FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Sådan faker du din egen død

"Vi tror, at det er en totalt genial Jason Bourne-agtig ting at gøre, men i virkeligheden er det ret amatøragtigt. "

Foto: Jamie Lee Curtis Taete

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

At fake sin egen død er ikke noget nyt fænomen. Uanset om målet er en udbetaling fra livsforsikringen, at undgå retsforfølgelse eller simpelthen at forsvinde fra det hele, så har folk spillet døde i flere århundreder. Det er svært at sige, hvor mange mennesker der er sluppet afsted med det, for en veludført falsk død ligner til forveksling en rigtig død.

Advertisement

Til gengæld findes der en hel del dødsfakere, som ikke slap afsted med det. Deres metoder, motiver og måder at blive opdaget på er omdrejningspunktet for bogen Playing Dead: A Journey Through the World of Death Fraud, som netop er blevet udgivet. Jeg tog en snak med bogens forfatter, Elizabeth Greenwood, for at høre mere om de mennesker, der faker deres egen død, og hvorfor det aldrig er en god exitstrategi.

Læs også: Her er tjeklisten, der kan give dig en lækker død

VICE: Hvor mange mennesker, vurderer du, faker deres egen død?
Elizabeth Greenwood: Det er virkelig svært at svare på, for hvis folk har succes med det, så betragtes de jo bare som værende døde. Et område, man kan måle det på, hvor folk tit bliver afsløret, er når folk forsøger at begå forsikringssvindel. Der er forskellige alarmsignaler - hvis man for eksempel har øget sin dækningsgrad inden for det sidste år eller to, eller hvis ens dækningsbeløb ikke stemmer overens med formuen. Forsikringsrådgivere har virkelig en sjette sans, når der er noget ved et dødsfald, der virker "forkert". Hvis alle de ting er til stede, så sender de en efterforsker ud for at undersøge, hvad der er sket.

De efterforskere, jeg interviewede, bliver hyret af flere forskellige firmaer. De efterforsker rigtig mange sager om året. Hvis jeg skulle gætte, ville jeg nok sige flere hundreder om året, men det er et cirkatal.

Er det ulovligt at fake sin egen død?
At fremme tanken om, at man er død, overtræder ikke i sig selv nogen lov, men alle de supplerende tiltag, det kræver at fake sin død, er som regel ulovlige. En af de største grunde til, at folk faker deres død, er for at undgå retsforfølgelse, og hvis man flygter fra en fængselsdom, så er det jo at modstille sig retssystemet. Hvis man begår identitetstyveri eller andre slags bedrageri er det også kriminelt. Der findes en metode til at holde sig på den lovlige side, men den er meget, meget smal.

Advertisement

"Kan I huske den pige, der blev myrdet i starten af 80'erne? Det er mig."

Findes der nogle kendte tilfælde, hvor det lykkedes for personen, der fakede sin egen død?
Der er en virkelig vild sag om en kvinde fra Tyskland. Hun hedder Petra Pazsitka, og i starten af 1980'erne var hun 18 eller 19 år gammel og studerede datalogi ved et lokalt universitet. En dag steg hun på en bus med hensigten aldrig at vende tilbage. Et par år senere blev en anden teenagepige myrdet i det samme område - hun var lidt yngre, måske 14 eller 15. De fandt frem til fyren, der havde dræbt pigen, og af en eller anden grund tilstod han også at have myrdet Petra, og så blev sagen lukket. I efteråret 2015 modtog politiet i en anden tysk by et opkald om et indbrud. De kørte derhen og blev mødt af en kvinde, som identificerede sig som Petra Schneider. De bad om at se noget ID, og så svarede hun, "kan I huske den pige, der blev myrdet i starten af 80'erne? Det er mig."

Det er mærkeligt, hvordan det passede sammen. Hendes død blev faket af nogle andre, men det lader ikke til, at de samarbejdede. I de 30 år, hun var forsvundet, levede hun totalt under radaren. Hun fik aldrig ny identifikation og betalte altid med kontanter. Da det hele kom frem, blev hun bare bedt af de tyske myndigheder om at registrere sig som "i live", men de vurderede ikke, at hun havde gjort noget ulovligt.

Så en person, der slipper afsted med at fake sin egen død, lever formentligt ikke specielt glamourøst?
Det kræver virkelig god planlægning, og man skal kunne leve meget beskedent. I det øjeblik, man forsøger at oprette så meget som et bibliotekskort i en andens navn, så er det bedrageri. Man skal ikke op i ret store beløb i kontanter, før man skal vise identifikation de fleste steder. Sådan et liv virker virkelig kedeligt, når man tænker over det, men jeg tror godt, det kan lade sig gøre.

