Jeg skrev 150 erotiske noveller på fem år

Denne artikel er oprindelig udgivet af VICE USA.

Det følgende er et uddrag fra 'Sin-a-Rama: Snuskede sex-noveller fra 60'erne,' en ny antologi om de frække pornonoveller, der blev solgt i millionvis årtiet igennem. I det følgende essay afslører den Hugo Award-vindende science fiction-forfatter Robert Silverberg, hvordan han og andre forfattere lærte deres beskidte håndværk. 'Sin-a-Rama' er på gaden nu og udgives af Feral House publishing.

Hvis jeg skulle skrive det i dag, ville det nok lyde således:

Året var 1959, og den amerikanske regerings idé om, hvad der var i orden at trykke og sælge gennem normalle kommercielle kanaler var meget anderledes, så hvad jeg i virkeligheden skrev var:

Frække sager, ik? Faktisk så er det, på sin egen gammeldags facon. Ingen patter eller pikke eller kusser bliver nævnt eller nogle andre beskidte angelsaksiske ord. Ingen klit, ingen våd fisse, ingen malende beskrivelser overhovedet af forplantningsorganer, om de så er erigerede eller ej – ikke engang et pubeshår; og en orgasme er ikke en fontæne af varm sæd eller noget andet anatomisk specifikt, det er en metaforisk "eksplosion i hans skød." Folk knepper eller knalder ikke, de oplever "forening". Tonen er meget antiseptisk, næsten lidt sippet. Alligevel er alle de vigtige dele af en hyrdetime til stede, støn og suk, ophidsede skrig, og ja, eksplosionen i hans skød – alt hvad man kunne ønske sig i en beskrivelse af passioneret sex, hvis man levede i 1959.

Uddraget var faktisk den åbnende erotiske passage i Love Addict, udgivet af Nightstand Books i Chicago i oktober samme år — den første af omkring 150 noveller med det, vi i dag ville kalde meget uskyldigt softcore porno, som jeg skrev i løbet af de næste fem år under pseudonymet "Don Elliott."

Du hørte rigtigt. 150 fyldige noveller på fem år. 30 om året, mere end én hver anden uge, måned efter måned, mellem 1959 og 1964. De blev endda skrevet på en manuel skrivemaskine. (der var ikke computere dengang, ikke engang IBMs Selectric skrivemaskiner) Andre forfattere, hvis navne ville overraske de fleste, leverede bøger med næsten den samme rasende frekvens. Vi var hurtige dengang. Men vi var selvfølgelig også unge.

Jeg var 24 år gammel, da jeg efter en række tilfældigheder endte med at have stor succes med at skrive sexnoveller. Dengang var jeg, ligesom i dag, mest kendt som en science fiction-forfatter. Men på grund af nogle store omvæltninger bag scenen i magasinbranchen faldt hele science fiction-bølgen sammen i 1958. Rigtig mange af de blade, jeg havde skrevet for, stoppede pressen fra den ene dag til den anden; og når det kom til det meget lille marked for science fiction-romaner (3 forlag) blev konkurrencen pludselig så skrap, at hvis ikke man var en af de mest fremtrædende stjerner som Robert Heinlein eller Isaac Asimov, kunne man godt glemme det.

