Mød den afghanske filminstruktør, der vil fortælle os sandheden om sit land

FYI.

This story is over 5 years old.

Entertainment

Mød den afghanske filminstruktør, der vil fortælle os sandheden om sit land

Shahrbanoo Sadat må tage burka på, når hun skal besøge sine forældre i den landsby, hun portrætterer i sin Cannes-belønnede film, der har dansk premiere i aften.

Shahrbanoo Sadat – eller Shahr, som hun gerne går under – er ikke en traditionel afghansk kvinde; hun er 26 og bor i Kabul i Afghanistan, men da hun flyttede hjemmefra som 18-årig, blev hun ikke gift, hun er ikke særligt religiøs, og sidste år blev hendes film Wolf and Sheep belønnet i Cannes med Art Cinema-prisen i programmet Directors Fortnight. I aften har den dansk premiere i Grand Teatret i København.

Advertisement

Wolf and Sheep er baseret delvis på Shahrs egne barndomsminder og delvis på en vens dagbog – de voksede begge op i samme landsby i det centrale Afghanistan omgivet af bjerge og uden elektricitet – og i filmen følger vi livet blandt børnene, der passer får på bjergsiderne. Ifølge Shahr er Wolf and Sheep en af de mange små, men ekstremt vigtige historier, der kan være med til at nuancere vores opfattelse af Afghanistan som et land hærget af krig og konflikt. En opfattelse, som ifølge hende i høj grad skyldes vestlige film og mediers fremstilling af landet.

"Det er som at se på et billede, der er dækket af støv, vi kan kun se støvet, men ikke billedet i rammen. Jeg har aldrig kunnet relatere til nogen film om Afghanistan; som afghaner har jeg altid følt, at de talte ned til mig, og de var visuelt ikke overbevisende – sådan går vi ikke klædt, sådan taler vi ikke…," siger hun.

Billede fra filmen, foto af Virginie Surdej

Shahr blev født i Teheran i Iran. Forinden var hendes forældre flygtet fra Afghanistan på grund af etnisk forfølgelse, men efter terrorangrebet den 11. september 2001 lagde den iranske regering pres på de afghanske flygtninge for, at de skulle rejse hjem. Shahr, der på det her tidspunkt var 11, blev smidt ud af skolen, og hendes far mistede sit arbejde. Forældrene var vokset op på landet, og derfor valgte familien at slå sig ned i en landsby, da de vendte hjem til Afghanistan. Men for Shahr, der var vant til at bo i byen, var det en kæmpe omvæltning.

Advertisement

"Jeg kan huske, da vi ankom – landsbyen ligger i en dal, og der er bjerge hele vejen rundt – at jeg følte, at det var et geografisk fængsel, jeg troede, at jeg aldrig kunne komme væk derfra. Jeg prøvede at tale med min far om at flytte til Kabul, hvor mine søskende og jeg kunne studere, men min far var endelig kommet hjem efter at have levet et hårdt liv i Iran, så han havde ikke lyst til at flytte," fortæller Shahr, som insisterede på at gå i skole og derfor måtte gå tre timer hver vej for at få undervisning på en drengeskole i den nærmeste by.

Billede fra filmen, foto af Virginie Surdej

"Jeg var en outsider i landsbyen, jeg fik ingen venner. Mit største ønske var at komme væk. Da jeg var 18, sagde jeg til min far, at jeg gerne ville til Kabul for at besøge min storesøster, som var blevet gift og var flyttet. Da vi var der, sagde jeg til ham, at jeg ikke ville tage med tilbage – han var ved at få et hjerteanfald, for det er jo slet ikke normalt, at man flytter hjemmefra, når man ikke er gift."

Men hun flyttede. Hun søgte ind på universitetet i Kabul og opdagede for sent, at hun var kommet til at søge ind på filmstudiet i stedet for fysikstudiet, som hun ellers havde planlagt. Det var for sent at søge om, så det blev film, selvom hun aldrig havde været i en biograf før i sit liv.

"Efter et år på studiet var der en fransk filmworkshop, Atelier Varan, i Kabul, og der studerede jeg dokumentarfilm i tre måneder, og for første gang nogensinde fik jeg mulighed for rigtigt at se film – før den workshop havde jeg aldrig været i biografen. Og det var først året efter, da jeg rejste til Paris, at jeg for første gang var i en rigtig biograf," fortæller Shahr.

