Den betændte konflikt mellem en veganer-stripklub og bøfhuset, der ligger ved siden af

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly

For ni år siden åbnede Casa Diablo, verdens vistnok eneste veganer-stripklub, som (selvfølgelig) ligger i Portland, Oregon, og som har forbud mod pels og læder på scenen. Det var mange år, før Portlandia begyndte at tage pis på byens uovertrufne weirdness, og dengang blev ideen opfattet som fornuftig nok af de lokale, der længe har blæret sig med, at de har flere stripklubber og veganere per indbygger end nogen anden by i USA.

Men nu befinder stifteren af Casa Diablo, Johnny "Diablo" Zukle, sig midt i en nabokrig. Den veganske klubejer – der siger, at han har "frisk kød på stangen, ikke tallerknen" – åbnede for nyligt endnu en filial med samme koncept: Dusk 'Till Dawn: Casa Diablo 2, som ligger få skridt fra The Acropolis, en kombineret stripklub og steakrestaurant, der har ligget der i 35 år. De nye naboer irriterede Acropolis' ejer, Bob Polizos, en stolt kødæder, der er kendt for at servere ribeye steaks for en flad halvtredser, og han hævder endda, at han selv opdrætter noget af kvæget på en nærliggende gård.

Derfra begyndte det for alvor at stikke af. En fysisk mur er blevet opført mellem grundene, sikkerhedsbemandingen er oprustet begge steder, og klubberne er blevet indtaget af bevæbnede drankere, demonstranter og strippere, der diskret bestiller mad hos fjenden. Indehaverne af Acropolis er især på krigsstien og kalder Casa Diablo et "horehus" med "et dårligt ry." (I 2015 blev Casa Diablo sagsøgt af to strippere, der påstod, at de var blevet udsat for sexchikane og snydt for løn.)

Men hvordan endte det hele så galt? Det begyndte alt sammen med "en god konspirationsteori."

Johnny "Diablo" Zukle, 52, indehaver af Casa Diablo og Dusk 'Till Dawn: Casa Diablo 2: Det var i 1985, og jeg var 21 år gammel. Jeg så den her fyr i fjernsynet, der hed Dr. John McDougall. Han talte om, hvordan dyreprodukter i princippet kan slå dig ihjel. Han siger, at regeringen er en del af en stor konspiration, at vi alle sammen bliver snydt, at hvis du ser på kostpyramiden, så er der masser af kød- og mejeriprodukter, men den bliver udgivet af National Dairy Council. Jeg kan godt lide en god konspirationsteori, så jeg begyndte at lave lidt research. Og på den måde gik det op for mig, at hvis jeg ikke spiser animalske produkter, ikke går klædt i tøj, der er lavet af dyr, eller anvender produkter, der er testet på dyr, så kan jeg eliminere så meget lidelse og nederdrægtighed fra verden. Så jeg gik fra kødæder til veganer. Da jeg fortalte min mor det, svarede hun, "Åh, min søn, lad nu være med at blive en fanatiker." Well, too late!

Bob Polizos, 76, stifter af Acropolis Steakhouse Strip Club: Jeg voksede op i Grækenland i en lille landsby nordpå. Mine forældre opdrættede grise, så vi fik pattegris til jul og lam til påske hvert år. Jeg lavede en hel del mad selv, før jeg kom til Amerika. Jeg arbejdede på et fragtskib, hvor jeg skulle lave mad til en besætning på 40. Jeg elskede det.

Zukle: Så jeg går og tænker, Hvordan kan jeg oplyse folk om veganisme? Kender du det gamle mundheld: "Vejen til en mands hjerte går gennem hans mave"? Jeg tænkte, måske går vejen til et menneskes sjæl gennem dets mave. Så jeg besluttede mig for at åbne en veganerrestaurant. Men vi befandt os i det her industrielle arbejderkvarter, og hver dag kom der et par fyre ind og kiggede på vores menu, og sagde, "Der er ikke noget kød?" Og så svarede jeg, "Nej mand, det er vegansk." Og så gloede de bare på mig og sagde, "øhhhh, vi kommer tilbage." Og så rejste de sig og gik! Det skete mindst en gang hver dag. Og jeg står bare og tænker, store, muskuløse pussies! Det her skal forestille at være Portland – USAs veganerhovedstad – og så er i for store kyllinger til overhovedet at prøve veganerkyllingen! No offense til kyllinger.