Jeg havde tjent rigtig godt på at skrive science fiction, siden jeg var blevet færdig på uni et par år før. Jeg havde en fancy femværelses på den eksklusive West End Avenue på Manhattan (til 1000 kroner om måneden – en formue dengang!), jeg havde fået for vane at tilbringe min sommerferie steder som London og Paris, jeg spiste på de bedste restauranter, jeg var begyndt at lære om dyre vine. Og så lige pludselig lukker to tredjedele af de blade, jeg skriver for, med en masse ældre og mere etablerede forfattere, der kappes om de få tilbageværende pladser. Men jeg holdt hovedet højt, og jeg havde nogle gode venner. En af dem var Harlan Ellison, en science fiction-forfatter på min egen alder, som meget forudseende havde regnet ud, hvad der ville ske i science fiction-branchen. Derfor havde han allerede forladt New York til fordel for et job i Chicago som redaktør på Rogue, et af de første herremagasiner, der med en vis succes forsøgte at konkurrere med naboen, Playboy. Rogues udgiver var William L. Hamling, en pæn, ung dreng fra Chicagos forstæder, som ligesom Harlan og jeg var blevet forelsket i science fiction i en tidlig alder. Bill Hamling havde udgivet et science fiction-magasin ved navn Imagination, som havde købt en af mine første historier tilbage i 1954. Fra 1956 og frem havde han betalt mig 3000 kroner om måneden for at spytte episke historier fra det dybe rum ud på kontraktbasis. Nu varImagination slut, og Hamlings eneste tilbageværende udgivelse var hans semi-månedlige blad med damer. Kort efter han begyndte at arbejde for ham overbeviste Harlan Bill om at erotiske paperbacks var fremtiden. Hamling tænkte over det i omkring seks minutter og erklærede sig enig. Så ringede Harlan til mig.

"Jeg har et tilbud til dig, hvis du er interesseret," sagde han. "En sexnovelle om måneden, 50.000 ord. 3600 kroner per bog. Vi skal bruge den første i slutningen af juli."

På det tidspunkt var det begyndelsen af juli. Jeg tøvede ikke. 3600 kroner om måneden var mange penge dengang, især når man er en ung forfatter på bar bund, fordi det normale marked er gået op i røg. En bog ville række til fire måneders husleje. De ville udgive to paperbacks om måneden, og jeg fik tilbudt at skrive halvdelen af dem selv. "Jeg er klar," sagde jeg. I slutningen af juli fik Harlan Love Addict – en skarp roman om håbløs trang, krævende kroppe, piger fanget i lidelse de selv har skabt og så videre og så videre (jeg citerer fra bagsideteksten.)

Bill Hamling elskede Love Addict. Tilbage i posten kom mine 3600 kroner og en anmodning om flere bøger. Jeg afleverede Gang Girl i september. Jeg skrev The Love Goddess i oktober. Senere samme måned skrev jeg også Summertime Affair. To bøger på én måned? Hvorfor ikke? Jeg var hurtig, jeg var sulten, jeg var dygtig.

I oktober kom de første to Nightstand Books til salg – min og én, der hed Lust Club, skrevet af en anden ung forfatter, som også havde tilpasset sig forandringerne i forlagsbranchen. Hans bog var, ligesom min, rimelig tam. Det vi skrev var egentlig ret banale romaner om livet i samtiden, med meget milde seksuelle passager for hver 20 eller 30 sider. Men karaktererne gik rent faktisk i seng med hinanden, og vi forsøgte at beskrive, hvad de lavede, og hvordan de følte i så mange detaljer som regeringen ville tillade.

På det tidspunkt herskede der stadig en temmelig rigid censur i den amerikanske forlagsbranche. Det var ulovligt at udgive eller sælge store klassikere indenfor erotisk litteratur som Tropic of Cancer eller Lady Chatterley's Lover, og selv et enkelt "knep" eller "kusse" i en bog kunne være nok til, at udgiveren ville modtage et opkald fra statsadvokaten. Offentligheden hungrede efter at læse om andres seksuelle eskapader, så der var øjeblikkelig og enorm efterspørgsel efter Bill Hamling's Nightstand Books, som kunne købes frit alle steder. Der blev solgt ufattelige mængder af de første to bøger. Det var umuligt at genoptrykke dem hurtigt nok. Hamling sendte mig en bonus på 1200 kroner for hver bog, jeg havde skrevet indtil videre, og hævede min løn til 5000 kroner fremadrettet. Desuden besluttede han at udgive fire titler om måneden i stedet for to. "Tror du, du kan nå at skrive to bøger om måneden for os?" spurgte han.

'Mata Harlot' af Gregg Stevens, illustration ukendt (1969)

Hvis ikke du ved det, var en Nightstand Book et 212-siders manuskript med dobbelt linjeafstand. Jeg ville komme til at skrive ufattelig meget – for slet ikke at tale om problemerne med at skulle finde på handling, karakterer, miljø, og alt det. Men jeg tøvede ikke med at sige ja. Jeg kunne skrive hurtigt, og jeg kunne tænke hurtigt. Og jeg havde fundet en perfekt formel for bøgerne. Det var historier om helt almindelige mennesker, som var styret af en voldsom seksuel besættelse, der gav dem en masse problemer.

