FYI.

This story is over 5 years old.

Sex

Folk fortæller om det øjeblik, de vidste, deres date var dødsdømt

"Han lænede sig ind og gav mig et meget skaldyrssmagende kys. Jeg undveg, fik kvalme og besluttede, at det bare ikke ville komme til at ske."

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

De fleste dates kan gå lige i glemmebogen. 95 procent af de kopper kaffe eller fyraftensøller med ham fra festen eller hende fra Tinder vil fordampe fra din bevidsthed på din uundgåelig vej fra ungdom mod fast parforhold, ægteskab, børn og døden.

Men der er også de dates, som bliver siddende hos dig. Den date, hvor personen gjorde noget så sindssygt mærkeligt eller forfærdeligt eller overraskende, at du instinktivt og entydigt vidste, at du aldrig ville komme til at se den person igen. Vi bad nogle folk fortælle om deres værste eksempler på den slags øjeblikke.

Advertisement

Læs også: De absolut værste ting folk har sagt på en første date

"Måske havde han diarré?"

Aftenen inden vores date havde den her fyr sendt mig et virkelig langt, seksuelt ladet digt. Som i 13 strofers rimelig hotte men også super underlige sætninger, som for eksempel at "sutte på min søde perle".

Det, jeg blev mødt med aftenen efter, var en fyr, der sad med sin hættetrøje trukket helt op i et beskidt hjørne af en billig restaurant på en meget smuk dag, med et ynkeligt udtryk og sine høretelefoner i. Han rejste sig ikke for at sige hej og udsendte egentlig bare en vibe af, at han ikke gad at være der.

Det, der endeligt afgjorde det, var til gengæld de ti toiletbesøg, han havde på en time. Det var helt surrealistisk, og der sad en gammel mand ved et af de andre borde og var vidne til scenariet, og han var ved at pisse i bukserne af grin. Jeg tænkte, at han måske var blæst på coke eller måske havde han diarré? Uanset hvad, da han rejste sig igen, løb jeg udenfor og ringede til min mor og græd i telefonen på vej ned ad gaden.

- Caroline, 23 år

"Det har virkelig været hyggeligt, lad os lige gøre det igen? Jeg ringer til dig." (Foto: Ian Keating via)

"Alle mine forventninger blev slagtet på et splitsekund"

Der var ikke som sådan et specifikt øjeblik, hvor jeg besluttede, at jeg ikke ville se hende igen – det var nærmere omvendt. Vi havde aftalt at mødes et neutralt sted, så hun inviterede mig til en fest i sit hus, og jeg tog en ven med som moralsk opbakning. Vi vandrede rundt i hundrede år for at finde huset, men da vi endelig fandt det, åbnede hendes veninde døren, kiggede på os og sagde: "Stephanie har vidst festet nok for i aften, er jeg bange for."

Jeg kunne se gennem vinduet, at festen helt sikkert ikke var færdig, så jeg var sådan: "Er du sikker?" Men hun nikkede bare og lukkede døren i hovedet på os. Alle mine forventninger blev slagtet på et splitsekund. Vi endte med at tage hjem til mig og spille Fifa, så jeg mødte hende aldrig.

Advertisement

- Rob, 25 år

"Jeg anede bare ikke, at han var flintrende homofobisk."

Jeg havde mødt ham på Tinder. Han virkede lidt mærkelig, men der var noget mystisk over ham. Vi snakkede en del om vores fælles kærlighed til mad. I starten virkede han meget begejstret for at mødes med mig, og at jeg skulle vise ham rundt i London, fordi han var fra en lille by oppe nordpå. Jeg besluttede at tage ham med til Pride, eftersom det foregik inde på Trafalgar Square. Jeg anede bare ikke, at han var flintrende homofobisk.

I starten var han forvirret og troede bare, det var en eller anden festival, men så så han regnbueflagene, og da han så folk i drag, var han sådan; hvad foregår der? Jeg forklarede ham, hvad Pride er, men han kiggede bare rundt og tænkte sikkert: 'Hvad fuck har hun taget mig med til?' Da han så min bror, før han vidste, at det var ham, sagde han: "Hvem er den svans?" Jeg er selv biseksuel, så det var et kæmpe dealbreaker-øjeblik, fordi han fik mig til at føle, det var forkert at fejre noget, der er så fantastisk.