Polizos: Efter jeg flyttede til Amerika, åbnede jeg Athens West, en græsk restaurant i Portland. Jeg drev den med min bror, men den lukkede ned, fordi vi ikke kunne enes. Da jeg fandt Acropolis-bygningen, var de tidligere ejere gået konkurs, så den kunne købes ret billigt. Jeg betalte $40.000 (272.828 kroner) for den i november 1976. Indskuddet var $20.000 (136.414 kroner). Til at begynde med var stedet en restaurant Vi forsøgte os med aftensmad og livemusik, men der kom ikke nogen. Der var ikke noget, der virkede, og vi tabte penge på det. Hvad kunne vi ellers have gjort? Så kaldte jeg stripperne ind.

Zukle: Finanskrisen ramte i 2007, og så faldt vores salg markant. Jeg så restauranter, der havde været der i 20 år, gå fallit. Derfor sagde jeg til min kæreste på det tidspunkt, "Jeg tror, at det eneste, der kommer til at virke i det her industrikvarter, er en stripklub, fordi her kommer 90 procent mænd." Hendes svar var, " Oh, hell no."

Hun sagde, "Det er enten mig eller stripklubben." Hvortil jeg svarede, "Ses!"

Zukle: Tanken var: Jeg har en bygning, der er ved at ryge på tvangsauktion. Hvad kan jeg gøre for at lokke mænd ind og spise? Så jeg byggede en scene. Og fik nogle bryster op på den. Og ved du, hvad de siger nu? De siger, "Det her er noget af det bedste mad, jeg nogensinde har fået." Det er det gladeste sted på jorden. Det er Disneyland med bryster!

Polizos: Damerne hjalp mig; de tiltrak kunder. De er dejlige damer. Jeg elsker damerne. Nu kommer folk herind dag og nat. Efter jeg fik danserne med, er mange andre firmaer i Portland begyndt at gøre det samme.

Zukle: Indenfor bestod bygningen af mursten og forarbejdet jern, så navnet Casa Diablo virkede ret passende. En af bartenderne lavede en masse malerier, der skulle blokere udsynet til gaden. Et af dem forestillede mig som djævelen. Det var ret sejt, fordi jeg er lidt af en… hvad er det nu, man kalder det?

Broadly: En narcissist?

Zukle: Ja, narcissist! Jeg har hørt, at de fleste iværksættere er narcissister. Jeg tror lidt, at det er noget, man er nødt til at være for at kunne presse sig selv fremad. Og desuden er jeg dødlækker! Ej.

Polizos: I de første fem år i 80'erne var jeg den eneste i køkkenet her. Jeg prøvede at hyre nogle folk, men de lavede ikke god mad. Nu har jeg kokke, som jeg lærer mine opskrifter til. Jeg vil virkelig gerne have, at det skal være lækkert. Omkring 10 procent af det kød, vi serverer, kommer fra min gård. Vores oksekød er bedst, fordi mine køer har plads at gå på. Jeg har 52 hektarer i Estacada [Oregon]. Jeg har haft op til 70 køer på en gang.

Zukle: Da vi først åbnede, var jeg bestyreren, kokken, dørmanden og rengøringsmanden. Og i omkring 2 måneder var jeg også ansvarlig for musikken, efter vores DJ fik skåret foden af. Jeg præsenterede pigerne og sagde, "Giv hende en stor hånd!" Og så løb jeg ud i køkkenet igen for at lave en vegetarburger til en eller anden. Wow, mand, jeg svedte som et svin og arbejdede virkelig mange timer. Jeg blev virkelig tynd. Jeg begyndte langsomt at uddelegere tingene, i takt med at vi voksede. Nu er vi den førende klub i Northwest med kø hele vejen ud af døren og en times ventetid for at få bord i weekenden. Jeg er nødt til at takke de veganske guder.

Andreas Polizos, manager på Acropolis og ejerens søn: Vi tager imod et sted mellem 50 og 100 bestillinger gennem vores to-go vindue om dagen. Vi håndskærer selv al oksekødet. Og vi bruger litervis af sovs hver dag. Vi er ikke en normal stripklub.

