FYI.

This story is over 5 years old.

essay

Sådan blev jeg nynazist

Christian Picciolini blev som 14-årig radikaliseret af en nynazistisk white power-gruppe, og var i syv år med til at hverve nye medlemmer til bevægelsen.
February 9, 2016, 10:01am

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA

Da jeg var 18 år gammel, stod jeg på scenen i en domkirke i Tyskland, mens tusindvis af europæiske nynazister skiftevis råbte "Heil Hitler" og navnet på bandet, jeg optrådte med.

I det øjeblik var jeg ansvarlig for den elektriske stemning i luften, adrenalinen der pumpede gennem de dunkende årer og sveden på de skaldede pander.

Publikum til den her koncert på en diset nat i marts 1992 svor alle sammen til white power-bevægelsen. Jeg stod i front for det første, amerikanske white power skinheadband, der nogensinde havde forladt USA og spillet i Faderlandet – i hele Europa endda. Det var et historisk øjeblik. Jeg forestillede mig, at det var sådan, Hitler havde følt, da han ledte sin hær på en mission til at overtage verdensherredømmet.

Advertisement

Jeg sang om, hvordan lovgivningen favoriserede de sorte, stjal de hvides jobs og om, hvordan hvide mennesker blev overbebyrdet med skatter, som betalte for understøttelse til de arbejdsløse. Jeg mente, at lovlydige, hvide borgeres nabolag blev oversvømmet af minoriteter og de medfølgende stoffer. Homoseksuelle – en trussel mod videreførelsen af arten – krævede særlige rettigheder. Vores kvinder blev narret til at have sex med minoriteter. Jøderne planlagde at udslette os. Den hvide race var helt tydeligt i fare.

Det blev jeg i hvert fald opdraget til at tro.

Det begyndte i 1987, da jeg var 14 år gammel. Jeg længtes efter at føle noget større og udrette noget stort. Jeg søgte en dybere mening med mit liv ud over den dagligdagstilværelse, som jeg så den voksne middelklasse i området kæmpe med. Jeg ville betyde noget i stedet for at bukke under for komfortens kedsomhed. Skæbnen ville, at jeg fik en nem mulighed for at få opfyldt det behov.

Min ungdommelige uskyldighed endte øjeblikkeligt den aften, jeg mødte Clark Martell.

Jeg stod på gaden og røg hash, da en bil kom tordnende og brød stilheden. Bremserne på en sort Pontiac Firebird fra 1969 hylede, mens den drønede frem og stoppede i gruset længere fremme. I gadelygtens skær kunne jeg se en ældre, skaldet mand med sorte militærstøvler komme imod mig. Han var ikke unaturligt høj eller stor, men hans skaldede hoved og skinnende støvler skreg af autoritet. Et par tynde, røde seler holdt hans forvaskede jeans oppe, henover hans kridhvide T-shirt.

Advertisement

Han standsede få centimeter fra mig, og lænede sig helt tæt på mig, mens han stirrede intenst på mig. Det hvide rundt om hans granitfarvede pupiller så gammelt og medtaget ud. Han talte sagte med næsten lukket mund i en 'lyt-godt-efter' tone: "Ved du ikke, at dét der er præcis det, som kapitalisterne og jøderne vil have, at du gør, så du bliver ved med at føje dem?"

Jeg var ikke helt sikker på, hvad en kapitalist var, eller hvad det betød at "føje" nogen, så jeg tog et hurtigt sug af min joint og kom ufrivilligt til at hoste røg direkte ud i ansigtet på ham.

Med chokerende hurtighed slog han mig i baghovedet med den ene hånd samtidig med, at han snuppede jointen fra mine læber med den anden og tværede den ud med sin skinnende, sorte Doc Marten's støvle.

Jeg var lamslået. Det var kun min far, der nogensinde havde slået mig på den måde.

Han rettede sig op og tog et fast greb om min skulder og trak mig tæt ind til sig. "Jeg er Clark Martell, knægt, og jeg redder dit fucking liv."