Det, jeg gjorde, var at tage en sympatisk karakter (lige meget om det var mand eller kvinde) som har normalle, sunde seksuelle behov, det på en eller anden måde ikke bliver indfriet – den hårdtarbejdende mand, som pludselig får en voldsom lyst til at have en affære, kvinden som uforvarende opdager, at hun kan give slip på sine seksuelle hæmninger, hvis hun drikker sig fuld, med al den risiko det indebærer. De fjerner frustrationen. Men tilfredsstillelsen af deres begær fører til flere og flere komplikationer, som skaber spændinger, der bedst kan forløses med mere sex, og så kører det, ind og ud af senge og ind og ud af problemer, indtil slutningen, hvor alt løser sig, og hovedpersonens liv ser ud til at falde til ro.

Alle miljøer fungerede. Jeg skulle bare vælge mine karakterer og sætte dem ind foran en levende baggrund. Jeg fortalte historier om ulovlige foretagender på luksuriøse caribiske hoteller, historier om gymnasieelever, der udforskede deres kroppe, historier om swingerklubber i provinsen. De steder, hvor jeg kunne bruge mine egne erfaringer, som de nu var som 25-årig, gjorde jeg det. Resten fandt jeg på eller baserede på mine egne vilde, hede fantasier. (Jeg var vokset op i de undertrykkende 50'ere, så jeg havde rigeligt at fantasere om.)

Jeg skrev Pawn of Lust og Nudist Camp i november 1959. Jeg skrev Warped Lusts og Suburban Wife i december. I januar blev det kun til Sin on Wheels, men i februar kom Sin Ranch og Trap of Desire. Sådan fortsatte det, måned efter måned. Hver bog tog mig præcis seks dage: Et kapitel på 16-18 sider før frokost, endnu et efter frokost, 12 kapitler og 212 sider i alt. Ingen bøger blev for korte og selvfølgelig heller ikke for lange: Jeg blev dygtig til at flytte rundt på mine karakterer, så klimaks i historien altid kom på det rigtige tidspunkt i kapitel 12. Bøgerne solgte godt, og jeg fik flere bonusser med tilbagevirkende kraft for de første af bøgerne. Nu fik jeg over 7000 kroner per bog for de nyeste. Det var en indkomst på over 6000 kroner om ugen på et tidspunkt, hvor middag for to på den fornemste restaurant i New York kostede omkring 250 kroner, inklusiv en flaske af den ypperste franske vin. Min nye karriere i pornografi gjorde mig hurtigt meget rig.

Jeg var fuldstændig upåvirket af, hvad jeg lavede. Det var mit job at skrive, og jeg arbejdede hårdt og fortalte skarpe, spændende historier. Var det ikke lige meget, om det var historier om folk fanget i anspændte seksuelle situationer i stedet for folk, der udforsker slim-søerne på Aldebaran IX? Jeg oplevede fornøjelsen – den findes, tro mig – ved at arbejde hårdt og fast, lange timer ved skrivemaskinen i sommervarmen, for at skabe scener med erotisk spænding, så hurtigt jeg overhovedet kunne bevæge fingrene. Selvfølgelig var det, jeg skrev, ikke "respektabelt", slet ikke, så hvis folk spurgte, hvad jeg levede af, svarede jeg at jeg var science fiction-forfatter (jeg skrev stadig lidt af det ved siden af.) Jeg kunne ikke så godt fortælle naboerne i mit elegante forstadsmiljø, at jeg var professionel pornograf.

Men var det porno, jeg skrev?

