Billeder fra et år med Bloods og strippere i sydstaterne
Fra serien 'The Gods,' af Ivar Wigan. Alle billeder er stillet til rådighed af Wigan.

FYI.

This story is over 5 years old.

Photo

Billeder fra et år med Bloods og strippere i sydstaterne

Vi tog en snak med fotografen Ivar Wigan, hvis fotoserie 'The Gods' hylder kulturen og lokalsamfundet omkring hip-hop i de amerikanske sydstater.
May 27, 2016, 5:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

De fleste fotografer bliver ikke ligefrem opfordret til at tage deres kameraer frem på stripklubber. De bliver heller ikke bedt om at dokumentere en nonchalant omgang hygge med banden Bloods. Men alligevel bliver fotografen Ivar Wigan altid inviteret med til festlighederne – måske på grund af hans harmløse, skotske ydre.

Wigans billedserie The Gods er en hyldest til kulturen og lokalsamfundet omkring hip-hop i de amerikanske sydstater. Wigans provokerende, filmiske billeder er primært skudt i Atlanta, New Orleans og Miami og skildrer street-kulturen fra et intimt og beundrende perspektiv.

Alle billeder af Ivar Wigan

The Gods har de samme gennemgående tematikker som Wigans tidligere arbejde, der har taget udgangspunkt i alt fra afrikanske stammer til den jamaicanske dancehall-scene og hans storstilede rejser i de amerikanske sydstater. Vi tog en snak med ham om serien.

VICE: Hvorfor er så meget af The Gods-serien skudt på stripklubber?
Ivan Wigan: Menneskene i serien kommer alle sammen fra gangster rap-miljøet, og inden for den kultur mødes man primært på stripklubber – det er næsten som at gå i kirke. Meget af det, der går ned, finder sted på stripklubber. Det er stedet, alle tager hen for at hænge ud, stedet hvor rapperne sætter deres nyeste lyd på, og alle de hotteste DJ's har faste spilletider. Det er mange af kvinderne i miljøets største drøm at komme til at danse på en af de klubber. I Atlanta ser alle for eksempel op til danserne på Magic City og respekterer dem, fordi pigerne tjener mere end alle andre i miljøet. Ofte er de 21 eller 22, men kan snildt tjene over 30.000 kroner på en aften. De har alle sammen fede biler og en masse andet lir. Derfor er der mange af de unge piger, der bare går og venter på at fylde 19, så de kan få udstedt deres dansetilladelse. Og fyrene vil gerne date dansestjernerne og ses sammen med dem.

Det er forfriskende at høre, eftersom kvinder stadig stigmatiseres for at tjene penge på at tage tøjet af, selv i de mest sex-positive byer som New York – også selvom kvinderne siger, at de er glade for deres arbejde.
Ja, det at være danser opfattes på ingen måde som noget negativt i Atlanta, hvilket selvfølgelig er en helt anden attitude, end folk har andre steder i verden. Jeg voksede op i England, hvor en stripklub betragtes som et virkelig usselt sted – et sted hvor gamle mænd tager hen alene for at få en eller anden steriliseret, erotisk oplevelse. Men i Atlanta er det noget helt andet: Alle går på stripklub – par tager sammen derhen, jeg mødte en præst derinde, man ser venindegrupper, folk tager derind for at se amerikansk fodbold og basketballkampe eller for at spise aftensmad. Alle klubberne serverer mad. Men sidst på aftenen bliver det hedt: alle danser, og natklubsstemningen indfinder sig for alvor. Så det er mere end bare et sted, hvor mænd sidder rundt om scenen i trenchcoats og ser skumle ud. Klubberne er muntre steder, hvor mange forskellige mennesker tager hen for at interagere med hinanden. Danserne er smukke, unge kvinder med positive ambitioner. Det er et ret unikt sydstatsfænomen. Atlanta er omdrejningspunktet for det, men der findes også lignende klubber i New Orleans, Jacksonville, Memphis og også lidt i Miami. Der er over 65 stripklubber i Atlanta og det omkringliggende område.

Karaktererne på dine billeder fremstår heroiske – næsten guddommelige. Er det med vilje?
Det er med fuldt overlæg. Jeg prøver at give nogle street-typer op en ikonisk status. Andre mennesker kunne skildre alt det her på en helt anden måde, enten i et negativt eller nedladende lys, eller meget politiseret. Men jeg vil gerne ophøje folk. Mit mål er at tage smukke billeder, som menneskene på billederne vil elske.

Er det grunden til, at du har kaldt serien The Gods?
"Gods" er faktisk et slangord for street-veteraner. Så de unge knægte kalder tit de ældre fyre for Guder.

