FYI.

This story is over 5 years old.

Sex

Internetporno ødelagde mit liv

En bredbåndsforbindelse og hans egen højre hånd kostede Michael Leahy både jobbet og familien.

Michael sammen med Ron Jeremy.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA

Hvis man var teenager i halvfemserne, fik man sit onanimateriale fra tre trofaste kilder: Pornoblade, købt med skammen malet i ansigtet, og gemt inde i en avis på turen hjem; dårlig softporn, der nogle gange blev sendt på TV om natten; og undertøjssiderne i reklameblade og annoncer for parfumer, når desperationen tog helt og aldeles over.

Ud over at være tåkrummende pinligt at tænkte tilbage på var det en forholdsvis uskyldig tid for pornoen: En harmløs hyggeaktivitet set i forhold til den eksplosion af videofilmede kønsdele og kropsvæsker, som internettet har medført.

Advertisement

Skiftet til at gå online fik os ikke alene til at dykke ned i feticher, som tidligere generationer tog med i døden uden nogensinde at opdage, de havde. Det normaliserede ikke bare hardcore tilbøjeligheder, som ville få Mother Teresa til at vende sig forarget i sin grav. Det gjorde også porno øjeblikkeligt tilgængeligt, hvilket fik efterspørgslen til at skyde i vejret. Det vurderes, at YouPorn står for 2 % af al trafik på nettet, hvilket måske ikke er så chokerende for det fleste, men alligevel er det et vanvittigt tal, når man tænker på, at det altså kun er én hjemmeside, og der er pænt meget andet på internettet, lige meget hvordan man ser på det.

Overgangen til internet havde større konsekvenser for nogen end for andre. Michael Leahy, som fortæller sin historie her, udviklede en så voldsom porno-afhængighed, at han formåede at ødelægge hele sit liv, bare fordi han havde internet-adgang ved hånden. Det er klart, at det vel nok er det mest ekstreme tilfælde, vi kan grave frem – alle I ens liv kommer jo ikke til at hade én, fordi man bruger fem minutter om dagen på porno (medmindre man har utilgiveligt nederen venner) – så jeg ringede til Michael for at finde ud af, hvordan han formåede at løsrive sig fra internettets klør og blive den forfatter, taler og ekspert i pornografisk afhængighed, som han er i dag.

Michael med sin familie i 80'erne

VICE: Nåh, Michael, hvordan startede din lammende afhængighed af porno?
Michael Leahy: Min historie begyndte faktisk, da jeg var 11 år og første gang kom i berøring med porno. Det var svært at skaffe dengang i slutningen af 60'erne. Det gjaldt om at finde en gemt bunke magasiner hos din vens far eller ude i skoven, eller sådan noget, så man blev ikke rigtig udsat for det. Jeg brugte kun porno engang imellem i min fritid, også på universitetet, da vhs-videoer kom på markedet. Senere, da der kom film i højere kvalitet og digital distribution via CD-rom'er, steg mit forbrug lidt, men det var først, da internettet kom, at problemerne rigtig begyndte.

Advertisement

Hvad var det ved internetporno, der forandrede tingene?
Det her var i 90'erne, og det var ligesom internetpornoens Vilde Vesten. Vi kunne bogstaveligt talt se antallet af tilgængelige sider stige lige for øjnene af os, indtil det nåede et punkt, hvor vi ikke længere kunne overskue det. Det var begyndelsen til enden for mig. Internettet forandrede alt. I løbet af temmelig kort tid var jeg nået til et punkt, hvor jeg så op til otte timers porno om dagen, hver dag.

Hvordan? Var du arbejdsløs, eller gjorde du det hele natten?
Nej, jeg gjorde det på arbejdet. Jeg arbejdede for stort firma, og vi havde noget, der var meget sjældent dengang: En højhastighedsforbindelse til nettet.

Opdagede dine kolleger eller chefer det aldrig?
Det her var lang tid før, firmaerne opdagede, hvad folk i virkeligheden bruger internetforbindelsen til, så der var ingen begrænsninger i forhold til, hvilke sider man kunne besøge, og der var ingen, der kontrollerede os.

Hvordan påvirkede det dit arbejde?
Det var ikke unormalt, at jeg var på forretningsrejse og sad oppe til kl. 3 eller 4 om morgenen for at se porno, selvom jeg vidste, at jeg havde et møde næste morgen kl. 8, hvor jeg skulle sælge software i millionklassen til bestyrelsen for et stort firma. Så ville jeg bogstaveligt talt få en lur på et par timer, vågne helt smadret, tage mit jakkesæt på og tage til møde. Nogle gange planlagde jeg en tur på tre eller fire dage, hvor jeg kun mødtes med ganske få klienter, så jeg kunne bruge resten af tiden på at se porno. Som du nok kan forestille dig, begyndte det at være ret svært for mig at passe mit arbejde.

Advertisement

Ja, det lyder sådan. Hvordan ændrede porno dit sexliv i virkeligheden?
Én af de feticher, jeg sank ned i, var voyeurisme, så jeg ville tit planlægge mine forretningsrejser rundt om det. Jeg havde mulighed for at bruge over 1000 kroner pr. nat på hoteller, men jeg valgte altid at bo på moteller i den lurvede del af byen, hvor det måske kun kostede en tredjedel at bo, fordi værelserne var så tæt på hinanden, og der var udsigt til de andre, og meget lidt privatliv. Så ville jeg stå i timevis og onanere, mens jeg ventede på, at nogen gik forbi deres vindue uden tøj på.

