Vice Blog

Jeg var facer for Amnesty i en uge og endte med at hade mig selv og alle andre

Som jeg står der, med min for store band T-shirt og mit lidt mutte væsen, er jeg vitterligt ikke damernes ven. Jeg er faktisk ikke nogens ven overhovedet.
September 15, 2016, 8:52am

KØBENHAVN, 2016

'Hej,' hører jeg en kvindestemme sige et sted foran mig.

Jeg er ikke i særlig godt humør den morgen. Måske er det dameproblemer, måske har jeg bare ikke fået kaffe. Trodsigt retter jeg blikket op. Jeg gør mig klar til at give en facer en rigtig dårlig dag.

Jeg ved jo godt, hun bare passer sit arbejde. Men de er alle vegne. Facerne. Og det er der en grund til. At minde folk om deres dårlige samvittighed, deres privilegier og deres menneskelige forpligtelser over for hinanden på åben gade er tilsyneladende ret effektivt. Det har i hvert fald virket for menneskerettighedsorganisationen Amnesty International.

Advertisement

I 2001, da Amnesty i Danmark begyndte at anvende facere, havde organisationen lidt over 20.000 medlemmer, oplyser organisationen. I dag, 2016, femten år efter facerinitiativet startede, har organisationen næsten 86.200 fuldbyrdige medlemmer, foruden en yderligere, ordentlig flok mennesker i deres gratis initiativ Lifeline.

Og det er jo alt sammen meget godt. Alligevel får jeg det dårligt hver gang, jeg ser en facer. Sikkert også dårligere end de fleste. Måske fordi jeg ved præcis, hvordan de opererer.

AARHUS, 5 ÅR FORINDEN …

Jeg mangler virkelig penge den sommer. Jeg skal tage 3. g om, og staten yder– rimeligt nok – ikke SU, til folk, der venter på at komme i skole. Jeg uddeler en storm af uoplagte ansøgninger til restauranter og butikker – af den slags som kun ugidelige gymnasieelever formår at frembringe – og får ikke nogen svar. Så jeg gør hvad alle andre fornuftige 19-årige gør, når de ikke kan overskue deres liv: Jeg går på internettet. Der falder jeg over en uimodståelig opfordring:

"Fuldtidsjob i Aarhus: Vil du arbejde med menneskerettigheder og hverve nye medlemmer til Amnesty International? Skriv en onlineansøgning!"

Så det gør jeg. Jeg skriver om, hvordan jeg går op i homoseksuelles rettigheder. Og at jeg har været medlem af Amnesty, siden jeg var 18. De ringer til mig et par dage senere og siger, at de gerne vil ansætte mig. Jeg er ellevild. Endelig får jeg lov at bruge min idealisme til noget rigtigt, noget som faktisk betyder noget – og jeg får penge for det.

DAG 1: kunsten at umuliggøre et 'nej'

Før jeg får lov til at gå på gaden, bliver jeg inviteret til et kursus i selskab med mine kollegaer og mine overordnede. Vi får et håndtryk, et rundstykke og bliver placeret i et lille mødelokale, hvor vi skal uddannes i den ædle kunst at overbevise folk om, at de skal donere 69 kroner af deres månedsløn for at fremme menneskerettigheder rundt omkring i verden.

Fortæl en vittighed. Gerne en plat én: 'Hvor meget vejer en isbjørn? Nok til at bryde isen!'

Facere er ikke provisionslønnede, som visse andre sælgere – et faktum, der bliver understreget en del på kurset. En facer får en fast timeløn. Til gengæld forventes en facer at rekruttere i gennemsnit et nyt medlem i timen – ellers betaler det sig ikke at have en facer ansat. Med andre ord: Hvis du ikke får rekrutteret dem, du skal have rekrutteret, så bliver du fyret. Jeg får lidt svedige hænder. Hvad nu hvis jeg ikke møder nogen, der går op i menneskerettigheder og vil rekrutteres af mig? Heldigvis bliver vi præsenteret for en række nyttige redskaber:

1) Start aldrig med spørgsmålet: 'Undskyld, må jeg ikke tale med dig?'. Det åbner op for en hurtig udvej, fordi kunden kan svare: 'Nej'. I så fald har du i facer-lingo 'legitimeret kundens afvisning'.

