Jeg forsøgte at kæmpe mig ud af et escape room med rasende tømmermænd

Det første, jeg ser, er skiltet. Et symbol med to nøgler og noget, der ligner et timeglas i midten. Det må være det rigtige sted.

Aftenen før har jeg drukket mere, end jeg bryder mig om at indrømme. Nu står jeg foran en trappenedgang, der fører ned til en kælder i udkanten af Københavns indre by. En ung mand med lyst hår, der er ankommet fem minutter tidligere, er gået ned i forvejen. Undervejs ned sagde han, at vi bare kunne komme, når vi er klar. Jeg tager mig til hovedet og drikker en tår mere af mit medbragte vand.

Her er, hvad jeg ved om escape rooms: Det er en gruppe mennesker, der bliver lukket inde i rum og har 60 minutter til at slippe ud igen. I løbet af processen skal gruppen løse en række gåder, som alle leder frem til den løsning, man skal bruge for at åbne døren. Gåderne skal løses i en bestemt rækkefølge, ligger gemt forskellige steder i rummet og er som regel bygget op, så de kræver samarbejde og kreativitet at finde svaret på.

Jeg ved også noget andet om escape rooms: I de senere år er de blevet ekstremt populære. Sidste år åbnede verdens største escape room i London, og en google-søgning afslører i hvert fald syv forskellige virksomheder i København, der udbyder de uundgåelige udbrydelsesforlystelser. De har navne som Den Elektriske Stol, The Ritual, Basement 13, Lost Symbol, Den Sidste Passager, Den Hellige Gral og The Terrorist Cell, og de lover alle ting som "unikke oplevelser", "perfekte teambuildingøvelser" og "spændende tidsrejser".

Nede i kælderen står manden allerede klar bag disken. Han spørger, om nogen af os har spillet et escape game før. Jeg har ikke, men af den gruppe, vi er af sted (min kæreste og to venner) har to prøvet det.

Han hopper ud fra bag disken og forklarer os, at han er dagens game master. Spillet, vi skal spille, hedder Psychotic Janitor. Det handler kort fortalt om en varmemester, der var kendt som varmemester Jensen, og som var virkelig dårlig til sit arbejde. Han ville hellere dandere den og slappe af end at lave det, han skulle, og da han fik nys om, at ejendomsledelsen ville fyre ham, besluttede han sig for at lægge en hel masse fælder i kælderen for dem, der ville forvilde sig derned. Det er dem, vi skal ind og finde. Så vi kan finde vores vej ud igen.
"Bare rolig – folk plejer at klare den," siger han.

Han åbner døren ind til kælderen og viser os ind. Det er et lille, mørkt rum, og der går noget tid, før øjnene vænner sig til de nye omgivelser. Et sted derinde hænger der en skærm, der tæller ned fra 60 minutter, forklarer han. Han fortæller os også, at han sætter tiden i gang nu. Han vender sig rundt og låser døren fra ydersiden. Så er det bare at gå i gang.

Escape rooms har en ret kortbanet historie: Det første kendte escape room blev udviklet af japaneren Takao Kato i Kyoto i 2007 og bestod af et enkelt rum, hvor 5-6 mennesker kunne spille. Siden er markedet eksploderet, og i dag findes der ifølge en opgørelse fra amerikanske MarketWatch mere end 2.800 escape rooms på verdensplan, og der åbner hele tiden nye. Det er også en god forretning: Da amerikanske Nate Martin grundlagde Puzzle Break i 2013, skød han 7.000 dollars ind i forretningen. To år senere havde virksomheden en årlig indtægt på mere end 600.000 dollars.

Den voldsomme popularitet har fået flere amerikanske medier til at spørge, hvad appellen bag de mange escape rooms er. Hvad får granvoksne mennesker til frivilligt – og mod betaling – at spærre sig selv inde i et ukomfortabelt rum sammen med andre mennesker og bruge en time og en masse hjernekapacitet på at slippe ud igen. Det ville da være lettere bare lige at slappe lidt af.

Det tænker jeg meget over, mens jeg scanner rummet for objekter. Lokalet, vi er blevet lukket ind i, er ikke særligt stort – maksimalt 10 kvadratmeter. Der står et lille skrivebord med en skrivemaskine, der hænger et Danmarkskort på væggen, og i hjørnet står et højt stålskab med to låger og hængelåse for dem begge. Ud over en lampe på skrivebordet, som vi kan tænde, er rummet stort set mørklagt. Jeg begynder at tvivle på, om det her mon er en god idé.

