Vil du have din kusse tilbage? Værs’go her er den

Glæden med skeden er skrevet af de to norske medicinstuderende Nina Brochmann og Ellen Støkken Dahl. I 2015 startede de bloggen Underlivet, hvor de besvarer spørgsmål om krop og sex. Her opdagede de, at mange kvinder føler sig forkerte, fordi de mangler basal viden. Formålet med Glæden med skeden er derfor at lære kvinder at forstå deres eget underliv. For knowledge er som bekendt power, og det er bedst, hvis kvinder træffer valg baseret på fakta i stedet for frygt og fordomme.

Jeg er på! Og det starter godt. Nemlig med de ydre kønsorganer. Her lærer jeg nogle voldsomt fascinerende ting. Særligt om klitoris, som åbenbart er et kæmpe organ (kæmpe skal selvfølgelig ses i relation til regionens samlede areal). En meget pædagogisk tegning viser, hvordan det, vi normalt kender som klitoris – "glansen" som den hedder – faktisk kun er snuden, på hvad der ligner en tobenet langhals. Eller en pik. Hvilket det faktisk også er. Derfor kan klitoris også svulme til dobbeltstørrelse, når man er ophidset, og kvinder har ligeså mange natlige erektioner som mænd. Alt det vidste jeg ikke, men jeg er kæmpe fan.

Hele afsnittet om de ydre kønsorganer er en virkelig god oplevelse, som fylder mig med ærefrygt for min krop, men så kommer jeg til de indre kønsorganer. Alt det mystiske, der gør ondt. Og de kan ikke snyde mig ved at kalde kapitlet "Skjulte skatte". Men det går faktisk meget godt. For det første, fordi alle de gådefulde ting i mit underliv bliver beskrevet på en måde, så de fremstår som karakterer fra en tegnefilm. "Det formidable anus" og "den tapre klitoris" er nogle guttermænd, hvorimod "ægget er en diva", og "livmoderen er en stædig krabat", som "måske i virkeligheden er lidt for stærk for sit eget bedste". Udover at de forskellige dele af mit underliv har hver deres personlighed, så er de også meget pædagogisk beskrevet. Livmoderhalsen føles som en stor blød næsetip, og livmoderen er på størrelse med en knytnæve. Jeg tager mig selv i at sidde og knytte min hånd og nikke anerkendende til den. Jeg vil gerne forstå. Og allerede på side 38 har jeg fundet ud af, at der er behov for det, for jeg ved åbenbart ikke en skid. Nej, jomfruhinden findes ikke (alt, min matematiklærer har sagt om kvindekroppen, viser sig faktisk at være løgn), og jeg opdager også, at jeg ikke vidste, hvorfor man får menstruation. Jeg troede, det var fordi ægget blev skyllet ud, hvilket det også gør, men det, der forårsager menstruation, er, at livmoderen vrider en slimhinde (endometriet) ud, som den hver måned producerer i håb om at blive gravid. Det er også her, jeg lærer, at der absolut intet fornuftigt formål er med den menneskelige menstruation, og at det kun er os, et par aber og en enkelt flagermus, der gør det på den måde. Det er meget nedslående.

Glæden med skeden lover i introen at tage læseren med på en "letlæst og morsom" rejse fra vulva til æggestok. Og der er mange sjove formuleringer, som gør læsningen lettere, såsom: "Afføringen trækker sig diskret tilbage i tarmen og afventer bedre tider. Bæ-vinduet, som vi ynder at kalde det, lukker for en kort stund." Derudover er den spækket med populærkulturelle referencer, der selvfølgelig tjener et pædagogiske formål. Som når de bruger tvivlen om Margaery Tyrell fra Game of Thrones' dyd til at forklare den historiske optagethed af kvinders jomfruelighed.