Advertisement

2) Fortæl en vittighed. Gerne en plat én – bare sørg for at 'kunden' bliver overrasket, svarer og involverer sig i samtalen: 'Hvor meget vejer en isbjørn? Nok til at bryde isen!'

3) Hvis nogen siger de ikke har råd til at betale de 69 kroner, som et medlemsskab koster hver måned, så relativiser beløbet: 'Det er bare en øl eller en pakke smøger. Det kan du da sagtens undvære?'

Kurset fortsætter med en introduktion til Amnestys historie, hvilke konkrete initiativer Amnesty involverer sig i og så videre og så videre. Vi bliver introduceret for vores supervisor (en slags 'overfacer') og hinanden (jeg starter sammen med to unge kvinder, der er betydeligt pænere at se på end mig), før vi bliver bedt om at komme igen dagen efter. Til vores første arbejdsdag.

DAG 2: 'Man bliver vildt god til at flirte'

Som jeg står der, med min for store band T-shirt og mit lidt mutte væsen, er jeg vitterligt ikke damernes ven. Jeg er faktisk ikke nogens ven overhovedet – udover måske mine venners.

Alle har en type, siger min supervisor til mig, mens han tygger lystigt på sit tyggegummi. Iklædt Fjällräven-rygsæk og hennafarvede dreadlocks lever min facer-supervisor sådan cirka 100 procent op til mit mentale billede af en ihærdig menneskerettighedsforkæmper.

Man bliver vildt god til at flirte af det her arbejde, forklarer hun mig og mine to nyslåede med-facer-akolytter: For at face er faktisk lidt ligesom at flirte. Hun siger, at de fra statistikkerne ved, at mandlige facere rekrutterer langt flest kvindlige medlemmer – og at kvindlige facere rekruttere flest mandlige medlemmer.

Advertisement

Øh, okay, svarer jeg.

Prøv at gå efter unge mennesker, de er lidt mere åbne overfor os, siger hun. Så skal du bare folde dine talegaver ud.

Øh, okay, svarer jeg.

Og hav et åbent og tilgængeligt kropssprog, så skal det nok gå, får jeg at vide.

Jeg nikker usikkert og forsøger at ihukomme alle de gode råd, jeg får. Åbent kropssprog er imidlertid nemmere for nogen mennesker end andre – og lidet hjælper det, at jeg fra naturens side er udstyret med det, som vi i det 21. århundrede har døbt resting bitch-face.Nuvel. Jeg udser mig en neutralt udseende herre i jakkesæt, der langsomt og intetanende kommer gående i min retning:

'HEJ', udbryder jeg og giver ham et veritabelt chok.

Han sender det karrygule Amnesty-logo på min T-shirt et blik, hvorefter han lægger ansigtet i beklagende folder.

Han har simpelthen ikke tid til at snakke, undskylder han, da han kommer sig fra den choklammelse, jeg har påført ham.

Nej, men er du klar over, at der i Uganda er et lovforslag, der vil straffe mennesker for forsøg på at være homoseksuel, fortsætter jeg ufortrødent, halvt råbende. Men manden er allerede på vej væk fra mig. I en vis hast.

DAG 3: En oplevelse på Haderslevs gågade

Jeg møder ind på Amnestys hovedkontor i Aarhus klokken 9. Kontoret er et lyst og hyggeligt sted, udstyret med fodboldborde, en plaget akustisk guitar (af den slags som har spillet Jason Mraz' I'm Yours ti-femten gange for meget), et par mødelokaler og en ret stor samling af enten opmuntrende eller afsindigt tragiske plakater, der relaterer sig til menneskerettigheder, kampen for dem og brud på dem.

Den øverste chef for facerne er en muskuløs og tatoveret fyr med en moderigtig frisure. Havde han været syv år yngre, ville han passe perfekt ind bag baren på Joe and The Juice. Han er desuden udstyret med en stemme, der uden anstrengelse kan rekruttere en tunghør 60-årig til indmeldelse i Amnesty. Under en Slipknot-koncert.