Hvad var klimaks under din afhængighed?
Afhængigheden eskalerede og endte i en affære med en kvinde, jeg havde mødt online. Forholdet handlede kun om sex. Hun var porno med hud. Det var som at være høj i døgndrift i forhold til det sporadiske kick, jeg fik af at se porno. Når man har en hemmelig affære og skjuler det fra sin kone og sine børn, er der et adrenalinsus, der følger med. Det var højdepunktet. Da min kone fandt ud af, at jeg havde en affære, indrømmede jeg, at jeg var afhængig af porno og ikke kunne styre mig. Hver dag sagde jeg, at jeg ville stoppe, og jeg overbeviste mig selv om det, men jeg blev ved med at vende tilbage til porno.

Var der også kærlighed i din affære? Du beskriver hende som porno med hud, som om hun bare var en ting.
Det, der gjorde hende pornografisk for mig, var, at hun var fuldstændig som de kvinder, jeg søgte efter på nettet. Hun var indbegrebet af det. Det var først, da min kone var blevet skilt fra mig, at jeg opdagede, at min anden partner også var afhængig på en måde. På bunden af min depression opdagede jeg, at hun også var sammen med 5-6 andre fyre, som også var gift og havde børn. Jeg fik lige, hvad jeg ville have: Den perfekte pornokvinde, som ikke ville knytte bånd og have et langvarigt forhold. Desværre var jeg så knyttet til hende på det tidspunkt, at jeg gerne ville have et forhold, men det var det sidste, hun havde lyst til.

Advertisement

Michael til et af sine foredrag

Så på det her tidspunkt havde du mistet din kone og mistet kontakten til dine børn. Hvad fik dig til at forandre dig?
Det var, da jeg lå på gulvet i min lejlighed i Atlanta og havde selvmordstanker. Jeg overvejede helt seriøst at gå over til Wal-Mart, der ikke lå så langt væk, for at købe en pistol, stikke den i munden og trykke på aftrækkeren. Det var først, da jeg begyndte at tænke på at skrive et selvmordsbrev til mine drenge… Da vågnede jeg heldigvis op. Jeg besluttede, at det ikke var den arv, jeg ville efterlade. Jeg ville ikke være den far, der begik selvmord på grund af en pornoafhængighed.

Har du det bedre nu?
Jeg er vel nok "rask," men jeg går stadig til psykolog og gruppeterapi. Jeg er ret sikker på, at jeg skal modtage behandling resten af mit liv. På en eller anden måde er det forløsende at kunne snakke om det og vende tilbage til noget af det, men det er også smertefuldt.

Jeg synes, det er virkelig svært at snakke om mine knægte, og hvordan det er gået ud over dem. Vi er forsonede igen, men min kone begyndte at være sammen med en anden, som hun endte med at blive gift med, så den del er afsluttet. Vi er venner, men det er trist at tænke på, hvad det kunne være blevet til. Hele tanken om at sidde på verandaen, tale om børnene og blive gamle sammen.

Nu tager du rundt på amerikanske universiteter og holder foredrag om dine oplevelser. Er det ikke smertefuldt?
Jo, det er smertefuldt, men det er vigtigt, at folk hører det, så de lærer, at der er konsekvenser, som man ikke overvejer, når man er ung. Man regner med, at man møder den eneste ene, så man ikke længere har brug for porno, fordi man har den perfekte kone, man kan have sex med, hvornår det skal være, men sådan hænger tingene ikke sammen.

Advertisement

Så du mener, at porno er skadeligt?
Altså, sex er en fast del af vores bevidsthed og vores forhold. At misbruge den del af, hvem vi er, kan kun give problemer. Det er derfor, at porno er skadeligt selv i små doser, vel nok på en mere subtil måde end i mit tilfælde, men det gør stadig noget. Man kan mærke en lille sorg indeni, hver gang man tager sig selv i at tænke på sin ex-kæreste eller Beyoncé eller en pornostjerne, når man har sex med sin kæreste. Man ved, at forbindelsen ikke helt er der, at intimiteten mangler, og det kan hun også mærke.

Hvad er så løsningen? At forbyde porno?
Både i mine bøger, og når jeg er ude at holde foredrag, slår jeg fast, at jeg er imod censur. Jeg er ikke interesseret i at diskutere moral, og jeg vil ikke fortælle andre mennesker, hvordan de skal leve deres liv. Jeg er til gengæld interesseret i, hvordan porno påvirker vores kemi i hjernen, vores psykiske balance og vores forhold til andre mennesker. Jeg åd pornoen råt. Jeg troede ikke, der var noget galt med mig, jeg mente ikke, at der var nogen, der kom til skade, og alligevel endte den løgn med at koste mig mit 15-årige ægteskab, mine to drenge og min karriere.

Tak, Michael. Jeg er glad for, at du har det bedre.

Mere fra VICE:

Virtual Reality-porno sidder stadig fast i de samme gamle pornoklichéer

Min jagt på at forstå hvorfor jeg som heteromand er bange for anale glæder

Hvorfor er teenagepiger så glade for bøsseporno?