Rockbandet Ivy Crown: Enten synes folk, det er vildt fedt, ellers tror de ikke, vi selv har lavet det
Foto: Sebastian Falck Stigsby
Feminisme

Rockbandet Ivy Crown: Enten synes folk, det er vildt fedt, ellers tror de ikke, vi selv har lavet det

"Vi ville have haft to mænd med på scenen med bar overkrop og latexmasker. Ligesom Suspekt gør med kvinder. Men der var ikke nogen, der var friske. Det er simpelthen for dårligt."
October 5, 2017, 9:41am

Denne artikel er også udgivet i VICE Magazine – The Please Sit Down Issue

Jeg befinder mig midt i menneskemylderet på Vesterbro under Distortion, da jeg for første gang støder på Ivy Crown. Med en blanding af forbløffelse og familiaritet kan det tilstrømmende publikum ikke andet end at jamme med, mens forsanger Camilla står på monitoren og skråler teksten til "Slik den våd fra tør" – bandets omskrevne version af Suspekts "Sut den op fra slap".

Til hverdag er de Camilla Hinze (28), Natasja Stormly (26) og Sara Gacic (27). Trommeslager Sara og guitaristen Natasja er fra henholdsvis Vordingborg og Nakskov og spillede sammen med hver deres bands i deres respektive ungdomsklubber. De to har tidligere udgjort gruppen Taras, der medvirkede i en Royal-reklame med D-A-D. "Vi blev basically bare ringet op af et bureau, der ledte efter D-A-D-coverbands. Det var vi ikke, men vi tænkte, fuck det, det kunne være meget grineren," husker Sara Gacic. "Dengang var vi bare nogle veninder, der spillede musik. Nu er det så blevet meget seriøst." Taras vandt senere en konkurrence, der gav dem muligheden for at turnere med de danske rockveteraner i England.

Da Camilla Hinze fra Vestegnen sluttede sig til som forsanger for lidt over et år siden, skiftede bandet navn til Ivy Crown og skruede op for intensiteten med udgivelsen af deres første single "Timeout" i maj i år. Distortion-koncerten var den første store koncert for den nye rocktrio, og bandet er endnu ikke et fuldtidsjob for Camilla, Natasja og Sara. Natasja vasker trapper, Camilla har tidligere været professionel MMA-kæmper og arbejdet som vagt på deltid, og Sara starter på sin kandidat til efteråret og arbejder på musikkollektivet Prime Collective, landets første samarbejdskollektiv for upcoming metalbands.

Ivy Crown har været ude og købe bat og er på vej videre for at totalsmadre nogle biler til deres kommende musikvideo, da jeg mødes med de jordnære rockhoveder til en snak om den overmættede danske musikscene, deres omskrevne Suspekt-tekster, og hvordan verden ville se ud, hvis Kanye West var en kvinde.

Broadly: Hej Ivy Crown. Hvad er det fedeste, der kan være sket, lige før I skal skrive sange? Hvad er den optimale sindstilstand/det optimale udgangspunkt for at I kan lave musik, som I synes er fedt?
Alle: Vrede.
Camilla Hinze: Det kan være et skænderi med kæresten…
Natasja Stormly
:
…eller en nederen chef.
Camilla: Vores første single "Timeout" handler om at bryde ud af noget, man hader – om at tage kontrol over sit liv og lave noget, som gør en glad. Hvordan det er at være i et skidenederen job og også have det hårdt med kæresteforholdet og få de ting til at hænge sammen. Når du er kvinde i branchen, kan det være rigtig svært at få et forhold til at fungere.
Sara Gacic: Som kvinder i musik tror jeg tit, at der kan være en utroværdighed omkring os. Vi deler meget vandene. Enten synes folk, at det er helt vildt fedt, ellers er de skeptiske og tror måske ikke på, at vi selv har lavet det og sådan.

