FYI.

This story is over 5 years old.

Vice Blog

En samtidsanalyse der forklarer, hvorfor 'Gilmore Girls' i virkeligheden er stor kunst

På fredag genopliver Netflix serien med den første nye sæson siden 2007.
November 23, 2016, 8:30am

Alle screenshots via Netflix

Jeg elsker Gilmore Girls. Da jeg først opdagede denne kærlighed, blev jeg flov, måske endda lidt skamfuld. Det skete for ganske få måneder siden, hvor min kæreste sad og så et afsnit, vist nok fanget i en noget apatisk eftermiddagsdøs, og så satte jeg mig ved siden af hende, og så opdagede jeg, at jeg elskede Gilmore Girls. Siden har jeg set hele serien, alle syv sæsoner, det er gået stærkt, sådan går det jo.

Gilmore Girls er som udgangspunkt en irriterende serie. Den er vanvittigt stiliseret og generelt alt for meget, de to hovedpersoner, mor Lorelai Gilmore og datter Rory Gilmore, er for kække i deres konstante speedpludren, byen de bor i, Stars Hollow, er for hyggelig, for venlig, for opbyggelig. Gilmore Girls udfordrer alle mine mere eller mindre begrundede idealer om eget behov for kant i det, jeg lader mig underholde af, og jeg burde ikke elske den, det ved jeg godt, men det gør jeg altså alligevel.

Advertisement

Og i morgen, når serien med en ny, ottende sæson (bestående af fire lange afsnit) bliver genoplivet på Netflix, bliver det derfor en god dag (hvilket traileren herunder kan give dig en lille forsmag på):

Det bliver en god dag, fordi Gilmore Girls endelig skal have den afslutning, den syvende og hidtil seneste sæson fra 2007 ikke kunne give serien (det blev en lortesæson, fordi instruktør og manuskriptforfatter Amy Sherman-Palladino blev vred over den kontrakt, hun blev stillet i udsigt, og

derfor skred

, altså handler det her i høj grad også om at opnå en art retfærdig katarsis), men det bliver også – og især – en god dag, fordi vi endnu engang skal have vores tid og samfund dissekeret af en serie, som gør netop dét virkelig godt.

Sagen er nemlig den, at Gilmore Girls på en måde er et ret præcist sindsbillede eller et spejl på vores tid, den er udpræget vestlig, udpræget amerikansk (og derfor, på nogle områder, dansk), den er, for mig i hvert fald, mere end bare underholdning.

Først og fremmest handler det om mor-datter-forholdet. Gilmore Girls handler kort fortalt om Lorelai og Rory, der bor i den lille, amerikanske og meget fiktive østkyst-by Stars Hollow. Lorelai blev gravid med Rory, da hun var teenager, men nu er hun i trediverne og vildt stærk, hun har skabt sig et uafhængigt liv som hotelbestyrer og alenemor, mens hendes forældre, Richard og Emily, der kommer fra staten Connecticuts klasse af gamle, hvide penge, står som konservativ modpol til de valg, hun har truffet. Især er det i datterforholdene mellem Emily og Lorelai og Lorelai og Rory, det hele sker.

De elsker at spise usundt, og de taler lynhurtigt, som i LYNhurtigt, når de diskuterer Marcel Proust eller Walt Whitman

Amerikanske komedieserier havde, i hvert fald før Gilmore Girls, en tendens til, at familieforholdene i dem var endda meget hierarkiske. Børn var børn, voksne var voksne, og oftest var der ingen, der kunne bruge hinanden til noget på tværs af generationer. Børnene var enten nogle møgunger, antagonister i forældrenes historie, og i så fald skulle de skældes ud og holde deres kæft, eller også var de ih så åh så søde (Olsen Twins, host host), og så skulle de bare være det og ikke så meget andet.

Lorelai og Rory er meget mere. De er venner, men også nogle gange fjender. De går hinandens veje, for Rory er langt ældre end sin alder, mens Lorelai er yngre end sit ansvar, og hvis den ene er gammelklog, er den anden både smålig og stædig og selvretfærdig. De elsker at spise usundt, og de taler lynhurtigt, som i LYNhurtigt, når de diskuterer Marcel Proust eller Walt Whitman, eller kærlighed eller alt, man nærmest kan tænke sig.

Det er forfriskende, at Rory som helt ung ikke får skæld ud, men i stedet fast food, og det er vidunderligt, at hun, da hun går fra at være den perfekte (skole)pige til at være hende, der stjæler en båd i en brandert, kommer så voldsomt op at skændes med Lorelai, at de to ikke engang kan tale sammen længere. I slutningen af femte sæson rammer Rory bunden. Tidligere var hun duks, men nu er hun et college dropout, en homewrecker, nu har hun en plettet straffeattest. Hun er journalist, men ikke nogen særligt god en, og i sin omgang med andre mennesker er hun klynkende, selvtrilfreds og i det hele taget pisse irriterende. Men Lorelai er ikke forstående. Hun er sur. Mor og datter er som to urimelige møgunger, der står og skuler fra hver deres hjørne og verdensanskuelse, og det er helt perfekt.

Den fuldkomne opløsning af noget som helst traditionelt familiemønster.

