan være en af flere tidligt modne civilisationer i universet. Men Loebs hold er ikke alene i deres formodninger om, at guldalderen for liv i universet ligger flere milliarder eller billioner af år ude i fremtiden.

En anden undersøgelse, der for nyligt blev udført af en gruppe forskere med Pratika Dayal i spidsen, der er astrofysiker ved University of Groningen, nåede frem til en lignende konklusion ved at gå i dybden med den rolle, som radioaktivitet fra supernovaer og gammastråle-udbrud har spillet i forhold til opretholdelsen af liv i løbet af de seneste 13 milliarder år.

Hendes holds modeller illustrerer, hvordan et fald i radioaktivitet kan have resulteret i et univers, der er 20 gange mere beboeligt i dag, end det var for fire milliarder år siden, da der for første gang dukkede liv op på jorden. Undersøgelsen beregnede også, at vores kosmiske omgivelser vil blive ved med at udvikle sig i en retning, der vil kun gøre betingelserne for liv endnu gunstigere i fremtiden.

"Folks tilgange er så vidt forskellige," fortæller Dayal mig. "Den rapport, som Avi (Loeb) skrev, har en helt anden tilgang til det, vi laver, og alligevel finder vi mere eller mindre alle sammen frem til de samme resultater. Det er meget lovende, fordi det viser, at vi er på rette spor."

I sagens natur vil al den her forskning selvfølgelig fortsat være spekulativ, indtil vi har indsamlet mere håndfast data omkring universets understøttelse af liv gennem længere tid og fortolket den data gennem mere robuste simuleringer.

"Selv de bedste simuleringer er bare ikke gode nok til at kunne undersøge universets beboelighed på en ekstremt stor skala," siger Dayal. "Vi prøver bare at finde på smarte måder at komme uden om problemet."

"Vi bør forblive agnostiske, indtil vi har været ude og lede," siger Loeb.

Alligevel er det interessant at gruble over implikationerne af, at mennesker er de første, eller blandt de første, eksempler på intelligent liv i universet. Lad os sige, at vi er det – bare for sjov. Ændrer det vores syn på os selv, og vores plads i universet? Er vi storebrødre og søstre til samfund, der vil opstå i kredsløb om stjerner, der ikke engang er født endnu? Bør vi, udover vores forsøg på at kommunikere på tværs af det uendeligt gigantiske verdensrum, også prøve at kommunikere gennem tiden, til det væld af rumvæsener, der forventes at dukke op flere milliarder år efter, at vores sol dør?

Vi leder efter liv i det ydre rum, fordi vi gerne vil lære af andre intelligente civilisationer, men det kan i virkeligheden være, at det i stedet skal være os, der lærer fra os. Selv hvis de her spekulative fremtidige livsformer er mere avancerede end mennesker, kan det godt være, at de ville nyde godt af information om vores syn på universet. Forestil dig bare, hvor stor en hjælp, det ville være for os jordboere, hvis vi fik den her slags flaskepost fra en uddød civilisation i en fjern galakse, om de så var os teknologisk overlegne eller ej.

Det er selvfølgelig muligt, at vi allerede modtager posthume forsendelser fra aliens, men ikke er i stand til at identificere dem. "Det er et af de helt store ubesvarede spørgsmål: Når man siger, at man leder efter liv i det ydre rum, hvad mener man så?" siger Dayal.

"Indenfor astrofysikken tales der generelt om liv, der minder om det, vi kender fra Jorden. Men hvad hvis det er anderledes? Ville vi overhovedet være i stand til at genkende det? Hvordan kan vi være sikre på, at der ikke er en eller anden livsform, der prøver at kommunikere med os, uden at vi er klar over det?"

"Det er helt klart muligt, at der findes andre former for liv, og at naturen har en bedre fantasi, end vi har," fortæller Loeb mig. "Vi har kun et eksempel at arbejde ud fra."