Advertisement

Min første dag som facer var ikke nogen udpræget succes. Jeg har erfaret, at det ikke er særlig fedt at føle sig uønsket i andre menneskers selskab. Og jeg har ikke hvervet et eneste medlem til sagen.

HVA' SÅ JENS, udbryder facer-chefen, da jeg lidt forsigtigt kommer ind ad døren. ER DU KLAR TIL AT GØRE NOGET GODT I DAG?

Ja, fremstammer jeg spagt og får en venskabelig lammer med på vejen.

I SKAL STÅ NEDE I HADERSLEV I DAG, DER ER LIDT KOLDT, SÅ JEG VISER DIG LIGE HVOR SWEATSHIRTSNE ER HENNE, DE ER RET FEDE, fortsætter han. Min supervisor med de hennafarvede dreadlocks sender facer-chefen et blik, som var han det fedeste verdenen havde set siden brød i skiver.

Haderslevs gågade er, kan jeg afsløre, forbløffende meget ligesom andre gågader i Jylland. Vi stiller op foran en Intersport – min supervisor, en af mine nystartede facer-kolleger, en erfaren facer og mig. Med en begyndende modvilje og hjertet et eller andet sted oppe omkring halsen, begynder jeg dagens dont.

De stemmer i øvrigt Dansk Folkeparti, tilføjer hun efter at have set det logo, som er på min T-shirt, min taske og mit clipboard, hvorefter hun hiver af sted med mit offer.

Det er rigtigt nok, hvad min supervisor siger: Facere går efter en bestemt type ofre. Unge mennesker er bedst – ældre mennesker har det med at være mindre åbne for menneskerettighedsspirrevipper, der stopper dem på åben gade for at indmelde dem i interesseorganisationer, får jeg at vide. Unge mennesker er meget mere tilbøjelige til i hvert fald at høre efter, hvad man siger. Jo mere flippede de ser ud, desto bedre, i øvrigt. Det handler om at etablere øjenkontakt så tidligt som muligt.

'Hey, fed jakke', siger jeg til en ung fyr i Adidas-sko og træningsjakke. Han har et rundt ansigt, milde øjne og kasket. Ret uflippet.

Advertisement

Han siger tak og ser oprigtigt glad ud. Jeg føler mig en smule løgnagtig. Jeg har i virkeligheden ikke rigtig nogen holdning til hans tøj.

Hvad synes du om menneskerettigheder, spørger jeg. Han ser pludselig lidt tænksom ud.

Det har han ikke tænkt så meget over, indrømmer han. Vi fortsætter med at snakke. Vi taler om flygtninge og homoseksuelle. Da jeg forsigtigt forsøger at få samtalen ledt over på medlemskab, og hvad det indebærer, ser han pludselig undskyldende ud.

Jeg er faktisk kun 17, siger han.

Mit hjerte synker ned til et sted omkring mellemgulvet. Man kan ikke være medlem af Amnesty eller andre interesseorganisationer, hvis man ikke er fyldt 18 år.

En ældre kvinder er dukket op bag min samtalepartner. De skal ikke 'have noget', siger hun skarpt og sender mig et dræberblik.

Og de stemmer i øvrigt Dansk Folkeparti, tilføjer hun efter at have set det logo, som er på min T-shirt, min taske og mit clipboard, hvorefter hun hiver af sted med mit offer – hvem, jeg formoder er hendes søn. Han sender mig et halvt undskyldende blik, før han forsvinder ned ad Haderslevs gågade.

Dag 4: Dårlig samvittighed

HVORDAN GÅR DET JENS, spørger min facer-chef med så meget omsorg, som det lader sig gøre at presse ind i hans stadionstemme. SKAL VI IKKE TAGE ET SPIL BORDFODBOLD?

Jeg befinder mig på hovedkontoret i Aarhus. Som nævnt skal en facer helst hverve cirka et nyt medlem i timen. Jeg har på mine to gange fem timer formået at hverve lige præcis ingen.