Jeg stod naglet til stedet og beundrede ham ærefrygtigt. Manden med det kronragede hoved og de tunge, skinnende støvler ville redde mit liv. Den her mand var USA's første nynazistiske bandeleder, og white power-bevægelsen blev skabt for øjnene af mig lige der i den samme beskidte gyde i en forstad til Chicago, som jeg havde cyklet ned ad tusind gange før.

Lige så hurtigt som han var kommet, steg han ind i bilen igen og buldrede ned ad gaden som en brændende fønixfugl og efterlod mig i en sky af udstødning og forundring.

Advertisement

Det var ikke svært at beslutte, at jeg med glæde ville bytte mit lave teenage-selvværd ud med magt. En måned senere cyklede jeg hjem fra en baseballkamp, da tre sorte drenge fra den anden side af byen stoppede mig og gav mig tæsk. De stjal også min splinternye cykel, som jeg lige havde købt ugen før med de penge, jeg havde fået til min fødselsdag. Jeg kan ikke huske så meget fra den dag, andet end at jeg var vred og skuffet over mig selv for ikke at have gjort mere for at beskytte min cykel imod dem. Jeg var rasende over, at nogen bare kunne komme ind i mit kvarter og tage, hvad der var mit.

Ligesom en løve kom Martell tilbage for at redde mig. Da han inviterede mig til "en fest" kort tid efter, takkede jeg ja med det samme – med blåt øje og det hele.

Da jeg ankom til festen, var der allerede omkring 30 mennesker i den tætpakkede lejlighed, og de fleste var i starten af tyverne. Der var skinheads var Michigan, Wisconsin, Texas og Illinois. Der var også adskillige folk fra kvarteret, hvis ansigter jeg svagt kunne genkende. Jeg var suverænt den yngste med mine 14 år.

Nogen stak mig en kold øl i hånden. Jeg var allerede helt høj af bare at være der, men selvom jeg var mindreårig, havde jeg ikke tænkt mig at sige nej til den imødekommende gestus. Der var kronragede hoveder, tatoveringer og militærstøvler overalt. Nazistiske flag blev brugt som gardiner, og mange havde nazistiske armbind med gradstegn på. Der var også nogle barskt udseende piger, som klyngede sig til nogle af de største fyre, og på den måde var nemt at se, hvem der var de tunge drenge i gruppen.

Advertisement

Før jeg var færdig med min første øl, blev mødet råbt i gang af en muskuløs fyr med et arret ansigt og et tykt hagekors tatoveret på halsen. Han rejste sig og stod i hjørnet af stuen og ytrede en simpel remse, som jeg kunne udenad, da aftenen var slut – en trosbekendelse, som jeg levede efter i de næste syv år af mit liv.

"Fjorten ord!" tordnede hans stemme.

Med det samme rejste alle i rummet sig op, afbrød deres samtaler og vendte sig mod ham, mens de råbte i kor, "Vi skal sikre eksistensen af vores folk og en fremtid for de hvide børn."

I hele lokalet blev armene strakt ud i den nazistiske hilsen, og jeg strakte også min ud efter bedste evne.

Jeg ville være en del af det her mere end noget andet nogensinde før. Det var overvældende.

I over en time bankede mit hjerte med et formål, mens jeg stod tryllebundet og lyttede til de flammende ord, som jeg snart kunne recitere i søvne.

Der hang et delvist afbrændt amerikansk flag på væggen bag ved manden, der talte. Han tog et fast greb om øldåsen og sagde højt: "Vores forræderiske regering vil have jer til at tro, at lighed mellem racerne er fremtidens tankegang, mine brødre og søstre – at alle racer skal leve i fred og harmoni. Fandme, nej! Se jer omkring. Åbn jeres øjne og lad jer ikke narre. Hvad ser I, når niggerne flytter ind i vores kvarterer? Vi ser, at stofferne og kriminaliteten siver ud på gaderne, og det er ikke lighed. Jeres rendesten bliver fyldt med skrald. Luften begynder at stinke, fordi de aber ikke laver andet end at sidde og ryge crack og bolle deres junkieludere tykke hele dagen."

