FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Kvindelige flygtninge fortæller om beskidte, smertefulde og dødbringende fødsler i ørkenen

I ørkenen mellem Jordan og Syrien er kvinderne, der flygter fra Islamisk Stat, overladt til sig selv. Udfordringerne inkluderer madmangel, vrede optøjer i lejrene og at føde børn i ørkenen uden lægehjælp.
June 6, 2016, 5:00am
En syrisk familie står i ørkenen ved Azraq-lejren i Jordan. Foto: Jordan Pix/ Getty Images.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Mere end 60.000 mennesker er strandet i et afsides liggende ørkenområde ved den østlige grænse mellem Jordan og Syrien. To tredjedele af dem er kvinder og børn.

De befinder sig i den demilitariserede zone mellem Jordan og Syrien – et fire kilometerlangt område med solbagende ørken, afgrænset mod nord og syd af bulldozede jordvolde, også kaldet 'bermen'. Det er det mest barske område, du kan forestille dig. Alligevel har stedet over de sidste syv-otte måneder ageret midlertidigt hjem til den overflod af syrere, der søger tilflugt i Jordan og parasitterne, der udnytter dem: smuglere, røvere og militarister fra Islamisk Stat.

Advertisement

I den sydlige del kontrolleres området af den jordanske hær, som hævder at have indsamlet beviser – billeder fra mobiltelefoner, våben og sprængstoffer – fra IS-sympatisører og militarister, der bor i bermen iblandt flygtningene. Vejen til asyl i Jordan er lang og besværliggøres af mistænkeliggørelse og lange sikkerhedstjek. Humanitære organisationer forsyner bermen med mad, vand og medicin, men soldater og nødhjælpsarbejdere bevæger sig ikke ind i den demilitariserede zone. På den nordlige, østlige og vestlige side er der ingen orden, fordi den kaotiske bosættelse udvider sig hver eneste dag.

Det, vi ved om livet i bermen, stammer primært fra vidnesbyrd fra de syrere, der senere er blevet lukket ind i Jordan og indkvarteret i flygtningelejren Azraq. Fortællingerne bærer et tydeligt præg af opdeling af kønnene.

Mændene, der overlevede bermen, beskriver en nærmest Darwin-lignende kamp for overlevelse, mens de sidder med benene over kors i deres telte i Azraq. De fleste fortæller om ikke at stikke næsen for langt frem i et ukontrolleret og i stigende grad voldeligt miljø efter at have betalt smuglere hundredevis af dollars for at være kommet dertil. De refererer til jævnlige sammenstød mellem folk fra forskellige stammer, et ekstremt sort marked, de rådne æbler, som med jævne mellemrum opildner til oprør, når flygtningene står i kø til mad – og en snigende frygt for, at deres koner, døtre og søstre kunne komme noget til. De færreste er villige til at uddybe, hvad det "noget" kunne være.

Læs også: Den danske pige der tog til Syrien for at kæmpe mod Islamisk Stat

De kvinder, der overlevede bermen i første omgang, har ikke meget at sige. De slår blikket ned og siger, at de ikke oplevede så meget – de tilbragte det meste af tiden inde i teltet. Efterhånden som tiden går, begynder historierne at komme frem: om babyerne, der blev født i ørkenen, bryllupsrejser, der blev tilbragt i mørke, panikken, der bredte sig, når lyden fra optøjerne kom tættere på teltet, og man greb sine børn og flygtede.

Ifølge interne NGO-dokumenter, som citerer data indsamlet af nødhjælpsarbejdere i området, er mere end syv procent af menneskerne i bermen gravide kvinder. Det er cirka det dobbelte af det gennemsnitlige antal, man ville kunne forvente i et samfund. De samme data viser, at størstedelen af kvinderne i april var i syvende, ottende og niende måned af deres graviditet.

Advertisement

Mange af kvinderne fortæller, at de ventede til slutningen af graviditeten med at flygte til Jordan uden at vide, at de ville komme til at tilbringe uger og måneder i ørkenen.

Um Faten er mor til fire og bor nu i Azraq. Hun fødte sine første tre børn på hospitalet i Hama. Hendes fjerde barn – en pige med navnet Faten – blev født den 15. november i et telt i bermen. Hun blev hjulpet til verden af en jordmoder fra Homs, som selv var flygtning og ventede på at få indrejsetilladelse i Jordan.