Bagefter sagde jeg, jeg var nødt til at gå. Jeg skrev aldrig til ham igen, og så slettede han mig fra alle sociale medier.

- Katie, 23 år

"Nå, du har taget din guitar med? Nej hvor fedt. Kan du noget Jason Mraz?" (Foto: Neil Odhia via)

"Hun stak hånden ned i bukserne på mig midt på pubben"

Alarmklokkerne begyndte at ringe allerede klokken 19, da min date ankom til pubben plørefuld og bestilte tequila til os. Efter fem minutter spurgte hun, om vi ikke skulle skaffe noget coke og tage på eventyr. Jeg var sådan; 'nej, det er tirsdag.' Hun trak på skuldrene og sagde, jeg var kedelig, hvorefter hun stak hænderne ned i bukserne på mig midt på pubben. Jeg rev hendes hånd væk fra min slappe pik og foreslog, at vi kunne lære hinanden lidt at kende først.

Selvom det ikke var den bedste start, blev jeg først sikker lige bagefter, da hun kom til at træde en fyr over tæerne og råbte af ham for at være i vejen for hende. Jeg hader uhøflighed endnu mere en potentielt stofmisbrug, så jeg sagde til hende, at det faktisk var hendes egen skyld. Hun kiggede bare på mig og sagde: "Jeg kan godt lide din vibe," hvorefter hun bed mig så hårdt i læben, at jeg begyndte at bløde.

Advertisement

Efter ti minutter mere fandt jeg på en undskyldning. På vej til metroen råbte hun: "Jeg er sulten! Jeg kommer lige tilbage!" og løb ind i en kiosk. Da hun kom ud, havde hun et kæmpe pølsehorn i hånden, som hun med det samme tabte på fortovet.

"Ej, sikke en skam," sagde jeg til hende. "Hvad er en skam?" svarede hun og samlede det tydeligt snavsede pølsehorn op fra fortovet og spiste det i to store bidder. Jeg løb ned i metroen.

- Cooper, 25 år

"Snakken blev pludselig meget dyb med emner som race og religion"

Jeg var på date nummer to med en pige, som var virkelig lækker, men som boede alene sammen med sin kanin. Vi smalltalkede lidt i starten, indtil snakken lige pludselig blev meget dyb med emner som race og religion. Hun sagde: "Jeg tror aldrig, jeg ville kunne være sammen med en sort fyr på grund af kulturkløften og alt det der. Det ville bare være virkelig besværligt for begge vores familier."

Jeg syntes, det var en latterligt dum ting at sige, så jeg kunne mærke, at jeg var færdig i det øjeblik. Men fordi vi var midt i middagen, sluttede aftenen først senere med et underligt akavet kys. I bund og grund var jeg til romantisk middag med en skabsracist i et par timer.

- Michael, 21 år

"Han var virkelig meget på toilettet."

Jeg mødte ham på en bar, og han var ret lækker, og han inviterede mig ud. På vores første og eneste date tog han mig med på Michelin-restaurant, hvilket var lækkert. Men da vi satte os ned, bestilte han både drinks og mad til mig uden at spørge, hvad jeg ville have.

Jeg prøvede at nyde aftenen, men han var der ikke så meget – han var virkelig meget på toilettet. Efter han været der en million gange, fattede jeg det endelig. Min date sniffede kokain. Han skulle ikke tisse. Hver gang han kom tilbage, snøftede han og talte med en million kilometer i timen. Det var så bizart. Vi forlod restauranten, efter hvad der føltes som mit livs længste middag.

Advertisement

Da vi stod ude på gaden, propmætte af krabbekager, fangede min date meget begejstret en cykeltaxa til os. Jeg lod, som om jeg var imponeret og steg ind. Nu ventede en jazzklub og formentlig endnu flere toiletbesøg. Henne på jazzklubben var det værste øjeblik, da min date vredt råbte, at saxofonisten ikke vidste en skid. Så lænede han sig ind og gav mig et meget skaldyrssmagende kys. Jeg undveg, fik kvalme og besluttede, at det bare ikke ville komme til at ske. Senere, da han foreslog, at vi tog videre på en anden bar, fandt jeg på en undskyldning, knuste hans kokainpumpende hjerte og tog hjem.

- Daisy, 25 år

Mere fra VICE:

Vi spurgte mænd, hvornår de swiper til højre på Tinder

Jeg prøvede at finde en kæreste med Pokémon GO

Sådan dater du, selvom du er ung og på røven