Vice Blog

Kan du huske, dengang USA overvejede at sprænge en atombombe på Månen?

I 1958, under den kolde krig, tænkte det amerikanske luftvåben, at det ville inspirere USA og sætte russerne på plads at detonere en atombombe på Månen.
September 19, 2016, 6:00am
Foto: Sarah MacReading

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

I dag er det stadig uklart, hvem der først kom på ideen om at nuke Månen. Som med så mange andre ideer, der opstod under den kolde krig, virker det lidt som en hallucination fra 50'erne – en æra hvor menneskeheden befandt sig på afgrundens rand og samtidig tog sine første babyskridt ud i tilværelsens næste grænseområde: det ydre rum. I dag er der ikke nogen, der mener, at det er en god ide at sprænge atombomber på Månen, og de amerikanske myndigheder droppede også ideen forholdsvist hurtigt. Alligevel kan man let forestille sig nogle jakkesætklædte Pentagon-typer, der kigger op på Månen, hen på USAs nye atomarsenal og så tilbage på Månen og tænker: Hvad hvis vi…?

Advertisement

Detaljer omkring programmet, kaldet Project A119, blev først offentliggjort i 2000 af Leonard Reiffel, fysikeren, der fik til opgave at undersøge muligheden for at detonere en atombombe på Månens overflade eller direkte over den. Reiffel fortalte den britiske avis the Observer, at luftvåbnet havde bedt ham om at undersøge ideen i 1958. Året forinden havde Sovjetunionen sendt Sputnik, den første menneskeskabte satellit, i kredsløb om Jorden, og Reiffel sagde, at de højtstående militærpersoner, han havde kontakt til, var bekymrede for, at russerne var foran USA i rumkapløbet.

"Den foreslåede sprængning var helt klart en PR-overvejelse, og hovedtanken med den var at smide en trumf," siger Reiffel. "Det amerikanske luftvåben ville have en svampesky, der var så stor, at den kunne ses fra Jorden."

Selvom det i dag er utænkeligt at smide en atombombe på Månen, var de mænd, der styrede USA dengang, begejstrede for de nye muligheder, som atomfysik repræsenterede, og ivrige efter at lege med dem.

"Ligesom vi leger med sindssyge ideer om hypersoniske missiler og RAM-jetfly (i dag), var atomenergi en ny ting dengang," siger Omar Lamrani, en militæranalytiker fra tænketanken Stratfor. "Det var stadig noget, man var ved at opdage."

Æraens militærplanlæggere havde massevis af vilde ideer. På cirka samme tid som Project A119 blev undersøgt, kom hæren på Project Horizon, der gik ud på at bygge en militærbase på Månen for 6 milliarder dollar. Og sovjetterne overvejede angiveligt også at sprænge en atombombe på Månen, hvilket vakte bekymringer hos mindst én amerikansk avis om, at "bomben ville boomerange tilbage til Jorden." Samtidig legede forskere med ideer, der omfattede alt fra atomubåde (der blev virkelighed) til atomrumskibe (der ikke blev en ting). Lige meget hvad USA eller Sovjetunionen kom på, var der altid en bekymring om, at den anden side havde fået samme – eller en bedre – ide. "Hvis man er tvunget til at tænke i utraditionelle baner for at få en fordel, så er det det, man er nødt til at gøre," siger Lamrani.

Advertisement

I juni 1959 producerede Reiffel og hans hold en rapport, der i dag ikke længere er fortrolig, med den nøgterne titel "A Study of Lunar Research Flights." Det overvejende tekniske dokument holder sig til den vanvittige præmis og undlader koldkrigshysteri. I stedet går den i dybden med samtlige aspekter af at smide en atombombe på Månen – blandt andet den usandsynlige chance for, at en sprængning ville udslette enhver form for eventuelt liv deroppe.

Reiffel fortæller the Observer, at planen "helt klart teknisk kunne lade sig gøre", og at det ikke ville have været en specielt udfordrende at ramme Månen med et interkontinentalt ballistisk missil. Det svære ville have været at få monteret instrumenter på Månen inden sprængningen, som rapporten fra 1959 anbefalede. Men hvad ville der være sket, hvis de havde gennemført ideen?

