Sådan er det at skrive scorereplikker for rige mænd, som udliciterer deres datingprofiler

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Nogle mennesker er bare virkelig gode til onlinedating. De kan jonglere 10-12 chatsamtaler på én gang, ramme det perfekte niveau af lummer undertone i en besked og få vildt fremmede til at mødes med dem på et offentligt sted. Nogle gange tænker jeg, at det er en foruroligende, næsten sociopatisk egenskab at have, men det er måske bare mit perspektiv som udenforstående – jeg er i et parforhold, der går længere tilbage end Tinder.

Jeg har til gengæld aldrig tænkt, at det var en egenskab, man kunne tjene penge på. Noget man kan skrive på sit CV og blive hyret til at gøre. Det viser sig til min overraskelse, at der findes virksomheder med sælgere, tekstforfattere og analytikere, som udbyder den slags (stadigt potentielt sociopatiske) services. Jeg ved det, fordi jeg for nylig mødtes med Samantha – en 21-årig studerende, som for nylig har haft sådan et job. Og selvom hun forsikrede mig om, at man ikke bliver rig af at flirte med kvinder, der er ældre end ens mor, beskrev hun det som et overraskende velbetalt job. Jeg tog en snak med hende for at finde ud af, hvordan den her branche hænger sammen.

VICE: Hvordan fik du det her job?
Samantha: Ansøgningsprocessen var meget mere kompliceret, end jeg havde troet. Der var virkelig mange test. Først skulle jeg svare på en hypotetisk chatbesked og forsøge at lave en aftale om en date. En anden opgave var at gennemlæse en udskrift af et to timer langt interview med en fyr og bygge en profil op omkring det. Og jeg skulle forfatte scorereplikker, som man ville kunne bruge som en åbningsreplik på Tinder for eksempel. De testede beskederne ved at sende dem ud til virkelig mange kvinder. Der er folk, hvis eneste job er at sende den første besked til kvinder på de her apps og sider. Nogle af dem er virkelig basale samtalestartere, mens andre er ret perverse og groteske. Mit job var at tage over, lige så snart kvinden svarede.

Hvad er den bedste måde at skaffe dates til de her mænd?
Det er ren matematik, for man chatter med 20 kvinder på én gang for hver klient, måske endda flere. Det tager i gennemsnit fem-otte beskeder at få et telefonnummer. Man skal opbygge en eller anden kontakt, før man kan sige: "Lad os mødes i virkeligheden." Der er lavet virkelig meget statistik og research, hvilket overraskede mig. De havde hundredevis af skemaer og regneark over, hvordan forskellige svar bliver modtaget. Og meget af det er bare et eksperiment for at se, hvad der virker, og hvad der ikke gør. De anbefaler, at man bruger forskellige scoremetoder alt efter, hvor gammel personen er. For eksempel virker nedværdigende humor bedst på yngre kvinder, mens klassisk humor og direkte komplimenter virker bedre på ældre kvinder. Jeg ser guiden som et udtryk for, at de synes, at yngre kvinder er dumme.

Var der mange kvindelige skribenter?
Der var kun en håndfuld kvinder. De vil helst have, at det er mænd, der skriver på vegne af mændene, fordi den tone, de går efter, er lidt dominerende, så man skal være lidt nedværdigende.

Altså sådan ligesom 'negging'?
Ja. De foreslår replikker som: "Selv på dit værste billede ser du stadig sød ud." Den slags lort. "Den trøje får dig til at se mindre bleg ud," eller: "Du ser rimelig godt ud af en brunnette at være." Så skulle vi også tale os selv op. Hvis nu kvinde for eksempel nævnte, at hun godt kunne lide at gå på stranden, så skrev man sådan noget som: "Nå, jeg har en bungalow på Bora Bora," eller sådan noget. Eller: "Jeg har en hytte dernede," [griner]. "Den er skøn, hvis du godt kan lide sand."

