FYI.

This story is over 5 years old.

Penge

Et rigt menneskes guide til sommeren

Vi er alle fremtidige ny-rige, så vi kan ligeså godt lære at bruge sommeren ordentligt med det samme.
May 11, 2015, 3:14pm
Screenshot fra traileren til "Yacht Week"

Screenshot fra traileren til "Yacht Week."

Så blev det sommer, hva? Nu er det tid til at gøre alle de ting, du har glædet dig til hele vinteren: tage til distortion, gå på stranden og flexe, tage på festival… alt det der. Men for dem, der befinder sig i mere elitære luftlag, er din måde at bruge sommeren på håbløst fantasiløs. For uanset om man har tilegnet sig sin formue gennem salg af nazi-guld, mord på sine rige forældre eller hårdt arbejde, så er sommeren en mulighed for at bruge løs af pengetanken og give livets ugudelige trivialitet fingeren.

Men man har også et ansvar for at leve op til sin velstand. Det skulle jo nødigt hedde sig, at man var fedtspiller, eller at man afslørede sin manglende smag ved at købe iPhone covers i pingvinlæder eller noget. Faldgruberne er kort sagt mange for de mindre sommer-erfarne nyrige. Det handler altså om at bruge så mange penge som muligt, så smagfuldt som muligt. Det er en slags almen dannelse, og eftersom vi alle går en fremtid som ny-rige i møde på den anden side af humaniora-studiet, kan du lige så godt begynde at lære reglerne nu.

Advertisement

Med det i mente er der her et par forslag til, hvordan du kan fordrive sommeren som dine rigere ligemænd gør det.

Du slipper bl.a. for den her type i Kastrups VIP-lounge. Via Flickr-brugeren Neil Rickards.

SLÆNG DIG I KASTRUPS VIP-LOUNGE
Godt nok er det et oxymoron i størrelsesordenen "smart selfie-stick," men lufthavnens VIP-lounge er ikke desto mindre et rigtigt sted. For 5000 kroner kan du få lov til at benytte "Kongeværelsets" tilstødende gemakker før du flyver på ferie. Her kan du nyde ventetiden i ro og mag i omgivelser indrettet af Dronningen (!), indtil en Audi A8-limo fragter dig ud til din Norwegian afgang til Alanya. Det er hverdag for Europas statsoverhoveder, luksus for Leasy-segmentet og den eneste rigtige måde at starte sommerferien på.

TAG TIL YACHT WEEK
Yacht Week er ifølge dem selv "Nothing Like the Real World!" Det er et arrangement skræddersyet til dig, der altid har drømt om maritimt douchebaggeri og akavede tan lines, men ikke har råd til din egen båd. Og så er det desuden en mulighed for at købe dig til en uges faux velstand ganske billigt. Derefter er det bare om at hoppe ombord på en yacht med en bunke af dine bedste venner, hyre et Girls Only crew til at navigere jollen og kaste shots i ansigtet på dig selv til du brækker dig i middelhavet. Det er kort sagt en billig skive af det c-r-a-z-y Saint-Tropez liv med sexede fester og veltrimmede unge kroppe en masse.

Screenshot af lejlighedens toilet.

GENOPDAG KØBENHAVN
Når du kommer hjem fra din vodka-drevne odyssé, kan det være en god idé at genopdage sin hjemstavn. Og hvordan gør man det bedre end at flytte ind til charmerende Indre By? For den nette sum af 312.098 kr. kan du sågar flytte hele juli måned til midtbyen i en lækker Airbnb lejlighed med fire soveværelser. Derudover reklameres der med, at det er super tæt på Strøget og Tivoli. Vi går derfor ud fra, at der er et underligt sammenfald mellem folk, der kan betale 300.000 i husleje, og dem der vildt gerne vil købe tøj i New Yorker og tylle bajere på The Irish Rover. Who knew. Ikke destomindre vil denne lille københavnerdrøm af en lejlighed fungere som det perfekte udgangspunkt for dine ekskursioner til Geranium og Birger Christensen. Book her!

Billede via Flickr-brugeren Steve McLaren.

SPIL POLO
Copenhagen Polo Club ligger ved Kokkedal Slot i smukke Nordsjælland og har det hyggelige motto "Let other people play other things." Her kan du udnytte det gode sommervejr til at gnubbe skuldre med andre polo-interesserede og konkurrere i den ædle disciplin det er at spille croquet på toppen af et dyr uden kontrol over sin egen ringmuskel. For 50.000 kroner kan man få lov at prøve otte aktiviteter af på en uge, som for eksempel én chukka; en slags halvleg, hvoraf der går 4-8 på et spil. Det er dog alle pengene værd, da polo er den tredje smukkeste klovsdyrsbaserede holdsport kun overgået af Mongoliets yakokse-polo og Afghanistans nationalsport Buzkashi, hvori ryttere kæmper om at slæbe en død ged i mål.

Mirós WALL-E.

START EN KUNSTSAMLING
Intet siger "verdensmand" som at starte sin egen kunstsamling. Det er især ideelt at udvide skulptursektionen af din samling her til sommer, så der er noget ekstra at konversere om til din næste havefest. Man kan dog ikke bare gå ned i Inspiration og købe Mirós WALL-E eller Giacomettis Slender Man – de rigtigt dyre stykker kulturel kapital bliver man som regel inviteret til at købe ved at gøre sig bemærket på kunstscenen. Det tager tid, men du kan komme godt i gang ved fx. at bruge aflagte dukkehoveder som kaffekopper eller pisse i en døbefond hist og her. Hvis du kan nøjes med mere tilgængelige værker, kan du også snuppe en Finn Nielsen skulptur vurderet til 40.000 eller et par svenske vaser af porfyr vurderet til mellem 400.000 og 600.000 kroner. Så mangler du sådan set bare at leje et havetelt og invitere på besøg.