Den triste historie om 'Mr. Hands', der døde af at blive knaldet af en hest

Denne artikel blev oprindeligt publiceret af VICE US.

"Det eneste, der adskiller den stolte hesteejer fra den perverse hesteknepper, er selve sexakten." – Charles Mudede

Man kan finde hvad som helst på internettet inklusiv alt det, man bestemt ikke har lyst til at finde. Videoen "Mr. Hands" er et godt eksempel på det. I den 30-sekunder lange video, som var at finde i internettets mørkeste afkroge i midten af 00'erne, bliver en mand kneppet af en hest. Jeg har set den. Lad være med at søge på den. Jeg mener det.

For ti år siden blev Kenneth Pinyan fra Washington erklæret død af "akut bughindebetændelse som følge af en perforering af tyktarmen ved analt samleje med en hest." Et overvågningskamera fangede nummerpladen på den bil, som afleverede Kenneth Pinyan på hospitalet efter hans grusomme erotiske oplevelse. Politiet fandt via nummerpladen frem til den 54-årige James Michael Tait, som var nabo til en stor gård på 15 hektar. Politiet gennemsøgte mandens trailer og fandt videooptagelsen af Kenneth Pinyan, – eller "Mr. Hands, som hans zoofile venner kaldte ham – hvor han bliver kneppet af en hest kaldet "Big Dick".

Dengang var det ikke ulovligt at have sex med dyr i staten Washington, og eftersom der ikke var nogen beviser for, at mændene havde mishandlet dyrene, blev James Michael Tait kun anklaget for ulovlig indtrængen på gården. Sagen blev til gengæld så stor en tabloidhistorie, at Washington gjorde dyresex ulovligt kort tid efter Kenneth Pinyans død ved en enstemmig afgørelse i senatet, der gjorde det strafbart med op til fem års fængsel og en bøde på omkring 70.000 kr.

Ulykken (og navnligt videoen) blev ikke alene en stor national nyhed, men også en onlinesensation, der gik sin sejrsgang på sider som 4chan og fandt sig til rette i internettets kollektive bevidsthed. Den oprindelige nyhedsartikel fra Seattle Times blev avisens mest læste online artikel det år, og historien om Mr. Hands og gruppen af mandlige zoofile, som hang ud, drak sig fulde og blev skamkneppet af heste på skift, blev undersøgt i dokumentaren Zoo fra 2007, som senere blev vist på både Sundance og Cannes.

Charles Mudede var en af manuskriptforfatterne bag dokumentaren og skrev desuden en fremragende artikel om selve hændelsen, der blev bragt i bladet Stranger i 2006. Den overraskende gribende dokumentar fremstiller de zoofile som ensomme mennesker snarere end dyremisbrugende stoddere. Jeg kontaktede Charles Mudede for at blive klogere på følgerne af denne meget bizarre hændelse og dens plads i vores bevidsthed 10 år efter Mr. Hands' død.

VICE: Vidste du, at det var 10-års dagen for Mr. Hands' død forleden dag?
Charles Mudede: Ja, og jeg er faktisk i Enumclaw, Washington, hvor det skete, i øjeblikket for at tage billeder og se, om der sker noget andet spændende. Byen har fjernet skiltet på den gård, hvor det skete. Det er det eneste forsøg på at skjule det, som jeg har set. Men der er stadig ikke nogen, der har lyst til at tale om, hvad der skete.

Da dyresex blev ulovligt i Washington, besluttede alle sig ligesom for at sige "Det er slut, og det kommer ikke til at ske igen. Og selv hvis det sker igen, så ved vi, hvad vi skal gøre." Så vidt jeg ved, er der ikke nogen, der er blevet anholdt for dyresex siden dengang.

Da loven trådte i kraft, flyttede hele det zoofile miljø i Washington til andre stater, hvor det stadig var lovligt at gøre det, de havde lyst til. De var rædselsslagne for at blive smidt i fængsel. Da jeg talte med dem, gjorde de ikke noget ulovligt, og det havde de heller ikke lyst til. Det er en af grundene til, at de aldrig oprettede et dyrebordel eller lignende. Efter lederen James Michael Tait blev arresteret, flyttede han til Tennessee, fordi der ikke var nogen lov mod dyresex der. [Han blev arresteret og anklaget for dyremishandling i 2009]. De vil ikke anses for at være ligesom pædofile og børnemishandlere. De vil ikke behandles ligesom den slags kriminelle.

