Når folk slår ihjel mens de sover

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Motherboard

En nat i 1950 lå Ivy Cogdon i sin seng og kunne ikke sove. Koreakrigen var lige begyndt, og hun var bekymret for, at den ville finde vej til Australiens kyster. Den nat blev hendes frygt til virkelighed. Fra sin seng så hun en gruppe nordkoreanske soldater omringe sin familie i Melbournes forstæder. Hun skyndte sig ind på sin 19-årige datters værelse, hvor en soldat var i gang med at overfalde hendes eneste barn. Ivy Cogdon løb ud i brændeskuret, greb en økse og skyndte sig tilbage til sin datters værelse, hvor hun huggede øksen to gange hårdt ind i baghovedet på soldaten.

Og så vågnede hun.

Der var ikke nogen soldat i nærheden. Den nordkoreanske invasion havde kun været en drøm. Men hendes handlinger var virkelige. Ivy Cogdon stod ved sin datters seng med den blodige økse i hænderne. Hun havde slået sit eget barn ihjel.

Hun blev senere for frifundet for mordet. Juryen anerkendte, at hun led af en ekstrem form for søvngængeri, og at hun hverken havde mental eller følelsesmæssig kontrol over sine handlinger i situationen.

Dr. Michel Cramer Bornemann er søvnekspert og studerer kriminalsager, hvor personen har begået voldelige handlinger i søvne. Han fortæller, at abnorme søvnlidelser, lige fra at tale eller gå i søvne til mord og seksuelle overfald, kaldes parasomnia. For at forklare parasomnia må Dr. Cramer Bornemann først forklare, hvordan vi sover. Hjernen skifter mellem fire stadier i en søvncyklus. På en almindelige nat vil man typisk gennemgå 6-8 søvncyklusser.

"Hjernen skal koordinere og synkronisere mellem de forskellige dele for at forbinde alle søvnstadierne på en flydende måde," fortæller han. "Man skal huske på, at hjernen er dannet af 86 milliarder neuroner, så vi må betragte den som et komplekst elektrisk netværk mellem forskellige anatomiske enheder."

De fleste menneskers hjerner kan sagtens skifte mellem de forskellige søvnstadier uden problemer. Men de mennesker, som lider af parasomnia, har en 'skiftefejl', som gør, at skiftet mellem stadierne ikke kan gennemføres fuldstændigt.

"I stedet for at have en rendyrket REM eller ikke-REM søvn, så oplever de en kombination af ikke-REM og REM, ikke-REM og vågenhed eller REM og vågenhed," forklarer Dr. Cramer Bornemann. "Den slags perioder kan være af meget kort varighed, men de er meget ustabile, mens de står på."

Når REM-søvnen eller ikke-REM søvnen overlapper med den vågne tilstand, kan det blive farligt ligesom i Ivy Cogdons tilfælde. I de to stadier er personen vågen og sovende på samme tid, men den potentielt farlige adfærd er forskellig, alt efter hvilken kombination det drejer sig om.

Under REM-søvn er det limbiske system, som er den del af hjernen, der varetager følelser og humør, meget aktivt. Det er derfor, at drømme kan være meget mærkelige og føles meget virkelige. Som regel er vores muskelbevægelser lammet under REM-søvnen, hvilket er en vigtig sikkerhedsordning, som afholder os fra at udleve vores intense drømme.

Men hvis der sker en skiftefejl mellem REM-søvnen og vågenhed, så kan overlappet med den vågne tilstand afstedkomme, at muskellammelsen bliver slået fra. Så er sikkerhedsordningen ikke aktiv, og den sovende har nu motorikken til at løbe ud i skuret og hente en økse – og endda til at klæde sig på, køre 20 km. gennem Toronto til sine svigerforældres hus og kvæle, banke og stikke dem ihjel, som i Kenneth Parks' tilfælde – alt imens personen delvist sover.

For dem, som oplever en skiftefejl mellem ikke-REM søvn og vågenhed, er oplevelsen en smule anderledes. Den form kan man kalde 'light versionen' af søvngængeri. Den sovende er vågen nok til at udføre almindelige handlinger, som at gå, tale eller spise, men de er ikke vågne nok til at være fuldt bevidste om deres omgivelser. Det er en usikker tilstand, og hvis den sovende pludselig ophidses, kan han formentlig ikke skelne mellem et nænsomt forsøg på at vække ham og et fjendtligt angreb. Så hvis en vagt eksempelvis prøver at vække en mand, som er faldet i søvn i hotellobbyen, kan den sovende reagere på, hvad han tror er et angreb, og skyde vagten tre gange.