Wow. Det er virkelig corny.
De ville gerne have den slags sleskhed, der lover en hel masse. Trænerne sagde til os, at vi ikke skulle stille spørgsmål, men give muligheder i stedet. Sådan noget som: "Du er på vej på ferie med din bedste veninde på en gratis ferie til hvor som helst i verden. Ville du tage til A) en hytte i Alperne, stå på ski hele dagen og sippe varm kakao om aftenen, eller B) en strandhytte på Tahiti, hvor det eneste, du skal pakke er din yndlingsbikini." Det er næsten ordret et at de manuskripter, de gav os. Det sjoveste ved det var at lade, som om man var den slags "charmerende" person.

Havde du kontakt med de mænd, du ghostwritede for?
Nej og heldigvis. Det var sælgerne, der havde at gøre med klienterne og indsamlingen af interviews og billeder. Vi fik de transkriberede interviews, hvor de beskrev hele deres liv indtil da – hvor de havde boet, hvad de lavede i skolen, hvad de arbejdede med, deres kærlighedsliv, alle de steder, de havde været på ferie, hvor de havde lyst til at tage hen, deres børn, deres håb og drømme. Alting. Endda deres yndlingssteder i byen. Et snapshot af alt, man kunne finde på at fortælle et andet menneske. Og så fik de som regel besked på at gå ud og få taget nogle professionelle billeder. En af mine yndlingsopgaver ved jobbet var at skulle bedømme billeder. De skulle udvælge måske 20 billeder, og så fik vi lov at vælge i blandt dem.

Hvordan så de ud?
De så for det meste ensomme og klodsede ud. Mange af dem var blevet skilt, og de vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre af sig selv. Sådan virkelig desperate, akavede og tragiske. Der var den her fyr, som måske engang havde været sportslig, som fik taget professionelle billeder. På et af dem stod han på en mark med en bagvendt hat, poloskjorte og bittesmå shorts, og så stod han bagved en stol ude på marken med begge arme på ryggen og lænede sig ind over den.

Sådan "den her stol kunne være dig" agtigt?
Ja. Som i en virkelig underlig stol midt på en mark, som på en måde skulle invitere til et eller andet. Det var helt forfærdeligt.

Var det mest overklassesfyre?
Det tror jeg, for den her service var virkelig dyr. Jeg tror, den primære målgruppe er rige, ældre mænd, som bare ikke har tid til onlinedating. Så de hyrer kvinder i tyverne til at gøre det for dem. Men så er der også den sporadiske centervagt, som bare gerne vil finde en, som er ligeså vild med japanske tegnefilm, som han selv er.

Følte du dig nogensinde personligt investeret i at "date" de her kvinder?
Jeg vil ikke sige, jeg var personligt investeret i kvinderne, for de var en del ældre end mig. Der var da nogle gange, hvor jeg tænkte: 'Ej for helvede, hun er fraskilt og har børn, jeg kan ikke sige det her til hende.' Men jeg blev afhængig af at vinde, for man vil gerne gøre det godt og få kommision. Jeg tror, nogle af dem, jeg arbejdede sammen med, havde det fedt med at sætte folk sammen, men det var jeg egentlig lidt ligeglad med. Jeg følte mig frakoblet – for mig var det bare underholdning. Jeg synes, det er lidt billigt at kalde det matchmaking. Det er rimelig nederen for den person, som tror, at de taler med deres næste kæreste eller mand, som er så "charmerende" på nettet, men i virkeligheden er en anden person i en anden by, i et andet land eller af et andet køn, som får penge for at tale med en. Det er lige før det er en new-age rom-com.

Det er helt klart rom-com-potentiale. Som en slags moderne udgave af You've Got Mail, hvor profilmanageren bliver forelsket.
Ja, og som forsøger at bryde igennem og måske give nogle hints til, hvordan det rigtig er.

Mere fra VICE:

Vi spurgte mænd, hvornår de swiper til højre på Tinder

Jeg prøvede at finde en kæreste med Pokémon GO

Sådan er det at bruge dating-apps i Qatar, hvor homoseksualitet straffes med døden