Alle de virkelig nederen ting, der skete for mig, da jeg stoppede med at ryge hash

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly

En velkendt kliché, som jeg har hørt alt for mange gange, går på, at "ting kan ændre sig på et øjeblik." En anden kliché, som jeg ved er sand, er, at klichéer er sande. For tre lørdage siden tilbragte jeg hele dagen i min seng med min bong, som jeg konstant fyldte op og kæderøg på, mens jeg så uinteressant skodfjernsyn fra solen stod op, til den gik ned. Jeg var fyldt med selvhad og bongrøg.

Efter fire år med mange af sådan nogle dage – dage, hvor det første, jeg gjorde, så snart jeg fik fri fra arbejde, var at tage hjem og fare hen til min bong af ametystkrystal, som jeg købte på Etsy for 700 kroner – gik det pludselig op for mig: Tjald er på en måde ved at ødelægge mit liv. Jeg bed mærke i tanken, og sad med den i et stykke tid, usikker på, hvad der ville ske nu.

I tiden, der førte op til det øjeblik, havde jeg allerede gjort et par ting for at rette op på mit liv. Jeg var begyndt at gå til psykolog, dyrke regelmæssig motion og få akupunktur. Dagen efter jeg havde røget mig helt ned i kulkælderen, havde jeg tilfældigvis en aftale hos den sidstnævnte. Efter jeg havde siddet i venteværelset i et stykke tid, kom min akupunktør, Max, ud og bød mig velkommen. Han spurgte mig, om jeg nød det gode vejr. Solen havde skinnet, og det havde været ret varmt de sidste par dage, selvom det var vinter. Jeg sagde ja og jokede med, at jeg havde brugt dagen før på at ligge i fosterstilling i et mørklagt rum, og nu var jeg ude og indhente noget af det tabte sollys. Så blev jeg pludselig alvorlig, og ordene faldt næsten ud af munden på mig: "Jeg elsker cannabis… men jeg tror, at jeg er nødt til at stoppe?" Jeg blev skræmt af at høre mig selv sige det.

Max og jeg havde tidligere arbejdet på at opbygge min Qi-energi, så jeg ville blive mindre deprimeret og ængstelig – første gang, jeg blev behandlet af ham, var jeg skæv, og min oplevelse med akupunktur var fantastisk. Han stak en nål ind i mit hoved, og et par til ind i mine arme, mine hænder og mine fødder, og jeg var med det samme overbevist om, at hele konceptet med et "tredje øje" var sandt, og at mit var åbent.

Han påpegede forsigtigt, at mit cannabisforbrug sandsynligvis gjorde mine problemer værre. Og selvom jeg var enig, hvilket var grunden til, at jeg var gået til bekendelse over for ham, begyndte jeg at mindes alle de gode stunder, jeg havde haft med tjald, som om jeg overvejede at slå op med en kæreste; i mit hoved holdt jeg en ordentlig kogle af et topskud i begge hænder, mens vi snurrede rundt i slowmotion. Imens var Max ved at fortælle, at han ville stikke nogle nåle i mine ører for at gøre det nemmere for mig at sige farvel til min elskede urt, og jeg nikkede. Det var tid.

Akupunkturen i mit ydre øre var ekstremt ubehagelig, og jeg havde det lidt, som om jeg havde hængt på hovedet i en time. Da Max endelig fjernede nålene, følte jeg helt oprigtigt, at jeg var blevet reddet. Jeg følte mig optimistisk og lidt rundt på gulvet, da jeg forlod akupunktøren. Jeg ville holde op med at ryge cannabis! Udenfor på gaden ringede jeg til min kæreste og fortalte ham, at jeg ville lægge misbruget bag mig – i hvert fald i et godt stykke tid. Han var chokeret, men også glad. Det har altid virket, som om at han hader, når jeg ryger, hvilket jeg gør hele tiden. "Nu får jeg min kæreste tilbage," sagde han.