Advertisement

Lorelai er i det hele taget vanvittigt menneskelig. Hun har arbejdet sig op fra ingenting, hun går i seje band-t-shirts, hun er sjov, hun er neurotisk, hun er uafhængig og helt vildt svag, når det giver mening. Hun og hendes afkom kaster om sig med referencer til musik, litteratur og musik, og Gilmore Girls er ikke bare blevet en publikumssucces, den er blevet en reel succes, anerkendt blandt så seje kunstnere, at eksempelvis Sonic Youth-parret Thurston Moore og Kim Gordon i 2006 sammen med deres datter Coco havde en cameo, hvori de spillede et lille band, der blev smidt væk fra Stars Hollows centrale plads, fordi de spillede for højt, mens de hoppede op og ned

Cameos er en gennemgående tråd i Gilmore Girls. På et tidspunkt dukker stjernejournalisten Christiane Amanpour op, på et andet er det 80'er-bandet Bangles. På et tredje er den berømte forfatter og journalist Norman Mailer med, på et fjerde er bandet Yo La Tengo. Serien har spredt sig ud i den virkelige verden, på nettet findes der Rory Gilmore-bogklubber, hvor fans læser alt, hun læser, og det er altså William Faulkner, Sylvia Plath, Aldous Huxley og Voltaire, det er slet ikke for børn. Der findes også en podcast, Gilmore Guys, som gennemgår hvert eneste af seriens 153 afsnit, og skaberne, Kevin Porter og Demi Adejuyigbe, turnerer rundt i USA og laver liveshows.

Det interessante er, at ingen af alle disse mænd, heller ikke Luke, helt kan holde på deres Gilmore.

Stars Hollow er i sig selv interessant. Denne ganske lille by er så charmerende, at man dør over det, for når det er halloween, er der græskar ud over det hele, når der skal være sne, er der sne (og her taler vi ikke sjap, ej heller den slags, man kun næsten kan kælke på), og alle mennesker går altid rundt arm i arm, mens de drikker kakao eller kaffe og taler meget dybt, men også sjovt, om livet i det hele taget. Det er et absurdteater af afdæmpede efterårsfarver, lykkelige mennesker og en guitarbærende troubadour, der smiler og aldrig står i vejen.

Og den ændrer sig aldrig, byen. Stars Hollow er som frosset i tiden, skal man vokse her, må man gøre det på trods, og indbyggerne, altså ud over Lorelai og Rory, udvikler sig ikke. Kirk er altid weird, Sookie er altid glad, Taylor er altid nævenyttig, intet ændrer sig nævneværdigt.

Advertisement

Så er der mændende. Gilmore Girls handler godt nok om forholdene mellem de forskellige (kvindelige) medlemmer af familien Gilmore, det er klart, men serien er også historien om en række mere eller mindre forløste kærlighedshistorier. Hvad angår Lorelai ligger det igennem hele serien i kortene, at hun skal ende sammen med Luke, ejeren af den lokale diner og et nærmest omnipotent kæbeparti, men Rorys forhold til det modsatte køn er straks langt mere kompliceret og åbent for seernes stillingtagen.

Man kan holde med den lettere enfoldige Dean (selvom han faktisk virker dyb, blandt andet læser han David Foster Wallace i første sæson), med Jess, den vrede og lidt farlige, men interessant indsigtsfulde unge mand, eller med Logan, den charmerende, men selvtilfredse rigmandssøn. Man kan holde med hvem, man vil (jeg er på team Jess, helt klart), men det interessante er, at ingen af alle disse mænd, heller ikke Luke, helt kan holde på deres Gilmore. På trods af deres respektive styrker, kan de ikke matche Lorelai og Rory, der er alt for seje, selv når de ikke er det, og på den måde blev Gilmore Girls pludselig også en helt feministisk øvelse. Skide godt.

Og. Så til spejlet, sindsbilledet. Hvis kunstens rolle er at reflektere det samfund, den bor i (og det er det), så vil jeg vove den påstand, at Gilmore Girls er endda stor kunst, for bag alt det her, bag al kærligheden og sårbarheden og de store forfattere og de fantastiske popkulturreferencer, løber der to helt grundlæggende og, sjovt nok, ret konservative historielinjer, som gennemsyrer alt. Historien om hårdt arbejde og historien om familiens vigtighed.

Sagen er den, at Lorelai jo selv har kæmpet sig frem i livet, hun har fjernet sig helt fysisk fra sine rige forældre og den hjælp, de kunne give hende. Hun viser, at hårdt arbejde altid betaler sig, på en måde er hun en fremragende eksponent for en eller anden protestantisk, vestlig arbejdsmoral, og så langt så godt. Så sker der dog det, at Rory på grund af sit hårde arbejde i skolen får mulighed for at komme på en dyr privatskole, hvilket Lorelai trods alt ikke kan give sin datter, men da hun så nødsages til at spørge stenrige Richard og Emily, træder de to alligevel til. Familien over alt, og sådan bliver de indbegrebet af endnu et konservativt ideal.

Advertisement

På trods af de på overfladen liberale (på den amerikanske måde) og lidt flippede hovedpersoner er Gilmore Girls på mange måder indbegrebet af det konservative, amerikanske samfund, den blev portrætteret i og til. Spørgsmålet bliver så, om serien nu igen kan fange og portrættere den åre, der løber under alt.

Jeg håber det. Jeg tror det også. Det bliver pisse fedt. Jeg skal faktisk noget i morgen aften, opdager jeg nu, det irriterer mig lidt. Jeg vil hellere se Netflix.

Læs mere om dine yndlingsserier fra VICE:

Sådan leger 'West World' med vores hang til traumatiske fortællinger

Fuck Barb: Derfor er din yndlingskarakter fra 'Stranger Things' faktisk lort

Derfor bliver 'The Get Down' din nye foretrukne Netflix-serie