Ikke hvis man med definitionen af porno, mener brugen af "uanstændige" ord eller grafiske fysiologiske beskrivelser. Som uddraget herover forhåbentlig viste, så var det meste meget dydigt. Alt blev beskrevet gennem eufemismer og metaforer. Det var ikke tilladt at beskrive anatomi eksplicit, og ingen frække ord. Grænsen var ved sætninger som "de lå sammen, og han mærkede hendes frembrusende krop mod sin, hans begejstrede mandighed penetrerede hende, og han mærkede den bløde, fugtige omfavnelse, og at det strammede…"

Der er ikke nogen tvivl om, at de mennesker knalder. Men det er hans "mandighed", der penetrerer hende, ikke hans pik eller diller, og der er noget, der omfavner og strammer, sandsynligvis en fisse, men det får vi ikke fortalt med så mange ord. Karaktererne "kom" ikke – de opnåede "ekstase." Mænd havde hverken pikke eller boller, de havde et "skød." Forspil handlede om at holde om bryster og lade en hånd "glide længere ned af hendes krop." Anal sex? Det fandtes slet ikke. Dildoer og andet legetøj? Glem det. Oralsex blev indikeret ved at sige "han kyssede hende her, han kyssede hende der, og så kyssede han hende der." Og så videre. Der var ikke noget af det, der var meget mere hedt end Postmand Per.

Jeg begrænsede mig selv til ord som kunne findes i ordbogen, fordi jeg fra starten var blevet advaret om, at udgiveren ikke ville tolerere det, han kaldte "vulgariteter" i bøgerne. En af grundene var, at han helt ærligt ikke kunne lide dem – han var i bund og grund en meget seriøs og gammeldags type, som meget hellere ville udgive science fiction – men han vidste også godt, at han måske kunne komme i fængsel for at trykke dem. Ja, fængsel – lige meget hvad der ellers stod i forfatningen. (I sidste ende kom han i fængsel, mange år senere – ikke for at udgive erotiske noveller, men for at overtræde postbestemmelserne ved at sende en reklame for en illustreret udgave af erotisk kunsts historie med posten!)

Listen over hvad der kunne kategoriseres som "vulgært" ændrede sig hele tiden i takt med diverse retssager, og det påvirkede Nightstands konkurrenter i den hastigt voksende branche for erotiske bøger. Over hele landet forsøgte autoritetsliderlige kommunale myndigheder at smadre den nye plage af smuds. Hver gang en fritænkende dommer afviste en sag om censur, fik vi det at vide med det samme, så vi kunne tage lidt større risici i vores sprog, selvom vores prosa forblev på dydens vej set i forhold til den senere standard. Og hver gang en stakkels forlægger blev ramt af en bøde, fik vi på Nightstand besked på at forsøge at være lidt mere ordentlige.

En dag blev ordet "den" en vulgaritet. "Den" som i "'Giv mig den,' skreg hun,". Seriøst.

På det tidspunkt var Harlan Ellison flyttet til Hollywood, og min Nightstand-redaktør i Chicago var Algis Budrys, endnu en dygtig science fiction-forfatter, som var blevet tvunget til at gå fra en rolle som freelanceforfatter til redaktør efter sci-fi sammenbruddet. Budrys ringede til mig og sagde, at jeg måtte begrænse brugen af "den" fra nu af. Jeg kiggede på den nyeste bog, jeg havde udgivet, og opdagede, at de faktisk havde ændret alle mine "den" til "det", så det blev til: "'Giv mig det,' skreg hun. 'Jeg vil have det! Jeg vil have det!'"

De lød helt skørt for mig, så jeg sagde til Budrys, at jeg nægtede at følge den regel. For at bevise det afleverede jeg en bog, hvor "den" nærmest var hvert andet ord: "Giv mig den! Jeg vil have den! Den! Jeg må have den!". Jeg var stjernen, den fremmeste og mest pålidelige og produktive forfatter, de havde, og jeg fik min vilje. "Den" blev fjernet fra listen over vulgariteter.

