En fattigrøvs guide til København

Jeg er altid på røven. Fattigdom er for mig efterhånden en tilstand, en fuldstændigt fundamental del af det, der er min eksistens, og på trods af gentagne forsøg på at få blot en smule styr på mine finanser, så er jeg, ja, altså altid på røven. Kald det ungdommeligt sløseri, kald det uagtsomt overforbrug, kald det dårligt betalt freelancearbejde. Betegnelsen er for så vidt ligegyldig, for følelsen af koldsved, når jeg finder mit nemID frem for at logge på netbanken er altid den samme.

Men! Nu forholder det sig jo sådan, at alting er godt for noget, og således også dette, for min fattigdom har om ikke andet så i hvert fald givet mig et lille indblik i, hvordan man er god til at være netop fattig. Og det kan vi jo så tale lidt om nu. Hermed en guide til at være på røven i København.

Mad er dyrt i hovedstaden, det er sikkert Geranium eller Noma eller vores generelle levestandards skyld, men der er nogle metoder, hvormed man alligevel kan leve godt uden at skulle blive til en af disse her skraldere, som altid er så politiske og irriterende. Dette første trick kræver få ting, måske faktisk blot en, og det er, at man kan læse. For der er altså forskel på begreberne "Bedst før", "Mindst holdbar til" og så "Sidste anvendelsesdato". De to første betyder, at du sagtens kan spise den mad, på hvis emballage ordene står skrevet, mens den sidste i al sin enkelthed betyder, at du nu skal smide det ud.

Og hvad betyder det så for fattigrøven? Virkelig billig mad. For i eksempelvis Føtex, hvor de jo snart sagt har så mange kølediske, at det halve kunne være nok, er der dog en, der overskygger alle de andre. En køledisk, som kan lidt mere. Der er her selvfølgelig tale om den nede bagi, hvor de har de varer, som er ved at nå deres "Bedst før" eller "Mindst holdbar til"-dato, og de er billige, skide billige, så gå dog derned og køb dine frokostplatter og frysepizzaer og Gamle Ole-oste. De kan sagtens spises.

Hvad angår kaffe, er der en vidunderlig lifehack, som hedder Jyske Bank, fordi nævnte bank i et anfald af påtaget ungdommelighed har opstillet det, de kalder en kaffebar. Det er ikke sådan helt en kaffebar, i hvert fald ikke i ordets reneste, smukkeste forstand, men bevares, der er da kaffe, og vigtigst er det, at den er gratis. Man kan, hvis man er virkelig trængende, tage en tour de kaffe ned ad diverse brogader, fordi der her er relativt høj sandsynlighed for at ramme op til flere Jyske Bank-filialer. Jeg har gjort det, det er jeg ikke bleg for at indrømme.

Til sidst har fattigrøven jo selvfølgelig også muligheden for blot at spise sine venners mad. Min påstand er, at de fleste vennegrupper indholder nogle godtroende fantaster, som inviterer til madklub hver torsdag, og det er en karakterbrist, man ikke bør se sig for fin til at udnytte.

Du har, hvis du er bare okay velkørende i hovedet, ikke den store lyst til at bo på kollegie, og det har du ikke, fordi de københavnske kollegier med få undtagelser er ret klamme. Men hvad gør man så, når man er en fattigrøv? København kan være svær at finde en lejlighed i (det er alt det her med at kende en, der kender en byggematador eller ejendomsspekulant, der er i strålende humør den dag, man ringer), og derfor må man nødvendigvis tænke kreativt.

Oplagt er det at crashe hos venner, til de ikke længere er venner, men jeg vil nu alligevel byde ind med en lidt anden metode. På Amager har man nemlig fælleden, dette vidunderlige miks af køer, gennemblæste buske og romalejre, og netop det sidste har en vis relevans, når det som nu kommer til indkvartering. Hvis man køber et telt, kan man nemlig melde sig under romaernes fane (jeg har hørt, de er søde, men hæng mig ikke op på det) og så bo ude hos dem. Det er tæt på byen, tæt på vandet, beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Den største ulempe ved dette trick kunne være, at fælleden i gamle dage fungerede som militært øvelsesterræn, hvilket på Amager har afstedkommet en gennem mange år meget udødelig myte om, at der stadig ligger ueksploderede miner og granater derude, og dem skal man i sagens natur ikke parkere sit telt på.