Advertisement

"Det eneste, de kan finde ud af, er at formøble de hårdt tjente penge, som vi betaler i skat. De lever på bistand og i arbejdsløshed. De står først i køen til alt det, som regeringen deler ud. Boligplacering. Gratis frokost i skolerne. Bistandschecks. Alt sammen betalt af os hvide mennesker – hårdtarbejdende amerikanere, som aldrig kunne drømme om at lade vores børn spise gratis måltider i skolen, fordi vi tager vare på os selv."

"Og mens vi arbejder os selv halvt ihjel, er de her racemæssigt underudviklede svin ude for at sælge stoffer til jeres brødre for at gøre dem dumme. De sælger dem det rene gift, så deres tænder rådner og de kommer til at ligne nogen på 60 når de er 16. De bliver fanget i bandernes krydsild, og bliver slået ihjel af de her kriminelle."

"De gør dem afhængige af stoffer, så vores uskyldige ariske kvinder vil kneppe dem for at få et fix af, hvad end for et stof det er, de har gjort dem afhængige af. Tror I, at de sælger det her lort bare for at blive rige og kunne købe deres Cadillacs og guldkæder? Få hovedet ud af røven, brødre og søstre. De sælger den her gift for at gøre hvide børn lige så dumme som deres mudderbørn. De vil have, at vores folk bliver så døde indeni, at vi vil ryge og sniffe hvad som helst, vi kan få fingre i. Så vi skyder os selv i armen og mellem tæerne med stoffer. De vil se vores folk få ødelagt deres hjerner og ende i fængsel, hvor de bliver misbrugt af gangbangere, som sidder inde for at myrde og voldtage uskyldige, unge hvide kvinder."

Advertisement

"Og hvem fører an for de her perverterede dyr i ødelæggelsen af vores race? Jøderne!"

Taleren indledte en svada imod jøder, som jeg skulle få at høre ved hvert eneste møde, jeg deltog i fra det tidspunkt, men aldrig med så megen lidenskab. Senerne i hans hals så ud, som om de kunne sprænge når som helst, og spyttet skummede i hans mundvige. Hans øjne flammede med vrede. Selvretfærdighed. Indignation. Sandhed.

Han sluttede af, ligesom han var begyndt. "Fjorten ord, min familie! Fjorten hellige ord."

Vi rejste os og råbte de fjorten ord igen og igen.

Adrenalinen brændte igennem mig ligesom ild, som blev slukket af den nervøse sved, som spredte sig fra top til tå, mens den racistiske retorik spredte sig i rummet. Jeg var parat til at redde min bror, mine forældre, mine bedsteforældre, venner og hver eneste anstændige hvide person på kloden. Hvordan kunne hvide mennesker ikke se hvilken håbløshed, de stod over for? Nu var det op til mig og mine kammerater. Det var en kæmpe mission, men jeg var ikke i tvivl om, hvor min loyalitet ville være.

Selvom den aften var noget af det mærkeligste og intense, jeg nogensinde havde oplevet, så var jeg hooked med det samme. White power-kulturen appellerede til mig, også selvom jeg vidste, at jeg ikke var præcis ligesom de andre i lokalet. Jeg kom ikke fra en familie, der var på røven. Jeg var ikke opdraget til at hade folk, der var anderledes end mig, og jeg havde ingen os-mod-dem mentalitet. Men mit hjerte hamrede i brystet på mig. Jeg ville være en del af det her mere end noget andet nogensinde før. Det var overvældende.

Advertisement

I de næste syv år blev jeg en dygtig rekrutteringsagent og indoktrinerede den ene unge, hvide ekstremist efter den anden. Jeg startede også to white power bands – White American Youth og Final Solution – og musikken var mit primære værktøj til at lokke nye soldater til sagen.

Det krævede ikke det store talent at spotte en teenager med et lortet familieliv derhjemme. Én uden så mange venner, som blev mobbet, følte sig ensom og var vred, flad og identitetskriseramt. Man skulle bare starte en samtale og finde ud af, hvad de kæmpede med, og så skulle man rykke ind på det:

"Jeg ved præcis, hvordan det føles. Hvis din far ikke havde mistet sit job, ville det ikke være sådan, men minoriteterne får alle jobbene. De får alle chancerne. De flytter ind i vores kvarterer og får det hele foræret. Vores forældre tager på arbejde hver dag for at kunne stille mad på bordet, mens de dovne sorte og mexicanere scorer bistandschecks i søvne."

