Sådan er livet på endestationen for Danmarks uønskede asylansøgere

FYI.

This story is over 5 years old.

News

Sådan er livet på endestationen for Danmarks uønskede asylansøgere

Et glimt af den monotone hverdag for beboerne på Udrejsecenter Sjælsmark.
January 29, 2016, 10:15am

Lugten rammer os det øjeblik, vi træder ind fra kulden. Lugten af angstens sved og for mange mennesker på for lidt plads. Mænd i alle aldre kommer til syne i døråbningerne, på gulvet flyder der med udtrådte cigaretskodder. En høj, spinkel mand med blodsprængte øjne og ticks i ansigtet stiller sig hen foran os: "Det er godt, I er kommet. Vi har mange problemer. Meget, vi godt vil tale om," siger han og forsvinder ind på sit værelse.

Advertisement

To timer tidligere er vi ankommet til Udrejsecenter Sjælsmark i Hørsholm nord for København. Der er kun to kilometer til Center Sandholm, men en verden til forskel. Sandholmlejren er for de nyankomne, mens Sjælsmark er for de mennesker, der ikke har en fremtid i Danmark. På Sjælsmark bor der også personer på tålt ophold og udvisningsdømte kriminelle. Personalet er fængselsbetjente, og deres bestemte attitude står i kontrast til de hjælpsomme Røde Kors-frivillige, der driver Sandholmlejren. Det er ikke den eneste forskel. I almindelige asylcentre får man penge at klare sig for og mulighed for at lave sin egen mad, men i et udrejsecenter får man ingen af delene.

Den kendsgerning, at det er Kriminalforsorgen, der driver Sjælsmark, får sammenligningen med et fængsel til at ligge lige for. Det samme gør den aflåste stålport ved indgangen, pigtrådshegnet, overvågningskameraerne og følelsen af, at man konstant er under opsyn.

For at få adgang til centret har vi lavet en besøgsaftale med en beboer. Det sikrede vi os nogle dage forinden, da vi mødte Warda Suleyman i Trampolinhuset - et værested for asylansøgere i Københavns nordvestkvarter. Hun ønsker at vise os, hvordan hverdagen er for hende og de 108 mennesker, der for tiden er indkvarteret på udrejsecentret. For, som hun sagde, "jeg vil gerne vise danskerne, hvordan vi bliver behandlet."

Warda Suleyman, 23.

Vi melder vores ankomst gennem et vindue til receptionen, fremviser gyldigt id og får udleveret besøgstilladelser, som vi skal bære synligt under vores besøg. Vi får besked på at vente udenfor. Kort tid efter bliver vi hentet af Warda, som er klædt i en tyk dunjakke uden på løse, farvestrålende gevandter. Vintervejret har indhyllet de gamle barakker i sne, og iskolde vindstød skærer gennem luften. Der er mennesketomt, bortset fra en enlig, ældre mand, der tilsyneladende går i cirkler mellem de lave bebyggelser. På vejen passerer vi en bygning, som håndværkere er ved at udbedre efter en brandskade.

Advertisement

"Jeg så ham, der gjorde det", fortæller Warda og nikker mod huset.

"Det var en fyr fra Mellemøsten. Han stod og filmede med sin mobiltelefon, mens røgen væltede ud af bygningen. Jeg løb hen til ham og spurgte, hvad der var sket. Så spurgte jeg ham, om der var nogen derinde. Han trak bare på skuldrene. Da jeg ville vide, hvorfor han havde gjort det, kiggede han bare på mig og begyndte at grine. Så blev jeg bange", fortæller hun.

Det er let at tolke brandepisoden som en konsekvens af de indestængte aggressioner, som ulmer rundt omkring på værelserne. Her bor der knækkede mennesker, som bærer på tragiske historier. Mennesker, som er blevet frarøvet kontrollen over deres egen skæbne, og som for manges vedkommende er i dyb fortvivlelse over at måtte forlade Danmark for at gå en uvis fremtid i møde - igen.

Det ligger fast, at løbet er kørt, når man havner på Sjælsmark. Da beslutningen om at omdanne den gamle kaserne til et deportationscenter blev truffet i 2013, udtalte daværende justitsminister Morten Bødskov (S) at "afviste asylansøgere skal rejse hjem, for de har ikke noget at gøre her i Danmark. Der er ingen fremtid i at sidde i et asylcenter." En af Sjælsmarks kernefunktioner er derfor at "motivere" beboerne til at forlade Danmark. Få dem til at opgive drømmen om et bedre liv på vores breddegrader. Når motivationsfremmende tiltag overhovedet er nødvendige, hænger det sammen med, at en del af de afviste asylansøgere nægter at forlade landet. En rapport fra Rigspolitiet viser, at der hen mod slutningen af 2015 befandt sig 1348 afviste asylansøgere i Danmark, og cirka en tredjedel af dem kan kun sendes ud, hvis de giver deres samtykke. Det skyldes, at fire flygtningeproducerende lande nægter at tage imod asylansøgere, der bliver sendt ud under tvang. Det gælder Iran, Irak, Sudan og Somalia - og dermed også Warda Suleyman, der afviser at vende hjem til den lille landsby uden for Mogadishu, som var hendes hjem i Somalia, indtil hun flygtede i 2012.

