FYI.

This story is over 5 years old.

Er den her klub det nye Berghain?

At rave på Bassiani er ikke bare fedt – det er et politisk statement mod homofobi og den georgiske stats lovgivning om stoffer.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af THUMP Holland Ligesom Berlin er den georgiske hovedstad Tbilisi formet af krigens rædsler. Georgien har været en del af adskillige krige de seneste 25 år, og det har gjort fattigdom meget udbredt. Det virker, som om landets ungdom forsøger at flygte fra realiteterne ved at danse og miste tidsfornemmelsen på byens klubber, og det har virkelig sat skub i undergrundsscenen.

Advertisement

Klubber som KHIDI og Mtkvarze åbnede i Tbilisi for få år siden, og så er der også homo-baren Cafe Gallery. Men det er Bassiani, der virkelig har sat byen på det elektroniske landkort. Klubben befinder sig i rå, industrielle lokaler under et fodboldstadion, og efter Nina Kraviz, Speedy J, John Talabot og andre berømte djs har været forbi, er klubben begyndt at vække genlyd på den internationale house- og techno-scene.

Bassiani blev grundlagt i 2014 af Tato Getia, Zviad Gelbakhiani og Naja Orashvili som en klub med en politisk og aktivistisk profil. De vil gerne være en fuckfinger til Georgiens ekstremt strikse narkolovgivning og bekæmpe homofobi ved hjælp af gratis queer-fester.

"Der er nul-tolerance overfor stoffer i Georgien," forklarer Tato. "Det er ret simpelt: I forhold til loven er der ikke forskel på, om du har et milligram MDMA eller et kilo heroin. Alle stoffer og alle mængder falder ind under den samme kategori. For nylig blev en af vores venner taget med fire gram MDMA, og det betyder, at han nu risikerer op mod 20 års fængsel."

Zviad fortæller, at borgerne i Tbilisi tager stoffer for at kunne holde landets politikere ud. "Selvom næsten hver eneste person på klubberne kender nogen, der er i fængsel, så bliver folk ved med at skaffe stofferne," tilføjer han.

Ifølge Bassianis ejere er det lige så dyrt, som det er besværligt at skaffe stoffer i Georgien. "Man kan ikke skaffe kokain eller GHB her. Man kan kun få MDMA, ecstasy, hash og pot i Tbilisi," forklarer Tato. Han siger, at prisen på et gram MDMA veksler mellem 800 og 900 kroner, en enkelt pille koster 350 kroner, og et gram hash eller pot koster snildt 500 kroner. De tre ejere vil også gerne slå fast, at gæsterne bliver udsat for lovpligtig visitering, når de ankommer.

Advertisement

Alle billeder via Bassiani

Da jeg spørger Tato, hvorfor Bassianis bliver mere og mere populært, siger han, at mange af deres gæster kommer fra udlandet, især fra Centraleuropa og Rusland. "For russerne minder nattelivet her om det, man kan opleve i Berlin, Amsterdam eller London, og Tbilisi er en del tættere på," siger han.

Zviad mener, at det, der gør klubberne i Tbilisi til noget særligt, er, at der ikke er nogen rutine endnu. "Jeg oplever, at tingene har været på samme måde i årevis i europæiske byer som London og Berlin," siger han. "Men her er det hele nyt og spændende. De dj's, vi har på besøg, er glade for at være her, fordi de kan mærke energien og entusiasmen fra publikum."

26-årige Vincent Theunissen er en raver fra Amsterdam, der tit besøger klubber som Trouw, Cruquiusgilde, About Blank, De School og Berghain. Da han boede i Berlin i 2014, mødte han adskillige mennesker fra Georgien, som fortalte ham om nattelivet i Tbilisi. Da han besluttede sig for at besøge nogle af dem, forstod hans venner i Berlin ikke hvorfor. "De fleste fattede ikke, hvorfor jeg ville tage til sådan et sted," fortæller han.

