Billeder der viser absurditeten i moderne krigsførelse

Christoph Bangerts seneste bog, War Porn, brugte frygtelige billeder (nogle af dem var så brutale, at siderne var lukket sammen, så en beslutsom læser selv skulle rive dem op for at se dem) til at sætte fokus på, hvordan mediedækningen forskønner konflikterne rundt om i verden. Efter at have fokuseret på de mørke sider af krigsjournalistikken og vores opfattelse af konflikter, blotlægger hans nye bog – Hello Camel – den surrealistiske og morbide, komiske side af vor tids krige – en side af konflikten, han synes, er lige så vigtig og lige så lidt eksponeret som den gru, han viste i War Porn.

VICE: Hvordan blev billederne i 'Hello Camel' samlet? Jeg går ud fra, at det i højere grad er en samling billeder, der er taget over tid, gennem dit daglige arbejde, som derigennem er vokset til en sammenhængende serie, mere end det er et projekt, du aktivt beslutte dig for at lave?
Christoph Bangert: Det var faktisk begge dele. Jeg tror, at mange af billederne opstod tilfældigt, især i starten, eller blev taget på vej et andet sted hen. Jeg så en mærkelig eller absurd situation, og så tog jeg bare et billede, du ved - ligesom jeg ville gøre med alle andre ting. Efter et stykke tid gik det op for mig, at de akkumulerede, så jeg begyndte rent faktisk at lede efter den slags øjeblikke. Øjeblikke, der illustrerede den tanke, jeg gik rundt med på det tidspunkt om absurditeten ved krig. Følelsen af desorientering og overraskelse.

Meget af dit arbejde er mere, hvad folk ville kalde "traditionelt" krigsfotografi. Den slags billeder, folk forventer, og ikke disse tossede øjeblikke samlet i bogen. Var der et skærende punkt, hvor du besluttede, at du blev nødt til at lave et projekt, der viste den side af krigen?
Det kom, efter jeg havde udgivet min sidste bog, War Porn, som kun handlede om det frygtelige ved krig. Det gik op for mig, at der er to væsentlige aspekter ved krig, som er fuldstændigt underrepræsenteret. Det er den fuldkomne grusomhed, det usigelige vanvid ved krigen, som vi sjældent ser i udgivne fotografier. Og det andet lige så vigtige aspekt er absurditeten. Den anden side er slet ikke repræsenteret, fordi den er forvirrende for seeren, og fordi den slags billeder kan være virkelig farlige – der er ingen medier, der er interesseret i at fremstå, som om de gør grin med krig. Det er selvfølgelig heller ikke det, jeg gør. Men jeg tror, at alle, som har oplevet krig, vil synes, det er helt normalt at udforske begge sider – grufuldheden og vanviddet er lige så sandt og ægte som det bizarre og absurde. Begge koncepter er enormt svære at oversætte til noget, almindelige mennesker, som aldrig har været i krig, kan relatere til. Så på den måde er både War Porn og Hello Camel farlige – de kan give bagslag.

Det vil jeg også gerne spørge om. Selv når man tænker på, at du har erfaring i den slags situationer og arbejder på at formidle en underrepræsenteret side af krig, må det være nervepirrende at offentliggøre en bog, der meget let kan misforstås. Var du bekymret for det? Hvor eksplicit følte du, at du var nødt til at være for at undgå beskyldninger?
Jeg er bekymret for det. Jeg er selvfølgelig bange for, at folk tænker lige præcis det og synes, at jeg bagatelliserer meget alvorlige begivenheder. Men jeg tror, folk fatter det, hvis de ser ordentligt efter. Alle de reaktioner, jeg hidtil har fået, har været eftertænksomme. Folk opfatter godt, at jeg ikke forsøger at lave sjov med krig og tager skøre billeder. Tanken er at gå skridtet videre.

Krig er desværre blevet hverdag for os, det sker hele tiden, og det er trist, at det ikke er noget særligt. Det gør det selvfølgelig ikke mindre grufuldt; faktisk gør det det bare mere grufuldt. Det var den tanke, jeg gerne ville videreformidle. Og jeg tror, folk forstår det. Jeg prøver ikke at få folk til at tænke på den måde, jeg tænker. Det er bare et tilbud. Det fede ved fotografier er, at det er et helt åbent medie: Jeg kan vise det samme værk til alle mulige slags mennesker, og de vil have forskellige reaktioner. Jeg kan ikke styre, hvordan folk reagerer.

I bogen fornemmer man, at den følelse af vanvid, du sidder med bag kameraet deles med nogle af menneskerne på billederne. Var det også den følelse, du fik fra folk?
Helt bestemt. Det er noget af det, der skiller dem, der har oplevet krig, fra dem, der ikke har. Os "almindelige mennesker" forventer, at krig er en dramatisk begivenhed, kampen mellem det onde og det gode, en blanding af både ære og elendighed – men dramatisk! Og det er altså ikke dramatisk; det er enten virkelig frygteligt eller lidt mærkeligt. Det er underligt, overraskende og har flere lag. Tit tænker man, at man ved hvad, der foregår, men det gør man ikke – man har ingen anelse. Mange af soldaterne på billederne – og også de civile – var meget bevidste om, at det, de gennemgik, nok var den sværeste tid i deres liv, men også helt igennem absurd. Det gav ingen mening.