Advertisement

Workshoppen blev indgangen til europæisk film, og senere mødte Shahr gennem CPH:DOX den tyske producer Katja Adomeit, der bor og har produktionsselskab i København, og som nu har været producer på flere af Shahrs film. Shahr havde, da hun mødte Katja Adomeit, arbejdet på Wolf and Sheep i godt fire år, men havde svært ved at komme videre – mødet med produceren blev afgørende for, at filmen overhovedet blev finansieret og optaget. Shahr håber på at kunne gøre det samme for andre selvstændige filmmagere i Kabul, og derfor arbejder hun på at åbne et lab, hvor manuskriptforfattere og instruktører kan få sparring og blive sat i forbindelse med producere og selskaber, der kan hjælpe dem.

"De afghanske filmskabere har så mange gode historier at fortælle, men de forsøger i stedet at kopiere successer fra Vesten, for de forstår ikke, at deres personlige historier er vigtige, og at de burde kæmpe for at få dem finansieret og realiseret. Jeg håber, at det her lab kan være med til at hjælpe," siger hun.

Shahrbanoo Sadat, foto af Lene Munk

Samtidig arbejder hun også på sin egen næste film – vennens dagbog, som Wolf and Sheep er delvist baseret på, har hun skrevet fire andre manuskripter ud fra, og hun håber at kunne begynde optagelserne til toeren i oktober i år. Den kommer til at foregå i Kabul i slut-70'erne, mens Afghanistan stadig var under kommunistisk styre.

"Den her periode er enormt vigtig, fordi sovjet var i Kabul, og Afghanistan var ikke engang et islamisk land dengang – kvinder gik i miniskørter på gaden i Kabul. Jeg er nødt til at gå med tørklæde i Kabul, og når jeg besøger mine forældre, skal jeg tage burka på. Det er svært for mig at forestille mig, at kvinder har gået på de samme gader, som jeg går på hver dag, i miniskørt og uden tørklæde," siger Shahr og fortsætter:

Advertisement

"Og at den her fundamentalisme har spredt sig overalt – det er sindssygt. Derfor er det vigtigt for mig at forene min generation med den ældre generation, for vi er så langt fra hinanden, at det er svært at forstå, hvad der skete i Afghanistan. Jeg håber, at vi kan bruge film, at vi ved at fortælle vores historier til hinanden kan begynde at forstå hinanden – og måske kan resten af verden så også forstå, hvad Afghanistan virkelig er."

Shahrs forældre er ikke glade for hendes valg af livsstil. Faren havde hellere set, at hun læste til lærer eller læge – eller at hun bare kom hjem til landsbyen.

"Jeg er en selvstændig kvinde nu, jeg har penge, jeg har arbejde, jeg har passion, jeg har alt, men når jeg tager tilbage til landsbyen for at besøge mine forældre, så forsvinder al min selvstændighed, når jeg kommer uden for Kabul, er jeg bare en kvinde, der har brug for en mand, jeg skal tage burka på, og når jeg er i landsbyen, må jeg ikke engang gå til den nærmeste by uden at spørge mine forældre om lov. Så jeg besøger kun mine forældre to gange om året, selvom jeg savner dem meget," siger hun.

Så sent som i morges meldte nyhederne, at en kæmpe eksplosion i Kabul har dræbt mindst 49 og såret hundredevis. Mange af Shahrs bekendte har valgt at forlade Afghanistan på grund af krigen og manglende muligheder. Og om hun selv har overvejet det? Ja. Især, da hendes kæreste flyttede til Tyskland. Men hun har valgt at blive – ikke mindst, fordi hun gerne vil fortælle sine historier, og dem kan hun bedst fortælle fra Afghanistan, mener hun.

"Det er vigtigt at minde folk om, at selv i krigshærgede lande har vi en hverdag, og krigen er stadig kun én del af vores liv. Den er forfærdelig, ja, men den er også blevet rutine – eksplosioner, selvmordsangreb, de ting er en del af hverdagslivet, de sker på den vej, jeg tager til arbejde. Men livet sker også stadig. Jeg har en fornemmelse af, at folk kun ser os som et krigshærget land, og at folk ser mig som et offer. Enten det eller som en helt. Men jeg synes ikke, jeg er nogen af delene. Jeg er bare et almindeligt menneske. Jeg arbejder for mine mål. Jeg ville lave den her film, den var vigtig for mig at lave."