Resten er gruppen er allerede i fuld gang. De finder hurtigt ud af, at lampen på skrivebordet har et formål, og at skrivemaskinen skal bruges til at finde nogle bogstav- og talkombinationer. I løbet af et par minutter har de fået åbnet den ene skabslåge, og nogle minutter senere får de åbnet en dør, der leder ind til et større og endnu mere kompliceret rum. Der er fyldt med himstregimser, hængelåse og mærkelige anordninger. Jeg overvejer, om der mon også skulle ligge en brækpose, hvis det går galt.

Da den amerikanske professor i spildesign Scott Nicholson satte sig for at undersøge fænomenet escape rooms, konkluderede han, at spillene er forbundet med en høj grad af spænding og overstadighed. Der er altid en intens stemning i luften, og det varer sjældent længe, forklarer han, fra et spil er startet, til alle styrter rundt og løser gåder. Derudover er der en masse kognitive fordele: Selve det at løse gåderne kan føre til bedre hukommelse, forhøjet kreativitet, og så frigiver løsningerne dopamin i hjernen og får os til at føle os godt tilpas.

Sådan er det også for os. Selvom jeg er startet sløjt ud, varer det ikke længe, før jeg er på omgangshøjde med de andre. Efterhånden har vi fået åbnet et tredje lokale, som er noget lavere og noget mere creepy, og vi løber rundt som besatte for at finde kombinationer, teste dem på hængelåse og finde ud af, hvad der skal ske. Ind i mellem kigger vi op på uret, som med røde tal taktvist tæller ned mod nul. Der er stadig masser af tid på klokken.

Det er, som om at både tømmermænd og virkeligheden udenfor er ligegyldig. Alt handler om at undslippe den her kælder. På ét tidspunkt er vi lige ved at køre fast, men så får én af pigerne øje på et stykke papir, som vi hidtil har overset. Papiret passer sammen med noget andet, vi har fundet, og så er endnu et skab blevet åbnet.

Vi husker alle, hvad vores game master fortalte os, inden vi blev lukket ind: Samarbejde er det vigtigste. Jeg føler mig som en deltager i Fangerne på Fortet, der skal gennemgå en masse udfordringer for til sidst at blive lukket ind i tigergården og fange så mange guldmønter som muligt. Intet kan stoppe os. Vi skal nok finde ud herfra.

Efter 50 minutter er gassen ved at gå af ballonen. Vi er ved at have løst alt, hvad vi har kunnet finde, og vi ved ikke, hvordan vi kommer videre. Én gang i løbet af spillet er vi kørt så fast, at vores game master har måttet sende et hint op på den skærm, der hænger midt i lokalet. Nu står vi med en bog i hånden og en masse talkombinationer, vi ikke ved, hvad vi skal bruge til. Den dopamin, der har holdt mig kørende gennem tre kvarter, er ved at blive afløst af sult, træthed og dårligdom.

Med syv minutter tilbage på klokken kommer der endnu et hint op på skærmen. Det er vores game master, der har forbarmet sig, og som vil hjælpe os det sidste stykke over målstregen. Han sidder ude på sin plads bag disken i receptionen og følger med, og der står tre ord på skærmen, som lige akkurat er nok til at hjælpe os til at forstå, hvordan den sidste gåde skal løses. Da vi endelig finder nøglen til døren og låser os ud, sidder han og klapper. Uret er stoppet på 3 minutter og 41 sekunder.

Ti minutter senere står vi igen ude på Nørre Farimagsgade. Solen brager ned, og bilerne larmer, når de kører forbi. De tømmermænd, som jeg på én eller anden måde har udskudt i løbet af den seneste time, er kommet tilbage med renters rente. Det eneste, jeg kan tænke på, er, at jeg skal have vand. Masser af det, og helst sammen med en cola og burger. Jeg skal finde noget skygge, og det skal være nu.

På forhånd havde jeg nok ikke helt forstået, hvad appellen i et escape room var. Det tror jeg, at jeg forstår nu. Der er noget meget tilfredsstillende i at løse en masse gåder og finde sin vej ud af en situation, som man ikke kender. Også selvom det bare er noget, man leger. Frem for alt virker det ikke så dumt at bruge en time sammen med gode venner på den måde.

Også selvom man har tømmermænd. Og allerhelst bare ville ligge derhjemme på sofaen.