Advertisement

Jeg har ærlig talt ikke lyst til at spille bordfodbold mod min tatoverede chef, for der venter mit i forvejen tyndslidte ego endnu et stensikkert nederlag. Manden lader ikke til at lave andet end at tale meget højt, overbevise folk om at de skal melde sig ind i Amnesty – og spille bordfodbold.

Så jeg siger til ham, at jeg springer over med, hvad jeg håber er, et kækt smil.

DET ER BARE I ORDEN. JEG TÆNKTE, JEG LIGE VILLE GIVE DIG ET PAR FIF TIL, HVORDAN DU LIDT BEDRE KAN KOMME UD OVER RAMPEN, HVIS DU FORSTÅR, siger han og sender mig et Joe and The Juice-smil. DET HANDLER OM AT FÅ FOLK INVESTERET. JO LÆNGERE MAN TALER MED DEM, DESTO STØRRE CHANCE ER DER FOR, AT DE FAKTISK MELDER SIG IND.

I mit stille sind tænker jeg, at det muligvis har noget at gøre med dårlig samvittighed. Jeg har kendt folk, der var i vagt finansielle vanskeligheder, fordi de simpelthen havde for svært ved at sige nej til facere udstyret med dådyrøjne og samvittighedsfulde argumenter.

HVIS DE SIGER, AT DE GERNE VIL KIGGE PÅ DET DERHJEMME OG LIGE TÆNKE OVER DET, SÅ MIND DEM OM AT DE KAN HANDLE NU OG FAKTISK REDDE MENNESKELIV, siger facer-chefen med en heltemodig mine.

Den givne dag foregår arbejdet i Aalborg. Jeg er uproduktiv. Halvvejs gennem min dag sætter jeg mig resignerende på en bænk. Ved siden af mig sætter sig en ældre mand. Han har en stok, en lille hund, og en pose med øl.

Goddag, siger han.

Hej, siger jeg, selvom jeg i den grad har fået opfyldt mit daglige behov for samtaler med fremmede mennesker. (Det er i øvrigt forbudt for facere at henvende sig til folk, der sidder ned.)

Advertisement

Han peger på min Amnesty-taske.

Du er et af de der unge mennesker fra Amnesty, kan jeg se, siger han. Jeg nikker.

Da han var yngre, siger han, tilsyneladende kold overfor min manglende deltagelse i samtalen, solgte han aviser på gaden til folk. Det hårdeste var at leve med at få så mange afslag, fortæller han. Han fik betaling per avis, så der gik et lille stykke af ham, hver gang nogen sagde nej.

Han finder en øl frem fra sin pose, åbner den med en oplukker, som han har i sit nøglebundt og drikker næsten halvdelen af den i ét langt drag.

Man må jo finde ud af, hvor meget man kan holde til, siger han.

Dag 5: Min længeventede succes

Hun er frygtelig køn. Krøllet mørkt hår, blå jakke, måske først i tyverne. Hun har lige været i bad, ser det ud som om, håret er stadig vådt. Jeg står formodentlig med lidt åben mund og kigger dumt.

'Øh, hej, må jeg ikke stille dig et spørgsmål om Amnesty International,' spørger jeg og glemmer fuldstændig, at det er et no-go at lægge ud med at bede om tilladelse.

Jo da, siger hun og sender mig et smil.

Øh, kunne du ikke tænke dig at være medlem og redde menneskeliv, spørger jeg.

Og så sker det:

Jo, siger hun, det er faktisk noget, hun har tænkt over et stykke tid, og de vil hun faktisk gerne.

Jeg kan næsten ikke tro mit held, men finder troligt mit clipboard frem. Der skal udfyldes et hav af informationer. CPR-nummer, konto-oplysninger, e-mailadresse, fulde navn …

Advertisement

Det er ret akavet at skulle bevare fokus på folks data og samtidig smile og være begejstret for, at de har meldt sig ind. Jeg gør mit bedste. Også fordi hun jo for fanden både er køn og går ind for menneskerettigheder.

Hva' så Jens, tillykke med at have hvervet en, siger min hennafarvede supervisor.

Tak, siger jeg.