Da jeg kom hjem i min lejlighed, samlede jeg mit skunk og min bong og gemte det væk i en skuffe. Det var ikke nogen stor, rituel handling, og det faldt mig ikke ind at smide rygergrejet ud. Det var februar, og jeg havde tænkt mig at stoppe i en måned, måske to, og så lige tage status for at finde ud af, hvordan jeg skulle komme videre derfra. Måske kunne jeg endda fejre min viljestyrke den 20. april (4/20, red.).

Jeg var til psykolog om tirsdagen, hvor jeg delte den gode nyhed med hende. Jeg tror, at jeg sagde noget med, at jeg ville forsøge at "forbedre mit forhold til cannabis." En kort pause ville nok lægge en dæmper på vanen, lod jeg forstå.

Hun smilede og svarede, at det typisk ikke var sådan, tingene hang sammen, og sagde nok mellem linjerne, at jeg burde droppe det helt. Cannabis er ikke kun en måde at behandle depression på. Det er også i høj grad en måde at undgå at behandle sin depression på, sagde hun. Men under alle omstændigheder var det et skridt i den rigtige retning, og hun var stolt af mig. Nu, tilføjede hun, ville jeg "føle følelser".

Jeg nikkede og begyndte at overveje, hvordan mit liv ville se ud uden cannabis – permanent. Det virkede uheldigt og uoverskueligt, fordi cannabis gør alting så meget sjovere. Det er næsten et biologisk faktum. Men det var måske derfor, hun havde ret.

Da jeg kom hjem fra arbejde den dag, ænsede jeg en svag trang til at ryge weed. Det var minderne om min gamle rutine, der lokkede mig, jokede jeg for mig selv. I stedet for at ryge kiggede jeg på Reddit-siden for folk, der også prøver at holde op med at ryge pot – hvilket jeg aldrig skulle have gjort. Der var det ene rædselsvækkende opslag efter det andet, der fortalte, at abstinenserne, når man stoppede med at ryge, ville vare ved i månedsvis.

Jeg kunne godt genkende beskrivelserne fra mine første røgfri dage: Jeg sov dårligt. Jeg havde ondt i halsen, og det føltes, som om jeg havde influenza. Jeg havde også lidt ondt i lungerne og var gnaven og irritabel. Men det kunne have været værre, kunne jeg forstå på det hele: Nogle af staklerne på r/leaves fortalte, at de havde hostet harpiks op.

På min tredje hashfri dag vågnede jeg ved, at min kæreste prikkede til mig klokken halv syv om morgenen og lavede febrilske ansigts- og armbevægelser. Af en eller anden grund havde vi aftenen før besluttet os for at forsøge at nå i fitnesscentret, inden vi tog på arbejde. Jeg satte mig modvilligt op i sengen og beklagede mig højlydt. Jeg havde haft mærkelige drømme og dårligt nok fået noget søvn, selvom det var bedre end den første aften, hvor jeg havde fået et panikanfald. Det melatonin, som jeg var begyndt at tage i stedet for at ryge fed, hjalp på det.

Jeg stod op og gik ud på badeværelset og tændte for lyset. Den elektromagnetiske stråling brændte med det samme huller i min øjne, så jeg slukkede lyset igen. I mørket kom jeg til at støde hovedet ind i flisevæggen, hvorefter jeg kollapsede grædende på gulvet. Det gjorde ikke engang ondt.

Alligevel nåede jeg både i fitnesscentret og på arbejde, men jeg var træt og havde det nederen resten af dagen. På det tidspunkt troede jeg bare, at det var fordi, jeg var stået for tidligt op og havde overanstrengt mig et sted, jeg alligevel ikke hørte hjemme. Selv hvis jeg stopper med at identificere mig som pothoved, er jeg ret sikker på, at jeg altid vil se mig selv som en slacker.

Set i bakspejlet er jeg ret sikker på, at det var en bivirkning af mine weed-abstinenser, fordi jeg var lige så udmattet dagen efter. Jeg mødtes med min ven Andrew, der ryger lige så meget, som jeg plejede at gøre. Jeg fortalte ham, at jeg var stoppet med at ryge for et par dage siden, og han så med det samme lidt nedslået ud.