Advertisement

Værelset, som Warda deler med en veninde. Bygningen har ikke noget fælles opholdsrum.

Nu sidder vi på en madras på hendes værelse, som hun deler sammen med en anden kvinde fra Somalia. Det nyvaskede gulv får bygningen til at dufte af rengøringsmidler, men inde på værelset er der en sødlig duft af te og fugtighedscreme. I hjørnet står et cafébord med madvarer på.

Gangen, der leder ind til kvindernes værelser.

"Vi har bedt om et køleskab, og vi har spurgt, om vi kunne få et fjernsyn. Svaret var i begge tilfælde nej. Personalet siger til os, at det her ikke er et sted, som er beregnet til at slappe af og føle sig hjemme. Og hvis vi fik de ting, ville det virke mere som et hjem," siger Warda og slutter sin iPhone til et lille anlæg, så tonerne af somalisk popmusik fylder rummet.

Husets øvrige beboere stikker nysgerrigt hovedet indenfor, og efterhånden bliver lokalet fyldt. Det er ikke uden grund, at det er 23-årige Warda, der fører ordet. Hendes engelsk er markant bedre, og hun virker tilpas i rollen som vært for os. Med henna-tatoverede hænder i skødet fortæller hun om, hvad der bragte hende til Danmark. "Min far havde giftet mig bort til en mand på 70, og da han havde taget imod penge som led i aftalen, kunne ægteskabet ikke annulleres. På det tidspunkt var jeg 19 år gammel, og jeg kunne slet ikke forestille mig at være sammen med den mand. Jeg ville ikke have det liv. Jeg forsøgte at protestere, men det ville min far slet ikke høre tale om. Som somalisk kvinde har jeg ikke andet valg end at gøre, som min far siger. Og hvis jeg nægtede, så ville jeg blive tvunget til at være sammen med den mand. Så ville jeg blive hans slave. Min mor var på min side; hun gjorde, hvad hun kunne for at tale min far fra idéen, men han var urokkelig. Til sidst stak jeg af fra det hele. I Somalia er der kun to muligheder for en pige. Bliv gift eller dø."

Advertisement

Warda valgte ingen af delene - hun valgte i stedet Danmark. Da hun via Dubai og Ukraine landede i Kastrup Lufthavn i december 2012, blev det starten på flere års tovtrækkeri med myndighederne, som fortsat ikke mener, at Warda har krav på asyl i Danmark. Selvom hun tit har tænkt på at gå under jorden, er hun bange for at "falde helt ud af systemet", hvis hun skulle blive alvorligt syg eller komme ud for en ulykke. Hun har ikke haft kontakt med sin familie en eneste gang, siden hun flygtede. Højdepunkterne er aftenerne i Trampolinhuset i København, men det lille lyspunkt er snart fortid, når hun efter planen bliver tvangsforflyttet til et nedlagt fængsel i Ikast. En beslutning, hun og de øvrige beboere er så utilfredse med, at de for nylig arrangerede en protestmarch for at gøre opmærksom på den umenneskelige behandling, de føler sig udsat for. Men selvom der var stort presseopbud til protestaktionen, sidder hun tilbage med den samme følelse af magtesløshed. Hendes situation er og bliver udsigtsløs.

"Jeg tænker meget over, at jeg spilder mit liv. Jeg har allerede brugt tre år på det her. Men hvis alternativet er at tage hjem til Somalia og leve i frygt for, at min far slår mig ihjel, så vil jeg hellere blive her," siger hun. Der er et øjebliks stilhed, hvor hendes blik bliver trist. Så smiler hun trodsigt og skruer op for musikken som for at overdøve de barske kendsgerninger.

"Jeg prøver på at virke glad, for der er ikke nogen grund til at lade det gå ud over andre. Jeg får det ikke bedre af at gå rundt og vise, hvor dårligt jeg har det. Og hvis jeg smiler, bliver smerten mindre".

Advertisement

Derefter spørger jeg Wardas veninde, som sidder og lytter opmærksomt, om ikke hun har lyst til at fortælle sin historie. Hun diskuterer kortvarigt med Warda, men så begynder hendes tårer at trille.

"Hun siger, at hun har fortalt sin historie så mange gange, at hun ikke kan holde det ud længere. Der er alligevel ingen, der kan gøre noget for hende," svarer Warda.

Det er blevet tid til frokost. Vi følger med Warda og de andre somaliske kvinder over til cafeteriet - en betingelse for, at vi overhovedet kan opholde os på området, er, at vi ikke må bevæge os rundt på egen hånd. Det minder en betjent os om på meget bestemt vis, da vi i et øjebliks forglemmelse bevæger os uledsaget udenfor. Flere af beboerne har over for os kaldt maden for elendig, så vi er spændte på at se, hvad der bliver serveret. Denne torsdag byder frokosten på lammekød med spidskål, kartofler og persillesky.

Wardas frokostmåltid. Hun valgte kartoflerne fra.