Det er en vigtig begrænsning at huske på. Det eneste, der er mere ulideligt end tanken om rumvæseners forgæves forsøg på at kontakte os, er det omvendte scenarie, hvor menneskelige forsøg på kontakt når frem til fremmede civilisationer, der ikke er i stand til at fortolke dem. Hvis der nogensinde skal skabes bare et bindeled mellem kognitivt sofistikeret liv på tværs af tid og rum, er det essentielt at finde en løsning på denne problemstilling.

"Der er sikkert mange, der har en holdning til, hvordan man skulle kommunikere med væsener, der potentielt kunne dukke op om fem, ti, eller 100 milliarder år," siger Shostak. "Det er en kæmpe udfordring."

Der findes nogle simple bud på, hvordan det kunne løses, selvom de alle sammen er afhængige af banebrydende teknologiske gennembrud. For eksempel kunne vi fokusere meget mere på at komme længere ud i rummet. Det er betydeligt lettere sagt end gjort, men det ville i teorien øge menneskers chancer for at blive hængende længe nok til at interagere direkte med liv på andre planeter.

"Hvis du er en intelligent livsform som vi er – en teknologisk civilisation – laver det om på alt, fordi det betyder, at man ikke skal begrænse sig til at bo tæt på en stjerne," siger Loeb. "I princippet kunne sådan en civilisation, hvis den er meget avanceret, bevæge sig væk fra den stjerne, der var vært for den til at begynde med."

"Det er meget muligt, at den slags livsformer lever spredt rundt omkring i galaksen, og befinder sig steder, hvor vi ikke ville forvente at finde dem," fortsætter han. "Der kan være en masse rumfarttøjer, der bevæger sig gennem galaksen, men ikke er specielt synlige for os, fordi de er små. Hvis man forestiller sig en civilisation, der har eksisteret og udviklet sig teknologisk gennem flere hundrede millioner år, så er der ingen grænser for, hvor vidt det kan have spredt sig."

Mennesker kan en dag udvikle de evner, der er nødvendige for at blive til den her form for stjerne-hoppende civilisation. Projekter som Breakthrough Starshot, der har til mål at sende en flåde af bittesmå rumskib til det nærmeste stjernesystem, Alfa Centauri, håber på at bane vej for den her form for udvikling.

"Vores civilisation vil være nødt til at bevæge sig et eller andet sted hen (for at overleve i det lange løb)," siger Loeb. "Det nærmeste eksempel er Proxima Centauri, så det kunne være, vi skulle overveje at rejse derhen."

Det er svært at forudsige, hvorvidt og hvornår disse anstrengelser vil bære frugt, og vi kan i sidste ende være nødt til at affinde os med vores primitive planetariske eksistens og dens stjerne-eksploderende udløbsdato. I så fald kunne vores plan B for at kontakte fremtidige livsformer være at opsende en slags mindetavler i form af robotrumskibe eller radiosignaler til civilisationer, der endnu ikke eksisterer. Det ville være et skud i tågen, og vi ville aldrig vide, om det lykkedes eller ej. Men det ville være et lille, første skridt på vejen mod den kontakt, vi så tydeligt higer efter fra andre levende væsener i vores kosmos.

Lige nu er det et sjovt tankeeksperiment. Men hvis vi bliver ved med at finde data, der understøtter, at vi lever i et ensomt univers, som først på et senere tidspunkt kan udvikle sig til en galaktisk overflod af forskellige civilisationer, kan det være med til at redefinere vores egen rolle i universet - og dermed vores tilgang til andre væsener – fortidige, nutidige og fremtidige – som vi deler det med.

Læs mere fra VICE og Motherboard her:

Hvorfor har vi ikke udforsket havet, som vi har udforsket det ydre rum?

Billeder taget fra det ydre rum, der viser hvor lille, du egentlig er

Hvordan vil Jorden håndtere det første møde med rumvæsener?