Views My Own

Jeg cyklede gennem København og blev deprimeret over at se politi overalt

Der er blå blink overalt i gaderne, og det er til at tude over.
October 4, 2017, 12:04pm

Jeg har altid haft et anstrengt forhold til autoriteter i almindelighed og politiet i særdeleshed. Utallige dårlige oplevelser ligger til grund for det – det er ikke bare taget ud af den blå luft. Bare synet af en uniform eller en politibil er nok til at gøre mig anspændt. Den følelse har jeg før stået lidt alene med, men på det seneste er jeg til gengæld begyndt at lægge mærke til venner og kollegaers tiltagende frustrationer over uniformerede betjente i gadebilledet i København.

Advertisement

Jeg oplever dagligt, at folk på Nørrebro er trætte af, at bydelen er proppet med politi. For selvom vi alle kan blive enige om, at bandekrigen er uhyrlig, og at de psykopater, der drøner rundt og laver drive-bys fra scootere, skal stoppes, så er der vist ingen, jeg kender, som føler sig mere trygge ved synet af en patruljevogn, der farer ned ad Nørrebrogade i høj fart.

I hvert fald ikke mig. Hver gang jeg ser en politibetjent, farer jeg sammen, af frygt for at jeg har gjort et eller andet, og at han (undskyld sexismen, men det er tit en han) pludselig lægger mig i håndjern. Også selvom jeg ikke har gjort noget. Selv hvis jeg kan se forbi det, minder politiets tilstedeværelse mig om, at der potentielt kunne foregå noget frygteligt hvert sekund det skulle være. Det gør mig ikke tryg, for jeg ved, at politiet ikke kan bekæmpe al kriminalitet, lige meget hvor mange de er på gaden. Og jo flere de er, jo mere utryg bliver jeg - her i et af verdens sikreste lande.

Den sidste del af min hjemrute går gennem Nørrebroparken. Det er præcis lige så nemt at købe hash, som det altid har været.

Tirsdag blev den følelse sat på spidsen. Først cyklede jeg min faste rute ind gennem Indre By, som tager mig forbi synagogen i Krystalgade. Her har politiet stået og blomstret siden terrorangrebet tilbage i februar 2015 for at passe på et oplagt terrormål. Og med terrortrusler, bandekrig og almindelig utryghed har politiet rigeligt at se til, så nu er militæret blevet sat ind for at "aflaste" dem. Militær. Lige midt i København. For første gang siden 2. verdenskrig. Det er til at tude over. Ikke desto mindre er det politiet, jeg bliver mødt af, da jeg cykler gennem Krystalgade. Både soldater og nogle super inkognito civilbetjente med sammenbidte ansigter og åbenlyse øresnegle. Jeg har kørt gennem gaden flere gange, end jeg kan tælle, men nu bliver jeg pludselig kommanderet til at stå af og trække. Hvordan dét forhindrer terror er mig uvist, men det føles som endnu en eskalering, endnu en stramning.

Da jeg er på cyklen igen, fortsætter jeg mod Gammel Torv, hvor der er demonstration i anledning af Folketingets åbningsdag. Under 100 unge med hullede bukser og lilla hår er samlet – selv når det var sne og slud, var der som oftest flere til de sløjeste torsdagsdemonstrationer, dengang der blev kæmpet for et nyt Ungdomshus. Tirsdagens demonstration er mødt af hele tre af politiets minibusser fyldt med betjente, og da vi begynder at gå, viser det sig, at flere holder i de nærliggende gader. De få aktivister går op mod Christiansborg for at "lukke Folketinget", men lige så snart de nærmer sig den række af betjente, der allerede står og venter ved porten, kommer endnu fem transitter bumlende ind over brostenene med fuld udrykning. På et øjeblik er den lillebitte forsamling omringet. Det er første gang, jeg har set flere betjente end aktivister til en demonstration, og det hele virker næsten komisk.

Jeg springer på cyklen og kører mod Nørrebro til lyden af et forkølet kampråb fra pladsen: Politi/kontrol/skaber mere vold!

Tilbage på Nørrebro er det ikke meget bedre. Som alle beboere på ydre Nørrebro og Nordvest ved, så har politiet en helikopter, som de er svært glad for at bruge. Den evindelige summen giver genlyd i gaderne og bidrager til følelsen af at i en bydel under belejring – en krigszone. For mig er det irriterende, men jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det føles at være en flygtning eller soldat med ptsd, der sidder i sin tomme lejlighed, mens lyden af rotorbladene gjalder mod betonmurene.

Og så er der musikbegivenheder. Med massakren i Las Vegas i søndags, kombineret med bombeangrebet mod Ariana Grandes koncert i Manchester og angrebet på Bataclan i Paris, mener eksperter, at der er god grund til at optrappe sikkerheden. Og det betyder igen mere politi. Uniformerede vagter, der står og ser olmt ud over publikum, er i forvejen et buzzkill. Jeg har svært ved at håndtere tanken om, at der også skal blandes politi ind i morskaben.

Den sidste del af min hjemrute går gennem Nørrebroparken. Det er præcis lige så nemt at købe hash, som det altid har været. Blå blink hamrer forbi på Hillerødgade. Jeg tager hjem til min lejlighed, hvor sirenerne luller mig i søvn.