Alle der bor i Enumclaw har et tæt forhold til heste. Det er en stille, landlig forstad med udsigt til bjergene. Alle elsker heste, og som du ved, var der alle mulige ting og begivenheder, der forgudede heste i byen. Det var et sted, hvor man sagtens kunne knalde med en hest, uden at nogen ville opdage det. Det er svært at skelne mellem hvem, der bare elsker heste og hvem, der elsker MED heste, medmindre man blev taget på fersk gerning. Hvis Kenneth Pinyan ikke var død, så ville de fyre, han hang ud med, stadig knalde med heste den dag i dag, og ingen ville have fattet mistanke.

Det var etparadis for hestekneppere. Jeg er sikker på, at de var vrede over at blive opdaget. De må have tænkt, "Fuck! Vi havde det lige så godt!".

Ledte du efter andre zoofile miljøer i Washington eller andre steder, mens du lavede dokumentarfilmen Zoo?
Vi ledte efter dem, men vi kunne ikke finde nogen. Den her gruppe var særlig, fordi de havde en virkelig god leder. James Michael Tait gjorde sig virkelig umage for at dyrke miljøet. Han var meget selektiv omkring hvem, der blev optaget, og hvor klubbens territorium startede og sluttede. Hvis man ikke har den slags leder, så falder det fra hinanden.

Andre zoofile holder sig nok lidt mere til sig selv. De er bange for at blive afsløret og miste alt – og det er præcis, hvad der kan ske. Så medmindre man har en virkelig tjekket leder, så deler man formentlig ikke den slags detaljer med andre mennesker. Hvis man passer på, så sladrer dyrene jo ikke til nogen. Så de zoofile holder tæt.

Hvordan tror du, at Mr. Hands' død påvirkede det zoofile miljø i det hele taget?
De var rystede de mistede en hel del, da han døde. Hvis man er moralsk imod at knalde med heste, så synes man måske ikke, at det her er en fed holdning, men jeg tror, at de i virkeligheden mistede rigtig meget – stabilitet, en ventil i weekenden og noget at se frem til. De mistede et fællesskab. De blev afsløret. Alles øjne hvilede på dem, og de blev efterforsket. Det var et kæmpe chok for dem.

Det zoofile miljø er for det meste et internetbaseret fænomen - der ville slet ikke være en zoofil scene uden internettet. De har ligesom ikke noget officielt tilholdssted som homoseksuelle for eksempel har, så de er nødt til at bruge internettet. Det har så også gjort, at zoofile nu kan finde hinanden og danne grupper for første gang nogensinde.

Da jeg talte med de zoofile i Washington, fik jeg et ndtryk af, at de syntes a Mr. Hands var lidt af en svækling. Han var intellektuel og arbejde for Boeing som ingeniør. De andre kunne godt klare at blive kneppet af en hest uden at skulle på hospitalet. De syntes, at han var fin på den, og at han ikke kunne klare mosten. Han ødelagde det for dem. Hvis han ikke havde været så selvdestruktiv, så ville de stadig kunne knalde med heste i weekenden. Da de afleverede ham på hospitalet, udleverede de ham også de facto til medierne og gjorde en ende på alt det, de havde sammen.

Hvordan fik de helt præcis hestene til at knalde dem?
De bøjede sig vitterligt bare forover og ventede på, at hesten ville knalde dem. De smurte sig også med en duft, som indeholdt de samme feromoner, som man bruger til at få heste til at parre sig.

Var det nogensinde omvendt, hvor de knaldede hestene?
Nej, det var ikke deres stil. Der er alle mulige forskellige retninger inden for zoofili, og deres ting var at blive taget i røven. De ville have hingstene og tyrene men aldrig køer. Det handlede om pikke. Store pikke. De talte aldrig om fisser eller andre huller.

Hvis jeg husker rigtigt, så knaldede de også hinanden. Efter de var blevet knaldet af hestene, legede de med hinanden og deres udvidede røvhuller.