"Det ser da meget godt ud", siger jeg, og det får en mand i køen til at reagere: "Det er fordi, du ikke har smagt det." Kvinden bag de store gryder øser effektivt op på tallerkenerne, og igen vender fængsels-associationerne tilbage. Der bliver holdt skarpt øje med os, da vi har fået besked på ikke at tage kontakt med nogen af beboerne. Efter frokost følger vi med Warda over til mændenes afdeling.

Når man bor på Sjælsmark, skal man selv stå for rengøringen, og det slipper kvinderne bedst fra. Hos mændene flyder fællesarealerne med cigaretskodder, og der lugter af røg. Toilet- og badefaciliteterne er tilsmudsede og nedslidte i en grad, som næppe ville blive accepteret på den anden side af hegnet, hvor resten af Danmark befinder sig.

Advertisement

Kvindernes toiletter.

En somalisk mand kalder os ind på sit værelse, og snart strømmer beboerne til for at overhøre samtalen mellem os. Manden hedder Mohammed Ahmed, han er 58 år gammel og udstråler autoritet. Når han taler, bliver der stille, og modsat Warda er han overhovedet ikke interesseret i at udsende positive signaler. I et bombastisk toneleje taler han om, hvordan han gerne vil have "sandheden" frem. Sandheden om, hvad Sjælsmark er for et sted, som han ser det:

"De danske myndigheder er i færd med at begå psykologisk mord på os. De nedbryder os, og når først vi er rejst ud af landet, er de ligeglade med vores skæbne. De behandler os som vilde dyr. Som barbarer. Se her!", siger han og giver sig til at afspille videoer fra en mobiltelefon, som han får stukket i hånden til lejligheden:

En video toner frem, hvor ukogte ris rasler ned på en tallerken. Herefter får vi vist en video med en mand, der ligger i fosterstilling på gulvet i et værelse og hiver efter vejret. Ved siden af ham står en fængselsbetjent og ser passivt til, før man hører ham sige: "Dig og dig, I kan løfte ham op i sengen, tak".

Fra bygningen, der huser nogle af mændende på Sjælsmark.

Mohammed Ahmed ryster på hovedet af videoen: "Han er sulten! Hvorfor tager de ham ikke på hospitalet?" Han er hverken den første, anden eller tredje, det her sker for. Og personalet gør intet, når vi er syge."

Vi fremlægger senere kritikken for institutionscehefen, Christian Høygaard, som i et mailsvar erkender, at der i to tilfælde "er blevet stillet spørgsmål til, om kødet var tilstrækkeligt stegt, og hvor de serverede ris ikke levede op til den ønskede standard".

Advertisement

Han vil ikke kommentere på videoerne. Dels fordi han ikke har set dem, og dels fordi han ikke har mulighed for at kommentere på enkelte beboeres sundhedstilstand uden deres samtykke. Han oplyser, at det er Røde Kors, der står for beboernes sundhedsfaglige betjening, og at klinikken er åben på alle hverdage. Han tilføjer, at Kriminalforsorgens personale er trænet i førstehjælp og "selvfølgelig yder denne hjælp", når der er behov for det. Men tilbage på det overfyldte mandeværelse står det klart, at beboerne føler sig dårligt behandlet af personalet. En ung nigerianer, der indtil nu har været tavs, siger, at videoen langt fra er et enkeltstående tilfælde.

"Det her sted er inhumant. Det er en fabrik, som er designet til at få folk til at opgive alt håb. Hver måned ser vi folk gå fra forstanden her. Der er ikke andet at gøre her end at vente på at blive skør."

Edward Stanley på sit værelse.

Nigerianeren hedder Edward Stanley og er 27 år gammel. Vi følger efter ham ind på hans værelse, hvor bunkerne af papirer og sagsakter hober sig op. På sit engelske modersmål fortæller han, hvordan han blev narret af bagmænd i Nigeria til at rejse til Europa for at tjene penge til dem.

Tapetet på Edwards værelse: "You want me to be your slave, I'd rather die standing up for myself, I will die by my hands some day. But I will die for the truth and for what what feels right".

Edward havde fået at vide, at han kom til at arbejde på byggepladser, men da han nåede frem til Grækenland, stod det klart, at han var øremærket til at sælge stoffer i Athens gader. Da han modsatte sig bagmændene, blev han truet på livet og måtte flygte. I det øjeblik, han vender hjem til Nigeria, er han i umiddelbar fare for at blive slået ihjel af den forbryderorganisation, der betalte for at fragte ham til Europa, siger han og fortæller, at han kun har ét ønske: Han vil gerne have et arbejde og et sted at bo i Danmark. Og i hans tilfælde ville det nok sagtens kunne lade sig gøre, hvis han fik muligheden.

"Men den drøm er jo helt urealistisk, så længe jeg sidder her. Jeg er fortabt. Det er vi alle sammen," siger han og konkluderer: "Jeg nærer mig ikke noget håb om, at min situation bliver bedre, fordi jeg taler med dig. Men det betyder noget for mig, at almindelige danskere får øjnene op for, hvordan vi bliver behandlet her. Det er komplet umenneskeligt bare at lade os rådne op på den her måde."