Selvom det at sprænge en atombombe på Månen uden tvivl ville have givet forskere en kolossal bunke interessant, eksperimentel data, ville det, som så meget af rumkapløbet, hovedsageligt have handlet om at understrege amerikansk suverænitet over for Sovjetunionen. "Af åbenlyse årsager ville specifikke, positive bivirkninger ved udførslen af en så ekstrem handling i første omgang være blevet samlet sammen som en demonstration af avanceret, teknologisk overlegenhed," bemærker Reiffels undersøgelse. "Med mindre verden på forhånd var blevet forberedt grundigt på det, ville der med sikkerhed være blevet stimuleret en væsentlig, negativ reaktion." Med andre ord, ville man have været nødt til at give et lille heads-up, før man sprang en atombombe på Månen, for ellers ville alle have kokset fuldstændig ud.

Advertisement

PR-aspekterne af missionen taget i betragtning ville amerikanske myndigheder sandsynligvis have sikret sig, at atomsprængningen var synlig fra Jorden, og det ville den sandsynligvis også have været ifølge Areg Danagoulian, der er assisterende professor i atomfysik og polyteknik ved MIT. Selvom følgevirkningerne ved en atomsprængning på Månen afhænger af en lang række faktorer – blandt andet hvor stor bomben er, og hvor langt over overfladen den sprænges – var Danagoulian villig til at tale generelt om, hvad der kunne være sket, hvis Project A119 var blevet en realitet.

Siden Månen ikke har nogen atmosfære, ville en atomsprængning ikke have forårsaget en eksplosion på samme måde som på Jorden. (Hvis der falder en atombombe på Månen, men der er ikke er nogen til at høre den, laver den ikke nogen lyd.) Reaktionen fra en atomsprængning ville have skabt et lysglimt, der havde kunnet ses fra Jorden, men det, jordboere ville have lagt mest mærke til, ville have været det støv, der steg op fra Månen. Radioaktiviteten fra atombomben ville have opvarmet Månens overflade, fortæller Danagoulian, hvilket havde resulteret i opstigningen af en massiv støvsky. Mens det støv steg op fra Månens overflade, ville i hvert faldt noget af det blive oplyst af solen, en effekt, der ville være synlig fra Jorden, især hvis støvet steg op fra Månens mørke side. Noget af det støv ville have bevæget sig hurtigt nok til at undslippe Månens tyngdekraft og var derfor endt i rummet.

Advertisement

Hvis alt det var sket, havde astronauter så skulle bekymre sig om radioaktivt nedfald, når de landede på Månen? Svaret afhænger af et utal af faktorer, siger Danagoulian – såsom bombetypen, sprængningsmetoden, tidsrummet mellem det og astronauternes ankomst såvel som deres udvalgte landingssted. Men Månen i sig selv er allerede ekstremt radioaktiv; eftersom den ikke har en atmosfære eller et magnetisk felt, bombarderes dens overflade med meget mere kosmisk stråling, end vi for eksempel gør her på Jorden. Derfor er det allerede ret farligt at hænge ud på Månen i længere perioder, og den overskydende radioaktivitet fra Project A119s atombombe ville derfor nok alligevel ikke have vakt de store bekymringer for fremtidige månelandingsmissioner.

Reiffel fortalte the Observer, at han ikke var sikker på, hvorfor Project A119 aldrig blev en realitet, men han var "forfærdet over, at en gestus i den kaliber overhovedet var blevet overvejet for at påvirke den offentlige mening." Det gik sandsynligvis op for Pentagon, at det var inspirerende at sende en mand til Månen, men at det ville have været sindsforvirret at sende en bombe i stedet. Lige meget hvad blev brugen af atomvåben i rummet forbudt af Ydre rum-traktaten i 1967, hvilket ugyldiggjorde samtlige forskningsprojekter omkring atombombning af Månen. Vi kommer ikke til at se månestøv flyve ud i rummet i vores livstider, med mindre noget går grueligt, grueligt galt.

Læs flere vilde historier om hemmelige militærprojekter og det ydre rum her på VICE:

Hvem har ansvaret for den atombase på Grønland, der dukker op, når indlandsisen smelter?

Hvad hvis vi ikke har fundet rumvæsener, fordi vi mennesker simpelthen kom først?

Sådan overlever du, hvis Trump smider en atombombe over Danmark