Nyt dansk modemærke produceres i kvindefængsler i Peru og Thailand

Denne artikel er også udgivet i Vice Magazine – The Please Sit Down Issue

De er ansat af de to danske kvinder, iværksætter Veronica D'Souza og designer Louise van Hauen, der tilsammen udgør fundamentet i modemærket Carcel, som i denne måned satte dets første kollektion til salg online.

Det var Veronica D'Souza, der efter et besøg i et kvindefængsel i Kenya fik ideen til at starte tøjproduktion bag tremmerne i nogle af verdens fattigste lande.

"Kvinderne i Kenya var, ligesom kvinderne i Peru, primært fængslet for fattigdomsrelateret kriminalitet. De er hverken voldelige eller aggressive, men har haft vilkår i livet, der har presset dem ud i kriminalitet. Atmosfæren i fængslet i Kenya var af samme grund afslappet, og kvinderne sad hver dag og syede og strikkede, mens de slog tiden ihjel. Og det var virkelig spild af tid, for materialerne var dårlige, og kvinderne var ikke ordentligt udlært, men deres engagement viste mig, at de gemte på et kæmpe potentiale," fortæller Veronica D'Souza.

Hun opsøgte derfor næsten med det samme Louise van Hauen, der på det tidspunkt arbejdede som modedesigner i en taskebutik i Kenya. "Jeg var på med det samme. Kombinationen af de lækreste bæredygtige materialer, det smukkeste design og så at hjælpe kvinder ud af fattigdomsspiralen – det gav virkelig mening for mig," fortæller Louise van Hauen.

Det er ikke meget mere end et år siden, og i skrivende stund kører de to kvinder en produktion i Peru, og inden længe er de også i gang i Thailand. "Vi går efter to ting, når vi skal placere produktionerne: Høj rate af fattigdomsrelateret kriminalitet og de bedste, mest bæredygtige materialer. De lande, hvor de kriterier mødes i en højere enhed, er interessante for os," fortæller Veronica D'Souza.

Og det skal være interessant, for Carcel er ikke et velgørenhedsprojekt, og det skal det heller ikke være. "Carcel er en forretning. Vi vil bygge et attraktivt brand, hvor produkterne taler for sig selv. Man skal ikke kunne se på tøjet, at det er bæredygtigt produceret – det skal bare være et plus. På den måde skal man ikke ofre noget for at gøre noget godt, det følger bare med," fortæller Louise van Hauen.

Men det er ikke sådan lige til at gøre noget godt for verden. Specielt ikke når det, man gør, indebærer at sætte fattige indsatte kvinder i arbejde inde i fængslerne. Det fortæller Layanna Martin fra Dansk Initiativ for Etisk Handel:

"Man skal være ekstremt opmærksom, når man starter produktion i fængsler i fattige lande. Det er et meget dilemmafyldt felt, da man på den ene side ønsker at gøre noget godt for de her mennesker, men på den anden side kan komme til at arbejde med systemer og regeringer, der krænker menneskerettighederne," fortæller hun og uddyber:

"Jeg ved mest om Thailand, men går ud fra, de samme problemstillinger er i spil i Peru. Man skal være opmærksom på, man ikke kommer til at bidrage til moderne slaveri, tvangsarbejde, dårlige lønforhold, elendige levevilkår og brud på menneske- og arbejdsrettigheder. Et så fint initiativ, som Carcel lader til at være, skal jo nødig blive sweatshop-lignende tilstande."

Når Layanna Martin bruger ordet sweatshop dækker det over en samlet betegnelse for fabrikker – særligt indenfor tøjproduktion – der er kendt for lav løn og umenneskelige arbejdsforhold. Og for at undgå lige netop det, har kvinderne bag Carcel lavet deres forarbejde grundigt:

"For det første har vi besøgt fængslerne. Vi ville aldrig starte en produktion et sted, vi ikke havde set med egne øjne. Derudover har vi undersøgt lønningerne i de respektive lande og sørget for, at vores ansatte i hvert fald tjener det samme som en skolelærer. I Peru betaler vi kvinderne 15 dollar for et færdigstrikket stykke tøj. På den måde kan alle være med, så vi ikke er nødt til at fyre folk, der af den ene eller anden grund tager det i et langsomt tempo. Derudover har vi ansat en designmanager i Peru, der har tæt kontakt til både os og kvinderne i fængslet. På den måde ved vi altid, om der er brug for os. Det kan være fra alt til omstrukturering af produktionen til at bestille en bunke pizzaer," fortæller Veronica D'Souza.

Derudover samarbejder Carcel i Peru med fængselsledelsen, der har været imødekommende fra første færd: "De har åbnet denne her meget lukkede verden for os og fra start mødt alle vores behov for faste aftaler og ordentlige forhold, så det er ret fantastisk," fortæller Veronica.

Hun understreger desuden, at tæt kommunikation ind i fængslet til kvinderne er essentielt – specielt, når de ikke er engageret i fagforeninger og derfor ingen mulighed har for at organisere sig.

"Vi snakker jævnligt med vores designmanager i Peru, som kender kvinderne godt – og vi er selv tilstede flere gange om året og arbejder side om side med dem i fængslet. Vi kender deres historier og sørger for at give dem så meget ejerskab og respekt, vi overhovedet kan. Det forsøger vi at vise dem ved blandt andet at mærke hvert stykke tøj med navnet på den kvinde, der har strikket det," fortæller hun og tilføjer:

"I forhold til at sætte sin egen produktion op er det ikke afgørende, om det er inde i et fængsel eller udenfor som i 'normal' tøjproduktion. Nøglen er at have nogle dygtige folk til at lede den daglige kvalitetskontrol og at have stærk tillid og tæt kommunikation med dem man arbejder sammen med," siger hun. Til det bruger Carcel deres produktionspartner og designmanager, Meike Mickisch, som er sammen med kvinderne i fængslet hver dag. Og hun er ikke i tvivl om, hvorvidt kvinderne trives:

"Det er mit indtryk, at de er glade for at arbejde for os, ligesom vi er glade for at have dem i vores team. Først og fremmest fordi de har rimelige lønninger, som de ikke bare kan leve af, men også sende hjem til deres familier. De er supermotiverede og er blevet så meget bedre de sidste måneder," fortæller hun.

Hun forklarer desuden, at hun på grund af den daglige gang i fængslet har en klar fornemmelse af arbejdsforholdene. "Fordi jeg er der så meget, får jeg en god fornemmelse for deres behov, ligesom de altid kan komme til direkte til mig med ønsker og tanker."

I dag har Carcel 15 ansatte i fængslet i Cusco, og planen er at fordoble antallet, så snart der åbnes for produktionen af silketøj i Thailand. Målet er, at Carcel skal producere i mindst fire lande indenfor de næste fem år. Og selvom de lige nu kører på eget indskud kombineret med en fundraising på over 300.000, er Veronica sikker på, pengene nok skal følge med undervejs: "På sigt er vi sikre på at kunne konkurrere prismæssigt med markedet, men vi har en masse opstartsomkostninger ved at gøre noget på en helt ny måde. Men det er også det, der gør det unikt og meningsfuldt, og det, er vi sikre på, skaber merværdi både i samfundet og hos kunderne," siger hun.