Hvordan kommer det konkret til udtryk?
Camilla: Vi mærker det ikke rigtigt. Tværtimod har vi fået virkelig meget støtte.
Sara: Nu er vi også i Prime, det her management-kollektiv, hvor der er sindssygt meget støtte. Jeg tror tidligere, at vi kunne mærke det med Taras. Da vi vandt den der D-A-D konkurrence, var der mange, der sagde, at det var rigged. Det er ret ubehageligt, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved vores kompetencer på grund af vores køn.
Natasja: Så hører vi det for eksempel nogle gange igennem venner, hvad folk har sagt. Ej, men de kunne ikke spille i dag, fordi de havde hård menstruation – sådan nogle ting.
Sara: Nårh ja, det kan jeg godt huske – det var der nogen, der skrev på Facebook.

Hvad laver I, når I ikke er Ivy Crown?
Camilla: Det er mere en udgift lige nu, end det er en indtægt. Det er hårdt at starte op.
Natasja: Jeg vasker trapper.
Camilla: Ja, fucking sejt. Man er nødt til at vælge noget, der ikke kræver så meget af en. Jeg har tidligere været vagt på deltid, men var simpelthen nødt til at sige det op. Jeg var fucking træt af det. Det er ikke fedt.
Sara: Jeg sidder primært hos Prime Collective, og så skal jeg starte på min kandidat til september.

Hvorfor "Ivy Crown"? Er I kristne? Jeg fangede lige jeres liveshow på Distortion, og I fremstår ikke vildt kristne. Ment på den bedst mulige måde, altså.
Camilla: Fordi vi synes, at det lyder fedt. Vi sad og brainstormede rigtig meget frem og tilbage på Messenger – det har en feminin klang, uden at det bliver for tøset. Det er jo netop ikke en kristtorn, vi bruger, men ivy. Det er ikke så meget ordenes egentlige betydning – mere at det har noget blødt og noget hårdt i sig, når man udtaler det – og vi har også noget blødt og noget hårdt i os.

Ivy Crown – fra venstre: Natasja Stormly, Sara Gacic og Camilla Hinze. Foto: Guilluame Blanjean Matthiesen

Hvem er ligesom hvem her i gruppen?
Camilla: Natasja er altid meget stille. Lidt en Kirk Hammett.
Natasja: Meget…distræt.
Sara: Men meget kreativ.
Camilla: Rigtig dygtig. Og du (Sara, red.) er initiativtager – den, der har fuldstændig styr på networking.
Sara: Jeg er 'aktivisten'. Det er primært mig, der fortæller pigerne, at vi skal være her på de her tidspunkter – Natasja, husk din guitar, og sådan noget.
Camilla: Hvad fanden er jeg?
Natasja: Du er vores frontfigur. Ansigtet udadtil – og vores hype man under koncerter.
Camilla: Lige præcis. Vi er mere i de roller, når vi er i gang med den kreative proces. Men lige så snart musikken er lavet, er vi bare venner, der nyder, at vi har fået lavet noget fedt. Sara er 'moren' på nogle punkter, men jeg kan også godt have den rolle.
Natasja: Når vi drikker os fulde, er Camilla moren. Hun har også en masse ideer, hvor Sara så går ind og siger; det her kan vi bruge, lad os gøre sådan her.

Hvilke faser gik I igennem som teenagere?
Camilla: Jeg var Avril Lavigne-kopi. På mit klassebillede fra niende står jeg bare med cap'en omvendt og slips henover en t-shirt – det hele.
Natasja: Det havde jeg også på et tidspunkt.
Sara: Jeg gjorde bare altid det omvendte af, hvad alle andre gjorde. Hvis alle i min gymnasieklasse var hippier, så var jeg ikke.
Natasja: Jeg ville bare gerne ligne de andre. Helst ikke blive set.

Har I nogle Ivy Crown ritualer? Er der noget I altid gør, når I er sammen?
Camilla: Vi spiser næsten altid flæskesvær, når vi er i øveren. Eller burgere. Nogle gange kebab.
Natasja: Før en koncert kan jeg faktisk godt lide, at der er ro. Og vi spiser generelt rigtigt meget slik og is.
Sara: Vi er blevet kaldt 'snack-bandet' af vores producer.
Camilla: Vi er ikke fanatiske. Vi drikker gerne nogle bajere før en koncert.