Advertisement

Efterforsker man også andre tilfælde end forsikringssvindel?
Desværre er politiets tid og midler som regel strakt til det yderste. Selv da Sam Israel var på flugt, var det ikke, fordi der var agenter efter ham hele tiden. Han var på listen over USA's mest eftersøgte, mens han levede i skjul, hvilket er helt skørt at tænke på.

Forsikringsselskaberne har til gengæld ressourcerne til at sikre sig, at de ikke udbetaler til nogen, som ikke rent faktisk er døde. Deres bevisbyrde er ikke at bevise, at du er i live, men at vise, at du ikke er død. De behøver ikke finde dig, men de skal kunne bevise, at de indsendte dokumenter er falske, og at et vidnes udsagn er forkert og så videre.

I bogen taler du med adskillige mennesker, som arbejder med enten at afsløre eller hjælpe personer, der faker deres død - og de siger allesammen, at det er en dårlig idé at gøre det. Hvordan kan det være?
Det er rigtigt, de har allessamen en afsky mod hele tanken. Især bedrageriefterforskerne. De har skullet håndtere så mange idioter igennem deres karriere. Det meste bedrageri, især med forsikring, er virkelig nemt at spotte.

Men jeg tror den største grund er, at det ikke er en særligt effektiv måde at forsvinde på. Der følger en hel masse besvær med, medmindre man tager sig god tid til at planlægge det og tænke fremad. Og igen - de fleste mennesker, som overvejer at fake deres egen død, er ikke rigtig i stand til at tænke klart og målrettet på den måde.

Advertisement

Billeder fra slum-kirkegården Cementerio del Norte på Filippinerne

Du fakede din egen død som en del af bogen. Hvordan gjorde du?
Jeg ville se, hvor langt jeg kunne nå uden rent faktisk at begå bedrageri. Jeg tog til Filippinerne, fordi de gentagne gange var blevet nævnt i min research som det sted, hvor mange forsøg på forsikringssvindel stammer fra. Der findes et helt sort marked, der støtter den slags bedrageri. For eksempel i form af kapeller, hvor man kan få kremeret et lig i sit eget navn. De tilbyder også "dødspakker."

Hvad er en "dødspakke"?
Det er alt, hvad man skal bruge, for at fake sin egen død. Dødsattest, udtalelser fra vidner som har set "ulykken," en falsk obduktionsrapport og så videre.

Jeg mødte to lokale fyre, som hjalp mig med at skaffe min egen dødsattest fra en fyr, de kendte, som arbejdede for myndighederne. Den var baseret på en falsk politirapport med falske navne på falske vidner med falske vidnesbyrd om min falske trafikulykke. Det var sådan, jeg gjorde, men jeg tog aldrig kontakt til den amerikanske ambassade for at gøre det officielt. En forfalsket død for at få udbetalt en livsforsikring handler mere om papirer og dokumenter end noget andet.

Det kostede omkring 3500 kroner, og det ville sikkert have været billigere, hvis de havde fået længere tid til det. Det var meget nemmere, end jeg troede, det ville være.

Hvad er den mest klassiske fejl, folk begår, når de bliver afsløret?
At fake en drukneulykke. Man tænker jo, at hvis man skal fake sin egen død, så er det et problem, at der ikke er noget lig, så hvad gør man? "Nå ja, mit lig er selvfølgelig bare sunket til bunds i havet, og så kører det." I virkeligheden bliver de fleste lig bjerget inden for mellem få dage. Jeg talte med Seth Ferranti fra VICE i forbindelse med en anden bog, jeg er ved at skrive. Han iscenesatte sin egen død som et selvmord, men de gennemsøgte faktisk floden for hans lig. Vi tror, at det er en totalt genial Jason Bourne-agtig ting at gøre, men i virkeligheden er det ret amatøragtigt.

Advertisement

Derudover er det et evindeligt problem, at folk ikke kan cutte forbindelsen til deres liv. Jeg troede egentlig, at teknologien ville være den største forhindring, men det handler faktisk mere om virkelig at kunne efterlade sit gamle liv og sin gamle forestilling om, hvem man er, og hvad man kan lide. Man skal på en måde være i stand til at blive genfødt som et helt nyt væsen. Det er dog umuligt for de fleste mennesker, medmindre man er totalt psykopat.

Mere om døden fra VICE:

Jeg tilbragte en måned i et nepalesisk dødstempel

Når selfies dræber er det umuligt at kigge væk

Verdens fedeste sted at dø