Jeg sagde 'ja' til alle de klamme stoddere, der lagde an på mig på gaden

Denne artikel er oprindeligt publiceret i VICE Frankrig.

En lørdag aften stod jeg og ventede på metroen, da en fremmed mand spurgte mig, om vi skulle lære hinanden lidt bedre at kende.

"Okay," svarede jeg. Fyren stivnede og stirrede bare på mig, som om jeg tog pis på ham. "Seriøst? Det er du frisk på?" sagde han grinende. "Det er jeg sgu ikke vant til!" Det er jeg heller ikke for at være helt ærlig.

Jeg havde bestemt mig for, at jeg i to uger ville prøve at sige "ja" til hvert eneste fremmede menneske, der lagde an på mig på gaden, og så prøve at snakke med dem. Du ved, bare for at se hvad der ville ske. Jeg ville under huden på dem og virkelig finde ud af, hvem de var, om deres scoretricks virkede og vigtigst af alt, om de var klar over, at kvinder er pisse trætte af den generiske PUA-rutine. Jeg ville kun lade mig begrænse af mine instinkter. Man bør altid lytte til sin intuition og skride fra enhver situation, der føles forkert eller ubehagelig, også selvom personen, man er sammen med, holder fast i, at alt er som det skal være. Ham metrofyren fik dog umiddelbart ikke nogen alarmklokker til at ringe.

Så vi faldt i snak. Han sad på en lille stol med sammenfoldede hænder, og jeg stod stift ved siden af – det var en smule akavet. "Jeg elsker Paris, fordi I kvinder altid går i stilede lyserøde kjoler, som den der," følte han et behov for at fortælle mig. Vi snik-snakkede om, at han var fra Picardie og spillede fodbold. Desværre var han ret forfærdet, da han fandt ud af, hvor ung jeg var.

"Hvad? Er du 29? Det tror jeg ikke på," sagde han skuffet. Jeg prøvede desperat at puste liv i den døende samtale ved at stille ham samtlige spørgsmål, jeg kunne komme i tanke om: "Er det hårdt at være atlet? Hvor i Picardie er du fra? Er du glad for ting?" Men han svarede mig kun i en-stavelses ord. Av.

"Jeg vil ikke tage mere af din tid, Judith, din kæreste venter vel også på dig," sagde han i et sidste desperat forsøg på at slippe ud af samtalen. I to pinefulde minutter stod vi side om side i komplet stilhed, mens vi ventede på metroen uden at vide, hvad vi skulle gøre af os selv – lidt ligesom at være fanget i elevatoren med sin chef. Da toget endelig kom, steg jeg ind og tog mine høretelefoner på, mens jeg så ham gøre sig umage for finde sig en plads så langt væk fra mig som muligt. Det var et miserabelt startskud på hele mit "Jeg siger bare ja til alt"-eksperiment.

Efter en særdeles svedig søndags-joggingtur, var der en fyr, der henvendte sig til mig, mens jeg var ved at låse min fordør op.

"Er du en sportspige, søde?" sagde han.

"Jeg prøver da på at være det," svarede jeg nok lidt for sødt.

Han var et sted i fyrrerne og var iklædt en beige anorak, der fortalte mig, at han sandsynligvis havde to børn og nul afdrag tilbage på sin Renault.

"Fantastisk! Jeg håber da, du har nok støtte i? For det ser ud som om, du har rigeligt, der skal støttes, hvis du forstår!"

Han begyndte at tegne et sæt bryster i luften og lave trutmund for at understrege sin åbenlyse pointe. "Hvis jeg havde mod nok, ville jeg spørge, om jeg måtte røre dem. Hva' fanden, jeg er sgu modig nok! Må jeg? Jeg har penge, hvis det er!" Det var der, jeg afbrød ham. I den slags situationer er jeg altid høflig, men sørger for ikke at lægge fingre imellem.

"Nej hr., jeg prøver bare at komme hjem, og du gør mig virkelig utilpas," sagde jeg meget klart og tydeligt. Jeg var virkelig bevidst om at være klar i spyttet i tilfælde af, at han nu havde voldtaget mig, og det havde ført til et eventuelt politiforhør. Det er synd, at piger er tvunget til at tænke sådan.

"Uuuh, du skulle bare have sagt, at du føler dig usikker omkring din krop," jokede han.

Jeg kom indenfor og smækkede døren bag mig. Alle kvinder har været igennem møder med klamme stoddere som ham mindst en gang – og ofte mange flere. Jeg har dog lagt mærke til, at jeg heldigvis tiltrækker færre perverse typer med alderen. Da jeg var mellem 14 og 18 mødte jeg så mange klamme stoddere. Folk der ville have mig med tilbage på deres hotelværelse, folk der mimede fisseslikkeri med fingrene, mens de stirrede på mig. Som om det ikke kunne blive mere ydmygende, gjorde nogen det også, mens jeg var sammen med min mor. Der må være noget over en teenagepiges skrøbelighed, der tænder dem.

Men glem ham røvhullet – jeg måtte videre med eksperimentet.

Den næste fyr hed Yacine. Faktisk var størstedelen af de fyre, der henvendte sig til mig i de to uger, arabiske. Jeg overvejede, om det var et noget, jeg skulle tage med eller ej, for jeg ikke har noget ønske om at bidrage til de latterlige fordomme, folk eventuelt måtte brænde inde med, men det er nu engang sandheden. Yacine og jeg snakkede faktisk om det.

"Okay, der er mange af dem, der lægger an på dig? Det er nok fordi, de har bedst smag i kvinder!" sagde han grinende til mig. Og således punkterede han mit fesne forsøg på en sociologisk analyse. Jeg var ligeglad. Yacine og jeg sad på en rusten metalbænk over Belleville Park med en glimrende udsigt over hele Paris. Han var klart den sødeste af de fyre, der henvendte sig til mig.