Så har du masser af gå-på-mod til den næste, afslutter hun og suser videre for at hverve tre mand på én gang.

Men sådan forholder det sig ikke. Tværtimod.

DAG 6: 'Jeg siger op'

Jeg går over til facer-chefen. Jeg har besluttet mig for at sige op. Jeg har ærlig talt fået nok. Det vil jeg fortælle ham.

FOR DET FØRSTE: Jeg vil gerne hverve folk, som efter betænkningstid og på eget initiativ har besluttet sig for at melde sig ind i en menneskerettighedsorganisation!

FOR DET ANDET: Jeg vil gerne tale med folk, også når de er sytten år, og forklare dem om menneskerettigheder, demokrati og hvordan homoseksuelle bliver henrettet i Uganda!

OG hvordan journalister bliver fundet myrdet i Rusland!

OG hvordan folk bliver tilbageholdt i Egypten, hvis de vover at trodse det militaristiske styre.

FOR DET TREDJE: Jeg har intet imod at udspyde selvretfærdigt menneskerettighedspropaganda – så længe jeg ikke skal sælge folk en pakke med det!

OG FOR DET SIDSTE: Hvis samtalen om vores fundamentale, menneskelige rettigheder kommer med et tilbehør som udgøres af flirteri, udspekulerede måder at stille spørgsmål på, dårlig samvittighed, relativisering af folks egen opfattelse af, hvad deres penge er værd og en konstant invasion af deres privatliv, når de i ro og mag vandrer rundt i byen – SÅ GIDER JEG ALTSÅ IKKE!

Advertisement

Alt det når det jeg at tænke, at jeg vil sige – eller nærmest råbe – til mine overordnede. Det gør jeg ikke. I stedet mumler jeg noget halvhjertet om, hvordan jeg ikke lige føler mig hjemme i jobbet.

VI ER MEGET KEDE AF AT DU STOPPER, råber min nu gudskelov forhenværende facer-chef uden at ligne en, der for alvor mener det.

Vi ved begge to godt, at jeg var en rigtig, rigtig dårlig facer. Jeg var på ingen måde min løn værd.

VI HÅBER DU FINDER NOGET ANDET FEDT AT LAVE, siger han.

Jeg forlader hovedkontoret og tager hjem.

Nu har jeg i det mindste ikke moralske skrupler med mit arbejde længere. Nu er jeg bare pissefattig, mens jeg venter på at tage 3. g om.

KØBENHAVN 2016, 5 ÅR SENERE …

Da jeg endelig retter blikket op, ser jeg det gule logo. Jeg kommer straks i tanke om, hvordan det var at være mig den sommer. Jeg ved, hvor hårdt hendes arbejde er.

'Hej,' siger jeg. Hun ser overrasket ud over mit pludseligt forandrede kropssprog.

Jeg er faktisk medlem, siger jeg. En del mennesker lyver om at de er medlemmer af en given organisation, for at slippe for facerne. Jeg lyver faktisk ikke – selvom jeg stoppede som facer, er jeg faktisk blevet ved med at være medlem.

Men må jeg ikke spørge dig om noget, siger jeg.

Jo, svarer hun og smiler. Hun har cirka samme alder som mig, dengang – 18-19 år gætter jeg på. Bare uendeligt mere positiv, end jeg var.

Er dit arbejde ikke helt vildt hårdt, spørger jeg.

Øh, hun har ikke været her så lang tid, siger hun, men hun synes faktisk det er meget fedt. Hun taler med 'alle mulige mennesker'.

Nogle gange er det måske lidt hårdt, indrømmer hun. Men 'man gør jo noget godt –også når det er hårdt.' Hvorfor spørger du?

Jeg tøver et øjeblik, før jeg smiler til hende og svarer:

Ingen årsag. Der var bare engang en, der sagde til mig, at man bare må finde ud af, hvor meget man kan holde til.

Læs mere om facere og menneskerettigheder fra VICE:

Vi talte med en journalist fra The Guardian om vores 'rystende' og 'uværdige' smykkelov.

Derfor er Danmarks udlændingelov i strid med menneskerettighederne

Sådan har LGBT Danmark svigtet de transkønnede