Bob Polizos: Og vi har en salatbar, der koster $2 (13,50 kroner), og som har alt, hvad man kunne ønske sig: macaroni, kartofler, icebergsalat for $2. Tag et billede af min salatbar!

Tori, stripper på Casa Diablo og Dusk 'Till Dawn: Casa Diablo 2: Vi var den første klub i byen, der benyttede os af den nye kontakt-lovgivning (Oregon tillader "tovejs-kontakt" mellem kunder og nøgne dansere, red.) og live sexshows. Man kan få bedre lapdances hos os, end man kan noget andet sted i byen. Folk kommer også langvejs fra for at smage maden. De siger, "Det er så Portland."

Zukle: Jeg hørte – faktisk fra en af Acropolis' dansere – at grunden ved siden af klubben var tilgængelig. Og jeg tænkte, at det ville være sjovt at åbne en vegansk stripklub nummer to ved siden af en stripklub, der er et bøfhus. Det var i 2011. Vi åbnede i 2015. Man kan få et lækkert måltid her uden at volde skade på et uskyldigt væsen.

Ham den gamle, Bob Polizos – jeg kan godt lide ham, han er en sød fyr. Lige da vi åbnede, sagde han, "Jeg kan godt lide konkurrence." Og jeg svarede, "Godt, fordi det er præcis, hvad du får!" Folk tager derhen for at få bøfbidder til $5, og så kommer de over til os og køber en lapdance til $500.

Bob Polizos: Jeg vil ikke have dem her. Vi er en ægte restaurant. De er bare et horehus!

Andreas Polizos: De har et dårligt ry. Da de åbnede, blev der demonstreret mod stripklubber. Og det gik ud over os, fordi det så ud, som om at naboerne demonstrerede mod os.

Zukle: Der var nogen, der brokkede sig og sagde, at der lå bleer og kanyler på parkeringspladsen – hvilket ikke passer. Så alle de her gamle damer, de her gamle møgsække, dukker pludselig op med protestskilte. Så jeg samlede 50 lækre danserinder til en mod-demonstration med skilte, hvor der stod "Biseksualitet er ikke en synd," og "Spred din kærlighed og dine ben."

Moxie, stripper, Casa Diablo og Dusk 'Till Dawn: Casa Diablo 2: Vil du høre vores kampråb? "Vixens not veal, sizzle not steak!" Og der er mere, men jeg kan ikke huske resten.

Andreas Polizos: Deres klub har været en kæmpe hovedpine. Pisseirriterende.

Fey, tidligere Acropolis-stripper, nu bartender hos Casa Diablo 2: Nogle af pigerne er skredet fra Acropolis for at arbejde her – og de tager deres stamkunder med. Mindst fire mænd, jeg kender, kommer her nu. De finder en pige, som de godt kan lide, og så følger de hende, lige meget hvor hun arbejder.

Bob Polizos: Deres kunder kommer og går og laver ballade. Myndighederne kan heller ikke lide dem. De afviser ikke kunder, når de er blevet for fulde.

Andreas Polizos: Der er mange mennesker, der vælter ud derfra og kommer over og laver ballade her. Det er hovedårsagen til, at vi har opført hegnet. Det kostede os 3000-4000 dollars. Vi gjorde det for at irritere dem.

Fey: Der har været nogle problemer med motorcykelbander. Men vi tillader ikke bandepåklædning på vores klub. Man ser kondomer og kanyler og folk, der pisser på gaden.

Zukle: Jeg synes bare, at det var hylende morsomt, da de opførte hegnet. Hey, det er et smukt hegn. Tak. De betalte for det. Måske havde de ikke lyst til at se vores kunders smilende ansigter.

Fey: Hegnet har ikke gjort noget. Det har bare gjort det mere besværligt. Folk går bare rundt om hegnet. Det har ikke forhindret, at kunderne fra deres klub siver over til os.

