FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Søren på flugt gennem Europa: Vagthunde, grænsekontrol og bidende kulde

Danske Søren Brydesen rejser med flygtningene fra Lesbos i Grækenland og videre op gennem Europa. Undervejs skriver han dagbog og beretter om sine oplevelser. Her er kapitel 2.

Færgen, der sejler Søren og tusindvis af flygtninge fra Lesbos og videre til det græske fastland. Alle fotos af forfatteren selv.

24-årige Søren Brydesen er rejst til den græske ø Lesbos for at følge flygtningestrømmen op gennem Europa. Undervejs beretter han om sine oplevelser i en dagbog, som vi bringer her. Det her er kapitel 2 af dagbogen, hvor han netop er gået ombord på den færge, der skal sejle ham og den familie, han følger, fra Lesbos til det græske fastland.

Med sig har Søren kun det mest basale: tandbørste, termosovepose, GoPro-kamera, mobiltelefon, to par strømper og fire underbukser.

Advertisement

Læs dagbogens første kapitel her.

Ombord på færgen.

Dag 6

Ocean Blue-færgen raser over bølgerne, en teenagedreng sidder på en hvid plastikstol, betaget af det store dybblå hav, som han sammen med sin familie kun få dage forinden krydsede i en tynd sort gummibåd fra Tyrkiet til Lesbos. Han har Downs syndrom og jeg spørger forsigtigt broderen, hvor de kommer fra: "Irak", svarer han. En flygtning med Downs syndrom? Jeg går ud fra, at krig ikke skelner mellem folk, gamle eller unge, handicappede eller ej. At leve i et land med krig er farligt for alle, uanset hvem du er.

Jeg sidder på øverste dæk med benene oppe og glor halvdovent ind i skærmen på et skrattende fjernsyn, hvor filmen Hancock lige er gået i gang. "Call me an asshole one more time", udbryder Omar, synkront med Will Smith, der i hovedrollen spiller en fordrukken superhelt. Omar er yngste medlem af den familie, jeg rejser med, han er 9 år. "ASSHOLE!" råber Omar storgrinende og flyver op af stolen, hvorefter Will Smith kaster en kæphøj dreng højt op i vejret. Ahmad, som er Omars 15-årige storebror, ruller med øjnene.

Familien (far, mor og fire børn) har rejst fra Damaskus i Syrien, gennem Tyrkiet og er nu på vej mod Tyskland - helst Frankfurt, da de har hørt, det skulle være en god by at bo i. Deres ene søn, Mohammad på 22, er rejst i forvejen og har allerede været i Berlin i fire måneders tid. Ahmad på 15 fortæller over en lunken Coca-Cola i færgens restaurant, at de var palæstinensiske flygtninge i Syrien, men at deres hus i Yarmouk Camp (en flygtningelejr få kilometer uden for Damaskus) blev bombet af enten ISIS eller Asads regeringsstyrker.

Advertisement

For familien kan det sådan set også være ligemeget, hvem der står bag bomberne. De skulle bare væk. Faderen med det mørke, alvorlige ansigt og de indsunkne øjne arbejdede som sælger i Damaskus, moderen gik hjemme, Omar og Ahmad gik i skole, og Firas (storebroderen) studerede jura på samme universitet som søsteren, Abeer. De havde et godt liv førhen, men nu giver tilværelsen i Syrien ingen mening: "Alle dage er ens, et liv i rutine, vi havde ingen fremtidsdrømme, for hvad skulle vi med dem?", siger Ahmad og skuler ud over det ægæiske hav med de små græske ferieøer i horisonten.

Ahmad på 15.

Lugten af pis og afføring tager til, som timerne går på den overfyldte færge med alt for få toiletter. Vi lægger til kaj ved øen Kios og endnu et par tusinde skikkelser vrimler ombord. Omar rækker mig insisterende en pakke High Energy Biscuits fra WFP (World Food Programme). Jeg tøver. Jeg føler ikke, at jeg kan tage imod de få snacks og frugter, familien fik af volontørerne på havnen i Lesbos. Det er jo dem, der er på flugt. Dem, der har brug for al den støtte, de kan få, selv om støtten kommer i form af kiks. Men jeg er sulten, og Omar insisterer igen. De smager af ingenting, men stiller alligevel sulten.

Ahmad og jeg går i kedsomhed rundt på færgens gange. Adgang til strømkilder er næsten lige så livsvigtigt som adgang til drikkevand for flygtningene. Med deres mobiltelefoner kommunikerer de med venner og familie derhjemme, og i Ahmads tilfælde kommunikerer han hver dag med storebroderen i Berlin, og holder ham opdateret om deres færden og sikkerhed.