Ellers er der her en fremragende og mere udtømmende guide til det københavnske boligmarked.

Først og fremmest et bud, nej, en befaling sgu, på hvad du ikke skal gøre, hvad angår byture. Du skal ikke lade dig lokke ind på Guldhornene eller Heidi's Bier Bar, eller hvad fanden alle de der barer i Vestergade hedder, blot fordi du fra din slips- og hårvoksbelastede kollega har hørt, at de derinde har billig fredagsbar. Det skal du ikke. Stop. For nok er der da billigt, og nok er der da måske også Rihanna på anlægget, hvortil du så kan bobbe og grinde med alskens piger, men hvis du på trods af din fattigdom vil opretholde blot en flig af coolness, så bliver du alligevel væk. At være fattig er ikke ens betydende med, at man sælger ud (jo, måske af sine ting, men ikke sin værdighed), og desuden kan der faktisk være lidt cool i at være fattig, det handler blot om at vinkle den rigtigt med noget selvironi og så videre.

I stedet for den lette løsning i Indre By kan du tage på bodega i brokvarterene, måske helst Nørrebro, for selvom øllene her koster det samme som alle andre steder, så er der mulighed for at få en helvedes masse gratis. Det kræver snilde, og det kræver social intelligens, men hvis du bliver venner med de lokale (det handler især om at lytte, ikke tale), så er der rig mulighed for, at der falder lidt af. En fernet, måske, eller en arnbitter, hvem ved. Det vigtige er altså at lytte på René og Jørgen og Sandi, for de har penge, i hvert fald flere end dig, og de elsker, når der kommer nye ører til deres historier: "Giv den unge mand en enkelt!", råber de så. Altså til bartenderen.

Alternativt afholder diverse kapitalistiske arbejdspladser jo fredagsbarer hver, ja, fredag, og man kender altid nogen, der for en ussel løn (stadig bedre end din) kopierer eller laver kaffe på nogle af disse kapitalistiske arbejdspladser, så en fredagsbarcrawl er absolut ingen vanvittig tanke. Alt er gratis, du skal bare ligne en, der hører til, og det er jo ikke så svært, især ikke med tanke på, hvad man får ud af denne maskerade.

Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en kæreste, og sød som hun var, så havde hun den fejl, at hun boede på Østerbro, hvilket var lidt langt fra mit så elskede og hjemlige Amager. Fra tid til anden krævedes det, at jeg tog ud til hende efter endt bytur (altid fra Det Rene Glas til Mexi Bar til Rust til Funke til karaoke på King of Kebab i nævnte rækkefølge, thi jeg var meget ung dengang), og når det skete, gik jeg langs Blegdamsvej, forbi Panum Instituttet og hen til Rigshospitalet. Det var der, guldet var.

Ved hospitalets parkeringspladser fandt jeg nemlig det, som i dag stadig er en institution i København, en nødvendighed udi transport og et af verdens dejligste fænomener - delecyklen. Dette skal ikke forstås på den måde, at kommunen eller nogen anden offentlig instans på nogen måde havde hverken tilvejebragt eller sanktioneret disse delecykler, i stedet var der tale om almindelige cykler, som stod ulåste, og som derfor kunne bruges som befordringsmiddel resten af den vej, man nu skulle. Det var som sådan ikke tyveri, for cyklerne var for længst taget ud af privat drift og fungerede nu som kollektive goder, som man fandt og brugte, for dernæst at stille dem uden for opgangen ved sin destination. Næste morgen ville en anden søgende sjæl så have fundet ens delecykel og delt den med sig selv. Ringen var sluttet, alle havde vundet, især humanismen og kollektivismen, og det var jo godt.

Nok ved jeg ikke, om parkeringspladserne omkring Rigshospitalet stadig er evige kilder til disse cykler, men fænomenet sådan i det hele taget eksisterer stadig. Det handler bare om at holde cyklussen kørende.