Efter at have dokumenteret krig i almindelige rapportager og dækket det på ret utraditionel vis i dine to bøger, hvad mener du så er konfliktfotografens rolle i dag?
Jeg synes, hovedgrunden til at være der som udenlandsk fotograf er den samme som altid. Vores job er at dokumentere, hvad vi ser, være ærlige og dybdeborende i vores dækning. Der er ingen objektivitet, men vi skal forsøge at være ærlige og oprigtige overfor vores egen udgave af de begivenheder, vi bevidner. Det har ikke ændret sig, og det er et meget gammeldags journalistisk ideal på en måde. Men vi skal også gøre en indsats for at finde et sprog, et visuelt sprog, der interesserer og fanger folk. Vi kan ikke blive ved med at vise de samme billeder af krig igen og igen og igen, for folk bliver blinde overfor det. Hvis det alt sammen er dramatiske billeder af mænd, der affyrer AK47'ere og billeder af eksplosioner, hvad er så pointen? Hvad lærer vi af det, hvis vi bare gentager de samme billeder, som folk kender i forvejen og forventer? Vi er nødt til at finde en vinkel, der er overraskende og anderledes, men som samtidig formidler meningen med begivenhederne, hele billedet, selvom det er besværligt og kompliceret. Nogle gange skal man bruge en bog for at formidle de ting; det kan ikke gøres i en Facebook-opdatering.

Hvad håber du, at folk tager med sig fra Hello Camel?
Mit håb er, at når folk ser den, vil deres egne forventninger til krigens visuelle side ændre sig lidt. At folk vil anerkende, at disse begivenheder er komplekse og har mange lag, og at vi skal vise det på en eller anden måde.

En anden vigtig del af bogen er tanken om, at folk har en utrolig evne til at finde normalitet under ekstraordinære forhold. Folk udsmykker deres hjem eller barakker, de hænger plakater op. Vi har en stærk evne som mennesker til at finde normalitet – ja, selv skønhed – i disse situationer. Jeg tror, vi længes efter orden – selv når alt omkring os er død og ødelæggelse, vil vi have orden. Billederne i bogen er meget ordentlige; det er sådan jeg tog dem. Det er næsten, som om noget inde i mig reagerede på kaosset, og jeg selv ledte efter en form for orden. Det skete intuitivt; det var ikke planlagt. Jeg er ikke konceptuel kunstner – jeg reagerer på det, jeg finder.

Besøg Christoph Camels hjemmeside: camel.christophbangert.com

En civil, afghansk ansat hos det amerikanske militær hjælper med at afvikle festlige lege under fejringen af USAs uafhængighedsdag for de amerikanske soldater og civile entreprenører på Forward Operating Base Fenty. Udenlandske hære er meget afhængige af lokale ansatte, der arbejder med oversættelse, konstruktion og rengøring. Arbejderne sætter deres liv på spil ved at tjene udlændinge og trues ofte af oprørsgrupper for deres arbejde. 4. juli 2013, Jalalabad, Nangahar, Afghanistan.

Et paptoilet er sat op af tyske soldater fra Charly Platoon, Kompagni 2, mekaniseret infanteri-bataljon 92 tæt ved en midlertidig skyttegrav i den åbne ørken. Den tyske hær er måske den eneste styrke, der medbringer deres eget toilet, når de skal i kamp. 28. september 2011, Nawabad, Kunduz, Afghanistan.

Soldater fra den irakiske hær laver en menneskepyramide under en ceremoni for de nyuddannede på Kirkush Military Training Base. Mellem 2004 og 2014 forsynede USA den irakiske hær med materiel og træning til en anslået værdi af 150 milliarder kroner. Til trods for det var den irakiske hær ude af stand eller modvillige til at holde de fremstormende ISIS tilbage, som tog kontrollen med store dele af Nordirak, herunder Iraks næststørste by Mosul. 3. maj 2005, Kirkush, Diyala, Irak.

Et fornemt bryllup på Alwiyah Club i Bagdad. Brylluppet er skabt af May Nuri, som er professionel bryllupsarrangør. Selv i de værste tider, hvor bilbomberne eksploderer på daglig basis i det centrale Bagdad, og frygtelig sekterisk vold hærger byen, bliver enorme bryllupper og store fester stadig afholdt. 30. september 2005, Bagdad, Irak.

Generalmajor Joseph J. Taluto, i midten, hærfører for den 42. infanteridivision, taler foran et af Saddam Husseins paladser under en ceremoni, der markerer begivenhederne d. 11. september 2001. Den 42. infanteridivision blev grundlagt af General Douglas MacArthur i 1917. Ved at trække på soldater fra nationalgarden over hele USA ville enheden "strække sig over hele landet som en regnbue". 11. september 2005, Forward Operating Base Danger, Tikrit, Irak.

Flere interview med fotografer fra VICE:

Fotos fra tre årtier med københavnsk grafitti

Bag om forsiden på VICE Magazine juni 2016

Billeder af min døende bedstemors sidste dage