Mød den katolske præst, der laver bedre drinks end dig

Denne artikel er oprindeligt publiceret på MUNCHIES US.

Når man tænker på katolicismen, er en velskænket Manhatten ikke det første, der falder en ind. Det er selvfølgeligt kun, hvis man ikke kender Fader William Dailey. Til hverdag er Dailey en prominent præst og advokat, men i sin fritid er han så stor en cocktailnørd, at han blandt andet var med i Death & Co. cocktail-bogen og har talt til Tales of the Cocktail.

Vi tog en snak om teologi og mixology, mens han rettede sine juraelevers årsopgaver.

MUNCHIES: Der er mange religiøse ceremonier, der involverer alkohol. Hvordan adskiller du religiøst drikkeri fra den sjovere slags?
Father William Dailey: Vin er en del af den måde, vi katolikker fejrer nadveren på. Det er en højtid til minde om den sidste nadver, og vi tror på, at det i liturgien bliver til Jesu Kristi blod og legeme. Så selvom sanserne bedrages, som Sankt Thomas sagde, er begivenheden ærbødig, og den involverer kun indtagelsen af en meget begrænset mængde af det kostbare blod. Så ja, på den måde vil det føles og se anderledes ud, og selvom det er for at fejre noget, er det ikke en fejren på samme måde som at drikke uden for religiøs sammenhæng.

Der er flest, der drikker lørdag aften, mens der flest i kirke søndag morgen. Hvordan påvirker det fremmødet?
Jeg tror helt klart på, at en aftenmesse om søndagen ansporer til større fremmøde fra dem under 40, af grunde der nok hænger noget sammen med dit spørgsmål. Før i tiden var der midnatsmesser om lørdagen, så arbejdere kunne komme direkte i kirke efter deres aftenvagt, og så tage videre ud og få noget at drikke. Måske er vi ikke så imødekommende i dag, simpelthen fordi vi ikke er så mange præster.

Drikker du nogensinde med folk fra din menighed uden for arbejdstiden?
Ja da. Mine kolleger her på Notre Dame er altid til de messer, som jeg leder. Jeg har døbt deres børn, giftet deres børn væk og været med på hospitalet, når de nærmeste var døden nær. De spørger ofte, "Skænker du op i aften?" Jeg er gerne vært og takker ja til deres gæstfrihed.

Kan en god bar føles som en menighed?
Helt sikkert! En bar med mange stamkunder og en god fællesskabsstemning er et sted, man kan finde latter i gode tider, trøst i hårde tider og gode råd i forvirrede stunder. På samme måde er kirken stedet, vi tager hen for at fejre et nyfødt barn, sørge over tabet af en, vi havde kær, for at finde fællesskab - for både at støtte og blive støttet.

Hvad leder du ellers efter i en god stambar?
Jeg går efter et sted, hvor man kan have en samtale. Et sted med imødekommende atmosfære, der måske er lidt mere på den stille side. Nogle gange leder man efter et godt sted at tage ud med venner og få sig en snak. Andre gange tager man bare derhen selv og har en stille og rolig samtale med bartenderen. Jeg foretrækker et sted, der har en lækker vermouth og forstår sig på en klassisk omrørt gin martini eller Manhattan. En cocktail menu med diverse hjemmelavede sirupper og tinkturer er ikke obligatorisk for mig, selvom det da er dejligt. Men respekt for klassikerne, gode samtaler og en varm, gæstfri stemning er langt vigtigere. Det er vigtigere, at en bar kan få folk til at føle sig hjemme, lige meget om de er der solo eller med selskab, end om de kender alle de ingredienser. der skal i en Phil Ward's Oaxacan Old-Fashioned.

Hvordan håndterer du den uanstændige opførsel. der ofte udspiller sig omkring dig på barer?
Måske er det fordi, jeg kommer nogle gode steder, men jeg har aldrig rigtig bemærket noget uanstændig omkring mig. Som regel har vi med ansvarlige bartendere og ansvarlige bargæster at gøre; folk der ikke er kommet for at drikke for meget. Jeg blev engang tilbudt kokain af en bartender i Manhattan; han vidste ikke at jeg var præst, men det var stadig ret utiltalende. Det er ikke så overraskende, at den bar siden er lukket. (Det skal siges, at det var en af mine klassekammerater fra jurastudiet der valgte den, ikke mig!)

De samtaler man har med fremmede på barer kan af godt gå hen og blive lidt småfilosofiske. Svarer du som Fader Dailey eller almindelig bargæst?
Jeg lægger aldrig skjul på, at jeg er præst, hvis der er en eller anden halvgod grund til at nævne det. Hvis jeg ikke er i uniform, sker det ofte, at folk spørger mig, hvad jeg laver - og ellers kalder bartenderen mig Fader Bill, og så ved folk det.

Tager du nogensinde i byen med din præstekrave på? Bliver du behandlet anderledes, end hvis du bare var kommet i t-shirt?
En sjælden gang i mellem sender fremmede en drink til ham med kraven på, og nogle gange er folk nysgerrige, men for det meste behandler folk mig på samme måde, om jeg så er gejstligt klædt eller ej. I 1950'erne skulle en præst med sin krave på i en bar aldrig betale for en drink – det var de andre bargæster mere end glade for at gøre. Det var dengang…

Hvad er dine specialiteter, når du mixer drinks derhjemme?
Takket være Jim Meehans PDT Cocktail Book, Death & Co.-bogen og Robert Simonsons fremragende bog om Old-Fashioned skænker jeg nogle ganske udemærkede ting i mit hjem. Jeg elsker at lave martinier, især for dem, der aldrig har fået den stirred. Det er en ren åbenbaring, første gang folk smager det! Så det er meget sjovt, at det de lærte af James Bond var fuldstændig forkert.

Tak for snakken.

Mere fra VICE:

Se billederne fra den indiske landsby, der har været afhængig af opium i 70 år

Sådan skal du opføre dig til mandestrip i Las Vegas

Vi besøgte Københavns værste turistattraktioner