​Fra Ozzy, der pisser, til Snoop i håndjern: Tom Sheehan fortæller historierne bag sine ikoniske billeder
Travel

​Fra Ozzy, der pisser, til Snoop i håndjern: Tom Sheehan fortæller historierne bag sine ikoniske billeder

Tom Sheehan har taget billeder af kendte musikere i 66 år. Det får man ret mange gode historier ud af.
June 15, 2016, 5:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Den legendariske musikfotograf Tommy Sheehan har taget billeder af alt det bedste fra rock, pop og rap gennem i godt 40 år. I denne måned udgiver han sin første bog, Aim High: Paul Weller in Photographs 1978 - 2015. Her fortæller han John Doran historien bag ti af hans mest ikoniske billeder.

Folk havde i uendeligheder prøvet at overtale mig til at lave en bog, men jeg hader at være i søgelyset. Da jeg sidst fotograferede Paul Weller i februar 2015 til Mojo-forsiden, sagde han, "Tom, du burde skrive en bog." Og jeg troede bare, at han mente en bog om mit arbejde.

Advertisement

Et par måneder senere var der et forlag, der tog kontakt til mig og spurgte: "Ud af alle de kunstnere, du har fotograferet, hvem tror du så, du kunne lave en bog om?" Og "ding!" - så slog det mig. Jeg skrev til Paul i en sms, "Hej min ven, Tommy her…" Og som den guttermand, han er, vendte han tilbage inden for et kvarter: "Hvordan kan jeg hjælpe?" Han skrev forordet til bogen, hvor han fortæller, at han er glad for at arbejde sammen med en foto-veteran som mig.

Vi nærmer os 40-års jubilæet for den første gang, jeg skød ham. Man er ikke bedste venner med dem, man fotograferer - man har et professionelt forhold og forhåbentlig en gensidig respekt. Jeg gad ikke at være typen, der altid går musikere på nerverne, prøver at hænge ud med dem og alt sådan noget. Forstå mig ret, jeg er venner med ham på samme måde, som jeg er venner med dig. Faktisk er han præcis ligesom dig, John - den eneste forskel er bare, at han har skrevet en masse fantastiske sange.

Ozzy Osbourne

Det var februar i 1982, og vi var taget til Amerika for at skyde Ozzy til Melody Maker. Han havde lige bidt hovedet af flagermusen, så jeg tror, at Jonesey (tidligere redaktør på magasinet, Allan Jones, red.) havde høje tanker om historien. Desværre var det kun en måned, før hans guitarist Randy Rhoads døde i den der bizarre flyulykke på samme turné. Vi mødte Ozzy i baren på hotellet omkring klokken 11 om formiddagen. Han var angiveligt på vandvognen, men bestilte sådan nogle store glas brandy, som han efterlod ved siden af Jonesey, som var med os, så Sharon ikke fandt ud af, at han drak, i fald hun kom gående forbi.

Jeg sagde, "ville du have noget imod, at vi lige hurtigt gik hen til Alamo og tog et par billeder?" Så forsvandt han ovenpå, og kom ned igen iklædt sådan nogle kæmpe trompetbukser og en slags ulden bluse med flagermusvinger. Han gik ind i gavebutikken og købte sig en håndtaske og en Stetson stråhat. Vi sprang ind i en taxa til Alamo og drak et par shots, men så sagde han, "Jeg skal pisse." På hver side af hoveddøren står der sådan nogle betonurner på omkring en meters højde. Han pissede i en af dem. Jeg tænkte bare, "Årh, for fuck's sake…"

Advertisement

Han rystede af og klatrede op i den her alkove over døren, mens jeg knipsede det ene billede efter det andet. Bag mig hørte jeg en med tyk texansk dialekt sige: "Ja, det er fyren, jeg så stå og pisse op af Alamo." Og så en Texas Ranger, der sagde, "Er det rigtigt? Kan du så komme ned derfra, kammerat." Og så siger fyren, "Ja, og ham her tog billeder!" Hvortil betjenten svarede, "Er det rigtigt? Så tager vi også ham med en tur." Så fik han vores navne og sagde, "Hey, var det ikke dig, der bed hovedet af den der flagermus?" Ozzy svarede: "Fuck ja, det var mig. Det var som at spise en Snickers pakket ind i læder."