Dr. Cramer Bornemann siger, at størstedelen af de kriminelle tilfælde, han præsenteres for, opstår ud af denne pludselige ophidselse. Han fortæller, at volden som regel rettes mod nogen, som er tæt på den sovende i øjeblikket, og at der findes mange skræmmende eksempler på den slags reaktion. Der var for eksempel en mand, som vågnede ved en pludselig lyd og skød sin kæreste, fordi han troede at han forsvarede sig mod en indbrudstyv. Eller faderen som tæskede sin 1-årige søn ihjel, alt imens han troede, at han forsvarede sin søn fra et vildt dyr.

Dr. Cramer Bornemann lægger vægt på, at mennesker, som udøver voldelig adfærd under parasomnia, ikke handler i overensstemmelse med deres fulde bevidsthed eller hensigt, hvilket retssystemet også anerkender. Men selvom hensigt er en væsentlig faktor i retssalen, gør det formentlig ingen forskel for personen, der hugges ned med en økse.

Så hvordan ved man, om man bor sammen med potentiel søvngænger-morder?

I første omgang skal du passe på Damien. Omkring 12-18 procent af alle børn går i søvne i modsætning til ca. fire procent af alle voksne. Dr. Cramer Bornemann forklarer, at den høje procentsats for børn skyldes, at deres hjerner stadig udvikles og modner de elektriske forbindelser, som skal sikre de glidende overgange mellem søvnstadierne. Personer, der gik i søvne som børn, har også større sandsynlighed for at opleve parasomnia som voksne.

Dr. Cramer Bornemann har ét primært råd til folk, som lever med en søvngænger: "Hvis du møder nogen, som går i søvne, så prøv at lede dem tilbage i søvne på en nænsom måde. Hvis du pludselig skubber eller river i en søvngænger, kan det udløse et instinktivt forsvar, som kan være meget voldeligt. De kan slå ud eller endda tage fat i genstande i nærheden som for eksempel en kniv. De handler uden at vide hvem, de angriber, fordi det er instinktivt."

For mennesker, som er prædisponeret for parasomnia, er der nogle omstændigheder, som kan gøre tilfældene hyppigere og mere intense. De primære faktorer, som højner risikoen, er søvnmangel, stress og angst.

For eksempel fandt man ud af, at Ivy Cogdon led af "en form for hysteri", og at hendes lidelser i vågen tilstand havde for vane at påvirke hendes drømme. Efter hun fandt ud af, at en af hendes naboer avlede edderkopper som en hobby (hvilket er nok til at give de fleste mareridt), drømte hun, at hendes hus myldrede med edderkopper. Den nat vågnede hun, mens hun aggressivt børstede imaginære edderkopper væk fra sin datters ansigt.

Den aften, hvor hun senere slog sin datter ihjel, havde de diskuteret Koreakrigen, som var en reel bekymring for Ivy Cogdon. Før de sagde godnat, havde hendes datter forsikret hende om, at der ikke var noget at være bange for, "Krigen banker ikke på vores dør endnu." Bum. Inception.

Nogle lægemidler kan sågar forværre tilstanden, inklusiv dem, som egentlig skal hjælpe folk til at sove. "Sovepiller er forbundet med højnet bevidsthed og vågenhed. Jeg har over 300 kriminalsager, som involverer abnorme søvnlidelser og vold, og en tredjedel af de tilfælde involverer Ambien eller sovepiller," forklarer Dr. Cramer Bornemann.

Så hvis alarmklokkerne ringer for dig eller din sengemakker, så undgå søvnmangel, stress og sovepiller og drop at snakke om krig, vold og andre hyggelige ting, får du sover. Sørg i hvert fald for, at søvngængeren ikke sover med en pistol under puden, og hvis alt anden glipper, så lås soveværelsesdøren.

Mere fra VICE:

Det du ikke lærte om stoffer i skolen

Her er de løgne, som sexarbejdere fortæller deres forældre og venner

Håndværkeren der jagter pædofile i sin fritid