Valgte de nogle bestemte heste ud fra gården, eller var de klar på at blive knaldet af en hvilken som helst hest?
De havde helt klart præferencer! De fandt efterhånden ud af, hvilken hest der var lidt for stærk, hvilken hest der havde den største pik, og hvilken der var det hurtigste knald. Det var ligesom at gå til hesteauktion. De tændte også virkelig på tyrene. En af fyrene sagde, at han ville spise tyren, efter den havde knaldet ham. Det synes jeg var lidt problematisk. Jeg mener, at blive knaldet af noget, som man har tænkt sig at spise? Han var virkelig til den mørke side af zoofili på en måde, som de andre ikke var.

Mange af de her fyre ville gerne se sig selv som dygtige dyrekneppere – fyre som kunne klare kæmpestore dyr. De snakkede endda om at knalde med delfiner, som angiveligt har meget store pikke.

Forfatteren Dan Savage, som dengang var chefredaktør på Stranger, og jeg talte om, hvorvidt det egentlig var en dyre-fetich, eller om det bare var en fetich for store lem. Det havde vi i baghovedet i al den tid, vi arbejdede på filmen, men jeg fik aldrig svar på det. Det ville jo kunne underminere deres påstand om at være zoofile. Det var helt klart noget, jeg spekulerede på, men jeg udforskede ikke det spørgsmål nok. Vi fokuserede mest på Mr. Hands og det miljø og den kultur, han var involveret i på det tidspunkt. For mig virker det indlysende i dag, at de her fyre havde en fascination af pikken i sig selv, som måske slet ikke havde noget med heste at gøre.

Ville du kategorisere zoofili som en fetich, eller er det mere en livsstil og en seksuel identitet?
Den hest, som dræbte Mr. Hands, blev kaldt "Big Dick", ikke? Den blev jo ikke kaldt "Blackie" eller "Bella".

Coyote, som er speakeren i filmen, var 'the real deal'. Han var virkelig zoofil. Han var også besat af hunde og andre dyr, og han knaldede dem ikke bare – han elskede med dem. Det var hans ting. Han havde virkelig en passion og kærlighed til dyr. De andre fyre, som godt kunne lide store pikke, har måske bare haft en intens fetich.

Jeg tror ikke, at Mr. Hands rent faktisk var zoofil, jeg tror kun han var fetichist. Han tændte på ekstreme ting og på at skade sig selv. Vi berørte det ikke i filmen, men han var ud for et motorcykeluheld. Han mistede en stor del af sin følesans og fik skader i hjernen. De andre i det zoofile miljø tænkte, at hans ønske om at blive knaldet af en hest skyldtes, at han så kunne føle noget igen. Han kunne godt lide det ekstreme – fisting, store dildoer og den slags.

Jeg tror heller ikke at Mr. Hands var forelsket i hestene. Mens jeg researchede til filmen, besøgte jeg huset, som han var ved at bygge i Washington. Han havde planer om at bygge en lade, hvor han ville bo med en hest. Måske havde han følelser for dyret, men hvem ved? Måske har de næret kærlighed til dyrene, men i sidste ende tændte de bare på hestepik. Zoofili er ikke bare én ting.

Har du stadig kontakt til nogle af de mænd, som du interviewede til filmen?
De elskede instruktøren, Robinson Devor, som de betragtede som en rigtig allieret. De mailer stadig med ham og holder kontakten. Han var meget mere forstående over for dem, end jeg var. Jeg mødte dem og satte dem i forbindelse med Rob, men han lyttede til dem uden at dømme eller grine.

Har du oplevet et skift i holdningen til zoofili, siden medierne bragte historien om Mr. Hands? Er det ligeså tabubelagt i dag, som det var dengang?
Det er helt sikkert ligeså stort et tabu nu, som det var for 10 år siden. Ingen har lyst til at tænke på det eller tale om det. Zoofili er meget langt ude på seksualitetsspektret, så det er ret svært at bringe på bane, og der er heller ingen støtte omkring det fra andre minoritetsmiljøer eller seksuelle identitetsgrupper.

Det er allerede en kæmpe debat, om vi stadig skal lave forsøg med chimpanser, så at skulle udvide diskussionen til, om vi også skal have lov til at knalde dem? Det er måske for meget på én gang.

Mere fra VICE:

Min prostituerede mormor

Hvad sker der for alle de mennesker, der skider på gulvet i de hollandske supermarkeder?

Her er de løgne, som sexarbejdere fortæller deres forældre og venner