Advertisement

Jeg fældes nær af en flok børn, der jagter hinanden med en pandelampe - legen går vist ud på, at man ikke må blive lyst på. En slags tagfat. Gad vide, om børnene overhovedet ved, hvorfor de er på denne her færge i det her fremmede land? At de flygter, og måske aldrig kommer tilbage til det, de kender? Omar kigger efter hajer i havet, han elsker hajer, specielt den store hvide haj. Pludselig lyder en damestemme i højtalerne - vi er snart i Athen. De voksne myldrer rundt efter tæpper, tasker og hyperaktive High Energy Bisquits-børn. Stemningen er intens, og mens Ahmad pakker sin sovepose, spørger han interesseret: "Har du været i Athen?". "Tre gange. Det er en smuk by", svarer jeg.

Solen kaster sine sidste skygger hen over de forladte fabriksbygninger i havnen i Piraeus små 10 kilometer fra Athen. Jeg følger tæt familien, da vi i menneskevrimlen beordres hen mod nogle busser af en utålmodig politimand. En ældre græsk herre går os i møde. Han har en bus, der kører til den Makedonske grænse, og vi er velkomne til at køre med ham, hvis vi kan betale 40 euro per næse. Det kan vi.

Buschaufføren samler hurtigt registreringspapirer ind fra samtlige flygtninge på bussen. Dem, de fik, da de ankom til Lesbos. Jeg rækker ham mit danske pas, og han kigger forbavset på mig: "Dansk?". Jeg nikker tøvende, og pludselig blander min sidemand, Ahmad, sig: "Han rejser med os, min familie, det er OK." Buschaufføren løfter øjenbrynene uden større interesse for mig og fortsætter sin kontrol.

Advertisement

Bussen er så tilrøget, at børnene hoster og hakker, idet landskabet glider forbi.

Dag 7

Det er bidende koldt, måske minus 5 grader, og et bål brænder henne ved nogle hvide FN-telte. Vi er få kilometer fra den Makedonske grænse. Klokken er 5 om morgenen, og her skal vi vente, indtil vi må fortsætte. Firas, storebroderen, går med ud af bussen og hen til bålet. Jeg kan mærke, at han er nervøs. "Der går rygter om, at de kidnapper børn ved grænsen, og jeg er bange for, hvad der kan ske med Omar og Ahmad", fortæller han. Jeg forsøger at bagatellisere situationen – fortælle, at det nok er tomme rygter, men han er ikke overbevist. Efter et par timers venten når vi grænsen. Cigaretrøgen hænger tykt i bussen. De mindste børn hoster i kor, og Ahmad sidder sovende med åben mund med sit hoved på min venstre skulder. Der er sneklædte bjerge i horisonten, og et par hvide telte og et langt sølv, pigtrådshegn kan anes i mørket.

Ved denne grænse mister jeg kontakten til familien. Grænseovergangen er kun for flygtninge og jeg, som ikke er flygtning, beordres venligt, men håndfast ti kilometer i den anden retning til en anden grænseovergang. På den makedonske side går jeg langs nogle togskinner ned til den lejr, hvor familien befinder sig for at finde dem igen.

To hunde spotter mig på afstand fra lejren og sætter i løb, gøende, direkte mod mig. Jeg spæner hen mod indgangen til lejren, sparker vildt efter den ene, der har udset sig et bytte i form at mit bukseben og mødes til sidst af en politivagt, der kigger mere forundret på mig, end på hundene, der nu har taget et par meters afstand, stadig knurrende. Jeg må ikke gå ind i lejren, jeg må ikke fortælle familien, at jeg nok skal finde dem, jeg må ingenting. Modfalden går jeg tilbage mod den lille grænseby, Gevgelia, konstant spejdende efter hunde og fortvivlet over, hvad jeg nu skal gøre.

Advertisement

Familien og de andre flygtninge transporteres gennem Makedonien med tog, fra den sydlige grænse mod Grækenland til den nordlige grænse mod Serbien. Toget er kun for flygtninge, og efter flere timers forsøg på at smigre mig ind på kvinden med blå øjenskygge, afbleget, kruset hår, sorte læderstøvler og stram kjole, som efter sigende er stationschefen i grænsebyen, må jeg give op. Jeg tager en bus gennem landet til hovedstaden Skopje og derfra videre til den Serbiske grænse, hvor jeg satser på, at familien er.

Grænsen til Serbien.