Når jeg ser billeder af mit gamle selv, ser jeg en hul skal af en mand. En fremmed fyldt med giftige overbevisninger, der stirrer tilbage på mig.

Fordi jeg var så blind, og så fortabt i mit eget opblæste ego til at kunne mærke mine egne basale, følelsesmæssige behov, så gav jeg nogen andre skylden – sorte, homoseksuelle, jøder og alle andre, der ikke var ligesom mig – for problemer i mit eget liv, som de overhovedet ikke havde noget at gøre med. Min ubegrundede panik manifesterede sig hurtigt som giftig, uretfærdig vrede. Jeg blev radikaliseret af nogen, som så en ensom ung sjæl i mig, som var klar til at blive hvervet og formet. Og fordi jeg så desperat ledte efter mening, så labbede jeg grådigt de små krummer i mig, som mindede om noget stort og betydningsfuldt, og gjorde dem til min identitet. Gennem min tåbelige fjendtlighed var jeg blevet til en stor, fed racistisk bølle – som var livstruende overvægtig af de utallige løgne, jeg var blevet tvangsfodret med, af dem som udnyttede min ungdommelige naivitet og ensomhed.

I en tredjedel af mit liv, næsten alle mine formative teenageår, slugte jeg alle de her fordrejede sandheder råt. Og da jeg endelig havde nosser til at indse, at alle de sandheder, jeg var blevet madet med og havde givet videre til andre, alle var gennemførte, fucked-up løgne, havde jeg mest af alt lyst til at proppe fingrene i halsen og kaste op i det nærmeste toilet.

Advertisement

Selv nu, tyve år efter jeg forlod hadbevægelsen, som jeg var med til at skabe, er jeg stadig jaget af minderne fra de syv mørke år, og så bliver jeg vred. Når jeg ser billeder af mit gamle selv, ser jeg en hul skal af en mand. En fremmed fyldt med giftige overbevisninger, der stirrer tilbage på mig. Der er stadig inficerede stiklinger, som vokser fra de giftige frø, jeg var med til at plante for mange år siden, og derfor har jeg gjort det til min pligt at rive dem op med roden, når jeg ser dem begynde at sprede ukrudt.

Forfatteren som voksen. Foto af Mark Seliger.

Når jeg ser tilbage på dengang, kan jeg næsten ikke trække vejret. Hvordan kunne jeg være så dum? Så godtroende? Så nådesløs over for min egen smerte, som jeg så velvilligt gav videre til andre mennesker? Jeg byttede min naturlige empati ud med accept. Jeg forvekslede had med passion – og frygt med respekt.

Da jeg endelig indså den sandhed, blev det starten på et nyt liv for mig. Da jeg gav fuldstændigt slip på de løgne, jeg havde lukket ind, begyndte forandringen at tage fat. Da jeg fik kontakt til den empati, jeg havde haft som barn, og tog imod omsorg fra andre, da jeg formentlig havde fortjent det allermindst, begyndte hadet at smuldre i mig, og den forskruede ideologi holdt op med at give mening. Efter at have været uærlig over for mig selv i syv år blev jeg træt af at jonglere med løgnene og skjule frygten. Det var tid til at se sandheden i øjnene. Jeg trådte speederen hårdt i bund og kørte ud over den metaforiske klippeskrænt. Jeg var tilfreds med, at dæmonerne i mig faldt i døden. Og først da jeg havde tilladt den smertefulde, symbolske død, kunne jeg rejse mig op og se fønixen sprede sine vinger fra asken.

Artiklen er et redigeret uddrag fra Christian Picciolinis bog Romantic Violence: Memoirs of an American Skinhead. I 2010 medstiftede han nonprofit-organisationen Life After Hate, som oplyser privatpersoner og organisationer om racisme, ekstremistisk radikalisering og afradikalisering.

Mere fra VICE:

Hitler oplever en rennæssance som teenage-idol på Tumblr

Sådan er det at vokse op som sort barn i Nazi-Tyskland

Her er hackeren, der har erklæret krig mod KKK og racisme