Hvordan bruger I hinanden uden for bandet?
Camilla: Vi kan altid ringe til hinanden. I bandet er vi meget large over for hinanden, så hvis der er en af os, der har lidt knas, så siger vi det bare til hinanden.
Sara: Vi er gode til at rumme hinanden.
Natasja: Hvis en af os har en dårlig periode, så siger vi det til hinanden.
Camilla: Jeg synes, at det er sindssygt rart at være i band med kvinder.

Har I prøvet det modsatte? Hvorfor er det federe kun at være kvinder i bandet?
Sara: Jeg tror generelt, at kvinder er meget mere beskrivende i alle processer. Vi er ikke hårde i tonen over for hinanden. Og det gør bare, at det er et rart miljø, i modsætning til mange andre bands, der kommer ud på den anden side og ikke kan lide hinanden længere, fordi tonen er for hård.

Har I en fast "uniform", når I går på scenen – altså et bestemt look, I gerne vil ramme?
Camilla: Street med et feminint touch. Det må bare ikke blive vulgært. Med kvinder i rockbranchen kan det hurtigt godt blive sådan noget med lak og læder, lange, klamme negle og sådan.

Hvem har I optur over i musik i dag? Og hvem synes I er for vulgære?
Sara: Jeg er vokset op med Queen of the Stone Age. Dem elsker jeg. Og så var det en pigedrøm at se System of a Down på Copenhell.
Natasja: Jeg er til alt fra det hårdeste Slipknot til… Christoffer.
Camilla: Jeg er nok mest til det hårde – Deftones, gammelt syrerock, Zeppelin og sådan noget. Og så synes jeg, at Beyoncé, hun er fucking awesome. Både hendes stil, det, hun kan, og det, hun repræsenterer. Men jeg så for nyligt en dokumentar om et band, der hed Rockbitch. De var fremme i 90'erne, og det var sådan noget med, at de var nøgne på scenen og havde kæmpe strap-ons på. Så tog de altid en fra publikum med op på scenen til hvert show, og så kneppede de også med ham. Hvorfor ikke, altså? De gik fra at være rigtig populære til lige pludselig ikke at være så populære til så at gå helt under jorden. I dag lever de i sådan et heksesamfund i Skotland.

Okay, så et eller andet sted midt i mellem Beyoncé og et live sexshow. Kan I fortælle lidt om jeres tekstunivers. Har I altid omskrevet Suspekt-tekster?
Sara: Det var på grund af det her Distortion-event, vi spillede til med Prime Collective. Alle bands fra Prime fik tildelt en artist, hvis musik vi skulle fortolke. Og så fik vi Suspekt.
Camilla: Og vi kunne af gode grunde ikke synge originalteksterne. Så vi omskrev dem.
Sara: "Slik den våd fra tør" er jo lige så ulækkert, bare fra et kvindeligt synspunkt. Det var faktisk ret sjovt, så jeg tror også, at vi tager en af sangene med til vores næste show.

Hvis I selv skulle vælge en kunstner at omskrive tekster fra, hvem skulle det så være?
Sara: Gulddrengens "Model" kunne være meget sjov.
Camilla: Eller måske Kanye. Der er så mange sange i dag, der er skrevet fra en mands synspunkt.

Hvad synes I, den moderne musikscene savner?
Camilla: Der er virkelig ikke mange, der tør at sige noget. Der er hende Nikoline – hun tør godt. Så er der os. Vi siger det måske på en lidt pænere måde, men vi tør også godt at sige noget. Der er stadig en holdning i Danmark om, at man skal sige tingene pænt, for ellers kan man ikke nå ud til den store målgruppe. Sådan noget som Gulddrengen fylder også for meget.
Sara: Man tænker for meget i koncepter, så folk bliver mættet for hurtigt og keder sig også bare hurtigere. Dansk musik er meget introvert. Udenlandske kunstnere går meget mere udover scenekanten, end vi gør. Vi er også stadig virkelig dårlige til at anerkende metalmusik herhjemme, selv når der er tale om Myrkur eller Volbeat – artister, der klarer sig virkelig godt i udlandet. Vi mangler lidt at give hinanden nogle skulderklap.