Mens betjenten ventede på backup, lykkedes det mig at tage filmen ud af kameraet og give den til Jonesey. Inden længe vrimlede det med Rangers på gerningsstedet. Der var en af dem, der spurgte Jonesey, "Hey, er du sammen med de her to?" Med en åndssvag accent svarede han, "Nej, jeg er en svensk turist!" Til sidst lod de Ozzy gå fri, så han kunne gå på scenen samme aften. Han var rystet, da vi så ham. "De spærrede mig inde sammen med en morder! Han havde blod over det hele…han havde lige slået sin kone ihjel…" Fuck, mand.

Snoop Dogg

Det her var i 1994. Vi ankom til LA om torsdagen og blev ved med at få at vide, "Det sker i dag." Men det skete ikke den dag, eller dagen efter, eller dagen efter det. Om mandagen, den dag vi skulle flyve tilbage til Storbritannien, blev vi ringet op og inviteret hjem til ham. Da vi ankom, var det i kølvandet på en fest, der havde varet hele weekenden. Der blev røget overalt, der var en lille knægt, der måske var 12 år gammel, der rappede for alle; han var fantastisk.

Vi havde fået besked på, at vi ikke måtte nævne noget om den verserende retssag mod Snoop, han var tiltalt for at være medskyldig i et mord. Jeg sagde til ham, "Kan du huske den black power-honnør Tommie Smith lavede til OL i Mexico City i 1968?" Og han svarede, "Ja." Mens han poserede, sagde jeg, "har du noget imod, hvis jeg lige giver dig dem her på?" Jeg havde købt et par plastikhåndjern i en spøg og skæmt-butik på vej til lufthavnen. Jeg tog et par billeder, og så bad jeg ham om at sætte sig på en trappe ikke så langt derfra, hvor der var nogle tremmer. Jeg gik om på den anden side og tog billeder af ham, mens han kiggede gennem tremmerne, men det var ikke en hentydning til, at han skulle være i fængsel - det var bare en dum visuel effekt.

Shaun Ryder

Elsker den her mand. Jeg tog de allerførste billeder af ham til Melody Maker og fotograferede ham løbende gennem 20 år. Han repræsenterer det kaos, der kan følge med jobbet. Jeg tog på et tidspunkt billeder af ham til NME i Manchester, og journalisten, der var ret uerfaren, spurgte mig, "Hvordan er han?" Jeg svarede, "Du skal nok regne med, at han kommer for sent. Og at der er ild i ham, når han kommer. Der vil være gået noget galt. Der vil være sket noget med ham, der har forhindret ham i at komme til tiden. Og du kommer til at få hele historien. Så får han sig noget at drikke, og så vil det hele være OK."

Han kom sejlende ind i hotellets bar en halv time for sent, mens han sagde, "Fuck, Tommy, det er jeg sgu ked af, jeg er ked af, at jeg kommer for sent…jeg var i bilen…jeg kunne ikke få den til at starte…så kunne jeg ikke finde et sted at parkere den, så jeg efterlod den bare. Så var der en bus, der stoppede, og chaufføren sagde, 'Du kan ikke efterlade din bil der. Fucking flyt den.' Jeg sagde, 'Jeg flytter den fucking ikke. Jeg efterlader den der!" Da han endelig stoppede med at snakke, fik han sig en fadøl og et shot, så en fadøl til, og så sagde han, "Godt. Jeg skal bare lige på toilettet, før vi gør det her." Han gik på toilettet og kom tilbage efter et par minutter i en anden og mere udsyret tilstand. Han gav den hele armen…hylende fucking morsomt.