"Jeg besøgte Bassiani, som også bliver kaldt Tbilisis Berghain, to weekender i træk," siger han. "Jeg blev virkelig overrasket over, hvor fede navne de havde på plakaten. Den første aften spillede Konstantin fra Giegling et ambient set. På et tidspunk spillede han "Ave Maria," og publikum gik helt i selvsving."

Advertisement

"Det var næsten, som om de bad på dansegulvet - som om den yngre generation havde fundet en ny religion," fortæller han.

Vincents georgiske venner fortalte ham, at kontrasten mellem dagligdagen og livet om natten er enorm. "90 procent af befolkningen er kristne på traditionel vis og meget konservative," forklarer han. Folk gør korsets tegn, når de går forbi en kirke, og kigger på en, som om man er fra en anden planet, når man træder ud af klubben om morgenen."

"Det overraskede mig, at folk i Tbilisi festede til den lyse morning – sandsynligvis uden stoffer, for stoffer ville skabe kæmpe problemer, hvis man blev taget," siger han. "En af mine venner endte i fængsel på den måde, og nogle gange bliver folk tvunget til at tage en urinprøve."

Som om den restriktive narkolovgivning ikke var nok, så er homofobi meget udbredt i Georgien. Men selvom Tato kan stå inde for, at der af og til finder nogle meget seriøse homofobiske angreb sted, så mener han ikke, at situationen er "så dramatisk".

"Som medlem af LGBTQ-miljøet behøver man ikke at gemme sig, men der er lange udsigter til, at de rent faktisk kan få rettigheder og blive accepteret som gruppe," siger han. Tato forklarer, at Georgiens udvikling halter efter Vesteuropa på grund af landets fortid som Sovjetrepublik, og det gælder især, når det kommer til menneskerettigheder og homoseksualitet. "Heldigvis kan vores generation godt se, at det er tid til forandringer," tilføjer han. "Vi forsøger aktivt at inddrage LGBTQ-scenen på vores klub."

Advertisement

Et eksempel på den inkludering er Bassianis gratis og lukkede queer-fester. Man skal være blevet inviteret for at deltage, og det gør, at gæsterne føler sig sikre. Af samme grund benytter Bassiani en lignende form for registrering på en almindelig aften.

Zviad forklarer, at man skal være medlem for at kunne købe billetter. "Det gør, at vi kan filtrere publikum, og det skaber en god stemning på klubben. Hvis vi bare lukkede alle ind, ville vi ende med irriterende og fulde mennesker, der kommer op at skændes med hinanden."

Vincent er homoseksuel, og den anden aften, han var på Bassiani, var der et LGBTQ-event ved navn Horoom. "Jeg kunne slet ikke forestille mig, at der kunne være en queer-fest lige midt i traditionelle Tbilisi. Jeg skulle registrere mig med mit pas på forhånd, men det gjorde til gengæld, at jeg følte mig sikker på klubben," siger han. "Jeg blev positivt overrasket over stemningen og det blandede publikum, som både talte transkønnede, homoseksuelle, folk i drag og så videre. Alle havde smukke outfits på, og det føltes meget frit. Der var en seksuel energi, som jeg ellers kun har mærket i Berlin."

Tato, Zviad og Naja håber, at queer-festerne på Bassiania i fremtiden kan stoppe med at være lukkede fester. Når jeg spørger, hvad de håber at opnå, fortæller de, at det er meget besværligt for dj's og klubgæster at komme til Tbilisi.

"Folk skal tit vente på at skifte fly i Istanbul, og det kan tage op mod otte timer, og flybilletterne er dyre. Heldigvis er de ved at bygge en ny terminal i Tbilisi lufthavn," siger Zviad. De håber, at opmærksomheden fra udlandet kan være med til at opbløde Georgiens narkolovgivning. I mellemtiden vil de blive ved med at bekæmpe landets for dem reaktionære syn på stoffer og homoseksualitet ved at danse til den lyse morgen.