Andreas Polizos: Vi var nødt til at hyre en sikkerhedsvagt til at holde øje med parkeringspladsen i weekenderne. Det er endnu en regning – et par hundrede dollars om ugen. Efter nogle juridiske problemer, som Polizos siger, blev forårsaget af en kunde fra Casa Diablo 2, gav kommunen os en liste med syv-otte ting, de ville have, vi skulle gøre, som for eksempel at stoppe med at servere shots efter midnat. Det har vi ikke tænkt os at stoppe med. Vi bruger 8000 dollars på advokater. Og politiet bliver ved med at tjekke op på os. De kommer bare ind og spiser vores steak bites.

Fey: Nogle gange går vores piger topløse udenfor for at ryge. Måske er det derfor, Acropolis ikke kan lide os?

Andreas Polizos: Kulturelt set er det to forskellige verdener. Det er det virkelig. De er veganere, og for os handler det hele om kød. Det må på en eller anden måde ligge til grund for konflikten.

Fey: Acrop er gammeldags, og der er beskidt. Stolene i de private danserum er aldrig nogensinde blevet damprenset. Casa er pletfrit; man kan spise af gulvet. Her bliver pigerne behandlet med meget mere respekt. Det var en af grundene til, at jeg flyttede herover. Pengene er også bedre.

Tori: Personalet på Acropolis var spydige over for vores piger, når vi bestilte mad fra dem. Jeg er ikke fan af dem. Selv før jeg begyndte at arbejde på Casa, var jeg ikke fan. Deres salatbar, der bare står fremme, er sindssygt klam.

Jordan, stripper, Acropolis: Vi spiser der, og de spiser her.

Fey: Piger derfra kommer herover for at søge arbejde. Men de er nervøse, for hvis Acropolis' ejere finder ud af, at de også arbejder her, får de frataget deres vagter.

Andreas Polizos: Jeg har ingen interesse i at tale med ejerne af Casa Diablo. Jeg har ikke noget godt at sige om dem.

Zukle: Folk siger "Du udnytter ikke dyr, men du udnytter kvinder." Og til det er mit svar, at mennesker ikke udnytter dyr – vi myrder dem. Vi torturerer og myrder og spiser dem. At udnytte et dyr ville for eksempel være, hvis man havde en puddelhund, og man pyntede den og gjorde den fin, og tog den med til en konkurrence for at vinde 300 kroner. De 300 kroner bruger du måske på hundelegetøj – eller måske bruger du dem på at ryge dig skæv. Det ville være udnyttelse. Men at partere de her dyr, mens de stadig er i live, flå deres hud af og se dem brøle af smerte? Det er mord og tortur.

Broadly: Såå… kvinder er puddelhunde i den her analogi?

Zukle: Hør, jeg parterer ikke kvinder. Og jeg spiser heller ikke kvinder.

Blake Rauch, 33, kunde: Acropolis er et klassested. De er kendt for deres jord-til-stripklub madkoncept. Deres strippere er en smule mere…erfarne.

Molly Torbert, 31, kunde: Stripperne på Casa Diablo er punk og grunge, hvilket jeg godt kan lide. Det er fedt og anderledes. Jeg kan sætte pris på en smuk kvinde – men deres shows med dildoer og live-sexakter er for hardcore til mig.

Nate, 33, kunde: Casa-danserne er dygtigere og mere freaky, og kvinderne har et bredt kendskab til kunstverdenen. Men Acropolis er…historisk, du ved. Plus, der kan man købe cannabis lige ovre på den anden side. Jeg er bare bange for, at jeg en dag støder ind i min far derinde.

Zukle: Planen var aldrig at drive en stripklub for evigt. Jeg er virkelig interesseret i boligmarkedet; det er mit hovedfokus nu. Jeg vil gerne opføre et vegansk boligbyggeri. Jeg kunne godt tænke mig at bygge en hel veganerby, måske et eller andet sted ude i Willamette Valley. Men det er min klub, så jeg vil altid være i nærheden.

Tori: Casa Diablo kommer kun til at vokse og blive bedre i fremtiden.

Jordan: Vi er veletablerede. Der er ikke noget, der har ændret sig på 35 år. Og vi har ikke tænkt os at starte nu.

Bob Polizos: Vi skal ingen steder.

Andreas Polizos: Hvis jeg overtager biksen en dag, så moderniserer jeg en smule. Vi må se, om [Casa Diablo] stadig har åbent om 20 år. Så kan vi måske snakke til den tid.

Zukle: Kan vi ikke bare enes alle sammen?