På det tidspunkt – omkring 1962 – producerede jeg tre Nightstand-bøger om måneden. Det var en vanvittig mængde arbejde, men jeg havde ikke noget valg. Ligesom mange andre forfattere (Sir Walter Scott f.eks., eller Mark Twain) havde jeg købt en dyr ejendom. Jeg havde købt en enorm luksusvilla i den fineste del af New York City, tæt på Westchester Countys grænse for den (dengang) ufattelige sum af 500.000 kroner. Huset havde 20 værelser, og de trængte alle til at blive malet og fyldt med møbler, og desuden havde jeg varmeregning, skatter og meget andet at bekymre mig om. Så jeg forøgede mit output. Juni 1962 er et eksempel på en typisk produktiv måned, hvor jeg skrev Unnatural, Illicit Joys og The Flesh is Willing. Den måned gik nogle vandrør i mit hus, og jeg kan huske et hold på fem blikkenslagere, der gravede rundt i min have for at finde hovedslangen, mens jeg sad på 1. sal og forsøgte at levere ord hurtigt nok til at tjene mere end håndværkerne fik i timeløn. Det lykkedes.

En af de måder, jeg formåede at levere så meget, var ved at samle et bundt af det, jeg kaldte "moduler" - præfabrikerede sexscener, som jeg kunne smide ind i en hvilken som helst bog. Handling og karakterer skulle skifte fra bog til bog, det siger sig selv, men grundet de yderst rigide regler, vi arbejdede under, var det begrænset, hvor mange forskellige måder, man kunne beskrive, hvad folk lavede i sengen på. Så jeg trak relevante scener ud af mine bøger – en simpel forførelse, en scene med samleje, en voyeuristisk scene, en lesbisk scene, en voldtægt og så videre - og genbrugte dem i nye manuskripter på de rette steder, efterhånden som jeg fik brug for dem. Der var aldrig nogen, der brokkede sig. (Hvis computere havde eksisteret kunne jeg have gjort det hele med et enkelt klik. I stedet var jeg nødt til at skrive det hele ud, igen og igen.)

Nightstand-serien var nået op på otte eller ti bøger om måneden, måske flere, og som listen voksede kom flere dygtige, unge mænd med på forfatterholdet. (Man kom kun med hvis man blev inviteret – udgiveren ville ikke bruge tid på amatører, kun med talentfulde unge professionelle.) I en usikker karriere som freelanceforfatter var den faste månedlige betaling meget fristende. De fleste vil nok være forundret over, hvor mange forfattere, der senere blev berømte, som var blandt mine kolleger hos Nightstand. Vi var som en gruppe kommende Premier League-spillere, der fik mulighed for at forbedre vores evner i 1. division. Jeg vil ikke nævne navne, for det ville ikke være passende. Men jeg kan fortælle, at to af de mest beundrede krimiforfattere, der i dag er ufatteligt populære og succesfulde, var faste folk hos Nightstand under navnene "Andrew Shaw" og "Alan Marshall." Deres arbejde for Nightstand havde altid en humoristisk side, som mine aldrig fik. (Sex var altid seriøst for mig.) En af de andre, som skrev under pseudonymet "J.X. Williams," endte med at blive en kæmpesucces som forfatter af storsælgende historiske romaner med speciale i amerikansk historie. Forfatteren bag "Don Bellmore"-bøgerne blev skribent i Hollywood. "Clyde Allison" var det navn en suveræn, ung mainstream-forfatter brugte, som døde af alkoholisme, mens han stadig var i trediverne. Og selvom jeg ikke har noget bevis på det, fik jeg fortalt fra pålidelig kilde, at en af Nightstand-forfatterne var bestseller allerede dengang, og lavede Nightstand-ting ved siden af, lidt for sjov, uden hans kone vidste det (og uden hans forlag vidste det), og fik overført betalingen til sin elskerinde.