Jeg må indrømme, at Yacine så ret godt ud. Karamelfarvet hud og lange sorte øjenvipper. Måden, han henvendte sig til mig på, var vel egentlig også ret original. Han gik bare direkte hen til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at ryge en joint.

"Jeg er på afvænning, men jeg vil gerne ryge en cigaret," løj jeg.

Vi var omgivet af en masse mennesker - legende børn og turister – så jeg følte mig sikker. Jeg havde det faktisk ret godt. Så godt, at jeg lod mig selv tage et hiv af jointen. Yacine fortalte, at han boede i en lille forstad i Seine-Saint-Denis. Han "tilstod", at han aldrig rigtigt lægger an på piger på gaden, kun i "særtilfælde, når en kvinde er så smuk som du er." Sikkert en scorereplik, men hvad fanden.

"Jeg leder efter noget seriøst og vil gerne slå mig ned. Jeg vil have en lille familie og et pænt hus, ligesom mine forældre har. Det er vel meget naturligt; jeg er ved at blive gammel. Jeg er 30 nu." Han indrømmede, at han ikke tror, han kommer til at møde sin drømmekvinde på gaden, men han finder det underholdende. Nogle gange virker det, nogle gange får han et direkte "nej".

"Jeg er sikker på, at det kan blive belastende for kvinder at blive antastet på den her måde. Nogle mænd er virkelig respektløse. Men jeg tror, jeg har en lidt bedre forståelse for tingene, fordi min ekskæreste altid brokkede sig over "irriterende fyre", der henvendte sig til hende… Men hun brokkede sig også, når hun ikke fik opmærksomhed fra fremmede, fordi det fik hende til at føle sig grim. Helt seriøst!"

Det var på ingen måde ubehageligt at høre Yacine snakke om, hvor komplekse forhold mellem mænd og kvinder kan være. Han grinede og var munter hele vejen igennem. Jeg satte virkelig pris på hans snakkesaglighed, fordi den forhindrede nogen form for akavet stilhed. Han stillede mig ikke så mange spørgsmål om mit arbejde, men han var interesseret i de små detaljer. Han spurgte, om mine høje hæle gav mig ondt i fødderne, og hvilken slags sport, jeg kunne lide at dyrke. Jeg tror det var derfor, at det var så rart at hænge ud med ham – han havde faktisk noget at sige. Vi snakkede i godt 40 minutter og gav hinanden et kys på kinden, da vi sagde farvel - jeg gav ham endda mit nummer. Han ringede mig selvfølgelig op med det samme for at sikre sig, at jeg ikke havde givet ham et falskt nummer.

Med alle de andre fyre ændrede samtalen karakter, så snart jeg fortalte dem, at jeg var journalist. Der var for eksempel en mand, som jeg mødte en tirsdag aften, mens jeg sad på en bænk og ventede på en ven:

"Please fortæl mig, du ikke venter på din kæreste. Please!" Det fik mig faktisk til at grine. Abdelkarim var 23 og boede i Saint-Denis. Mere end det finder vi nok aldrig ud af, for han klappede i det øjeblik, jeg fortalte ham, at jeg var journalist.

"Seriøst? Er du journalist? Så du er frimurer? Stop med at lyve, du er en frimurer. Eller din far er?"

Wow. Jeg prøvede at komme hans had til journalister i møde og forklare ham, at jeg ikke var frimurer, men jeg kom ingen vegne. Vi lod den ligge der.

Dagen efter blev jeg stoppet af to studerende uden for La Sorbonne. Jeg sad på terrassen, da de kom hen og spurgte, om jeg ville drikke en øl med dem. De to unge mænd, som begge studerede historie og statskundskab, var ekstremt overraskede over, at jeg takkede ja til deres tilbud. Endnu en gang ændrede situationen sig fuldstændig, efter jeg løftede sløret for min identitet. "Laver du en artikel til VICE? Jeg læser kun internationale nyheder, de er meget bedre."

Da vi havde drukket ud, smuttede hans ven afsted for at nå en bus, og jeg fulgte Matthieu ned til metroen. Vi havde intet at sige til hinanden, så jeg halvgrinede bare lidt nervøst. Han blev ved med at mumle noget om, hvor trivielle 24-timers nyhedskanaler var: "følelsesdiktaturet", "de samme billeder dagen lang" osv. Jeg havde langt mindre tålmodighed tilovers for ham, end jeg havde haft for Abdelkarim. Da vi skulle til at skilles, tog han alligevel chancen den kære dreng.

"Vil du med hjem til mig? Jeg bor ikke så langt herfra. Vi ville være mere…" tøvede han.

Jeg stod bare og overvejede, hvordan han ville samle modet til at gøre den sætning færdig. Hvilke grammatiske attributer ville han pakke denne sjofle anmodning ind i? Vi stod på Saint-Michel Boulevard midt på dagen og var pinligt ædru – han var modig, det må man give ham.

Jeg forblev tavs og stirrede på ham, hvilket kun kan have gjort situationen mere akavet for ham.

Hvis jeg havde været et bedre menneske, ville jeg have smilet for at antyde, at jeg forstod hvor han ville hen, eller bare givet ham et afslag med det samme. Men som den sadist jeg er, fik jeg en del nydelse ud af at se ham kæmpe for at finde de rigtige ord.

"Mere… mere… altså… det vil være mere stille," konkluderede han.

Ikke overraskende takkede jeg pænt nej.

"Hvorfor drak du så en øl med os?" mumlede han på vej væk. "Forresten er Judith et nederen navn." Den sætning havde han alligevel ikke svært ved at få ud.

*Alle navne er blevet ændret. Judith er på Twitter.