Mick Jagger

Hvad kan man sige til Mick Jagger, der er blevet fotograferet en million gange? Jeg sagde,"Det her er nok din første gang, men bare rolig Mick, jeg skal nok tage mig af dig." Han havde en poncho på, så vi tog nogle billeder, og så røg den af, og så havde han jakke på, så vi tog nogle billeder, og så røg den af, og så havde han bluse på, så vi tog nogle billeder med den, og så røg den af, og så havde han vest på, så vi tog nogle billeder med den.

Så der var fire opstillinger på ti minutter. Sikke en fyr. Totalt professionel. Når man står over for nogen, der er blevet fotograferet flere millioner gange, er man bare nødt til at køre på og få, hvad man kan. Anden gang jeg fotograferede Neil Young, havde jeg kun taget et par enkelte skud, da hans manager, Elliot Roberts, prøvede at lukke ned for det. Der stod en flaske vand på bordet, så jeg sagde til Neil, "Hvorfor samler du ikke den der flaske op, peger den mod linsen, og giver mig de vrede dræberøjne?" "Du har ikke lyst til at se de vrede dræberøjne," sagde Elliot. "Hør en gang: Hvem er det lige, der barberer den her ged?" Som i, "Jeg har kun fem minutter til at gøre mit arbejde, men det er mine fem minutter, så fuck af."

Paul Weller

Første gang jeg mødte Weller må have været i 1978 henne på RAK Studios i St John's Wood. The Jam var midt i at lave All Mod Cons. Jeg havde ikke været så opmærksom på dem, fordi punk-genren ikke lige var noget for mig, da den først kom frem. Selvom Joe Strummer kun var omkring to år yngre end mig, blev jeg set som en outsider med langt hår. Punk sagde mig ingenting.

Jeg havde set The Jam spille som opvarmning for The Clash på The Rainbow, en koncert, der havde sine helt egne problemer. Alle punkerne var i færd med at flå spillestedets jernsæder fra hinanden og kaste dem ned i pitten, og jeg fik et af dem lige i hovedet. En mand som Weller vil ikke pylres om. Der er mange journalister, der i en eller anden grad gerne vil lægge ord i munden på kunstnere. Fotografer vil ofte gerne have kunstneren til at gøre noget dumt, der vil forfølge dem resten af livet. Men det er ikke derfor, jeg har taget billederne, ligesom jeg heller ikke har taget dem for at se dem ende på et eller andet kunstgalleri. Det, jeg gerne vil skildre, er, hvem den person er på lige netop det tidspunkt.

John Lydon

Første gang jeg mødte Lydon var, da jeg fotograferede hans bror, Jimmy Lydon, som havde en punkgruppe med Jock McDonald, der hed 4" Be 2", og de poserede med Bananarama uden for Wormwood Scrubs-fængslet. Af en eller anden grund er de billeder gået tabt.

Dette foto er taget omkring [PiL-albummet] Flowers of Romance-perioden i hans lejlighed tæt på Maida Vale. Jeg tog nogle billeder i hans gang og sagde, "John, bare gem dig bag ved den her kandelaber." Han svarede, "Fuck, du er for sent ude Sheehan, det billede har Anton Corbijn allerede." Og så sagde jeg, "Nåh, men det har jeg ikke fucking set…så bare gør det." Mærkeligt nok gjorde han det, og jeg knipsede et par skud.

Advertisement

Det kan sagtens være, at John poserer, men du skal være hurtig for at fange det. Normalt er man fucked, hvis man prøver at instruere folk på den måde. De gør det ikke. De skrider bare. Jeg var i New York i 1981, og vi tog ud for at få noget at drikke. Efter at have ramt et par irske pubs og bundet nogle Guinness, endte vi på Studio 54. Det var mandag aften, og der var ret tomt. På vej tilbage fra badeværelset kunne jeg ikke lade være med at lave min onkel Harry fra Sheffields penisdans, men ja…jeg gik i byen med Lydon og endte med at danse på Studio 54. Vi brugte resten af aftenen på taget af hans bygning, hvor vi så skyerne rulle henover Hudson-floden, mens vi drak og vrøvlede frem og tilbage.