Et satellitfoto fra 20. april 2015 viser Ruqban-grænseovergangen og lejren af syriske asylansøgere. © 2015 CNES / Distribution Airbus DS via Human Rights Watch

"Jeg troede, jeg skulle dø. Der var ingen bedøvelse. Ingen indsprøjtninger," fortæller Um Faten med sin datter i armene, mens hun ryster på hovedet.

"Hvis Røde Kors ser, at der er komplikationer med graviditeten, transporterer de som regel kvinderne til Jordan for at føde. Hun er sund og rask, se hende lige. Babyen fra bermen," fortæller hun.

Få dage efter sin helnatsfødsel blev Um Faten og hendes familie lukket ind i Jordan og indkvarteret i Azraq. Ikke alle var så heldige. Ti dage efter Faten blev født, gik Um Fatens kusine i fødsel med sit sjette barn. En bil fra Røde Kors var i nærheden, og hun fødte sin søn Mohammad i den. De blev fragtet til hospitalet i Ruwayshid – den nærmeste by til bermen – hvorefter hun, ifølge familien, vendte tilbage til bermen. Fire måneder senere er hun stadig i ørkenen, så vidt familien ved.

I takt med at bosættelsen ved Ruqban er vokset, er hjælpen fra de humanitære organisationer blevet bedre finansieret og mere organiseret – med lægehjælp til stede på bermen de fleste dage. Nyligt ankomne gravide kvinder i Azraq fortæller, at de blev påbudt at registrere sig hos lægehjælpen i begyndelsen af deres graviditet for at kunne komme til fødselsforberedende undersøgelser på humanitær grund. Sahar Hussein er en af de kvinder.

Advertisement

"Vi tilbragte vores bryllupsrejse i et telt," fortæller hun, mens hun smiler til sin mand, Aamer. Parret havde været gift i fem måneder og var gravide i fjerde måned, da de begyndte deres rejse fra Palmyra til Jordan. De solgte deres vielsesringe for at kunne betale smuglerne, der skulle bringe dem til bermen, et telt og basale fornødenheder.

"Min største bekymring var, at Sahar ville gå i fødsel i bermen, efter lægen var taget afsted," fortæller Aamer, mens han holder parrets en måned gamle baby, Loujan.

Syriske flygtninge står i kø ved grænsen til Syrien, før de bliver ført til den østlige by Ruwaished af den jordanske hær, hvor de vil blive behandlet af de jordanske myndigheder. Foto af Khalil Mazraawi/AFP/Getty Images - 10. september 2015

De var omgivet af et stadig stigende antal desperate fremmede, og Aamer fortæller, at han var rædselsslagen for, at Sahar skulle komme noget til. Derfor gemte han hende væk. "Min kone tilbragte i bund og grund fire måneder i et telt," fortalte han.

Parret registrerede sig i begyndelsen af Sahars graviditet og blev lukket ind i Jordan kort tid inden Loujan blev født. På det tidspunkt, i midten af marts, var der opstået et netværk af frivillige jordemødre, som fik forsyninger af de humanitære organisationer til at yde støtte til de mødre, som skulle føde i bermen. Menneskeliv gik dog stadig tabt. Blandt Azraqs nyligste beboere er en far, hans seks-årige søn og en nyfødt datter, som blev født uden lægehjælp, fordi lægehjælpspersonalet var gået hjem den aften. Børnenes mor døde under fødslen grundet mangel på lægehjælp. Hun er begravet i bermen.

De mest gruopvækkende historier fra kvinder, der har overlevet bermen, er fra dem, som klarede det alene.

"Vi tog afsted, efter Da'esh kom til vores landsby. Vi havde en time til at komme ud."

Den 24-årige Widad er enke, mor til tre og kommer fra området Homs. Hun tilbragte februar i bermen sammen med sin mor, søster, sine børn og sin handicappede far.

"Vi tog afsted efter Da'esh kom til vores landsby. Vi havde en time til at komme ud, ellers ville Da'esh komme ind i vores huse. Vi var totalt uforberedte, og børnene havde ikke engang sko på. Vores eneste mål var at komme væk," fortalte hun.

Advertisement

Efter to dages rejse sydpå fandt Widad og hendes familie et sted i den demilitariserede zone tæt på grænsen og tæt på nogle andre folk fra Homs. De byggede et telt ved at finde en palle i bermen, skille den ad og rejse to stolper og hænge tørklæder imellem for at skabe et loft. Fra tørklædet hængte de et gråt felttæppe, som de fik fra nødhjælpsarbejderne. Hjem.