Hvad er det mærkeligste, I har oplevet til en af jeres koncerter fra publikum?
Sara: Vi spillede koncert sammen med D-A-D på et tidspunkt, hvor jeg efterfølgende blev kontaktet af en ældre herre på Facebook. Han ville vide, om jeg havde et gammelt trommeskind liggende, som jeg ikke spillede på længere. Jeg havde nogle, som jeg ikke havde fået smidt ud. Dem sagde han, at han gerne ville købe – men han ville lige stille mig nogle spørgsmål. Først ville han vide, om nogle af de andre i bandet havde spillet på dem. Da jeg svarede nej, og at det primært var mig, der spillede trommer, ville han vide, hvor hårdt jeg slog på dem. Og have mig til at beskrive, hvor hårdt jeg egentlig slog på dem. Jeg klikkede 'blokér' med det samme. Det er lidt noia.
Natasja: Der var på et tidspunkt en dame, der virkelig ikke kunne lide os, der skrev til os, at musikken ikke var noget for os, men at vi måske kunne blive modeller i stedet.
Camilla: Det kan være, at hun havde hård menstruation…

Har I groupies?
Natasja: Vi har en fan, der altid kommer forbi med gaver til os, når vi spiller. Jellybeans og champagne og sådan noget. Han er virkelig sød.
Sara: Han er kommet i mange år, siden vi spillede første gang på Elværket i Helsingør som Taras. Vi har også en gruppe piger fra Billund, der kommer til København, når vi skal spille.
Camilla: I fremtiden skal jeg have et helt harem. Det ved jeg ikke, hvad min kæreste vil sige til. Vi ville faktisk også have haft to mænd med på scenen til Distortion med bar overkrop og latexmasker. Ligesom Suspekt gør med kvinder. Men der var ikke nogen, der var friske. Det er simpelthen for dårligt.

Hvad vil I gerne kommunikere med Ivy Crowns musik?
Camilla: Frihed, power og det at tage kontrol over sit liv – men ikke udelukkende sådan noget girl power. Energi, som alle kan bruge og relatere til, om du er mand eller kvinde.
Natasja: Det kunne også være sejt at inspirere de unge piger til at se, at man kan andre ting end at sidde på café og drikke café latte og vise det til hele Instagram. At der er andet, der også er sjovt.
Sara: Den unge generation bruger de sociale medier meget og tror, at det også er sådan, de skal opføre sig. Det er godt at vise dem, at man også godt kan være pige og spille på trommer eller guitar.
Camilla: Jeg kan godt lide, at vi holder det real. Vi er ikke pretenders på vores sociale medier. Vores billeder bliver ikke redigeret. Det ville jeg være rigtig ked af, hvis vi blev presset i den retning. Vi vil bare gerne være os og se ud, som vi gør.
Sara: Vi giver ikke en fuck.

Hvilken kvindelig musiker/gruppe kunne det være interessant at opleve som mand og vice versa?
Sara: Jeg gad så godt at se en kvindelig Kanye West. Bare for at se, om folk ville reagere på samme måde, hvis det var en kvinde. Eller en mandlig Taylor Swift, for hendes histories skyld. Men jeg ved ikke, om en mand ville kunne slippe afsted med det, som Taylor gør. Hvis det skulle være et rockband, kunne jeg godt tænke mig at se sådan nogle som Bring Me the Horizon, for at se, om de ville kunne få lige så mange mandlige fans.
Camilla: Et kvindeligt Slipknot. Kæft, det ville være grineren.

Hvad kan verden forvente af Ivy Crown i den kommende tid?
Sara: Vi arbejder hen mod en turne til foråret. Vi vil spille på alle de store festivaler. Vi vil overtage verdenen.