Richey Edwards

The Manics varmede op for Suede i Paris, og så kom vi på ideen om at tage ned i katakomberne. I tunnellerne lå der bunker af knogler i knæhøjde, og i midten var der en mur af kranier og knogler, der var omkring to meter høj. Der er ret snævert, så jeg kunne ikke tage et gruppebillede, kun individuelle portrætter. Bagefter tog vi tilbage til spillestedet, Bataclan, til lydprøve, hvor jeg tog et billede af ham lige ved siden af døren ind til scenen, hvorpå der stod skrevet "I've seen the future and it's murder." Det var noget af et statement i sig selv, men set i bakspejlet kan man ikke lade være med at tænke, 'Jesus fucking Christ…' Det var forfærdeligt - forfærdeligt - det der skete på samme spillested i fjor.

Når man laver de her jobs, går det ikke rigtig op for en, hvad der foregår psykologisk med musikerne - man er lidt på afstand, fordi man ser gennem linsen. Musikindustrien er en magnet for alle mulige forskellige slags mennesker, og nogle af dem er for sårbare - de burde aldrig være kommet så tæt på den. Jeg snakker ikke nødvendigvis om Richey, men ni ud af ti gange er der kæmpe forskel på den person, man ser på scenen, og den samme person uden for rampelyset. Deres kunst kommer fra hjertet og fra sjælen. De her musikere er nødsaget til at gøre det de gør, lige meget hvad. Og ofte egner de her mennesker sig ikke til forretningssiden af musikindustrien.

Advertisement

Et åbenlyst eksempel på det her ville være Elliot Smith. Da jeg først hørte hans musik, syntes jeg, at det var fantastisk. Jeg var virkelig glad for at have fået muligheden for at møde ham, og ville virkelig gerne snakke musik med ham, men det gad han ikke. En meget, meget genert fyr. Det er ikke alle dem, der går ind i arenaen, der er klar til kamp. Ikke bare det, men måske havde han ikke de rette mennesker omkring sig, og hans livsstil var så rodet. Sikke et fucking spild. Selvom det jo er nemt nok at sige bagefter.

Liam Gallagher

Liam Gallagher er til gengæld meget som den person, man ser på scenen. Jeg fløj sammen med Oasis på deres første tur til USA i maj 1994. De skulle spille deres første koncert på Wetlands i New York. Bandet fløj på 1. klasse, men Liam kom om til os for at sige hej og få en drink. Jeg havde hørt alle beretningerne om, at han var flabet, men ikke desto mindre stod han og hyggesnakkede med os over en drink, og da der var en medpassager, der skulle på toilettet, holdt han øje med deres barn for dem. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at han var ret sød af en arrogant rockstjerne at være.

Vi var på vej tilbage over Times Square, efter vi havde skudt "Live Forever"-videoen. Han ville gerne have en New York t-shirt, ligesom den Lennon plejede at gå i. Da vi kom ud af butikken, sortnede himlen på meget få sekunder, og regndråber på størrelse med tennisbolde begyndte at dale ned. Vi spænede afsted, og jeg fik knipset to billeder. Der er ofte en ekstrem spænding mellem bandmedlemmerne, der driver de her grupper, men jeg har faktisk kun været i én situation, hvor det er gået helt galt. Jeg tog billeder af nogle medlemmer af The Cure, og der havde været et eller andet i gære. Der var blevet sagt noget, og pludselig tændte Simon Gallup helt af. Det var det. Mere skulle der ikke til, for at han bare var helt væk…

Mark E Smith

Det her billede er taget på High Holborn i 1984. Da vi så skiltet for øjenhospitalet, virkede det bare åbenlyst, at han skulle blinke med det ene øje på billedet, fordi vi var pisse stive. Det var min fødselsdag. Efterfølgende hørte jeg ham fortælle ivrigt om dagen: "Jeg kunne slet ikke tro det. Han havde altid været professionel og alvorlig, da han fotograferede mig før i tiden, men den her gang sejlede han bare rundt. Da vi kom tilbage til pubben, fortalte idioten mig, at han havde fødselsdag." Så ja, den dag brød jeg den gyldne regel og smagte på de stærke sager, før billederne var skudt. Den Gyldne Regel: AKF. Arbejdet Kommer Først. Men hey, en enkelt gang på 66 år er ikke dårligt, vel?