Widad ventede altid i kvindernes kø, når nødhjælpen blev fordelt i bermen. Manglen på mad betød til gengæld, at de af og til måtte sulte.

Et close-up stillbillede fra en video optaget af en syrer. Videoen viser en uofficiel teltlejr ved Hadalat - i stil med den ved Ruqban - lige inden for den jordanske grænse. Videoen blev optaget i slutningen af 2014. © 2014 Private, tilhører Human Rights Watch

"Vi ventede fra klokken 11 om morgenen til klokken seks om aftenen, og vi fik stadig ingen mad," fortalte hun. "Vi tabte os virkelig meget, lige fra det øjeblik, vi ankom til bermen, var børnene konstant syge, og de tabte sig mellem tre og fem kilo hver."

Manglen på nødhjælp var til gengæld ikke den eneste grund til, at Widad og hendes børn ofte måtte gå sultne i seng.

"Der var en del uroligheder mellem stammerne i bermen. Dagen før, vi forlod bermen, var der forskellige stammegrupperinger, som kastede med sten, og alle i lejren var på barrikaderne. Jeg tog mine børn og løb tilbage mod Syrien, hvor vi gemte os imellem teltene og ventede, til det begyndte at blive mørkt. Vi gik tilbage, da det blev stille," fortæller Widad med bævende stemme.

"Mine børn er min svaghed."

Som enlig mor er Widad, hvad de humanitære organisationer betegner som en "udsat kvinde". Ifølge den seneste NGO-data er 21 procent af kvinderne i Ruqban klassificeret som udsatte.

"Kvinderne bygger deres egne latriner. Der var menneskelige efterladenskaber over det hele."

Ifølge den indsamlede data er mere end 18 procent af menneskene i Ruqban børn under fire år, og 23 procent er børn i alderen 5-11. Fordi samfundet bygger på traditionelle kønsroller, står kvinderne for størstedelen af børnepasningen. På et sted som Ruqban, hvor mændene – hvis de overhovedet er til stede – typisk er optagede af sikkerhedsrelaterede opgaver, står kvinderne med en uendelig række af huslige opgaver under kummerlige forhold.

"For det første var der ingen toiletter. Kvinderne bygger deres egne latriner," fortæller Um Ahmad – en mor til fire fra Homs. Hun var i bermen fra midten af august 2015 til slutningen af januar 2016, og hun fortalte, at hun ikke anede, hvor hårde vilkårene ville være.

Advertisement

"Der var menneskelige efterladenskaber over det hele," fortalte hun.

De fleste syrere kommer fra hjem med rindende vand og moderne rørarbejde, og omstillingen til livet i bermen er derfor anstrengende.

Læs også: Vi besøgte Berlins Tempelhof lufthavn, der ligner nu huser 1300 flygtninge

"Hvis man tager vand med ned i teltet, så har man det. Hvis ikke, så har man ikke noget vand," fortæller Um Ahmad.

Hun fortæller, at hudsygdommen leishmaniose spredte sig som en steppebrand i bermen, og det var en konstant udfordring at holde børnene rene. Hvis Ahmads familie var heldig, modtog de sæbe og bleer fra nødhjælpsarbejderne. Når lageret var i bund, eller optøjerne afbrød distributionen, ville de bruge deres få resterende penge på at købe sæbe på det sorte marked.

Um Ahmad fortæller, at hun var afhængig af sin mand til at bære vand ned til teltet, så hun kunne vaske sine børn i de spande, som nødhjælpsorganisationerne stillede til rådighed. Bagefter ville hun sætte sig på hug, klæde sig af og vaske sig ét område ad gangen, mens titusindvis af fremmede bevægede sig rundt kun få meter væk.

Ligesom alle de andre kvinder, som Broadly interviewede, var Um Ahmad helt klar i mæglet: hun følte sig ikke tryg i bermen.

"Aldrig nogensinde," fortalte hun, "men uanset hvor slemme forholdene er i bermen, så er de bedre end i Syrien."

Mere fra VICE:

Irans nye lov om statsborgerskab lokker migranter til at kæmpe i Syrien

Mød den københavnske biavler der flygtede fra krigen i Syrien

Sådan er det at være homoseksuel flygtning i Tyskland