Hvordan fik du adgang til stripklubberne og bandemiljøet?
Jeg måtte bo i Atlanta i lang tid. Jeg kendte ikke nogen, da jeg først kom til byen. Jeg tog derhen, fordi jeg kendte til klubscenen, så da jeg landede, sagde jeg bare til taxachaufføren, at han skulle køre mig til det billigste motel, og så begyndte jeg ellers bare at lære byen at kende, fik venner og kom ind i miljøet. Jeg var der i over et år, men jeg tog ikke billeder de første ni uger – jeg tog ikke engang mit kamera ud af tasken; jeg kørte bare gennem byen og prøvede at forstå lokalsamfundene, nabolagene og at komme ud og snakke med folk.

Da jeg til sidst fandt de klubber, som jeg gerne ville arbejde på, tog jeg derhen hver aften indtil jeg kendte alle danserne, vagterne og ledelsen. Det hele handler bare om personlige forhold. Så jeg var en del af scenen på det tidspunkt. Jeg havde altid min iPad med og viste dem mine billeder – arbejdet er med til at nedbryde barrieren, og på den måde kan de se, hvad jeg står for.

Advertisement

Ville du beskrive dit arbejde som portrætter? Dokumentarisme? Begge dele?
Sådan har jeg faktisk aldrig rigtig set på det. Der er klart nogle aspekter af portrætfotografi i det. Men da jeg mødte Bloods… det er jo ikke rigtig fordi, man får så mange chancer for at hænge ud med Bloods, så det er ikke en situation, man skal prøve at kontrollere – man skyder bare, hvad man kan. Så på den måde er det et dokumentarprojekt. Men jeg prøver ikke på at dokumentere alt; alle skønhedspletterne og så videre. Det er mere, "Her er min opfattelse af den her verden. Her er et udsnit af livet, som jeg har valgt at repræsentere."

Jeg ledte ofte efter lyspunkter i stormen. For det er en dramatisk verden. I virkeligheden minder det meget om at være bryllupsfotograf – jeg prøver på at komme ind i den her verden, blive en del af festen, leve i den, lære alle at kende og give dem noget igen, som de elsker og har lyst til at beholde. Jeg printer billederne ud og giver dem til de mennesker, jeg har fotograferet, så ofte jeg kan komme til det. Der er et par billeder i serien – de større gruppebilleder – hvor jeg ikke fik mulighed for at give alle et billede, men for det meste fik alle deres billeder og elskede dem.

Tror du et hvidt publikum er mere modtagelige, når en hvid fotograf præsenterer dem for sort kultur?
Nej, det tror jeg ikke. Racespørgsmålet er altid lidt vanskeligt for mig, fordi det er et punkt, hvor Storbritannien er meget anderledes og meget mere integreret end USA. Der har været mange fester, hvor jeg har fotograferet side om side med New York-fotografen Wayne Lawrence, der er født i Caribien. Vi er venner og giver tit hinanden feedback på vores arbejde. Han er nok den mest højtprofilerede fotograf af afrikansk afstamning, der arbejder i USA. Wayne er langt mere succesfuld som fotograf og har utallige priser og bedrifter på CV'et, så jeg står stadig i skyggen af de mange kunstnere, der er kommet før mig. På hans Instagram beskriver han bare sig selv som "et menneske." Det er også sådan, jeg ser mig selv. Jeg tror ikke, at publikummets reaktion på vores billeder har noget med vores hudfarve at gøre.

Hvilken betydning har det, når en hvid mand tager billeder af en gruppe mennesker, der som regel ikke har kontrol over den måde, de bliver skildret på?
Siden de sociale mediers popularitet er eksploderet, tror jeg alle har fået meget mere kontrol over deres billeder.

Advertisement

Hvordan navigerer du grænsen mellem beundring og fetichering? Dokumentation og udnyttelse? I hvor høj en grad er det noget, du bekymrer dig om i forhold til dit arbejde?
Fetichering indebærer erotisk indhold i et eller andet omfang, som jeg ikke ser i den her serie på nogen måde. Jeg føler ikke, at fotoprocessen kan være udnyttende, hvis ideen med den er at producere et positivt resultat med vedvarende skønhed.

Folk har ofte sammenlignet dit arbejde med Nan Goldin, selvom hendes billeder virker meget mere dystre end dine.
Jeg kan virkelig godt lide Nans arbejde. Det samme år, jeg begyndte på det her, mødte jeg hende i Paris og købte et tryk af hende, som jeg har hængende over min seng. Hun har altid været en inspiration for mig, men hun skyder sine billeder fra et meget mørkt sted – hun har fokuseret på mange meget mørke og turbulente emner, og selvom mine billeder godt kan være en smule provokerende, ser jeg ikke noget dystert i dem. Jeg ser dem mere som noget positivt eller som en slags fejring. Så det er nok der, forskellen ligger. For eksempel skildrer et af Nans mest kendte billeder hånden af en AIDS-patient i de sidste stadier af sin sygdom, hvor han holder sin kæreste i hånden. Det er et utroligt slagkraftigt billede, og jeg har virkelig meget respekt for det, men jeg ville aldrig tage det billede, fordi ikke er stemmer overens med mine intentioner som kunstner. Min hensigt er at finde ting at fejre.