Mark er berygtet for ikke at komme så godt ud af det med journalister og fotografer. I deres 100. nummer bragte UNCUT en billedserie af musikere, der holdt deres yndlingsalbums. The Fall skulle spille i Brighton, så jeg fløj ned for at tage et billede af ham. Vi ankom tidligt til spillestedet, men han var der selvfølgelig ikke. Han tager ikke til fucking lydprøve. Hans dame sagde, at han var på hotellet, så jeg tog tilbage til hotellet. Jeg kunne ikke opstøve ham, så jeg tog rundt på samtlige barer og pubs i kvarteret, men kunne stadig ikke finde ham. Så jeg gik ind og satte mig i baren på hotellet, og så kom han gående ud af elevatoren.

Advertisement

Da jeg så ham, sagde jeg, "Fuck, Mark, jeg har ledt efter dig overalt." Og han svarede, "Fuck, Sheehan, hvis jeg havde vidst, at det var dig, var jeg kommet ned tidligere. Jeg gik ud fra, at de ville sende en eller anden cunt." Betød det, at jeg blev lukket indenfor i varmen? Det tror jeg ikke, men tættere på kommer jeg nok ikke.

Tom Waits

Det er en stor hjælp for fotografen, at Tom Waits spiller en rolle. Han spiller skuespil for kameraet, hvilket er meget sjældent. Musikere kan have en formidabel fremtoning på scenen, men som regel performer de ikke, når de ikke er på scenen. Det gider de ikke at gøre for dig, fordi de ikke bare er cirkusaber. Du er nødt at finde en måde at trænge derind på den korte tid, du får.

Jeg var så heldig at få lov at fotografere ham i 1978 i Skandinavien. Han havde lige været igennem hele den der fase med at leve som digter på Tropicana Hotel og alt det pjat, så ja, han var først lige begyndt at tage den her karakter til sig. Så mødte jeg ham igen på Portobello Hotel. Han var ikke specielt imødekommende. For ti år siden mødtes vi for tredje gang i Santa Rosa, lige nord for San Francisco på Flamingo Motel. Jeg blev kørt ind for at tage mine billeder og sagde, "Jeg vil tage et par herinde, men jeg vil også udenfor…" Men han sagde, at der var for lyst. Jeg forklarede ham, at der lå et fantastisk stykke motorvej lige udenfor hotellet, men han sagde nej, Jeg sagde, "For fuck's sake! Du husker mig ikke, men vi har mødt hinanden to gange, og hvis du kombinerer begge gange bliver det i alt ni minutter, så det kommer ikke til at have den store indflydelse på dit liv, at du lige går udenfor og står i et par minutter." Han døde af grin, men røvhullet ville stadig ikke gå med udenfor…

Advertisement

Han spiller en bidsk karakter, så selvom det er hjælpsomt, at han spiller skuespil, så bliver jeg en smule træt, når jeg ser de der stærkt opstillede billeder af ham "i karakter". Jeg ville gerne se ham lave noget andet…ikke noget åndssvagt, bare noget lidt anderledes. Chancen for at trænge igennem Waits' facade er minimal. Det er nok kun hans allerbedste venner, der kommer helt ind på livet af ham.

Aim High er ude nu via The Flood Gallery.

Mere fra VICE:

Vi gik på opdagelse i Wu-Tangs fotoarkiv

Billeder fra et år med Bloods og stippere i sydstaterne

PÅ NOISEY: En grafisk designer har farvelagt vintage billeder fra punkens storhedstid