"Wow, det gør mig ked af det," sagde han.

"Jeg ved det godt, også mig."

Men mens jeg stod der og overvejede øjeblikket, var jeg nødt til at tage hatten af for ædruelighed. Jeg var allerede begyndt at overholde langt flere aftaler, end da jeg konstant var skæv.

En af flere cannabisrelaterede trøjer, jeg ejer. Jeg har også brugt 1400 kroner på hampbladsøreringe og alt for mange penge på de her. 

Det er lidt over tre uger siden, jeg sidst har røget pot, og jeg kan stadig mærke effekterne af THC'en, der forlader mit system. Det er svært overhovedet at skrive det her. Jeg er træt, min koncentrationsevne er helt fucked, og jeg føler mig så meget dummere, end jeg nogensinde gjorde, da jeg var skæv.

Jeg havde altid troet, at jeg kunne skille mig af med vanen, som jeg nægtede at betragte som en vane, når jeg havde lyst. Jeg kunne bare ikke se nogen grund til at gøre det. Men det har sgu været svært for mig at stoppe med at fyre op i ametystpiben. Jeg tænker konstant på, hvordan bivirkningerne af ikke at ryge cannabis mere så let kunne afhjælpes… ved at ryge cannabis. Kvalmen, hovedpinerne, humørsvingningerne, den manglende appetit.

Jeg er også begyndt at få udslæt i ansigtet, hvilket er så irriterende. Irriterende er faktisk et godt ord til at beskrive, hvordan jeg har det med mine cannabis-abstinenser. Det er ikke overvældende forfærdeligt, men det kører mig træt. Jeg har misset et par arbejdsdage på grund af den vage, forfærdelige følelse, der hænger over mig til hverdag. Men jeg er også gladere, på en eller anden måde.

Hvad der også er irriterende er, at det lortefjernsyn, jeg før nød at se, nu bare er ligegyldigt lort. Løvens hule er noget lort. The Voice er lort. Selv The Bachelor, som jeg stadig halvt ser, fordi jeg er alt for investeret i Nicks rejse til at stoppe nu, er fucking også noget lort. Jeg elsker selvfølgelig stadig at se fjernsyn – det er svært at undslippe eskapismen i alle dens former, lige meget hvor lidt den egentlig hjælper. Jeg håber, at jeg stadig kan finde glæde i den nye sæson Terrace House, når den udkommer på Netflix. Men det er ikke en dårlig ting for mig at se mindre fjernsyn – tværtimod.

Det, der har afholdt mig fra at ryge igen, er at huske, hvordan jeg nåede frem til, at jeg gerne ville stoppe. Der er en deprimeret kvinde i bogen Infinite Jest, der beskriver hashstoppet på følgende måde: "Jeg bliver mere og mere miserabel og træt af mig selv… Jeg ryger mig skæv, men tænker ikke på andet, end at jeg er nødt til at stoppe med at ryge alt det her tjald, så jeg kan komme i gang med at arbejde igen og sige, at jeg er her, når folk ringer(…)"

Hun er fanget i en ond cirkel af at stoppe og ryge igen og stoppe og ryge igen, og der har jeg ikke lyst til at være. Cannabis er en ufarlig plante; den burde være lovlig, og de mennesker, der indtager den, burde frit kunne gøre det, så meget de har lyst. Det er bevist, at den kan gøre mange fantastiske ting for så mange mennesker, men måske ikke for mig.

Jeg ved, at når jeg nærmer mig den skuffe, hvor jeg har gemt mit pot, overvejer jeg ikke engang at hive det frem, selvom jeg lan lide duften. Jeg ved godt, at min kæreste siger, at jeg virker mere tilstedeværende. Jeg ved godt, at alle bliver ved med at sige, at de er stolte af mig, og jeg elsker at få ros og komplimenter. I stedet for cannabis er jeg nu afhængig af terapi, motion og akupunktur. I første omgang har jeg lovet mig selv at være hashfri i en måned, og jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at jeg ikke vil tilbage til den måde, tingene var på før.