Det er dog alligevel med en vis lettelse, at jeg når frem til kapitlet "Sex" efter 30 sider om slimhinder og æggeledere. Her er en masse råd til, hvordan man har sex for første gang, en guide til at blive bedre til at få orgasmer og lidt om porno versus virkelighed. Det er meget fint, men det er ikke her bogen shiner. Den vil både gerne sige, at du skal gøre det, der føles rigtigt, og aldrig overskride dine egne grænser, samtidig med at den vil give råd til analsex. Det føles lidt ligesom at få sextips af sin storesøster. Forestiller jeg mig. Desværre har bogen klimakset nu. Hele den sidste halvdel af Glæden med skeden handler nemlig om alt det, der kan gå galt i underlivet. Lige fra de ting, der bare er smertefulde, men ufarlige – såsom herpes eller at bløde ekstremt meget under menstruation, til de virkelig grumme som endometriose og livmoderhalskræft. Til bogens forsvar skal det siges, at jeg lider af Lægens Bord-syndrom, som betyder, at jeg får alle sygsomme, jeg hører om, men hvis man ikke gør det, er det sikkert virkelig rart at vide alle de her ting, og ligesom resten af bogen er det super velformidlet. Eller hvis man bare bruger bogen som opslagsværk. Men at læse den ud i et stræk er en pinsel. Jeg klasker flere gange sammen henover bogen i afmagt og tigger den om at stoppe. For eksempel da jeg lærer om polycystisk ovariesyndrom, en (ufarlig) tilstand, hvor man har mange cyster på æggestokkene, som får "æggestokkene til at minde lidt om drueklaser". Men desværre for mig har forfatterne valgt en klassisk konfliktoptrapningsmodel, så drueklaserne er bare begyndelsen. Jeg har stadig hæmorider, aborter og livmoderhalskræft tilbage, og bogen slutter af med et brag, nemlig med kønslemlæstelse.

Et af de tilbagevendende temaer i bogen er mænd. For grunden til, at kvinder ikke ved noget om deres kønsorganer, er, ikke overraskende, mænd. For det første har man i den mandsdominerede medicinske verden ikke gidet forske så meget i kvinders kønsorganer, og derfor ved man for eksempel ikke rigtig, hvad klitoris egentlig er lavet af, og hvordan den fungerer. Den manglende interesse afspejler sig også i lærerbøgerne – lige fra biologihæftet i folkeskolen, der ikke nævner, at kvinders indre kønslæber vokser i puberteten (hvilket får mange kvinder til at tro, at de er anormale, hvis deres indre kønsløber er længere end de ydre), og helt op til gynækologistudiet, hvor populære undervisningsbøger knap nok nævner hymen (tidligere kendt som jomfruhinden), hvilket virker fuldstændig vanvittigt taget i betragtning af, hvor mange kvinder der gennem tiden har mistet ære og liv på grund af fejlinformation om netop den. Forfatternes egen frustration over deres fag virker til at være en stor del af deres motivation for at have skrevet bogen. Og de forsøger virkelig at give læserne kussen tilbage. Blandt andet i form af hands-on guides. Der er for eksempel en udflådsguide, hvor man lærer at afkode betydningen af forskellige former for udflåd, og en meget udførlig præventionsguide, hvor man kan finde ud af, hvilken type prævention der passer bedst til ens behov.

Jeg brød mig ikke om den sidste halvdel af Glæden med skeden, den sjove og lette stemning fra første halvdel af bogen er af gode grunde svær at videreføre i et afsnit om keglesnitsoperationer. Men bare fordi jeg ikke brød mig om at læse det, betyder det ikke, at jeg ikke mener, at det er vigtigt, at kvinder har adgang til den information. For Glæden med skeden må siges at være en utrolig vedkommende form for litteratur. Hvis du har en skede, vil du garanteret få mere information her, end din læge nogensinde har givet dig. Jeg har personligt spist masser af p-piller, fået HPV-vacciner og haft mange af de nederen ting, man kan have i underlivet, men jeg har egentlig aldrig fået forklaret, hvad det var, der foregik. Ikke så jeg forstod det i hvert fald. Og jeg bilder mig ikke ind, at jeg er voldsomt anderledes end andre.

Og det er måske det, der er pointen. At have et kvindeligt underliv kan være en ensom affære, til trods for at vi er mange, der har et. Når man for eksempel tænker på, at vi bruger 6 ½ år af vores liv på at menstruere, er det da chokerende lidt, vi taler om det. Og derfor er Glæden med skeden ikke kun god på det individuelle plan. Den er også et skridt i retning af at afmystificere og afseksualisere det kvindelige kønsorgan. Bogen nedbryder mandeskabte sandheder, som at skedeorgasmer findes, at blod på bryllupsnatten er et tegn på uskyld, og at klitoris er en lille perle, og bytter dem ud med sandheder, som kvinder måske hver især har en fornemmelse af, men ikke en kollektiv bevidsthed om, nemlig at udflåd holder underlivet frisk, klitoris er et mægtigt organ, og et sundt underliv lugter.

Den danske udgave af "Glæden med skeden" udkommer på forlaget People'sPress den 6. september.