Vi arbejdede alle sammen virkelig hårdt, og havde det sjovt og tjente masser af penge. (Det samme gjorde forlæggeren, som forlod Chicago for at bo på et gods i Palm Springs.) Selvfølgelig forsøgte alle mulige lovmæssige instanser at få os til at lukke, og der var hele tiden anklager, herunder en grim retssag om censur i Houston. Fordi vi som forfattere arbejdede under pseudonymer og fik vores betaling via et skuffeselskab, var vi ikke indblandet i det. Men en dag kom FBI for at tale med mig. Det var virkelig åndssvagt. Jeg tog imod dem i biblioteket i min overdådige villa. Vi talte om de ting, jeg skrev – det science-fiction, jeg skrev. Jeg viste dem et par bøger for unge læsere, jeg for nylig havde skrevet om arkæologi og videnskab – den slags lavede jeg også i min fritid, og bøgerne lå tilfældigvis fremme. Ordet "pornografi" blev aldrig nævnt. De spurgte mig, om jeg nogensinde havde lavet forretninger med et eller andet firma. Det var et af de skuffeselskaber, der betalte forfatterne hos Nightstand; men nu var det sådan, at det var et af de andre falske selskaber, der udbetalte til mig, og de flinke FBI-folk havde blandet dem sammen. "Nej," sagde jeg, fuldstændig ærligt. "Jeg har aldrig lavet forretninger med det firma. Jeg har ikke engang hørt om dem." Og det var det. FBI-mændene gik igen, og tænkte nok, at der var sket en fejltagelse omkring min identitet, og der var aldrig nogen, der forstyrrede mig igen.

Men jeg stoppede alligevel med at skrive for Nightstand omkring et år senere – ikke fordi jeg var bange for yderligere hetz fra regeringens side, men fordi, at efter 150 erotiske noveller, var jeg ved at være godt og grundigt træt af at flytte mine karakterer ind og ud af soveværelser. Jeg ville tilbage til at skrive det mere intellektuelt stimulerende science fiction, som havde fået et stærkt kommercielt comeback efter de sene 1950'eres dyk.

Mine faglitterære bøger om arkæologi og videnskab var også meget populære; jeg ville gerne have tid til at lave flere af dem. Så med en sidste bølge – E for Eros, One Night Stand og Sin Kitten – stoppede jeg med at skrive erotiske noveller.

Men jeg fortryder ikke de fem år i sexbogsfabrikken – overhovedet ikke. Det tror jeg ikke, nogle af os på Nightstand gør. Det handler ikke kun om, at jeg tjente nok til at betale for det store hus og alle mine ture til Europa. Jeg udviklede og finpudsede også vigtige professionelle egenskaber, mens jeg sprøjtede alle de bøger ud.

Vi arbejdede med vanvittig fart (jeg lavede engang en hel novelle på tre og en halv dag, bare for at se om jeg kunne) og vi blev mestre i at improvisere handling på stedet og få alt til at passe sammen indenfor de 50.000 ord: En vidunderlig strukturel øvelse, der har tjent mig godt lige siden. Der var ikke tid til at lave fejl: vi skulle få det rigtigt i første forsøg, og det gjorde vi. Vi fortalte gode historier i skarp, ligefrem prosa. Og fordi vi arbejdede under falske navne, var vi frie til at smide hæmningerne og skubbe vores karakterer til det yderste, uden at skulle bekymre os om hvad andre – venner, familie, anmeldere – tænkte om vores arbejde. Vi havde en fest og blev godt betalt imens.

Vi glemte heller aldrig, at det, vi lavede, var et eksempel på den fundamentale funktion forfattere bør have: At forsyne de læsere, der oprigtigt elsker værkerne, med nydelse og underholdning. Enorme antal bøger blev revet ned af hylderne, så snart de kom fra pressen, hvilket betyder, at de udfyldte et tomrum, og at nogen satte stor pris på dem. Det betød noget for mig at vide, at mine bøger gjorde en masse menneskers kedelige liv lidt sjovere, især i de mørke årtier, hvor puritanismen gik sin sejrsgang, og sex var farligt.

150 noveller! Passion Patsy! Flesh Flames! Sin Hellion! The Orgy Boys! At skrive de bøger var en fantastisk oplevelse, og jeg ser tilbage på det med glæde og uden skam og undskyldninger.

'Sin-a-Rama' er ude nu gennem Feral House publishing. Læs mere og bestil en antologi på deres hjemmeside.

Mere fra VICE:

Bag om den erotiske litteratur for hipstere

Sådan er din generation blevet påvirket af porno Jeg anmeldte Pornhubs nye virtual reality porno