Og så er det jo klart, at der i ens liv ofte er tidspunkter, hvor en cykel ikke kan stå distancen (måske netop på grund af distancen, hvem ved), men også dette er der råd for. De københavnske s- og metrotoge fungerer jo på den måde, at man ikke sådan nødvendigvis behøver indløse billet for at køre med, og her er tricket lige så enkelt, som det er elegant. Man stiller sig forrest i toget, således at man, når man kører ind på stationen, får overblik over hele perronen og dermed kan se, om der er kontrollører på færde, og om de måske kunne forestilles at være på vej ind i netop det tog, man står i. Er der det, er sagen klar, så må man ud og vente på det næste, forhåbenligt kontrollørfrie tog, men er der ikke, så bliver man stående og venter på at udføre samme ritual ved den næste station.

Dog skal det lige siges, at denne metode ikke er skudsikker, da kontrollører ikke altid er lige lette at få øje på med deres urbane kamuflage af blå over blå. Derfor skal man, når toget holder ved perronen, holde sig klar, gerne med let spredte fødder og fjederspændte lår, sådan at man kan springe ud ved et øjebliks varsel, skulle en kontrollør have undsluppet den umiddelbare scanning.

Første date er som skabt til en gåtur rundt om søerne, da du, når der ufravigeligt vil opstå den her lidt pinlige tavshed, så i det mindste ikke sidder og glor din udkårne durk ind i hendes misbilligende øjne. Desuden er søerne fattigrøvens himmel, da de i deres natur jo er ganske gratis. Lav kaffe hjemmefra, hæld den i to papkopper fra Tiger (sådan at det utrænede øje vil forledes til at tro, at du har købt latte til 45 kroner stykket i Lagkagehuset) og gå så en runde, mens du taler om dit studie, som keder dig lidt, men som du jo efterhånden er så langt igennem, at det ikke ville give mening at skifte ud. Husk også at lytte. Meget. Og at stille interessere(n)de, opfølgende spørgsmål. Ofte.

Derudover er der mulighed for at tjekke ibyen, Soundvenue m.fl., fordi de er så flinke hver uge at liste de gallerier, cafeer og barer, som har åbningstilbud eller bare sådan generelt er billige og gode, og det er oplagt at holde sig underrettet her, fordi man så kan invitere på tjekket galleri-date, som i tilgift er ganske billig.

Slutteligt er sommeren den fattige daters drøm. Snart vil det vrimle med gratis koncerter, Zulu Sommerbio og gadefester i hoved og røv, og det er absolut okay blot at medbringe en sixpack fra Netto til disse. Sørg for den er kold, og så er alt godt.

Har du taget dit SU-lån? Har du udtømt kassekreditten på så effektiv en måde, at banken ringer ugentligt? Har du tigget og bedt hos dine forældre? Har du husket alle de ting, der står i denne guide? Du er nu officielt ude at skide, og spørgsmålet må jo så blive, hvad man gør ved det.

Du har ikke lyst til at sælge din krop, for den er for det første ikke pæn nok, og for det andet ved du ikke, hvordan man egentlig sådan kommer ind i lige præcis det miljø. Til gengæld er der mulighed for en sidste, desperat løsning, en såkaldt hail mary, nemlig den ædle kunst, der hedder gøgleri. Lær at jonglere med brændende genstande, undersøg mulighederne for at køre på ethjulet cykel, alt, som kan spæde blot lidt i den nu fuldstændigt slunkne kasse, er værd at kigge på.

Er du dog, som mennesker er flest, er du måske lidt træt af gøglere, og derfor leder du efter andre indtjeningsmuligheder. Efter en hurtig brainstorm endte jeg her, men jeg er selvfølgelig helt sikker på, at du er mere opfindsom end som så:

-Sælg dine/dit organer/blod/sæd/hår

-Kig efter tabte kontanter under dine sofahynder

-Sælg dine sofahynder og andet inventar

-Skab ting (eksempelvis keramik og/eller sytøj) og sælg dem ved den vejsidestand, du lige har bygget

-Casino, juhu!

-Få firmalogoer tatoveret i ansigtet

Sæt igang.

Læs mere om økonomi fra VICE:

Bør du investere i Grækenlands økonomiske nedtur?

Sådan føles det at gå konkurs i Danmark

Vi snakkede med drengene bag "Knep mig det er billigt" om at leve gratis