Jeg ankommer til Presevo, en gudsforladt lille grænseby, hvor en oplyst flygtningelejr troner i nattemørket. Pigtrådshegn og militærvagter ved hver port sætter stemningen. Efter at have vist mit danske pas til tre forskellige mistænksomme vagter får jeg også her at vide, at jeg absolut ikke kan komme ind i lejren og lede efter familien, og at jeg bør forlade området. Jeg booker mig ind på det eneste hotel i byen. Værelset lugter af et kattepensionat, og liggende på ryggen i min sovepose spekulerer jeg på, om jeg mon overhovedet kan fortsætte min rejse som "flygtning", eller om håndteringen af menneskemasserne nu er så organiseret, at det bliver en umulig opgave? Jeg får 10 timers uafbrudt søvn.

Grænsebyen Prestina i Serbien.

Dag 8

Min blå poncho fra Spejdersport holder ikke den Serbiske regn ude, men dagen efter stiller jeg mig alligevel beslutsomt ved udgangen til lejren. Jeg holder mig på venlig afstand fra militærvagterne i håbet om at spotte familien, når de efter deres registrering stiger på en af flygtningebusserne ved lejren, der kører dem direkte til Kroatien. En af vagterne spørger i sin kedsomhed, om han må se mit pas, brummer noget, og går tilbage til sine fem militærkollegaer, der står og ryger under et halvtag.

Jeg er drivvåd, og efter fem timers venten uden syn af familien, trækker jeg min halsedisse op over munden, min strikhue ned i panden og hætten på min jakke op over hovedet. Jeg har taget en grim, billig, sort backpack med, uden for meget, der kan afsløre, hvor jeg kommer fra, og jeg beslutter mig for at stige på en af flygtningebusserne. Buschaufføren, en midaldrende herre, vinker mig utålmodigt, blind af regnen, over mod bagdøren og jeg stiger på. Mit hjerte banker, det er Serbien det her, ikke et land, hvor jeg vil have noget med autoriteter at gøre.

Advertisement

Bussen holder stille, alle sæder er optagede, vi er klar, men hvorfor kører vi ikke? Nervøsiteten sitrer i min krop, som var jeg få sekunder fra at fare mod månen i en rumraket. Der går ti minutter, og pludselig patruljerer buschaufføren, stadig utålmodigt, gennem sæderækkerne og tjekker biletter. Jeg har ingen, så jeg rækker ham 20 euro, men i stedet for at bide på peger han blot irritabelt hen mod lejren og siger: "Ticket!".

Jeg stiger af bussen, trækker huen lidt længere ned over mine afslørende blå øjne og holder momentum, samtidigt med at jeg går mod strømmen af færdigregistrerede flygtninge, ind i lejren. Jeg passerer to militærvagter, faker en rolig gang, som har jeg gået her hundredvis af gange. Køen til billetlugen er lang, vi står i mudder, og da jeg når forrest i køen, vifter en dame mig blot til side. Jeg ser pludselig, at mine "medflygtninge" skal vise papirer, mange papirer for at kunne købe en busbillet. Det er altså ikke så let det med at lege flygtning.

Grænsekontrol.

Jeg går samme vej ud af lejren igen. Opgivende spørger jeg en volontør, hvordan jeg kan komme til Kroatien herfra: "Med en af de der busser", svarer han pegende mod bussen, jeg en halv time forinden sad i.

"Nej, de er kun for flygtninge", svarer jeg spørgende. "Pjat, kom med mig", siger han og skodder sin cigaret. Han trækker mig ind i lejren igen, hen mod billetlugen og siger noget til billetdamen, der resulterer i, at jeg tre minutter senere, 40 euro fattigere, endnu en gang sidder blandt flygtningene, på en bus tværs igennem et land, på vej mod næste mål.

Advertisement

Jeg har ikke kontakt til familien, men mon ikke jeg møder dem på rejsen. En dreng fra Afghanistan tager plads ved siden af mig. Han lugter af sved, men ikke så meget som mig. Lyset fra eftermiddagssolen pryder de små, udtryksløse, serbiske landsbyer. Børnene falder hurtigt i søvn i skødet på deres forældre, og bussen bumler videre mod nord. Videre mod Tyskland.

Fortalt til Mikkel Keldorf

Læs mere fra VICE:

Sådan er livet på endestationen for Danmarks uønskede asylansøgere

Vi talte med 20-årige Calle, der har smuglet flygtninge til Sverige siden september

Hvad sker der, når flygtningekrisen bliver hverdag?